V I N D E R

For egen hånd


13 år siden 28 kommentarer Noveller krimi

2Fjorten dage
Pia stirrede på sin mand, mens øjnene blev større bag brilleglass... [...]
Noveller · afmagt, isolation, hverdagen
3 år siden
1Teknikrummet
De havde lejet den samme feriehytte hvert år siden han var dreng.... [...]
Noveller · humor, sex, pubertet
6 år siden
3Fotografen
Kaffen damper fra koppen på det lille bord, askebægeret er tømt o... [...]
Noveller
7 år siden
5Den lange korte rejse
Villads er næsten seksten år, og har et problem: han er jomfru. · F... [...]
Noveller
7 år siden
5Flugten fra Auschwitz
Toget standsede med en hvinende lyd fra bremserne. · Dr. Wirths vir... [...]
Noveller
9 år siden
6Hjemmehjælp
Jeg åbner alle vinduerne i stuen. · Det er høj sommer, og selv om j... [...]
Noveller
9 år siden
4Færgemanden. Del 2 af 2
Torbjörn havde sovet godt. Ualmindelig godt. Henkes gæsteseng vis... [...]
Noveller
9 år siden
3Færgemanden. Del 1 af 2
Det var en kedelig klædt mand, der tog imod Torbjörn Wikstrand på... [...]
Noveller
10 år siden
4Indbrud
Villaen lå perfekt. · I bunden af et vænge, stor men ikke for stor;... [...]
Noveller
10 år siden
2Preben og Kirstine og Louise
Preben satte tasken fra sig, og satte sig tungt på stolen i køkke... [...]
Noveller
10 år siden
3Slagsbror
Det var tirsdag aften, men man skulle tro at det var lørdag i ste... [...]
Noveller
10 år siden
9Tænk hvis én du kender vandt
"Jamen det betyder jo ikke, at vi ikke skal på ferie, vi tager ba... [...]
Noveller
11 år siden
26Campingpladsen
Én dag ad gangen. · I morges vågnede jeg op ædru for femte dag i tr... [...]
Noveller
11 år siden
6Pavillonen
Til venstre for Bjæversø Kirke ligger præsteboligen. · Et hyggeligt... [...]
Noveller
11 år siden
8Guldgraver
John Robin Berry stirrede forbavset hen over læsebrillerne. De ty... [...]
Noveller
13 år siden
28For egen hånd
Karsten Henriksen lagde rebet om det tykke vandrør i loftet, band... [...]
Noveller · krimi
13 år siden
6Kina er ikke langt nok væk
1. · Jeg er ikke en hård negl. · Jeg har vidst det hele livet, og nu ... [...]
Noveller
13 år siden
8Blitz
"Er den ikke sjov?" spurgte kvinden. · Fotografens opmærksomhed ble... [...]
Noveller
13 år siden
7Russisk roulette
Jeg sad og nød eftermiddagssolen og en elefantøl på en bænk ved å... [...]
Noveller
14 år siden
11Brusenichen
Peter Jørgensen var syvogtyve år, da han opdagede noget gruopvækk... [...]
Noveller
14 år siden
7Middagen
Velkomst · Han får øje på sin hustru nede i hall'en. Hun er klædt i... [...]
Noveller
14 år siden
6Hemmeligheder - del 2
4 · Forældrenes død var så stort et chok, at hun øjeblikkelig røg t... [...]
Noveller
14 år siden
3Hemmeligheder - del 1
1 · Hun tog, hvad hun troede, var dagens sidste bad og tændte en ci... [...]
Noveller
14 år siden
4Ikke en mulighed
Kapitel 1 · Beruselsen var med ét forduftet og efterlod ham med en ... [...]
Noveller
14 år siden
4Valde vender hjem
Jeg var 10 år gammel da jeg første gang mødte Valdemar. · Sommerfe... [...]
Noveller
14 år siden
6Linje 71
Solen var for længst gået ned, da linje 71 trillede dagens sidste... [...]
Noveller
15 år siden
3Under beskyttelse
Fængslet lå langt ude i ørkenen. · Det siges at hvis det lykkedes ... [...]
Noveller
15 år siden
3Ditte
Han husker det... Selvfølgelig gør han det; den slags er der inge... [...]
Noveller
15 år siden
2Så Skodder Vi!
"Jeg beklager, Svend, men det kan du altså ikke. Jeg har fået tre... [...]
Noveller
15 år siden
1Udstødt - 9. kapitel
"De har min allerdybeste medfølelse, fru Andersen. Jeg forstår de... [...]
Noveller
16 år siden
0Udstødt - 8. kapitel
Jeg åbner øjnene. Jeg har ikke sovet, bare ligget helt stille i f... [...]
Noveller
16 år siden
0Udstødt - 7. kapitel
De to betjente, Janus Madsen og Adam Sallerød sad i Janus' røde N... [...]
Noveller
16 år siden
0Udstødt - 6. kapitel
Jeg åbner døren til mine brødres midlertidige bopæl. Den er ved a... [...]
Noveller
16 år siden
0Udstødt - 5. kapitel
Den vrede, skaldede mand, der ikke blev lykkeligere af at skulle ... [...]
Noveller
16 år siden
0Udstødt - 4. kapitel
Olfert Andersen stod foran huset på Granvænget 28 og undrede sig.... [...]
Noveller
16 år siden
0Udstødt - 3. kapitel
Det er mørkt da jeg vender tilbage. Mine brødre har tændt et enke... [...]
Noveller
16 år siden
0Udstødt - 2. kapitel
Kommissær Olfert Andersen stod på gerningsstedet og studerede det... [...]
Noveller
16 år siden
1Udstødt - 1. kapitel
Græsset på fodboldbanen er ikke blevet slået i en menneskealder o... [...]
Noveller
16 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Scott Rasmussen (f. 1975)
Karsten Henriksen lagde rebet om det tykke vandrør i loftet, bandt en stram knude og rykkede i det et par gange. Den anden ende bandt han om halsen. Ikke en rigtig løkke, kun en almindelig knude, men den skulle nok holde. Hænderne rystede. Et øjeblik følte han med den stakkels fængselsbetjent, der ville finde hans lig næste morgen.
   Så skubbede han stolen væk.

Seks måneder senere.
   Erling Wulff ringede på klokken og understregede sin utålmodighed ved også at hamre på døren. Larmen derindefra var øredøvende og rytmerne ensartede. René, Christensens sidste hjemmeboende søn var fyldt atten for en uge siden, og forældrene havde fejret det ved at tage på ferie uden ham. Knægten havde benyttet sig af fraværet til at feste igennem som en rockmusiker, og at dømme efter antallet af festdeltagere, var han mindst lige så populær.
   Døren gik endelig op, og musikken væltede ud over Erling. Festens midtpunkt dukkede op med et halvfyldt glas i hånden. "Hejsa Erling. Hvad så?" Stemmen afslørede, at han var stangvissen.
   Erling måtte råbe for at overdøve larmen. "Hvad så? Det skal jeg sgu sige dig! Det er midt om natten og du holder hele kvarteret oppe med din musik! Du har fandeme holdt fest i en hel uge nu, tag så og sluk for den larm!" René forsøgte at se alvorlig ud, men på grund af de svømmende, øjne lykkedes det ikke.
   "Ved du hvad, gamle jas? Hvis du slukker for høreapparaterne, kan du nok sove alligevel. Hvorfor snupper du ikke en Viagra og viser konen at du stadig har saft i roen, i stedet for at stå her og brokke dig over småting?" Han grinede fjoget og slyngede uelegant en tår ind. Noget af drinken ramte skjorten i stedet.
   Erlings knyttede hænderne og hans hovedbund prikkede voldsomt. Han skævede ind ad døren. Gæsterne var helt inde i stuen og kunne ikke se ham. Bokseren, der havde lagt handskerne for mange år siden, dukkede igen op i Erling. Næven ramte med fuld kraft lige i solar plexus. René knækkede sammen og faldt om på måtten, hvor han blev liggende, hivende efter vejret. Resten af drinken endte på gulvtæppet i entreen.
   "Hvem fanden tror du at du er, din lille snothvalp? Nu slukker du for det pismusik, ellers får jeg nogle kollegaer til at komme forbi og gøre det for dig. Forstået?"
   René åbnede munden for at svare, men havde ikke luft til det. Han lignede en fisk på land. Erling tjekkede, at drengen ikke var ved at blive kvalt, og forlod huset. Budskabet var vist feset ind.

"Telefon," sagde Lise skarpt, da Erling lukkede døren efter sig i sit hus. "Det er fra stationen. Ved de heller ikke hvad klokken er? Tag skoene af hvis de er våde."
   Erling tog røret. Det summede i hånden. "Ja?"
   Tre minutter senere lagde han på igen.
   "Skal du på arbejde?"
   "Nej."
   "Hvad så? De ringer vel ikke for sjov på denne tid?"
   Erling måtte sætte sig før han svarede. "Nej, det er Leo. Han har skudt sig."

De tynde gardiner, der hang for vinduerne i lokale 23 på politigården, kunne ikke gøre meget ved morgensolen, der ubesværet fyldte rummet med et nikotingult lys. Hvide prikker af støvkorn hvirvlede rundt i luften som var de vægtløse. Erling kunne tælle de første femogtyve mennesker. Nogle med ansigtet i alvorlige folder, andre åbenlyst ligeglade. Der var både civilklædte og uniformerede betjente, men én enkelt skilte sig helt ud: en ung, asiatisk kvinde. Lille og spinkel, det mørke hår klippet kort og stilfuldt. Hendes øjne var mørkrandede og trætte, og hun stod og talte med drabsafdelingens chef. Erling Wulffs chef.
   Jonas Møller, en af de yngre opdagere, kom hen til Erling. Han havde en tyk, mørkeblå sweater på, der fik ham til at se større ud end han var, og det sorte fuldskæg gav ham tykke kinder.
   "Er det Leos kone?" spurgte han med tydelig forbavselse og nikkede mod den sortklædte kvinde. Erling bemærkede den sure stank af tobaksrøg, der altid klæbede til Jonas' tøj. "Ja. Sua Hansen."
   Chefen tog ordet. Han præsenterede kort Leos enke og overlod derefter ordet til hende. Den smukke unge kvinde, som var enogtredive år yngre end sin nu afdøde mand, talte forbavsende godt dansk. Hun fortalte hvor meget Leo havde elsket sit job og sine kollegaer og hvor stort et tomrum han nu havde efterladt i hendes liv. Lidt for indstuderet, syntes Erling, men alligevel rørende. Derefter holdt chefen en mindetale over Leo, efterfulgt af et minuts stilhed.

Jonas og Erling fulgtes ned ad gangen, mod deres fælles kontor. "Var han syg?" spurgte Jonas. "Var leveren ved at stå af?" Han havde svært ved at få medfølelse for drukkenbolten og særlingen Leo, og han kunne slet ikke tro, at han elskede både job og kollegaer. Erling trak på skuldrene.
   "Eller måske kunne han ikke holde til hende?" sagde Jonas med et grin.
   "Hvad mener du?"
   "Jeg mener," begyndte han, og opfangende for sent Erlings tonefald. "Ja, altså ... han var jo midt, eller sidst i halvtredserne og hun kunne være hans datter. Det kan jo være svært at holde trit med i sengen ... Nej, det var bare en joke. Den lød sjovere i mit hoved."
   Erling stoppede brat op og vendte sig mod sin kollega. "Og der burde du have ladet den blive. Hvad Leo gjorde i sin fritid rager hverken dig eller mig. Hvor er din respekt, manden er død for pokker."
   "Undskyld."
   Erling nikkede opgivende og fortsatte ned ad gangen.

"Du burde ikke drikke kaffe så sent," sagde Lise.
   Erling stod i køkkenet og skyllede sin kop. "Du skal bare op og tisse i nat."
   Der var helt stille ovre ved naboen, og gardinerne var trukket for. Erling smålo.
   "Har du tænkt over det med den efterløn?"
   "Nej det har jeg ikke. Der er fire år til, så det når jeg nok."
   "Det ville være dejligt at have dig lidt mere herhjemme. Måske skulle vi købe et sommerhus, eller en campingvogn, kunne det ikke være hyggeligt?"
   "Jo, det kunne vi da," svarede han og så sig selv drikke kaffe på en terrasse med udsigt til Kattegat. Campisten Erling kunne han ikke se nogen steder. De havde da sparet lidt op gennem årerne, så der var i hvert fald til udbetalingen. Gad vide om han havde haft den mulighed hvis han havde satset på boksekarrieren i stedet for politiet? Han vandt sin første og eneste professionelle kamp allerede som tyveårig, men havde opgivet, da hans ansøgning til politiet gik igennem. En beslutning der tit havde plaget ham. Det store hvad-nu-hvis spørgsmål.
   Telefonen ringede. Lise sagde: "Den tager du. Klokken er altså over elleve."
   Erling tog røret. Et øjeblik senere lagde han på igen.
   "Det er Sua Hansen. Hun har skudt sig her til aften."

Der var intet usædvanligt ved gerningsstedet. Samme scenarie som dagen før. Alligevel blev selvmordet betragtet som mistænkeligt på grund af hendes unge alder. Der var nogle, der havde røde ører over ikke at have fjernet Leos ekstra tjenestepistol fra hjemmet dagen forinden.
   Erling og Jonas sad på kontoret, da telefonen ringede. Erling tjekkede sit armbåndsur. "Fri om ti minutter. Vi burde overhøre den og stikke af nu." Jonas nikkede, men Erling løftede alligevel røret.
   "Retsmedicinsk. Angående Sua Hansen."
   "Jeg sætter dig på medhør. Værsgo."
   "Tak. Hej alle I andre, hvem der end lytter med." Kvinden lød meget frisk, og stod ikke helt mål med Jonas' billede af en patolog. Hun fortsatte: "Sua er skudt gennem venstre tinding, så pistolen er ført med venstre hånd. Men det er et problem."
   "Hvorfor?"
   "Jeg fandt et langt ar på venstre arm. Det viser sig, at den har været brækket engang. Slemt. Knoglen er sat sammen med en metalstang. Det er gjort meget sjusket, sikkert i hendes hjemland af en dårlig læge. Stangen er skruet så skævt på knoglen, at hun ikke kan bøje armen helt sammen, uden at den støder på en af knoglerne i albuen. Det er nødvendigt, hvis man vil rette en pistol mod tindingen. Det er altså virkelig dårligt udført, og metalstangen kan lige så godt stamme fra et cykelstel, hvis I forstår. Hvis hun har rettet pistolen mod venstre tinding, har hun været tvunget til at bruge højre hånd og det er højst utænkeligt. Det ligner mord."
   "Det var satans," sagde Erling. "Og Leo?"
   "Stadig selvmord, tror jeg, han kunne jo godt bøje armen. Og apropos, blodprøven viste at han var beruset. Men jeg kan forstå, at det ikke var usædvanligt med ham."

"Jeg skulle alligevel ikke andet end at besøge min nye kæreste i aften," sagde Jonas, da han og Erling bevægede sig i slowmotion sammen med resten af myldretrafikken. "Det vil sige, min kommende kæreste, hvis jeg er heldig. Skulle du noget specielt?" Erling rystede på hovedet. Lise havde igen nævnt både sommerhus, campingvogn og efterløn for ham i telefonen.
   "Hvem er han?" spurgte Jonas.
   "Bøje Madsen. Leos gamle ven. Forhenværende, altså. Bøje er selv gift med en thailandsk kvinde og det var ham der sørgede for kontakten mellem Leo og Sua. Han fik Sua til landet og lånte Leo penge til det. Men Leo kunne ikke betale dem tilbage, og så blev de blev uvenner. Bøje dukkede oven i købet op på stationen og ville give Leo nogle klaps."
   "Sikke en idiot. Røg han ind?"
   "Nej, Leo reddede ham for gammelt venskabs skyld. Han havde det jo også skidt over det med de penge, men han kunne sgu ikke betale dem tilbage. Han har ikke haft en potte at pisse i siden hans første kone skred."
   "Hvordan havde han så råd til at forsørge Sua?"
   "Hun forsørger sig selv. Sort rengøring."
   Huset lå uden for forstæderne og var stort, men ikke prangende. Nærmest gemt væk fra omverdenen. Kvinden, der åbnede døren havde langt, kulsort hår og var på alder med Sua. Øjnene smalle og brune og huden mørk.
   Manden, der dukkede op bag hende var mindst femogtyve år ældre. Hans hår var gråt i siderne, men i toppen var det stadig sort. Han var tæt bygget og hans bistre ansigt blev endnu mere sammenbidt, da han fik øje på Erling. "Nå, der er I."
   De blev vist ind i et stort køkken, der duftede stærkt af krydderier. På bordet stod der små elefanter i træ og i vindueskarmen en irgrøn statue af Buddha. Før de vidste af det, havde kvinden sat kopper på bordet og hældt kaffe op. Hun spurgte på gebrokkent dansk om de ville have noget i. Bøje Madsen sendte hende ud af køkkenet med et vredt blik.
   "Du ved det altså?" spurgte Erling og smagte på kaffen. Jonas lod sin stå. Han følte sig lige så velkommen som en skatterepræsentant på et kræmmermarked.
   Bøje Madsen nikkede. "Selvfølgelig. Som jeg skaffede dem så meget andet, sørgede jeg også for arbejde til Sua. Min kone vidste det sikkert før jer." Hans stemme var rusten og lød som tyve års forbrug af grøn Cecil.
   "Det er jo ingen hemmelighed at han skyldte dig penge," sagde Erling.
   "Det har jeg aldrig lagt skjul på, nej."
   "Du har også jagtet ham."
   "Jeg har ikke jagtet nogen! Jeg har opsøgt ham for at få mine penge. Eller i det mindste en smule af dem. Det er ikke ulovligt. Hvad skulle jeg gøre?"
   "Normalt bruger man en advokat til den slags. Du har også truet ham på hans telefonsvarer og sagt, at du kunne tage Sua fra ham hvis han ikke betalte. Listen er lang."
   "Du drejer mine ord! Jeg mente, at jeg kunne give de rette instanser et praj om, at Sua arbejdede sort for at tjene til opholdet. Og at Leo i virkeligheden ikke ejede en klink. Så er det med den første flyver hjem. Der er regler for den slags."
   Erling tog endnu en tår af kaffen, som han omhyggeligt smagte på, inden han lod den glide ned.
   "Og jeg bryder mig ikke om din tone!" fortsatte Bøje Madsen, "du insinuerer, at jeg skaffede Sua. Leo var ensom og spurgte fandeme selv om jeg kendte nogen, der var interesseret i at møde ham. Min kone sørgede for kontakt mellem dem, det er alt. Hvor mange mennesker møder ikke hinanden hver dag på internettet på samme måde? Der er intet suspekt i det."
   "Det har jeg heller ikke sagt," sagde Erling roligt.
   "Du tror jeg har slået hende ihjel, ikke?" Bøje Madsen var på kogepunktet. "Så er du sgu da den dummeste betjent jeg har mødt!"
   Erling tænkte på naboknægten, og på hvor overrasket Bøje Madsen ville blive, hvis han gjorde det samme ved ham. Fornærmelser mod betjente var snart en hverdagsbegivenhed, og han forstod ikke hvorfor den slags ikke blev straffet. Fornærmelser mod en dommer var en anden sag, mens ordensmagten konstant måtte lægge ører til alverdens forulempelser.
   "Hvis jeg ville tage Sua fra Leo, hvorfor fanden så gøre det efter han er død?" spurgte Bøje Madsen. Det kunne hverken Erling eller Jonas forklare, og de gik derefter over til standardproceduren. Om Bøje Madsen havde bemærket noget usædvanligt i Leo og Suas forhold på det sidste, skænderier, hvem der kunne have et udestående med Sua, om hun også skyldte penge, og ikke mindst hvor han havde befundet sig på mordtidspunktet aftenen før. Bøje Madsen svarede kort på alle spørgsmål med enten "nej" eller "ved ikke," og at han havde været på arbejde om dagen og hjemme hele aftenen.
   Hustruen dukkede op ud af ingenting og ville skænke op igen, men blev standset af et vredt "Nej!" fra Bøje Madsen. Da de løb tør for spørgsmål, takkede Erling for gæstfriheden og lovede, at de ville vende tilbage hvis det var nødvendigt. Døren blev smækket hårdt i bag dem, mens de endnu stod på måtten.

"Sikke dog en solstråle," sagde Jonas og puttede et stykke tyggegummi i munden. En syntetisk jordbærduft bredte sig i bilen. Erling havde ikke givet ham tid til at ryge en cigaret inden de kørte videre. "Hende konen er vel nok heldig at have sådan en godmodig mand."
   "Hun er hans tjener," sagde Erling. "Ikke andet end en tjener med en ekstra funktion."
   "Hvor mange kender Sua?" spurgte Jonas. "Jeg mener, sådan rigtig godt."
   "Et par af Leos venner tror jeg," sagde Erling og spekulerede på hvem det kunne være. "Og Suas kollegaer. Du tænker på det med armen?"
   "Jeps. Én der ved at hun var venstrehåndet og har haft det med i planlægningen."
   "Vi skal have Bøjes kone ind til afhøring alene. Hun tør ikke sige et ord, når han er i nærheden. Hun er sikkert den, der ved mest om hende."
   Jonas så på uret. De havde endnu en mistænkt at besøge, og hans mave rumlede så det gjorde ondt. "Skal vi spise først?"
   Erling var ikke sulten. Og Jonas ville sikkert ryge en cigaret hvis de holdt ind et sted, og hans tøj stinke bilen til bagefter.
   "Han bor ikke så langt herfra, vi kan tage hjem bagefter," sagde Erling. Jonas puttede endnu et stykke tyggegummi i munden.
   "Han hedder Oliver Iversen. Leo anholdte ham for nogle år siden, da han var i sædelighedspolitiet. Han havde computeren fyldt med film og billeder af mindreårige. Under retssagen gik han flere gange amok og truede med at slå Leo ihjel. Det hjalp ikke ligefrem hans sag. Han havde det ikke så godt i fængslet, blev konstant truet og fik tæsk nogle gange. Så han blev sat på kemisk kastration efter halvandet år, du ved, de der piller der fjerner lysterne. Han blev løsladt for en ni-ti måneder siden."
   Oliver Iversens lejlighed lå i stuen af en treetagers boligblok, man havde placeret midt i et industrikvarter, lige op ad en befærdet vej. Hvis han rystede en støvklud ud af vinduet, ville den ramme en forbipasserende på fortovet. Overfor tårnede Føtex sig op som en grå, livløs kasse. Skilte på fortovet og plakater i vinduerne lovede chokpriser hvis man vovede sig indenfor.
   Oliver lukkede Erling og Jonas ind i sit lille hjem. Han var forbavsende normal at se på. Håret var klippet pænt, brillerne var neutrale og T-shirten sågar strøget. Han så noget ældre ud end sine femogtredive år, men det tillagde Jonas fængselsopholdet. Olivers bevægelser var langsomme, da han lukkede døren.
   "Hvad så?" sagde han hårdt til Erling. Heller ikke her var gensynet glædeligt.
   "Har du ingen computer mere?" spurgte Erling og så sig om. Væggene i den mikroskopiske stue var fyldt med hylder med DVD film, og der var kun plads til en lille sofa og et bord. Tykke gardiner dækkede af for udsynet til gaden, så intet lys slap ind.
   "Den står i soveværelset, og der er ikke noget at komme efter. Jeg gør ikke den slags mere, du må gerne se efter."
   "Nej tak. Hvad med medicinen?"
   "Den giver de mig stadig."
   "Virker den?"
   Oliver nikkede og sagde opgivende: "Ja, den hænger på mig som en våd klud. Hvad vil I egentlig?"
   "Hvad lavede du i går aftes mellem klokken atten og toogtyve?"
   Oliver klemte øjnene sammen, så der kom endnu flere rynker omkring dem. "Hvorfor? Jeg spiste i Føtex og gik hjem bagefter. Så en film og gik i seng. Min nabo kan vidne. Og i Føtex så de mig også. Både i cafeteriaet og inde i butikken. Jeg købte sodavand og chips og ..."
   "Det er fint." Erling så ham i øjnene. "De der mordtrusler mod min kollega, de bider dig i røven nu."
   De studerede begge nøje hvordan Oliver reagerede på Erlings ord. Granskede ham for den mindste, afslørende trækning. De næste sekunder kunne afgøre om han blev betragtet som mistænkt. Der kom ingen reaktion, ud over et desorienteret blik. "Hvorfor? Jeg har udstået min straf. Jeg mente jo ikke noget med det, det er jo bare noget man siger." Oliver kiggede nervøst på Jonas, som om der var hjælp at hente der.
   "Ikke for noget," sagde Erling i et opløftende tonefald. "Vi skal jo bare holde øje med dig, ved du."
   Efter et par ligegyldige spørgsmål afsluttede de den korteste afhøring i Jonas karriere, og gik tilbage til bilen. Larmen fra vejen var øredøvende. Myldretiden var slut for flere timer siden, men det var endnu ikke gået op for bilisterne her. Erling åbnede bildøren, men smækkede den igen. "Jeg render lige over i Føtex og køber kartofler, det har jeg lovet Lise."
   "Jeg venter her." Jonas fandt omgående en pakke Pall Mall cigaretter frem og stoppede en i munden. Han lænede sig op ad bilen, lukkede øjnene et øjeblik og lod røgen trænge helt ud i lungerne. Han studerede Olivers lejlighedskompleks og fattede ikke hvem der frivilligt ville bo der. Et gardin blev løftet til side i et af vinduerne, og Jonas kunne skimte Olivers ansigt. Øjeblikket efter blev døren åbnet og Oliver kom ud, og gik hen imod ham med langsomme skridt. Jonas gik ham i møde.
   "Er han død?" spurgte Oliver da de stod overfor hinanden. "Ham den anden, jeg kan ikke huske hans navn." Øjnene var paniske og han kiggede nervøst over mod Føtex. "Han var ikke ren i kanten." Jonas svarede ikke.
   "Han snød mig. Måske snyder han andre også." Han talte hurtigt, og snublede over ordene.
   "Leo?"
   "Leo! Ja, det var det han hed. Han snød mig, så jeg blev dømt. Han puttede det selv ind på computeren. Ham dér er også med i det," sagde han og pegede. Jonas fik øje på Erling, der kom ud fra Føtex med en pose kartofler i hånden. Da han vendte sig igen, var Oliver allerede henne ved sin dør.

"Det var et kort besøg," sagde Jonas. Erling forsøgte at køre ud på vejen, men kunne ikke komme til for biler.
   "Oliver? Ja, der var ikke meget at komme efter." Erling svingede hurtigt ud foran en varevogn, som ivrigt dyttede og blinkede med lygterne.
   "Jeg talte med ham, mens du handlede. Han sagde at du og Leo snød ham, så han blev dømt."
   Det så ud som om blodet løb fra Erlings hoved. Så grinede han anstrengt. "Han ved ikke hvad han siger. Så du hans øjne? Han var mere bedøvet end et næsehorn under transport."
   "Jeg så i hvert fald at han var bange. Erling, hvad foregår der?"
   Erling stirrede lige frem. Så drejede han til højre og parkerede på en tom parkeringsplads ud for en større, mørkelagt kontorbygning.
   "Dengang vi anholdt Oliver," begyndte han i et udmattet toneleje. "Jeg var lånt ud til Leos afdeling, og de havde haft Oliver i kikkerten længe. Han distribuerede porno med mindreårige og vi var sikre på at knalde både ham og nogle af køberne. Vi brasede ind og fandt ham foran computeren. Vi så hvad han havde på harddisken!" Erling understregede ordene ved at slå på instrumentbordet. "Men pludselig bad computeren om et password. Oliver er et geni med computere. Vi havde kun fem sekunder til at indtaste det, og da vi ikke nåede det, slettede computeren mapperne med pornoen. Der var intet vi kunne gøre. Vi prøvede sågar at trække strømstikket ud, men han havde installeret et ekstra batteri, så den fortsatte, til alt var slettet. Der var ikke så meget som ét billede tilbage, computeren var fuldstændig støvsuget. Måneders arbejde var spildt. Men Leo fik en idé. Han havde jo adgang til andre konfiskerede computere. Vi kunne jo bare kopiere noget af indholdet over på Olivers computer og knalde ham godt og grundigt alligevel."
   Erling så Jonas direkte i øjnene og pegede bagud med tommelfingeren. "Den skiderik var skyldig som ind i helvede! Ja for fanden, vi fyldte selv beviserne på hans computer, men hvad fanden skulle vi gøre? Lade ham slippe?"
   De sad et stykke tid i stilhed. Jonas vendte og drejede historien i hovedet. Oliver burde ikke slippe, men metoden gav ham en dårlig smag i munden.
   Efter en længere pause startede Erling bilen. "Du må selv om hvad du gør med den viden, Leo kan det ikke længere ramme. Men vi fik altså ram på en pædofil."

De aftalte at afhøre Bøje Madsens kone næste morgen, når hun var på arbejde og uden sin mand i nærheden. De talte ikke mere om Erling og Leos selvjustits over for Oliver.
   Erling kørte hjem, men Jonas blev siddende i bilen i politigårdens parkeringskælder og røg en cigaret mens han tænkte over aftenens sidste besøg. Musikken fra radioen kørte nonstop. Han var overbevist om, at nikotin og rockmusik fik ham til at tænke klarere.
   Han sad i tyve minutter og røg tre cigaretter. Der var helt tåget i kabinen, og han havde svært ved at trække vejret. Pigen, han havde aflyst med, var sikkert allerede i gang med at finde en ny date på internettet. Han havde ikke selv svært ved at lave aftaler på datingsiderne, så det gjorde ham ikke så meget. Hans biologiske ur, eller hvad den slags hedder hos mænd, tikkede ikke så højt endnu.
   Han ville tænde den fjerde cigaret, da han fik en idé. Han steg ud af bilen og gik ind på politigården igen.
   Der var ikke andre på afdelingen, så han kunne arbejde uforstyrret. Erling havde glemt sine kartofler, for de lå stadig på hans bord. Jonas fandt flere ting i computerdatabasen, der interesserede ham, og han søgte på kryds og tværs i både arkiverne og på nettet. Én speciel artikel interesserede ham. Et selvmord i et fængsel.

Klokken var over ti, men der var stadig tændt lys. Buddhafiguren var en sort silhuet i køkkenvinduet. Jonas ringede på. Der lød hårde tramp i gulvet på den anden side, inden døren hårdt blev revet op. Bøje Madsens ansigt så olmt ud, og Jonas fornemmede, at det altid var formet sådan.
   "Hvad helvede er meningen?"
   "Jeg skal tale med din kone."
   "Gu' skal du ej. Ikke på denne tid. Hvad fanden ..."
   Jonas greb ham i armen og klemte til. Bøje var et halvt hoved højere end ham og væsentligt bredere, men Jonas havde før nedlagt større forhindringer.
   "Det bliver her eller på stationen."

Gruset knasede højt, da Jonas kørte ind i indkørslen. En lang dag nærmede sig enden. Månen kastede sit skær og lagde det hele i et blåligt skær. Ikke en vind rørte sig. Han skoddede cigaretten i det allerede overfyldte askebæger, tog posen fra bagsædet og gik hen og ringede på. Huset var i to etager med skråtag. Hækken var klippet snorlige, og alt træværk samt garageporten var nymalet.
   Personen, der åbnede, så forundret ud. Jonas holdt posen op. "Du glemte dine kartofler på stationen."
   Erling tøvede inden han tog imod den. I baggrunden råbte en kvinde: "Hvem er det? Er de klar over hvad klokken er?"
   "Tak," sagde Erling og smilede en anelse skævt. "Er du kørt helt herud for at aflevere mine kartofler?"
   "Siger navnet Karsten Henriksen dig noget?" Erlings øjne fortalte, at det gjorde det i høj grad. Han trådte ud på trappen og trak døren til efter sig. "Hvorfor?"
   "Han hængte sig i sin celle for seks måneder siden. Han havde fået tre år for besiddelse af børneporno. I et langt afskedsbrev påstod han igen og igen, at han var uskyldig og han ikke vidste hvordan det var kommet ind på hans computer. En dommer erkendte, at det ikke kunne bevises hvor det kom fra og at det var usædvanligt. Ingen links, ingen afslørende mails eller suspekte pengeoverførsler, som man plejer at finde i de sager. Karstens internetforbrug begrænsede sig da også til e-mails og lidt avislæsning på nettet. Han havde heller ingen beviselige kontakter til andre pædofile. Det var én enkelt uskyldig mail fra hans kollega, der fik ham i søgelyset. Kollegaen var til gengæld del af en pædofil ring, og Karsten Henriksen skulle selvfølgelig undersøges for en sikkerheds skyld. I fik sagen og vupti - endnu en bandit bag tremmer."
   Erlings pande fik en række lodrette rynker.
   "Det var dig og Leo der havde sagen."
   "Hvor vil du hen med dét pjat?"
   "I fandt ikke noget smuds på Karsten Henriksens computer, vel? For der var intet. Så I fyldte det selv på, ligesom med Oliver. Karsten fik tre år og det blev for meget for ham, så han hængte sig i cellen. Leo kom i tvivl om hans skyld og fik dårlig samvittighed."
   Det knasede igen i gruset bag dem. En politibil kørte op i indkørslen.
   "Hvad fanden skal det dér forestille?" sagde Erling og slog ud med hånden.
   "I har gjort det flere gange, ikke?" fortsatte Jonas. Plantet bevismateriale på mistænktes computere. Det gik så godt med Oliver, at I gentog succesen. Så længe de bare var skyldige, ikke?" Jonas gestikulerede til betjentene i bilen, at de skulle vente. "Faktisk har I haft utrolig stor succes med jeres sager, mens du var lånt ud til Leos afdeling. De mistænkte fik lange domme, for deres computere var fyldt til randen. Men da Karsten hængte sig, blev det for meget for Leo."
   "Du ved ikke en skid. Forsvind." Erling åbnede døren og trådte et skridt ind i entreen.
   "Jeg har et vidne," sagde Jonas. Erling stoppede op.
   "Mand og kone deler alt," sagde Jonas. "Og Leo havde hårdt brug for at snakke med nogen."
   "Sua? Hvis det ikke er gået op for dig er hun død."
   "Det er jeg klar over. Men veninder deler også alt. Og Sua nåede at betro sig til den eneste veninde hun havde her i landet, nemlig Bøje Madsens kone. Jeg kommer lige derude fra."
   Lise råbte igen, og Erling gik ud og trak på ny døren til. Hans ansigt var ét stort fortvivlet udtryk, som han forgæves forsøgte at kontrollere.
   "Leo fortalte Sua det hele," fortsatte Jonas. "Hvordan I gjorde det, og hvordan han havde det efter Karstens selvmord. Leo ville gå til bekendelse, og han ville have dig til det også. Men det ville du selvfølgelig ikke tillade. Du må have truet ham godt og grundigt, for han sladrede ikke til nogen, ud over Sua. Desværre blev samvittigheden for tung at bære rundt på, og til sidst ... ja, du ved."
   "Du vrøvler."
   "Sua kontaktede dig, ikke? I går morges på et eller andet tidspunkt. Det fremgår ikke af hendes telefon, men jeg tror I snakkede sammen på stationen før eller efter hendes tale. Ville hun have dig til at indrømme? Hun vidste alt om jeres korstog mod pædofile, og du var bange for det kom frem. Der var kun én udvej."
   Erlings øjne blev til små sprækker. Betjentene trådte ud af bilen.
   "Du skød hende. Og ville have det til at ligne selvmord. Faktisk er jeg i tvivl om Leos død virkelig var selvmord, eller du ordnede ham også."
   Erling stirrede på betjentene der kom nærmere. Hans kinder var mørkerøde og han bed sig i underlæben. "Leo stod selv af."
   "Men du myrdede Sua."
   Det var ikke et spørgsmål og blev heller ikke besvaret. Jonas genkendte udtrykket i Erlings øjne. Erkendelse. Løbet-er-kørt blikket.
   "Jeg henter min jakke," sagde han og åbnede døren.
   Jonas lagde hånden på hans skulder. "Den henter vi for dig."
   I det samme drejede Erling sig med en boksers hurtighed, og med højre hånd uddelte han en perfekt kæberasler til den uforberedte Jonas, der faldt bagover og ned ad trappen. Erling forsvandt ind i huset og knaldede døren i efter sig. Begge betjente stormede forbi Jonas, der ikke længere vidste hvad der var op og ned. Han blinkede med øjnene for at få billedet til at stå stille og de dansende stjerner til at gå væk, eller i det mindste stå stille. Da han endelig kom op at stå, stavrede han ind i huset og fandt Lise, der stod med hænderne for munden og kiggede skræmt op mod første salen. Betjentene råbte og bankede hårdt på en dør.

Skuddet lød, samtidig med at Jonas satte foden på det trappens første trin. Efterfulgt af et tungt bump på gulvet. Der blev dødstille i hele huset et øjeblik. Så buldrede betjentene igen på døren, fulgt op af spark. Jonas fandt mobiltelefonen frem og tastede 112, mens han gik hen til Lise, der sank sammen på hug med hovedet i hænderne. På væggen over hende hang en håndfuld billeder.
   Et af dem forestillede en flot, ung mand i bar mave og boksepositur.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/12-2010 11:05 af Scott Rasmussen og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4976 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.