En blomst så spæd har slået rod.
På det sted hvor alt var så gråt.
Der, hvor kragerne cirkulerede
Der, hvor solen var så glemt
Frøet fra himlene en dag faldt -
Penetrerede asfalten så den slog
kilometer lange revner.

Rødderne strækker sig over tilfrosne have,
Tomme byer, døende minder, rustne længsler,
Forfaldne lyster - slukkede lygter.

En blomst så spæd bær dit navn i de efterårsbetonede
Skove. Et navn, der i de visne blade falder til jorden.
Navnet der får den vanvittige til at forsvinde..
Navnet der fejer ud igennem det døde landskab i ensom skønhed.

Rødderne i mine øjne slår rod.
Og det bløder - det bløder salt til skriget fra nattedyrenes kannibalistiske kamp.
Blomsten forvirrer mig og min mosaik og vi sprækker. Vi skifter form..
Ubestemmelig form - noget tåget, noget udvisket, noget smukt. Et væsen dybt inde skoven med øjne som pumpende hjerter. Det er nøgent, tyndt og skaldet - sårbart. Min form.

En blomst så spæd gror i et hvert forelsket hjerte.
Og væsnerne fra skoven kommer til syne
Hver gang du slår rod. De giver sig til at danse i udkanten af skoven.
Og kragerne sidder på lur imellem lidenskabens mol og dur..
De venter på at væsnerne fra skoven skal snuble i dansen.
Så de kan angribe. Flå deres øjne ud med skarpe næb. Flå deres bug. Æde deres hjerter.

Rødderne omfavner. Rødderne fanger. Rødderne visner. Rødderne lever. Og skovfolket danser og kragerne venter. Min blomst. Min rod. Mit efterår. Min krage.
Min spæde blomst i os alle gror.