Den vrede, skaldede mand, der ikke blev lykkeligere af at skulle pille sin konstruktion fra hinanden, havde ret. Boldbanen var fuldstændig forsvundet og forvandlet til en mark af meterhøjt ukrudt. Olfert kom med lidt besvær igennem et mindre hul i et hegn, og fik øje på et klubhus og en skurvogn. Han kunne ikke finde nogen sti og begyndte at bane sig vej tværs gennem boldbanen. Varmen i luften og abstinenserne havde gjort ham våd af sved over hele kroppen. Himlen var blevet mørk og et tordenbrag hørtes et stykke borte.
   Det var hårdt for benene at træde græsset ned, og Olfert måtte flere gange stoppe fordi han fik krampe i læggene. Da han endelig nåede gennem banen og ud til en asfaltbelagt løbebane holdt han en længere pause og pustede ud. Hele kroppen gjorde ondt, både udvendig og indvendig. Han sank et par gange for at kvæle opkastfornemmelsen. Øllerne i hans lomme skreg om at blive trukket op og hældt ned i den tørre hals. Men det måtte vente til han var helt sikker på at han ikke kunne ses. En kollega kunne nemt have fundet på at undersøge den samme sti, og det ville ikke være smart at blive opdaget i at drikke i tjenesten.
   Han kunne se at klubhusets tag var styrtet sammen, så det ville ikke give læ når regnen om lidt ville bryde ud. Han gik i stedet hen til skurvognen og mærkede de første dryp i håret, da han tog i døren. Den bandt. Han prøvede en gang til, men med samme resultat. Så lagde han kræfterne i og trak til. Døren var lige ved at gå op, men hans sveddryppende fingre gled af håndtaget. Det var som om nogen på den anden side holdt fast i den.
   Irriteret gik han et par skridt tilbage og kastede et blik på skurvognen. Den var gammel og mølædt og alle vinduerne var slået ind. Flere steder var siderne af vognen hullede af enten hærværk eller råd i træet. Han bemærkede at dørens hængsler var gået løs, så døren stod skævt og lænede sig mod den modsatte karm. Ikke underligt at den var så svær at åbne.
   Endnu et par tunge dråber faldt i Olferts hår, og han hørte regnens nedslag i ukrudtet på boldbanen. Det var et spørgsmål om sekunder nu. Han havde, klog af skade, ikke tænkt sig at forsøge at kravle ind af et af vinduerne. De sad alt for højt og der kunne stadig sidde stykker af glas i karmen og skære ham. Han besluttede at prøve kræfter med døren en sidste gang.
   Han tog fat i håndtaget og lænede sig helt ind mod døren for at få vægten med i tilbageslaget. Så rev han alt hvad han kunne i håndtaget, mens han nærmest kastede sig tilbage. Døren gik op med et smæld og Olfert var nær faldet bagover, da den faldt af det øverste hængsel. Hurtigt hoppede han ind i skurvognen i ly for regnen.
   Indenfor i skurvognen var der en smule koldere. En behagelig gennemtræk af kølig luft strømmede gennem de tomme vinduesrammer. Så buldrede regnen løs på taget og slog ned i gruset udenfor. Midt i vognen stod en gammel træbænk med bord, der sikkert engang havde hørt til på en legeplads eller i en park. En gammel vinflaske med en lille stump stearinlys i stod midt på bordet, og gulvet flød med mindre grene, blade fra træer, grus, krøllede sider fra reklamer og aviser og andet udefinerbart skidt. Ved siden af bænken lå der en gammel bemøget hynde. Den var næsten helt sort af skidt og Olfert gættede på at det var den der lugtede så fælt.
   Han sikrede sig at der ikke var alt for beskidt på bænken, da han satte sig og tog de to Carlsberg Master Brew op. Han tog en oplukker op fra bukselommen og åbnede begge to og drak dem begge hurtigt efter hinanden i seks slurke. Øllet var varmt men han var ligeglad. Han bøvsede og fik en del væske med op i munden, som han hurtigt slugte igen. Intet måtte gå til spilde. Først gjorde maven gjorde ondt og knurrede, men efter et stykke tid faldt den til ro, og en varm følelse bredte sig i stedet.
   Han fik øje på en genstand på bordet. Det lignede et stykke sålelæder. Han brugte den ene af de tomme flasker til at prikke til det. Regnen bragede fortsat på taget af skurvognen, men det holdt heldigvis vandet ude.
   Da han så nærmede på sålelæderet, viste det sig at være et halvt stykke tørt rugbrød. Han skubbede det på gulvet. "Bumser," sagde han og tænkte: Det er et tilholdssted for bumser. Og hvorfor ikke? Her er da ingen de kan genere.
   Han blev siddende i de ti minutters tid regnen styrtede ned. Hvis der havde været nogle spor efter gerningsmanden her omkring, var de helt sikkert skyllet væk nu.
   Han lod de tomme flasker stå til bumserne og gik samme vej tilbage gennem ukrudtet. Hans bukser blev gennemblødt og han måtte igen holde pauser undervejs. Han kunne mærke virkningen af de to stærke øl som en summen i benene, og tænkte igen på hvornår han sidst havde fået fast føde. Så kom han i tanke om Politidirektør Jacobsen og håbede på at han var kørt når han kom tilbage.

Den vrede mand fra huset stod utålmodigt og ventede på ham, og spurgte vrissent om han måtte sætte afspærringen op igen. Det kunne Olfert ikke se det forkerte i, og svovlende gik manden i gang med arbejdet.
   De næste timer gik med at afhøre naboerne, uden at komme nærmere hverken motiv eller en mistænkt.