Forventninger kom op i går, da jeg læste i en selvudviklingsbog, der har et kapitel om dette. Det slår mig, at jeg ikke aner selv, hvad jeg skal stille op med dem. Så jeg vil prøve at analysere lidt på det her.
Starter med bogen, der hedder 'vær god ved dig selv' af Richard Carlson, kap. hedder simpelthen: Nulstil dine forventninger.
Han advarer sådan som jeg læser det, imod, at føle ærgrelse, ulykkelige eller deprimerede følelser, hvis ens forventninger skuffes. Og foreslår, at man nulstiller sine forventninger, for så undgår man at blive skuffet. Han mener dog ikke, at man skal droppe drømmene og søge at gøre sit bedste OG når man har gjort det, kan man med fordel droppe forventningerne og stille sig helt åben overfor resultatet.

Det stemmer egentlig meget godt overens med noget, jeg har gået og tænkt på mht til forventninger og skuffelser. Jeg ved, at når jeg har det allerbedst, så føler jeg mig energisk, ansvarlig er nærværende og har en lys indstilling til, hvad der end måtte ske i mit liv. På den måde, at jeg har for øje, at ligegyldigt, hvad der sker, så kan jeg lære noget af det. Og at lære af livet er noget, der er meget vigtigt for mig. For at jeg kan føle mig hel og veltilpas må jeg følge med livets strøm og lade livet skaffe mig, hvad jeg har brug for let og komfortabelt (sådan som Louise Hay foreslår). Og hvor er mine forventninger henne i alt dette?

I ACAs 12. Løfte hedder det: Lidt efter lidt vil vi med hjælp fra vores højere magt lære at forvente det bedste og få det.
Gør jeg så det på den måde ved at have tillid til, at ligegyldigt, hvad der end sker, er det til mit eget bedste på et højere niveau? (Bøn fra 'Se uvisheden i øjnene' af Susan Jeffers) Det føler jeg selv. OG det er vel når alt kommer til alt det vigtigste! Simpelthen ved at føle mig forbundet til DHM og til mig selv, min inderste essens, iagttageren, lytteren, den del af mig, som jeg fornemmer altid er der og altid har været der.

Det lyder spirituelt og mystisk for nogen. Jeg ved det, for når jeg nævner sådan en tankegang fx for min nye ven, så vil han bortforklare det på rationel vis i stil med, da han kommenterede, at min datter har haft englevagt ved sin seng: 'Har din datter haft besøg af nogle engle, ja, børn forestiller sig så meget! Jeg så masser af ufoer, da jeg var barn.'

Jeg har erfaret, at hvis jeg virkelig ønsker mig noget kommer, så det nogen gange til mig, hvis jeg forestiller mig, at jeg allerede har det og det er vel også en slags forventninger? Eller er det? Det er her følelsen, der tæller her og åbenheden (inspiration fra 'The Secret'). At jeg føler glæden ved det som om, jeg allerede havde det jeg forventer og ønsker mig og så er det vel på en måde ikke længere et ønske eller en forventning? Så er det i hvert fald på det følelsesmæssige niveau allerede virkelighed, for jeg smiler og bobler af glæde over, at jeg fx vinder en konkurrence eller har den mand i mit liv, som passer til mig og vi elsker og respekterer hinanden!

Nogen vil sige, at jeg har snydt mig selv ved med tankerne at fremkalde følelser, der ikke har rod i den virkelighed, man normalt forholder sig til. En psykiater vil begynder at tale om et meget rigt indre liv, der gør, at man får en 'mystisk' udstråling og bliver fraværende og måske vil det give anledning til en diagnosticering af at man lider af en sindslidelse, med begrundelse i 'magisk tænkning'!

I en bøn fra ACA hedder det:
'Gennem mine bønner og meditationer
beder jeg især om at blive befriet for
egenvilje, hævngerrighed og ønsketænkning.'

Hvor står jeg selv henne i alt dette?
Jeg har det bedst med mig selv, når jeg forholder mig åbent til livets muligheder inkl. 'det spirituelle og magiske', afprøver det i mit liv, får nogle erfaringer og derpå forholder mig til dem også på en åben måde og bruger det, der viser sig at fungere for godt for mig.

Således laver jeg mange 'spirituelle øvelser, hver dag og jævnligt. Fx Chi Gong hver morgen, hvor jeg samler mig til helhed, samler energi og bevæger min krop i harmoniske bevægelser, jeg beder bønner i massevis, visualiserer ting til at findes i følelsen mange gange i løbet af dagen, snakker med andre og rækker ud, når jeg har brug for det. Jeg lytter til mig selv, luger ud i tankerne, der har det med at ville køre i ring og blive til kaostanker, hvis jeg ikke er opmærksom på dem.
Jeg holder øje med min sindsstemning og griber ind med kærlighed, når den truer med at gå nedad og glæder mig over den, når den er i balance og sender mine følelser rare steder hen!

Jeg passer på med ikke at stille for store krav til mig selv og ser med mildhed på, at måske ikke alt går ligesom jeg (med min egenvilje) havde forestillet mig, idet jeg har tillid til (hvad også mine erfaringer har vist mig, at jeg kan have), at med en ansvarlig, positiv og tillids- og håbefuld indstilling og holdning til livet, bliver det også lysere, lettere og mere lykkeligt at leve.