Wow, for et solskinsvejr! Og der er gået forår i det hele. Skoven var fuld af erantis og vintergækker, nu er de allerede væk og skovbunden vrimler med nyspiret grønt og så en hel masse skvalderkål. Det er jo fantastisk!
Fik hængt de sidst indkøbte redekasser op og renset de gamle med kogende vand. Helt utroligt hvad sådan nogle små fugle kan få slæbt med ind i de etværelses lejligheder under tagskægget! Gråspurve indsamler tilsyneladende alt, der er nogenlunde egnet, hvorimod de små mejser udelukkende bruger mos som materiale; de må ligge blødt, de små børn.
Der er allerede kamp om pladserne, kan jeg se. Det vrimler i haven med småfugle, der kommer flyvende med strå og tørret græs til den kommende redebygning. Der har også været besøg af to små blåmejser (med blå paryk på hovedet) og et musvitpar, der også virkede interesseret i at lægge billet ind.
Jeg håber de flytter ind, det er så hyggeligt med fugle på terrassen. - Av, der var lige én, der kom forbi og kiggede ind i en af de nye kasser. Ofte kommer de mange gange forbi, før de beslutter sig endeligt. Det er nok ligesom når ejendomsmæglere viser huse frem om søndagen. Der er altid nogle, der bare skal ose…
Sidste sommer overværede jeg hvordan to kuld gråspurveunger fløj fra reden. Mor og far sad i kirsebærtræet og kaldte. Og én efter én kom de fire unger tumlende ud af redehullet og hoppede baskende ud i den store verden. Jeg legede voksfigur, for ikke at forstyrre det hellige øjeblik.
Flere dage forinden havde man kunne se ungerne på skift, når de kiggede ud på virkeligheden, men de var åbenbart ikke helt klar endnu. Hvordan ved gråspurve at det er tid til at flytte hjemmefra?
Da alle fire unger var vel ude af huset, var det spændende at følge de nye små liv. Eftersom de meget ligner de voksne, kan det være svært at se forskel, men et stykke tid endnu fodres de af forældrene, der overgiver sig, når de små nye puffer, maser og tigger. Så sidder de forkælede, tykke unger og plager sig til mad, og hvis forældrene lige troede at der nu var tid til dem selv, må de vist tro om igen. Først når næste kuld er ved at blive udklækket fatter teenagerne, at det er ved at være tid for selv at finde føde.
Sidste forår fik vi også et kuld solsorteunger. De blev klækket i hækken, for solsorte går vist ikke i de almindelige redekasser og her må de så klare sig selv. Pludselig en dag sprang der tre tykke små solsorteunger rundt på græsset. Nøj, hvor var de fine. Desværre endte en af dem i vores havedam og så var der to.
Ærgerligt - og jeg rugede over det i flere dage – hvordan den slags forhindres? Men det er nok svært. Selv med rampen ned, så fuglene uden problemer kan drikke og vaske sig hjalp ikke denne gang, for en solsort kan vel næppe svømme. Trist at fiske en lille solsorteunge op af dammen med nettet. Men sådan er vel naturen. Ikke alle overlever.
Engang imellem kommer duehøgen også på besøg. Eller er det mon en spurvehøg?
I et sus er den over haven og nogle gange er der bid, men den skal jo også leve, selvom det er trist at finde resterne fra den fugl, der blev til middagsmad for den der var større.
Solen står højt på himlen og dagen er lige til en tur i skoven. Jeg kommer til at savne formiddagsturene derovre med Max, når jeg tiltræder mit nye job. Men lige nu er dagen min og jeg vil nyde det smukke forår i store sultne bidder. Vejrguderne i TV lover fint vejr og det skal de have tak for. Nu vil jeg tage min hund og gå ud i det danske forår. Livet er da herligt!