"Jeg elsker dig." Du bliver ved med at sige det. Om og om igen. "Jeg elsker dig."
   Jeg hader disse ord du slynger ud af din mund. Næsten hver gang du ser på mig. Hvis ikke du siger det, så tænker du det. Jeg kan ikke klare det. Du er, hvad mange piger drømmer om. Du er kærlig, sød og omsorgsfuld. Loyal. Jeg kan ikke tro andet. Al den kærlighed driver mig til vanvid. Det at du elsker mig så højt er ikke til at bære. For jeg ved at jeg ender med at såre dig, igen.
   Sidste gang vi var sammen, forstår ikke du tog mig tilbage, ødelagde jeg hele din verden. Fordi jeg ikke kan elske. Nej, jeg har ikke forandret mig. Gør det heller ikke. Jeg er kold og utilnærmelig. Det giver mig en frihed. Ikke en jeg er stolt af, men jeg er ikke fanget af kærlighedens bånd. Det er for mig det vigtigste.
   Jeg kan huske dit blik, den dag jeg sagde det til dig. Du stod bare der og kiggede da jeg fortalte at det var forbi. Du blev ikke vred. Du sagde ingenting - det var det værste. Din tavshed. Dine øjne, der sagde for sig selv: du behøver ikke ødelægge mere nu. Du skal bare forsvinde, tage alt, du gav mig, med dig tilbage i helvede. Jeg trådte et skridt, måske to tilbage, vendte mig om, på vej ud af døren, da du sagde ordene jeg aldrig vil glemme:
   "Du er en engel skabt i helvede, er du klar over det?"
   Jeg sagde ingenting, nikkede bare vemodigt og gik. Jeg tror der trillede en tåre, bare en enkelt en, ned af min hvide kind. En tåre, ikke fordi jeg var såret, men fordi jeg havde såret dig. Ikke til at bære. Ikke til at begribe, at jeg var og er så ond.
   "Du er en engel skabt i helvede, er du klar over det?"
   Ja jeg er. Ved det udmærket. Skabelsen af mig, er ikke kommet nogle til gode, og vil det nok heller aldrig. Alligevel vil jeg fortsætte med at leve. Det kan jeg ligeså godt, nu når jeg er i gang. Men for helvede hvor er det hårdt, hver gang du ser på mig og siger "Jeg elsker dig". Nu sidder jeg her i dag, og skal gøre det forbi, endnu en gang. Hvis du bare kunne stoppe med at elske mig. Så du kunne sige, at jeg ikke længere betyder noget for dig. Det gør du ikke, du stopper aldrig, gør du? Din svin. Hader dig så inderligt for det. Hader min skønhed. Det er den, er det ikke? Jeg virker som en engel, er som en. Flyver hen over verden. Svæver stille og roligt over jorden, så mine små fine hvide fødder ikke skal røre ved asfalten. Mit lange lyse hår, blafrer stille og roligt frem og tilbage. En gang i mellem når der kommer en lille vind, rammer håret min hvide kind og skaber en nydelig kontrast af lyst på hvidt. Jeg er tynd. Går i tyndt tøj. Det sidder ikke stramt og ikke løst. Det sidder perfekt på min krop. Jeg er smuk, smuk som en engel, og jeg er selv klar over det. Kan godt forstå han faldt for mig. Det er underligt, som begær kan styre alt. Han er dybt forelsket i mig og min hvide hud. Det siger han.
   "Den hud, klæ'r kun dig, min engel. Det vil den altid gøre."
   Jeg smiler. Det gør jeg altid når han kommenterer min krop. Men det smil er bare en facade. Inden under- under min hud, græder jeg. Store søer af salt. For han kender mig jo ikke. Jeg tror han har glemt hvad han sagde "Du er en engel skabt i helvede" han har glemt de sidste 3 ord "SKABT I HELVEDE". Hvordan kan han glemme? 3 så vigtige ord. Uden dem giver sætningen en anden betydning. En forkert betydning: "Du er en engel" FORKERT.
   Du er en engel skabt i helvede.
   Jeg er en engel skabt i helvede.
   Klar over det. Stolt, ej. Der er ikke noget at gøre. Jeg ønsker at jeg kunne. Men jeg bliver i dag nød til at gøre det forbi med dig, igen. Fordi du glemte dine egne ord. Jeg var klar over hvad han sagde. Jeg vidste det i forvejen. Men det gjorde han ikke selv.
   "Du er en engel skabt i helvede, er du klar over det?"