1Teknikrummet
De havde lejet den samme feriehytte hvert år siden han var dreng.... [...]
Noveller · humor, sex, pubertet
2 år siden
3Fotografen
Kaffen damper fra koppen på det lille bord, askebægeret er tømt o... [...]
Noveller
3 år siden
5Den lange korte rejse
Villads er næsten seksten år, og har et problem: han er jomfru. · F... [...]
Noveller
3 år siden
5Flugten fra Auschwitz
Toget standsede med en hvinende lyd fra bremserne. · Dr. Wirths vir... [...]
Noveller
5 år siden
6Hjemmehjælp
Jeg åbner alle vinduerne i stuen. · Det er høj sommer, og selv om j... [...]
Noveller
5 år siden
4Færgemanden. Del 2 af 2
Torbjörn havde sovet godt. Ualmindelig godt. Henkes gæsteseng vis... [...]
Noveller
5 år siden
3Færgemanden. Del 1 af 2
Det var en kedelig klædt mand, der tog imod Torbjörn Wikstrand på... [...]
Noveller
5 år siden
4Indbrud
Villaen lå perfekt. · I bunden af et vænge, stor men ikke for stor;... [...]
Noveller
5 år siden
2Preben og Kirstine og Louise
Preben satte tasken fra sig, og satte sig tungt på stolen i køkke... [...]
Noveller
5 år siden
3Slagsbror
Det var tirsdag aften, men man skulle tro at det var lørdag i ste... [...]
Noveller
6 år siden
9Tænk hvis én du kender vandt
"Jamen det betyder jo ikke, at vi ikke skal på ferie, vi tager ba... [...]
Noveller
7 år siden
26Campingpladsen
Én dag ad gangen. · I morges vågnede jeg op ædru for femte dag i tr... [...]
Noveller
7 år siden
6Pavillonen
Til venstre for Bjæversø Kirke ligger præsteboligen. · Et hyggeligt... [...]
Noveller
7 år siden
8Guldgraver
John Robin Berry stirrede forbavset hen over læsebrillerne. De ty... [...]
Noveller
8 år siden
28For egen hånd
Karsten Henriksen lagde rebet om det tykke vandrør i loftet, band... [...]
Noveller · krimi
9 år siden
6Kina er ikke langt nok væk
1. · Jeg er ikke en hård negl. · Jeg har vidst det hele livet, og nu ... [...]
Noveller
9 år siden
8Blitz
"Er den ikke sjov?" spurgte kvinden. · Fotografens opmærksomhed ble... [...]
Noveller
9 år siden
7Russisk roulette
Jeg sad og nød eftermiddagssolen og en elefantøl på en bænk ved å... [...]
Noveller
9 år siden
11Brusenichen
Peter Jørgensen var syvogtyve år, da han opdagede noget gruopvækk... [...]
Noveller
9 år siden
7Middagen
Velkomst · Han får øje på sin hustru nede i hall'en. Hun er klædt i... [...]
Noveller
10 år siden
6Hemmeligheder - del 2
4 · Forældrenes død var så stort et chok, at hun øjeblikkelig røg t... [...]
Noveller
10 år siden
3Hemmeligheder - del 1
1 · Hun tog, hvad hun troede, var dagens sidste bad og tændte en ci... [...]
Noveller
10 år siden
4Ikke en mulighed
Kapitel 1 · Beruselsen var med ét forduftet og efterlod ham med en ... [...]
Noveller
10 år siden
4Valde vender hjem
Jeg var 10 år gammel da jeg første gang mødte Valdemar. · Sommerfe... [...]
Noveller
10 år siden
6Linje 71
Solen var for længst gået ned, da linje 71 trillede dagens sidste... [...]
Noveller
11 år siden
3Under beskyttelse
Fængslet lå langt ude i ørkenen. · Det siges at hvis det lykkedes ... [...]
Noveller
11 år siden
3Ditte
Han husker det... Selvfølgelig gør han det; den slags er der inge... [...]
Noveller
11 år siden
2Så Skodder Vi!
"Jeg beklager, Svend, men det kan du altså ikke. Jeg har fået tre... [...]
Noveller
11 år siden
1Udstødt - 9. kapitel
"De har min allerdybeste medfølelse, fru Andersen. Jeg forstår de... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 8. kapitel
Jeg åbner øjnene. Jeg har ikke sovet, bare ligget helt stille i f... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 7. kapitel
De to betjente, Janus Madsen og Adam Sallerød sad i Janus' røde N... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 6. kapitel
Jeg åbner døren til mine brødres midlertidige bopæl. Den er ved a... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 5. kapitel
Den vrede, skaldede mand, der ikke blev lykkeligere af at skulle ... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 4. kapitel
Olfert Andersen stod foran huset på Granvænget 28 og undrede sig.... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 3. kapitel
Det er mørkt da jeg vender tilbage. Mine brødre har tændt et enke... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 2. kapitel
Kommissær Olfert Andersen stod på gerningsstedet og studerede det... [...]
Noveller
11 år siden
0Udstødt - 1. kapitel
Græsset på fodboldbanen er ikke blevet slået i en menneskealder o... [...]
Noveller
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Scott Rasmussen (f. 1975)
Kaffen damper fra koppen på det lille bord, askebægeret er tømt og rengjort, og dagens første cigaret ligger klar oven på pakken, sammen med lighteren.
   Fotografen sætter sig til rette i sin armstol og kigger ud ad vinduet. Foråret er ved at blive til sommer og to farver dominerer udsigten: blå og grøn.
   Fotografen er fireogtredive år og bor alene i en treværelses lejlighed, som han har arvet efter sin far. Den ligger på tredje sal og han kan, fra sit store panorama vindue i stuen, se både mod syd og øst. Mod øst kan man se helt ind til byens centrum, lidt over tre kilometer borte, og selv om de fleste vil synes, at udsigten den vej er absolut storslået, interesserer den ham ikke. Bygninger er og bliver bygninger, og de forandrer sig ikke. Det samme syn hele året rundt. Hans foretrukne vue er det nedlagte jernbanenet mod syd, lige over for vejen. Her står ingen bygninger i vejen, og der er frit udsyn til naturens tilbagetagen.
   Selv om stedet efterhånden er groet godt til, kan man stadig få øje på skinnerne derovre flere steder, hvor togene har kørt indtil for halvandet år siden. Snart har naturen helt overtaget stedet igen, og alle spor af mennesker og store maskiner vil være væk under et grønt lag.
   Fotografen finder det fascinerende. Naturen! Man kan holde den nede, men så snart man vender ryggen til den, og lader den være, vender den tilbage på sin egen fredelige måde. Den er - modsat mursten og mørtel - i konstant forandring.
   Om fem måneder vil det hele, både inklusive vejen og Fotografens hjem, bygningen med de otte lejligheder, blive jævnet med jorden for at give plads til en firesporet vej. I starten var der enorm modstand fra husets beboere, der nægtede at sælge deres lejligheder til kommunen og flytte. Nogle af dem har boet der i fire årtier. Men efter at Svendsen, st. tv., en ældre herre med helt utrolige talegaver og en vældig karisma, forhandlede med kommunen, fik han hævet priserne så meget, at alle nu accepterede med store smil. Han fik endda hævet prisen yderligere for lejlighederne på anden og tredje sal på grund af udsigten. Jo, Svendsen var, og er stadig, dagens mand i skysovs. Det kan betale sig at være logebror med en fra byrådet.
   Tre af lejlighederne er allerede tomme, og endnu to flytter ud inden for den næste måned. Fotografen har endnu ikke fundet et nyt sted at bo, men det bekymrer ham ikke. Han regner med at være den sidste, der rykker ud, og det pirrer ham faktisk at skulle bo her alene i den store, dødsdømte ejendom. Måske vil han bryde dørene op til de andre lejligheder, og tage billeder af bygningen indeni inden nedrivningen.
   Til højre for Fotografen står der et Nikon F3 kamera på stativ. Det peger ned på vildnisset ovre ved banelegemet med sit enorme objektiv, der var rasende dyrt. Så dyrt, at han måtte bruge nogle af pengene fra sin fars arv på det. Han kan komme helt tæt på detaljer derovre, og fik for omtrent to uger siden øje på et sted inde midt i vildnisset, hvor nogle narkomaner havde slået sig ned. En lille lysning, som man kan ikke se fra vejen, men oppe fra Fotografens stue kan han se derned gennem et hul i buskadset med sit kamera.
   Han har fået nogle gode billeder af junkier, der stikker sig. Hans favorit er det, af den beskidte, unge mand med de sorte tænder. Billedet er taget i det øjeblik nålen gik gennem huden, og han åbner munden, da stoffet sender ham på rusens rejse, og åbenbarer de ødelagte tænder. En pige, der var med, brugte den samme sprøjte efter ham, og bagefter lå de sammen på jorden og jagtede et sus, der var umulig at genskabe.
   Narkomanerne har givet ham en idé. En fotobog. Menneskeligt forfald midt i naturens opblomstring. En ret lang og måske en tåbelig titel, men det er også kun arbejdstitlen. Han har fotograferet stedet i næsten et år nu, med jævne mellemrum, både fra vinduet og på vandreture dernede. Mest for sin egen skyld, men nu skal nogle af dem med i bogen. I efteråret vandt han førstepladsen i en fotokonkurrence med et billede derfra. En gammel mand, der var ude og gå tur med sin hund, mens det stadig var muligt dernede, stod og kiggede ud over skinnerne, der endnu var synlige. Solen var på vej ned i horisonten, og hunden, der selv var oppe i årerne, havde sat sig ved siden af. Både hund og ejer var sorte silhuetter, kun med få ansigtstræk, og solens sidste lys forvandlede skinnerne til blanke, røde slanger. Præmien var på hele to tusind kroner. Fotografen vil bruge billedet på forsiden af bogen, der skal vise forvandlingen fra jernbanenet til naturgrund, rasteplads for narkomaner, og slutte af med den nybyggede, firesporede vej.

Klokken lidt i elleve ringer det på døren. Det er manden, den ene af modellerne til dagens serie billeder. Fotografen vurderer ham og gætter på hans fødselsår indeni. Det gør han med alle; det er en hel besættelse for ham, at gætte hvilket år, folk er født i. Også selv om han aldrig får svaret at vide, som her, for han vil aldrig spørge om den slags. Manden ser ud til at være et par og tyve, så måske er han fra 1961 eller 1962. Han ser forvirret ud, da han ser setuppet inde i stuen. Det er ikke første gang, det sker, at de forventer et rigtigt studie, men Fotografens store stue er hans studie. Der står et bord ved væggen, samt nogle klapstole, og ud over armstolen og det lille runde bord med askebægeret, er der kun en stor sofa midt i rummet. Et par minutter forinden har han tændt for radioen, så der høres klassiske toner. Han kan slet ikke lide musik, men det giver et ekstra anstrøg af seriøsitet, og har en beroligende effekt på modellerne.
   Det eneste sted i lejligheden, Fotografen har for sig selv, er soveværelset. Det sidste værelse er lavet om til mørkekammer. Vil han se tv, står der et i soveværelset, men det er sjældent det er tændt.
   Den unge mand går hen til Nikonet ved vinduet. Den enorme linse peger ned mod vildnisset overfor.
   "Vær venlig ikke at røre det," siger Fotografen venligt, mens han er ved at gøre et andet kamera klar. "Det er indstillet helt præcist, og der må helst ikke rykkes på det." Manden løfter hænderne og nikker. Men det er først, da han går væk fra kameraet, at Fotografen tør tage øjnene fra ham. Stemningen imellem dem er underlig og anspændt, og det er meget normalt. Fem minutter senere, ankommer den kvindelige model. Fotografen har arbejdet med hende før, og han mener, at hun er fra 1959. De to modeller hilser på hinanden og alle tre udveksler ligegyldigheder. Endnu to minutter efter dukker Inger op. Hun er midt i halvtredserne, men svær at bedømme fordi hun drikker meget. Et godt gæt er 1930 eller lidt før. Hun er førtidspensionist og tjener til nogle af bajerne ved at arbejde som sminkøse for ham. Det er sort arbejde, selvfølgelig, og Fotografen er taknemmelig for hende, for hun sparer ham for en større udgift til en rigtig sminkør, der kræver både feriepenge og lønseddel.
   Mens modellerne bliver sminket ved et lille bord ude i entreen, lægger Fotografen et lyserødt tæppe over den sofa, der står midt i stuen. Han har tæpper i en masse farver og nuancer, og sofaens armlæn og ryg kan lægges ned, så det ligner til en seng, når den bliver dækket til. Hvis tæppet når helt ned til gulvet, opdager ingen, at det er samme møbel, han bruger igen og igen i alle de serier, han laver. Han har også forskellige farver baggrunde, han kan hænge op på væggen bag sofaen.
   Fotografen finder et tredje kamera frem - endnu et Nikon, intet andet duer i hans optik, indstiller lys og modlys, og da modellerne er sminket færdige, er det hele klar til optagelse. Inger går ind i hans soveværelse med en klapstol og en kop kaffe, lukker døren og tænder for tv'et. Der bliver altid brug for hende undervejs.

Sent på eftermiddagen, når fotoarbejdet er overstået, og alle er gået hjem, går Fotografen ind i mørkekammeret, fremkalder negativerne og hænger dem til tørre. Derefter ryger han dagens fjerde cigaret i armstolen ved vinduet, mens stedet overfor bliver nøje undersøgt gennem linsen. Der er ingen narkomaner at se lige nu, men der ligger efterhånden en del affald, der hvor de plejer at være. Han tager ét billede af det, og sætter låget på linsen igen.

Foråret har givet ham lyst til koldskål. Han tager frakke på, og går ud og handler i et lille supermarked, der ligger halvanden kilometer væk. Der er en købmand i nærheden, men han kan godt lide gåturen. I supermarkedet køber han kærnemælk, tykmælk og vanilje. Resten har han derhjemme. På vej hen mod kassen vender han om, og henter fire øl også. Hans fornemmelse siger ham, at han får lyst til én senere.
   Da han har spist, tager han en øl og en ny bog, han har købt, med hen til stolen. Han har glæder sig til at begynde på den. Borgmesteren i Monteporco af Knud H. Thomsen. Forfatteren har fået ham til at grine før, og han har de samme forventninger til denne bog. Men inden han åbner den, bruger han et par minutter på stedet overfor. Der er bid, denne gang; narkomanerne er derovre. Han får et par gode billeder af dem, mens den nedgående sol lægger det hele i et blødt skær. De varme farver er hyggelige at se på, og han kunne godt tænke sig at lave en pornoserie udendørs, bare for forandringens skyld. Men han ved ikke hvor det skulle være henne, og han har det også bedst med at arbejde med den slags inden for disse fire vægge.
   Da han har knipset færdig, knapper han øllen op og tænder dagens sjette cigaret. Han har lagt et loft på sit forbrug: elleve cigaretter om dagen. Én til morgen, to til middag, fire til eftermiddag, og fire til aften. Han kan bedre lide tallet ti, men finder det umuligt at komme længere ned, hvis dagsplanen holder. Det gør den ikke i dag. På grund af den lange gåtur om eftermiddagen, er han kommet to cigaretter bagud, men han ændrer ikke på rygerutinen af den grund, så i dag ender han kun på ni smøger. Han læser enogtredive sider i bogen, inden han går i seng.

Fotografen har ingen aftaler næste dag, så da morgenmaden er overstået og han har kigget efter narkomaner gennem linsen, ser han fotoserien igennem fra dagen før. Han udvælger omkring halvfjerds billeder, som han fremkalder på papir og forsvarligt pakker ned sammen med en faktura til bladproducenten. Da han er færdig, er klokken næsten tolv, og han vil gå ned på posthuset og sende pakken, når han har spist middagsmad.
   Han er færdig med at spise, da det ringer på døren. Det er Svendsen, ham med de gode kontakter i byrådet.
   "Forstyrrer jeg?"
   "Overhovedet ikke," siger Fotografen. "Kom indenfor. Vil du have en øl?"
   Svendsen takker ja og kommer ind. Fotografen tilbyder ham armstolen og sætter sig selv på en af klapstolene. Svendsen får straks øje på kameraet og den store linse.
   "Er det ikke den slags man bruger til fodboldkampe?" spørger han og læner sig frem. Det er indstillet til Fotografens siddehøjde, men Svendsen er en høj mand, mindst 1,90, og har svært ved at bukke sig så meget sammen.
   "Det kan man sagtens," siger Fotografen og rækker ham en øl. Han kan ikke få sig selv til at bede Svendsen om ikke at pille ved det.
   Svendsen peger på askebægeret med dagens tre cigaretskodder, og tager selv en pakke op fra lommen på sin rødternede skovmandsskjorte. Hans bare underarme er et tykt krat af lyse hår, og inden under, kan man ane nogle tykke streger fra en gammel tatovering.
   "Er det i orden jeg også gør det?" spørger han.
   "Selvfølgelig, jeg tager selv én."
   Svendsen knipser på enden af pakken, så en filterløs cigaret flyver halvt ud. Det ser elegant ud, og nu mangler han blot at kaste den op til munden og gribe den med læberne. Det gør han ikke, i stedet tænder han den med Zippo lighter. En af dem, der giver den helt rigtige lyd fra sig, når man klikker den åben. "Har du fundet noget andet at bo i?" spørger han, mellem to sug.
   "Ikke endnu."
   "Du er modig." Svendsen puster røg ud. Der er så meget, at man skulle tro han havde suget halvdelen af smøgen i ét drag. "Du kan komme til at stå med håret i postkassen lige pludselig, når boldozerne kommer."
   "Mon dog? Man kan vel købe huse eller lejligheder fra dag til dag?"
   "Ah, lige knap og nap. Du kan måske nok få det til at gå lidt hurtigere, nu du ikke skal låne pengene først. Har du tænkt over hvor det skal være? Området her bliver nok lidt for befærdet når den nye vej kommer. Alt for meget larm. Jeg har selv kig på et lille hus næsten uden for byen. Med have til. Jeg gider ikke rode med den slags, men jeg kan vel plante noget græs."
   "Det har jeg også overvejet," siger Fotografen. "Men så mister jeg min udsigt."
   "Ja, den ..." siger Svendsen. De mange års rygning kan høres på hans stemme. "Den bliver du nok nødt til at undvære." Han remser op, hvad de kan se af byen med dens tårne og høje hoteller. Han nævner ikke banelegemet med ét ord, og hvad der ellers er at se i den retning. "Din far ville have været ked af at flytte herfra," siger han så i et mere dystert toneleje. "Han elskede at sidde her, det har du ikke fra fremmede."
   De sidder et stykke tid og ryger. Svendsen fortæller, at Mona, første til højre, flytter ud den kommende weekend. Hun er ked af at flytte herfra efter otteogtredive år, men hun har i det mindste fundet et sted uden trapper. Fotografen undrer sig. Godt nok har Svendsen sikret sig en plads i deres aftenbønner til evig tid, med de penge han har sikret dem for salget, men han har aldrig selv nævnt sin heltegerning med ét ord.
   Svendsen drejer pludselig nakken og kigger hen på sofaen. Siderne og ryglænet er rettet op, lagenet er taget af den og nu står den og er hvid og uskyldig midt i rummet.
   "Er der gang i gesjæften?" spørger han. Ingen af de andre i ejendommen ved hvad han i virkeligheden indfanger med sit kamera herinde. Det er faktisk kun Svendsen, der har spurgt engang, og Fotografen svarede, at han var freelance modefotograf. Nogle gange spekulerer han på, om andre de tænker over det, og hvis de havde været yngre - meget yngre - havde de nok regnet den ud. Godt nok ser de piger, der ankommer til hans lejlighed godt ud, men rigtige fotomodeller er de tydeligvis ikke. Og de skal jo forbi alle de andres døre med deres små, runde spionagtige kighuller i, for at komme op til ham.
   "Ja, det er ok. Som det plejer."
   "Skidegodt. Du har længe været den eneste her, der arbejdede, ved du godt det?" Fotografen ved det, men ryster alligevel på hovedet.
   "Jeg gik på pension i nioghalvfjerds. Så takkede jeg af og sagde farvel til de andre svejsere. Vidste du, at jeg er uddannet tømrer, men aldrig har slået ét eneste søm i efter jeg fik svendebrevet? Det er til at grine af. Jeg røg direkte på værftet og mere eller mindre måtte lære at svejse på min første arbejdsdag. De manglede folk, og min bror skaffede mig ind. Lønnen var noget bedre end en tømrers, så det sagde jeg ikke nej til. For fa'en - fire år for ingenting. Men igen, lønnen var sateme god." Fotografen vidste intet om hverken tømreruddannelse eller en bror. Han fornemmer på Svendsen, at hans bror ikke er her mere.
   "Du ... Jeg vil høre dig om en tjeneste."
   "Ja? Spyt ud."
   "Mit barnebarn er højgravid. Hun og manden og min datter og svigersøn kommer og besøger mig om et par dage, og jeg tænkte om jeg ikke kunne få dig til at forevige os?"
   "Et portræt? Selvfølgelig vil jeg det."
   "Jeg vil gerne betale for ..."
   "Ikke tale om! Det er min omgang. En ekstra tak, for dét, du har gjort for os."
   "Mange tak, det er pænt af dig. Jeg har slet ingen fotos af hele familien samlet. I hvert fald ikke ét, hvor vi sidder pænt." Han griner igen den hæse latter, der bedst betegnes som grus i maskineriet.
   "Et par dage, siger du? På torsdag?"
   "Lige netop. Kan du der?"
   Fotografen tænker sig om. Han skal lave en fotoserie der, men det kan sagtens presses ind. "Hvis I kan tidligt om formiddagen, kan jeg godt."
   "De er her allerede om morgenen, så det er intet problem."
   "Det er en aftale."
   Svendsen har en tredjedel af sin øl tilbage, da han rejser sig. "Må jeg låne det lille hus?" Da han er gået derud, ser Fotografen sit snit til at tjekke banelegemet. Bare lige et hurtigt kig, og hvis han er heldig, er der et eller to gode billeder at hente. Han tager låget af linsen og drejer på objektivet, så alting står skarpt. Han må flytte lidt rundt, og zoome ud, men så får han også øje på noget, der fanger hans opmærksomhed. Det kræver lidt finjustering, inden billedet står helt skarpt.
   Pigen er ikke mere end atten-nitten år højst. Hun sidder i skrædderstilling med benene over hinanden. Hendes hår er skulderlangt og ser ud til at have været blond, hvis ikke det var så beskidt. Tøjet er, som narkomaners nu engang er det; hinsides det punkt, hvor det kan vaskes rent. Fotografen zoomer ind på øjnene, og det kan kun lade sig gøre at se dem så klart, fordi hun sidder helt stille. De er åbne, og hun stirrer tomt ud foran sig.
   Klik.
   Han bliver selv overrasket. Fingeren har trykket på udløseren af sig selv. Hendes øjne er ikke længere kun hendes. De er blevet indfanget og eksisterer nu også på et negativ i en filmrulle i et kamera i en lejlighed omkring to hundrede meter væk. Det forunderlige ved fotografering. Et mere. Klik Hun har grønne øjne. Klik, klik, zoome lidt ud ... Klik Ansigtet får ham til at gå i stå. Det er underligt uberørt af hendes liv. Narkomaner har sår og filipenser i ansigtet, men hendes er helt frit af den slags. Han zoomer længere ud. Hun har en langærmet trøje på, det har de altid. Ingen gider at glo på stikmærker på en tynd og afpillet arm, ikke engang dem selv.
   Fotografen knipser det ene billede efter det andet. Her er omslagsbilledet til bogen, siger han til sig selv hver gang kameraet klikker. Gud, hvor er hun smuk.
   Døren til toilettet går op, og Fotografen skynder sig at sætte låget på linsen igen. "Jeg har desværre ikke flere øl," siger han, da Svendsen kommer tilbage. "Jeg vidste ikke, jeg fik besøg."
   "Det er fint," siger Svendsen, og tømmer sin flaske stående. "Jeg skal også ned igen. Tak fordi du vil hjælpe. Det betyder meget for os."
   Da Svendsen er gået flår Fotografen låget af kameraet igen, og finder straks pigen. Hun har ikke rørt sig ud af flækken siden sidst, men hendes mund bevæger sig, som om hun sidder og taler med sig selv. Han former ord i hovedet, der passer til hendes munds bevægelser, og hører en lys og behagelig stemme i sit indre. Klik, klik, klik ... Han stopper først, da der ikke er flere billeder tilbage på filmen. Nu skal han selv på toilettet, og da han kommer tilbage, ser han, at hun har lagt sig ned. Hendes mave bevæger sig roligt mens hun trækker vejret, og den ene hånd ligger slapt på hoften. Hun har beskidte negle, men pæne hænder. Hun er alt for sød til det liv, tænker han. Det er første gang han har følt noget over for et andet menneske, i hvert fald på den måde siden Lise gik.

Dagen efter laver han en serie med to modeller, som han ikke har arbejdet med før. Det er oven i købet den første gang for manden, og han har lidt problemer med at få blodet til at flyde i den rigtige retning, så det trækker ud. Det er bladproducenten der står for kontakten mellem modellerne og Fotografen, så han skal blot aftale en tid med dem pr. telefon. Ofte insisterer de på at ringe til ham, og nogle gange kan han høre biler og mennesker i baggrunden. Telefonboks Det er ikke alle der har lyst til at telefonere til ham hjemme fra dem selv.
   Da arbejdet langt om længe er færdigt, og han er alene, sætter han sig i stolen, og leder efter pigen gennem søgeren. Han har gjort det samme om morgenen, men ligesom dér, bliver han skuffet. Heller ikke om aftenen finder han hende. Det er frustrerende. Klokken bliver næsten toogtyve inden han kommer i mørkekammeret med dagens arbejde.

Næste dag er det torsdag, og Svendsen skal fotograferes med familien. Fotografen håber de er forsinkede, for hans rutine har rykket sig på grund af den sene sengetid dagen før. Han nyder ikke morgencigaretten som han plejer, og det bliver ikke bedre af, at pigen stadig ikke er at finde i søgeren. Han burde have fremkaldt rullen med hendes billeder i går også, bare for at kunne se hende igen. Fotografen læner sig tilbage i stolen og suger på cigaretten, som om den er ekstra svær at holde ild i. Fingrene trommer mod armlænet. Da cigaretten er nede ved filteret skodder han den hårdt i askebægeret. Fordi han er så voldsom, kommer den ikke til at ligge sammenpresset som hans skodder normalt gør, og det ser forkert ud. Han bliver nødt til at gå ud og tømme det, for kun det ene skod. Da han kommer tilbage, drømmer han om at gå over til banelegemenet og tage pigen med sig derfra. Fjerne hende fra det miljø, og med op i lejligheden, hvor han vi nære hende til hun igen har fået lidt fylde i kinderne og gløden tilbage i øjnene. Og når hun er rask, vil han elske med hende. Sådan som han gjorde det med Lise, indtil hun fandt sig en anden at gøre det med.
   Det ringer på døren. Svendsen er ankommet med sin datter, det gravide barnebarn og begge deres mænd. Svendsen har i dagens anledning iført sig en lysegrå habit, der klæder ham. Man kan ikke se hans kratbehårede arme.
   Fotografen bemærker at Svendsens piger har arvet hans venlige øjne, og viser dem ind i stuen, hvor sofaen står uden lagen eller tæppe over. Hvid og uskyldig igen. Han lægger siderne ned, så de alle kan sidde der. Barnebarnets mand hjælper hende ned, for maven er stor og rund og besværlig.
   "Han er modefotograf," siger Svendsen. Han er i overordentligt godt humør denne morgen, og er tydeligvis ved at flyde over af stolthed, da hans datter og barnebarn sidder ved siden af hinanden i sofaen. Fotografen skyder først et par billeder af mor og datter og placerer derefter mændene ved siden af deres koner, og Svendsen stående i baggrunden med hænderne på deres skuldre. Han bruger omkring ti minutter på forskellige opstillinger, da det ringer på døren. Fotografen kigger på sit armbåndsur, og undrer sig. Han får aldrig gæster.
   "Der er kaffe på bordet," siger han og går ud og åbner. Det er Lonni. Han tjekker sit ur igen. "Du er meget tidligt på den." Lonni er model, og skal være med i den serie, han skal tage senere. Men der er halvanden time til.
   "Er jeg?" spørger hun. "Er det ikke klokken elleve?"
   "Nej, tolv. Og den er også kun halv elleve."
   "Ja, men det passede ikke med bussen. De har lavet køreplanen om, så tager jeg den næste, kommer jeg for sent. Altså, jeg troede ..." Hun afbryder sig selv med et højt suk og ryster på hovedet. Så vender hun om på trappen. "Jeg går bare en tur imens."
   Fotografen vil helst lade hende gå, men stopper hende. "Nej, kom bare ind og vent. Jeg er lige midt i noget, men du kan få en kop kaffe imens."
   De kommer ind i stuen. Familien Svendsen sidder stadig i sofaen, godt klemt sammen. Barnebarnet har lænet sig tilbage, hun kæmper tydeligvis med den store mave. Fotografen finder en klapstol til Lonni, og hun sætter sig ovre ved vinduet, ved siden af hans armstol. Mens han knipser et par billeder mere af familien, kan han, ud af øjenkrogen se, at hun er interesseret i kameraet ved siden af. Hun lægger hovedet helt tæt på linsen, og hendes blik følger oversiden af objektivet.
   "Fugle," siger Fotografen. Lonni ser overrasket på ham. Hun har lidt store øjne, og det klæder hende.
   "Fugle?"
   "Ja. Jeg tager billeder af fuglene derovre i krattet." Hendes smukke øjne bliver endnu større og forundrede et øjeblik, og så tager hun til takke med forklaringen.
   Da familien Svendsen er blevet foreviget på en hel rulle film - det er ikke for meget, Svendsens tjeneste med lejlighederne taget i betragtning - takker Fotografen dem for at sidde pænt og stille, og beklager, at han ikke har flere slikkepinde at dele ud af. De griner ad ham. Han er glad for, at det er overstået, for Lonnis tilstedeværelse sammen med Svendsens gør ham utilpas.
   Svendsen kommer hen og rækker ham næven. Der stikker noget armhår ud under skjorteærmet. Håndtrykket kan ryste skulderen af led på en elefant. "Tak skal du fandeme have, det betyder meget for os. For mig." "Jeg skal nok betale for filmen."
   "Ikke tale om," siger Fotografen bestemt. "Det hele er på min regning, har jeg jo sagt. Det manglede da bare." Barnebarnet kommer op at stå, igen med hjælp fra manden, og går hen til Lonni. Fotografen følger dem med et halvt øje.
   "Er det ikke fedt, sådan at være fotomodel?" spørger hun. Der går et kort øjeblik, der føles meget langt for Fotografen, inden Lonni reagerer på anden måde end at smile anstrengt. Lonni er den pige, han har arbejdet mest med, men en af dem, det har sagt færrest ord i hans stue. Han aner slet intet om hende. Han gætter på, nej han er sikker på, at hun aldrig har fortalt nogen om denne bibeskæftigelse.
   "Det er vel som man tager det," siger hun og trækker på skuldrene.
   "Er du på mange rejser?"
   "Nej," svarer hun lettere forvirret.
   "Er du med i tøjreklamer?"
   Det får rynkerne i Lonnis pande til at forsvinde. Nu smiler hun rigtigt. Tiøren er faldet. "Ikke så mange, nej. Og det er kun de mest kendte fotomodeller, der kommer ud og rejse. Men måske en dag."

Da familien er gået, sætter Fotografen sig i sin armstol og tænder en cigaret. Han har pause, uanset om Lonni er der eller ej. Han byder hende én, men hun afslår. Nu ved han, at hun hverken ryger eller drikker kaffe. Hun har heller aldrig taske med, når hun er her, og det gør hende endnu mere omgærdet af mystik. Lonni er klart den flotteste model, han har arbejdet med, og han tænker på de billeder, han har af hende i sin private skuffe i soveværelset, og bladene, hun er med i. Nogle af dem bliver trykt i store oplag, ved han.
   "Jeg har stadig serien fra sidst, hvis du vil se den?" spørger han hende. "Den blev rigtig god."
   Lonni ryster på hovedet med en vis afsky. "Nej tak."
   "Ser du aldrig dit eget arbejde?"
   "Nej."
   "Hvorfor ikke?"
   "Det har jeg ikke lyst til. Spørg mig ikke igen."
   Den sidste sætning stopper samtalen, før den kommer i gang og bliver til en rigtig samtale. Fotografen ved ikke hvad han skal sige, så han tier stille og suger på cigaretten. Efter et stykke tid, bliver stilheden for tyk, og han må have noget adspredelse. Så han piller låget af linsen og sætter øjet til kameraet. Der er ingen mennesker at se lige dér, hvor linsen peger hen, så han zoomer lidt ud. Han får øje på et par ben. Han drejer kameraet en millimeter til højre, så personen bliver centreret.
   Fotografen taber næsten cigaretten fra læberne. Det er hende! Hun ligger ned, med overkroppen skråt til siden, og med armen under hovedet som en pude oven på jernbaneskinnen. Det kommer til at gøre ondt, både i ryg og arm, at ligge sådan. Hun er strøget til drømmeland på vingerne af heroinen. Nålen sidder stadig i den anden arm, og blodet har trukket en stribe et stykke ned ad underarmen. Fordi hun ligger med hovedet hævet, kan han zoome helt ind på hendes ansigt. Læberne er skubbet fra hinanden, og bevæger sig når hun trækker vejret. Selv i dette groteske scenarie, finder han hende indtagende som hun ligger der. Læberne er perfekt formet og buet, og han forestiller sig hvordan det er, at trykke sine egne mod dem, når hun engang ...
   Noget forstyrrer billedet. Alt bliver sort et øjeblik, og derefter sløret. Enten er der en gren, der har bevæget sig ind foran i vinden, eller også er der gået nogen forbi. Han zoomer ud, stiller skarpt og ser, at der er ankommet yderligere to narkomaner. Begge to er mænd. Den ene sætter sig ned ved siden af pigen, rækker ud og tager nålen ud af armen på hende. Han gør det ret voldsomt, og hun bevæger sig en smule, da det sker, men øjnene forbliver lukkede. Den anden mand står ved pigens fødder, vender ryggen til de to andre, og trækker sine beskidte joggingbukser lidt ned. Han giver sig til at lade vandet, og strålen rammer jorden kun få meter fra pigens sko. Et godt motiv til et billede, tænker Fotografen straks, men kan ikke få sig selv til at trykke på udløserknappen. Et så ulækkert billede fortjener pigen ikke at være med på.
   Han fjerner sig fra kameraet. Læner sig tilbage i armstolen og suger det sidste ud af cigaretten i et hidsigt hvæs. Hvis de rører hende ... Han kan ikke sidde stille. Da han ser derned igen, har de to mænd sat sig ned. De er en del år ældre end hende, og den ene sidder og roder med et eller andet, sikkert deres næste fix, mens den anden taler. Det er som at se en film uden lyd, og det bliver hurtigt kedeligt. Han finder pigen og stiller skarpt ind på hende.
   Klik.
   Hun har et helt uimodståeligt ansigt, og han bliver deprimeret ved tanken om, hvad heroinen snart vil gøre ved det. Han knipser et par billeder mere. Hvad nu hvis han virkelig kunne få hende lokket væk fra det liv? Han kunne bare gå derned når hun var alene, og snakke med hende. Tilbyde hende husly, for hun ser hjemløs ud, og hvem har ikke lyst til at sove under et rigtigt tag? Fotografens indre stemme råber til ham: Men hvad så, prins på den hvide hest, når alle fibre i hendes krop begynder at hungre efter næste skud heroin? Hans tanker glider over på hans udstyr, og hvad det har kostet. Det måtte han selvfølgelig låse inde, bare for en sikkerheds skyld. Ikke fordi han ville forlade hende på noget tidspunkt, men han skulle jo sove. Og handle ind.
   Fotografen zoomer ud og finder de to andre narkomaner igen. Som forventet er deres fix klar, og den første gør klar til at tage livet langsomt af sig selv. Klik, klik, klik ... Den anden, ham, der rev kanylen ud af armen på pigen, bruger den til sit skud. Klik, klik, klik, klik, klik ...
   Da de begge er høje, sidder de og virrer med hovederne. Det ser ud som om de kan falde bag over hvert øjeblik, men de bliver siddende og minder Fotografen om to munke, der messer i stilhed. Fotografen har set nok, og sætter låget på linsen.
   "Jeg har tænkt mig at spise lidt inden klokken tolv, vil du have noget middagsmad med?" spørger han Lonni. Hun ryster på hovedet, og nu begynder hendes tilstedeværelse og tavshed at irritere ham. Han taler ikke til hende mere, og spiser sin middagsmad i stolen, mens han læser videre i Borgmesteren i Monteporco , som om hun ikke er der.

Klokken lidt i tolv ankommer Inger, og kort efter, den mandlige model. Dagens arbejde kan begynde. Lonni har en vanvittig lækker krop, og det syntes hendes partner tilsyneladende også. Han har ingen problemer med at holde gejsten oppe, og Lonni irettesætter ham, da han har svært ved at stoppe, mens Fotografen skifter film i kameraet. Han bliver rød i kinderne og undskylder. Fotografen føler med ham, og kan til dels godt forstå ham. Lonni er også hans favorit, når billederne i hans private bliver studeret.
   Optrinnet afføder en underlig stemning mellem dem, og Fotografen beslutter sig for en pause. Mandens gejst er også faldet kraftigt efter de skældud. "Der er kaffe og vand," siger han og sætter sig i armstolen og placerer en cigaret mellem læberne. Han plejer ikke at vende ryggen til de andre, og lade dem klare sig selv, men han må se til pigen igen.
   Han søger et par sekunder. Da linsen indfanger de tre narkomaner, ser han straks, at noget er galt. Alt er umiddelbart som da han forlod dem sidst, men alligevel ikke. De to mænd sidder stadig og nyder deres rus, hvis man da kan kalde den slags for nydelse. Pigen ligger på samme måde med armen under hovedet oven på skinnen.
   Men farven på hendes ansigt er forkert. Han zoomer så meget ind, som han kan, og stiller skarpt. Pigens hud er mere gullig end før, og læbernes kant er blevet blå. Underkæben er sunket lidt ned, hænger slapt, og det er som om alle snore, der holder den oppe, er blevet klippet over. Fotografen bliver fugtig over hele kroppen. Han lægger den utændte smøg i askebægeret.
   Han er ikke i tvivl. Hun er død. Det er det nylige døde menneskes farve. Han har set det før, dengang hele familien var samlet omkring hans farmor, mens hun udåndede på sygehuset. Det er længe siden nu, men den ansigtskulør, døden tildeler sine ofre ret hurtigt, glemmer man aldrig.
   Klik. Endnu en gang har hans finger udført opgaven på egen hånd. Han fjerner øjet fra kameraet, blinker et par gange, og ser så efter én gang til.
   Nøjagtig det samme syn.
   Fotografen tager cigaretten fra og bider sammen om filteret. En voldsom bølge af tristhed vælter ned over ham. Ikke på samme måde, som da han mistede sin far, men en let udgave af sorgen.
   Klik. To billeder af den døde pige, han havde følelser for, men ikke kender navnet på. Han vil aldrig være i stand til at vise dem her til nogen, endsige putte dem i en fotobog.
   For fanden, nu bliver den bog sikkert slet ikke til noget. I bedste fald må han udelade pigen, og det irriterer ham. Endnu en titel, bogen aldrig vil komme til at få, dukker op.
    Skønheden i det uskønne. Vil det uskønne være naturen eller narkomanens liv, vil læseren sikkert tænke. For Fotografens skyld må de tænke hvad de vil.

Han tænder smøgen, selv om han burde vende tilbage til arbejdet med de to. Men han har alligevel fået for vane at ryge dem for hurtigt, og inden han har fået samlet sine tanker, er den nede ved filteret.
   "Hvad ser du på?" spørger den mandlige model bag ham. Fotografen kigger bagud. Manden har taget sine underbukser på, og sidder på sofaen i bar mave. Han nikker mod kameraet og gentager spørgsmålet. "Hvad ser du gennem den der?"
   "Fugle," svarer Fotografen kort og afvisende. Han rejser sig, og i bevægelsen skubber han med vilje til stativet, så det flytter sig. Nu kan ingen se derned. Så går hen og tager en kop kaffe, og brænder munden på første tår. "Ét minut, så fortsætter vi."
   Modellerne falder tilbage i arbejdet, og udfører på Fotografens ordrer de sædvanlige stillinger. Klog af skade forsøger manden ikke på at få mere ud af det, end jobbet kræver, men da han skal bringe sig selv til klimaks, tager det lidt tid. Imens han arbejder hårdt og pustende på sagen, sidder Lonni og stirrer uinteresseret ud ad vinduet. Fotografen sparer på filmen så længe, og ser i samme retning. Han gider heller ikke glo på en mand, der river den af.
   Da det hele er overstået, og han har lukket modellerne og Inger ud, farer han hen i stolen. Han kan stadig høre deres trin i opgangen, da han febrilsk leder efter stedet igen. Hvorfor skubbede han også til det skide kamera?
   De to narkomaner er vågne igen. De står ved siden af liget af pigen og snakker. Den ene tager sig til hovedet og klør sig i håret, enten fordi han er fortvivlet, eller også er det lus. Den anden kigger nervøst rundt, for at se, om de er alene, og det er de ikke, tænker Fotografen. Jeg er der sammen med jer.
   Klik.

   Så bukker den ene sig ned og stikker fingrene i pigens bukselomme. Den buler ud, mens fingrene kører rundt dernede, og søger efter alt, der har den mindste smule værdi. Fotografen knytter sin hånd.
    De røver hende.
   Klik.

   Den anden narkoman ser til, mens den første roder lommerne igennem. De finder intet. Bagefter tager de fat i hende og vender hende om på siden. Klik. Armen, der hvilede på jernbaneskinnen, falder slapt ned på jorden, og hovedet ligger nu direkte på metallet. De finder ikke noget i baglommerne, og de lader hende falde ublidt tilbage igen. Hovedet glider ned fra skinnen og rammer brutalt jernbanesvellen. Klik.
   Fotografen ryger tre cigaretter i rap. Det, han har været vidne til, har han svært ved at finde mening i. Hvad er hans opgave i den her sag? Han føler sig involveret uden alligevel at være det. Han har noget, som kan fælde de svin, men vil det ikke fælde ham selv også?
   Tankerne bliver for mange. Efter den fjerde cigaret beslutter han sig for at sætte punktum i sagen. Livet går videre. Alle andre end pigens. Han kan ikke gå til nogen som helst med det her, han ender selv i fedtefadet. Og narkomanerne? De vil sikkert ikke engang blive dømt, og hvad hvis de gør? De vil junke videre bag tremmerne, komme til at skylde flere penge, og de vil komme ud igen, og fortsætte som hidtil. Livet går videre, også det dårlige liv.
   Han skubber til cigaretpakken, han skal ikke ryge flere før tidligst i aften. Det brænder i halsen, for han er slet ikke vant til at ryge så mange i træk i det tempo.
   Hans bog? Fotobogen. Den er ikke død, den er sprællevende i hans tanker, og der er materiale nok nu. Han skal bare have det afsluttende kapitel med. Det kommer når buskadset og jernbanelegemet er fjernet og der bliver bygget. Det allersidste billede skal være af den firesporede vej, og helst uden biler. Masser af asfalt, og kun asfalt. Der er lidt tid endnu, men han kan sagtens præsentere ideen og de fleste billeder for en redaktør allerede.
   Han rejser sig fra armstolen - han har flere ruller film med Lonni, der skal fremkaldes, tjekkes, overføres til papir, pakkes og sendes.
   Arbejdet kalder.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/09-2016 06:53 af Scott Rasmussen og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 6596 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.