Han stod og stirrede ned på skinnerne, der løb på tværs af broen. Hans øjne var ganske udtryksløse. Han trak et lille lommespejl ud fra inderlommen og betragtede sig selv.
   - Farvel med dig, sagde han, - hun vil ikke se dig mere. Så lad hende slippe for det.
   Han så på sit ur.
   - Toget skulle være her om lidt, tænkte han energisk, - så det er bare om at holde dig parat.
   Han gjorde sig klar til at springe, da et fortvivlet skrig skar igennem eftermiddagstågen.
   - Janus! råbte den. - Hvad Fanden er det, du laver?
   Det gav et sæt i ham. Så vendte han sig.
   - Lillian? spurgte han, på én gang lettet og forbløffet, da hun var nået hen til ham:
   - Hvor kommer du dog fra? Jeg troede, du var helt ligeglad med mig.
   - Selvfølgelig ikke. Og undskyld, jeg råbte af dig, jeg var bare så...
   Hendes stemme knækkede over:
   - Så irriteret og så forvirret, da du kom forbi i eftermiddags. Så... stresset, okay? Men, jeg burde have tænkt mig bedre om, og ikke have råbt alt det der af dig. Det... det må du undskylde, O.K.?
   Han sukkede. Så sagde han stille:
   - O.K.
   - Men..., sagde hun, og brød fuldstændig sammen, - du må sgu ikke gøre sådan noget igen. Jeg elsker dig jo, men jeg er jo ikke vant til at betyde så meget for at andet menneske. Det er svært at tackle, synes jeg, for jeg er jo vandt til at slå i bordet, når der er noget, der irriterer mig, men det tør jeg da ikke, hvis du tager det så alvorligt.
   Hun så ind i hans øjne, medens hun talte, uden én eneste gang at blinke. Han tog hendes hånd. Den var varm og blød. Med sin frie hånd tørrede han tårerne af hendes ene kind og kyssede dem bort på den anden.
   - Undskyld, hviskede han, med skælvende stemme, og trak hende ind til sig, - jeg skal nok prøve at blive bedre til at forstå dig!