Kapitel 1
   Beruselsen var med ét forduftet og efterlod ham med en tyngende samvittighed. Vandet fra bruseren var brændende varmt, og gav hans krop samme farve som en kogt reje.
   Hvad havde han gjort?
   Han blinkede tårerne væk og modstod trangen til at kaste op. Var det også samvittigheden eller bare alkoholen? Han greb bøtten med flydende sæbe og skrubbede kroppen endnu en gang, skyllede sig af og slukkede for vandet. Hendes duft måtte være væk nu. Så tørrede han sig og redte flygtigt håret med fingrene. Han måtte se at finde sit tøj og komme ud af hendes lejlighed.
   Med håndklædet viklet omkring livet, gik han tilbage i soveværelset. Luften var indelukket og der lugtede af varme kroppe. Hun lå stadig nøgen i sengen, men sov ikke som han havde håbet. Hun havde da heller ikke været fuld, ligesom ham.
   Hun vendte sig om på siden, da han kom ind. Blikket i hendes øjne var ikke til at tage fejl af. En lille lampe på et natbord lyste værelset meget svagt op.
   "Anden halvleg?" spurgte hun med en dyb stemme. Hendes nogenlunde store bryster var ægte, og ikke det mindste plaget af tyngdekraften. Hendes slanke talje fik dem til at se endnu større ud. Et syn, der kunne have fået enhver mand til at smide håndklædet fra sig og kaste sig over hende. Christian Olesen beholdt sit på.
   "Nej, jeg har ikke tid." Det lød dumt, men det tog han sig ikke af. Værelset var nu forbudt område, og han følte det som om han havde begået en afskyelig forbrydelse.
   "Vil du hjem?" spurgte hun skuffet.
   "Ja. Hvor ligger mit tøj?"
   Hun smilede og løftede det ene ben, så det stod lige op i luften. En halv split. Den akrobatiske øvelse gjorde ham ikke mere medgørlig.
   "Hvor er mit tøj?" gentog han. Stemmen var stadig en smule sløret.
   Hun grinede og lod langsomt benet falde ned igen. "Jeg har gemt det."
   Håndklædet gled af ham, og han greb det i farten. Han havde ikke længere lyst til at være nøgen foran hende. "Hold op med det pjat og kom med det."
   Hun lagde sig om på ryggen og strakte kroppen. Den fik en gylden farve i skæret fra lampen. Som om lyset lagde sig hen over hende som dis på en mark.
   "Lad os i det mindste ligge lidt sammen først."
   Det dirrede en smule i hans ben. "Vil du ikke godt give mig mit tøj?"
   Hun satte sig op og svingede benene ud over kanten.
   "Ved du hvor længe jeg har kigget efter dig?" De grønne øjne skinnede i den dunkle belysning.
   Han svarede hende ikke.
   "Er det Susaaanne?" Hun vrængede ansigt mens hun sagde navnet og Christian mærkede, at han blev vred og nervøs på samme tid.
   "Jeg håber ikke du har misforstået noget. Kom så med mit tøj."
   Hun lænede sig bagover, mens hun skævede ned til håndklædets bule. "Du er gift, så det vist dig der har misforstået noget."
   Den sved. Væk herfra nu!
   Men hun havde helt ret. Han havde vitterlig misforstået noget. Hvad han i sin brandert forestillede sig, ville være noget frækt, nyt og spændende havde vist sig at være koldt og følelsesløst. Hun havde levet sig ind i det med en vild entusiasme, han sjældent - nej, faktisk aldrig før havde set lige, mens han selv manglede gnisten lige fra start.
   Hvorfor stoppede du så ikke?
   Han hævede stemmen. "Hvor er mit tøj?"
   "Jeg har gemt det, siger jeg jo. Kom og læg dig lidt."
   "Nej! Gi ' mig så for fanden mit tøj!" Han havde ikke lyst til at råbe, men hvorfor fanden ville hun ikke bare give ham det tøj?
   Med ét lænede hun sig frem igen. En skygge gled delvist over ansigtet.
   "Dit tøj ligger under sengen. Og jeg er altså ikke giftig," sagde hun, rejste sig og forlod soveværelset. Et øjeblik efter hørte han hende tænde for vandet i badeværelset.
   Christian fandt tøjet og tog det på i en rasende fart. Da han øjeblikket senere stod i entreen og iførte sig sine sko, kom hun ud fra badeværelset, endnu nøgen. Det dampede stadig fra hans varme brusebad før og der var trykkende varmt. Hun lænede sig op ad væggen og struttede med sine fortrin.
   "Er det så bare farvel og tak?" spurgte hun.
   Farvel var det vel næppe; de arbejde samme sted, og det fik ham til at fortryde det hele endnu en gang.
   "Vi ses," sagde han og snoede sig uden om hende hen mod døren.

Februarkulden var ubarmhjertig. Snestormen angreb ham i samme sekund han trådte ud fra opgangen. Den tynde habitjakke modstod kulden i cirka fem sekunder. Sneen føltes som hagl, der slog direkte mod hans krop. Hans hår var stadig vådt, og der gik ikke længe før hovedbunden var følelsesløs. Han huskede fra nyhederne, at nattetemperaturen kunne snige sig helt ned på minus otte i nat.
   Gaderne lå fuldstændig øde. Det var midt om natten og facaderne var mørke, bortset fra enkelte firkanter med lys her og der. At tage en hyrevogn kunne ikke komme på tale. Susannes bror var taxachauffør, og det ville være katastrofalt, hvis hun fandt ud af, at hendes mand blev samlet op på en øde gade midt om natten, langt fra det jubilæum han havde været til. Og med vådt hår. Eller frosset. Christian kendte flere af svogerens kollegaer, så der skulle ikke tages chancer. Han måtte gå.

Halvanden time senere stod han på trappen til sit hjem. Han rystede det meste af sneen af sig inden han låste op og gik ind.
   Varmen i entreen var et tropisk klima i forhold til den sibiriske vinter udenfor. Han smed skoene og ville gå ind på badeværelset og smide sit våde tøj ind i brusekabinen.
   Han standsede op. En stribe lys stod ud fra under døren. Der blev trukket ud i toilettet. Inden han kunne nå at overveje det næste træk, gik døren op. Den lille skikkelse på badeværelset hoppede af forskrækkelse.
   Tanja. Deres datter på fem år.
   Pyha.
   "Far, altså!"
   Hendes brune, krøllede hår sad i en pjusket hestehale og nattøjet var krøllet.
   "Hej skat," sagde han og knælede ned foran hende. Det gjorde ondt i de forfrosne knæ. Hun trak sig lidt tilbage. Hun ville ikke kramme sådan en snemand, far eller ej.
   "Jeg sover inde ved mor," sagde hun. "Jeg måtte godt når du ikke var der."
   Endnu et smertefuldt hug i samvittighedens solar plexus.
   "Hvor skal jeg så sove?"
   "Det ved jeg ikke," sagde hun og luntede ud i køkkenet igen. Han fulgte hende med øjnene indtil hun forsvandt ind i stuen.
   Han tog tøjet af og hængte det op på bøjler i brusekabinen, inden han lagde sig på sofaen med et tæppe over sig. Som en tvangstanke, blev billedet af en velskabt kvinde med benet i vejret, ved med at dukke op. Da han endelig faldt i søvn, forvandlede billedet sig til en sløret kvindekrop med Susannes hoved på.


Kapitel 2
   Han vågnede tidligt.
   Selv om han havde følt sig ædru da han lagde sig på sofaen, havde han alligevel tømmermænd. Hovedet dunkede og han var tørstig.
   Efter et bad følte han sig ikke synderligt bedre.
   Klokken var lidt over ni, da han, Susanne og Tanja sad samlet ved et veldækket morgenmord i køkkenet. Det var tradition, at der blev hygget lidt ekstra søndag morgen. Der var både varme rundstykker, franskbrød og rugbrød. Næsten alt pålægget fra køleskabet var sat frem, samt kaffe, te, juice, mælk og vand. Det var mad nok til et helt fodboldhold, selv om de kun var tre.
   Der duftede af varmt brød og kaffe i køkkenet. Christian havde ikke lyst til noget af det.
   Gennem et åbent vindue kom der en befriende, kølig brise fra den sneklædte mark på den anden side af vejen. En af de sidste bare pletter lige inden for bygrænsen. Langt væk kunne han i det hvidslørede landskab skimte nogle højhuse. Temperaturen var steget siden hans nattevandring, og nu var der næsten vindstille.
   Christian smurte sig et rundstykke, velvidende at han ikke kunne få det ned.
   "Blev det sent?" spurgte Susanne. Hun strøg ham kærligt over hånden. Hendes berøring gjorde næsten ondt og han mærkede en klump i halsen. Hun havde klædt sig i hvide hørbukser og en strøget T-shirt. Det lange, mørke hår var friseret og ført om bag ørerne. Det tætteste hun kom på at se luset ud.
   "Lidt," svarede Christian.
   "Hvorfor sov du på sofaen?"
   "Så jeg ikke vækkede dig." Han løftede rundstykket, men det gav ham samme kvalmende fornemmelse, som havde det været en grøn snotklat han skulle til at sætte til livs. Han skubbede stolen lidt bagud i tilfælde af, at han måtte af sted på toilettet hurtigt.
   "Jeg var oppe da far kom hjem," sagde Tanja. Hestehalen var skiftet ud med rottehaler, og hun havde stadig sit nattøj på. "Han havde sne over det hele."
   "Sneede det så meget?" spurgte Susanne og skænkede et glas juice. Christians mave vred sig. "Det sneede da."
   "Kørte Bo dig hjem?"
   "Nej ... jeg gik." Pas nu på.
   Susanne spærrede øjnene op. "Gik du hjem helt ude fra Søpavillonen?"
   Satans.
   "Nej. Vi var nogle stykker der tog ind til byen først. Men jeg gik hjem derindefra."
   "Jamen det var jo den rene isvinter i nat. Hvorfor ringede du ikke til Bo? Jeg sagde jo han var på arbejde."
   Pulsen steg og hans hoved dunkede endnu hårdere. Han tog en bid af rundstykket for at vinde tid. Han tyggede det fuldstændig tørt og måtte tage en tår mælk for at få det ned. Det smagte som kærnemælk og grus.
   "Jeg havde fået så meget at drikke, at jeg var bange for at kaste op i taxaen."
   "Ad!" vrængede Tanja. Susanne så ud til at hoppe på den. Han kunne faktisk ikke tåle så meget alkohol. Og han havde absolut ikke været ædru.
   "Det er da stadig en fem-seks kilometer at gå. Og så i den kulde. Du bliver sikkert hundesyg nu."
   I det samme ringede det på døren. Christian og Susanne så uforstående på hinanden.
   "Det kan da ikke allerede være dem," sagde Susanne. Christians humør dalede endnu mere. Svigerforældrene. Men de skulle jo først komme til middag.
   Tanja hoppede ned fra stolen og styrtede ud i entreen. Der lød dæmpet tale og et øjeblik efter vendte hun slukøret tilbage til køkkenet.
   "Det er til dig, far."
   "Til mig?" Inden han kunne nå at rejse sig, dukkede personen op i fra entreen. Stiletterne klikkede hen over gulvet.
   En usynlig Mike Tyson boksede ham lige i maven.
   Rebekka.
   Rebekka Rye.
   Sekretær i Laursen Door.
   Kvinden han havde haft sex med om natten.
   Hun havde et par sorte jeans på og en mørkerød bluse. De sad stramt og fremhævede hendes former. Hendes rød-brune hår var samlet oven på hovedet.
   Susanne sendte et diskret blik op og ned ad den lange skikkelse. Selv var hun 1,70 og havde, lige siden hun havde født Tanja, kæmpet med nogle overflødige kilo som hårdnakket blev siddende på maven. Christian vidste alt for godt, hvad der skete med Susannes selvtillid når hun var i nærheden af kvinder med en figur som Rebekkas. Af samme årsag gik hun ikke længere i svømmehallen.
   "Rebekka?" sagde Christian, og mærkede sveden dukke frem i hovedbunden.
   "Hej," sagde hun. "Undskyld jeg forstyrrer midt i morgenmaden." Hun gik hen til bordet og gav hånd til Susanne. En duft af en ubestemmelig parfume bredte sig i køkkenet. Den samme duft hun efterlader sig på kontoret.
   "Rebekka," præsenterede hun sig. "Jeg arbejder sammen med din mand. Vi har vist engang hilst på hinanden til en firmafest."
   "Nå ja," sagde Susanne usikkert.
   "Jeg vil bare sige tak for i går, det var smadderhyggeligt," fortsatte Rebekka, henvendt til Christian.
   Et stort hul åbnede sig i gulvet under ham.
   "Men du glemte det her." Rebekka lagde en genstand på bordet, lige foran hans tallerken. Da han så hvad det var, blev han skubbet ned i hullet. Hans armbåndsur skinnede gyldent. Sådan måtte det altså være at sidde på anklagebænken, og se det afgørende bevis blive præsenteret.
   Han havde ikke engang opdaget uret var væk. Hvornår havde han taget det af? Sikkert da han var gået i bad for at vaske Rebekkas bakterier af sig.
   Susanne sendte ham et spørgende blik.
   Find nu på noget for helvede!
   Rebekka kom ham til undsætning, selv om han syntes hun ventede lige længe nok.
   "Du havde glemt det på toilettet på Søpavillonen. Tjeneren kom ind med det, men der var du taget hjem."
   Blodet vendte tilbage til hans hoved og hullet i gulvet lukkede sig igen. Hun var her altså ikke for at sladre. Eller hvad?
   "Du tog da i byen fra Søpavillonen?" spurgte Susanne.
   Rebekka fangede den med det samme.
   "Tog du alligevel med? Jeg troede du tog hjem. Du var jo temmelig besoffen."
   Pyyh.
   "Ja, jeg tog med de andre ind til byen. Jeg skulle nok have taget hjem, jeg havde allerede fået rigeligt."
   Susanne smilede igen og sagde: "Han gik hjem i snestormen fordi han var dårlig."
   "Hvad er der med mænd og sprut?" spurgte Rebekka og sendte ham et smil.
   "Han kan ikke tåle ret meget," fortsatte Susanne. "Men det glemmer han når øllet ryger ned. Vil du ikke have en kop kaffe?"
   "Måske en anden gang. Jeg ville bare aflevere uret. Hyggeligt at møde jer."
   Rebekka drejede om på stiletterne og valsede ud af køkkenet.
   "Jeg følger hende lige ud," sagde Christian, men inden han var ude af køkkenet, hørte de døren smække.
   "Det var virkelig pænt af hende," sagde Susanne. "Tænk hvis du havde mistet dit ur."


Kapitel 3
   Mandag morgen. Blå mandag, eller hvad man nu kaldte det.
   Christian lukkede døren til sit kontor, og tog den bærbare computer op fra tasken. Hans krop var stadig præget af lørdagens druktur, og samvittigheden ikke mildere stemt.
   Han nåede kun lige at tænde computeren, før døren gik op og Henrik Smitt fra økonomiafdelingen dumpede ind. Der sad et fedtet smil på læberne, et dårligt tegn. Han var altid i godt humør, og Christian kunne egentlig godt lide ham, selv om han havde en evne til at få alle samtaler drejet ind på sex. Denne mandag morgen kunne Christian sagtens undvære hans besøg.
   "Godmorgen. Tak for sidst," sagde Henrik.
   "Godmorgen. I lige måde."
   "Det var skidesjovt. Flot sted, det der Søpavillionen."
   Christian nikkede uinteresseret.
   "Det endte i hvert fald hyggeligt for dig," sagde Henrik. Smilet nåede næsten op til ørerne nu.
   "Hvad mener du?" spurgte Christian og vendte blikket ned på computerskærmen. Han sank noget der mindede om en tennisbold.
   "Ja, du rendte jo af med Rebekka, ikke?" Han ragede på et par usynlige bryster foran sig. Et par store så det ud til.
   "Hvad? Må jeg være fri!" snerrede Christian. "Selvfølgelig gjorde jeg ikke det!" Tindingerne prikkede.
   Henrik så skuffet ud. "Jamen I gik jo sammen?"
   Christian begyndte også at svede. "Nej. Det må du have misforstået. Vi skulle bare hjem begge to og delte en taxa. Andet var der ikke i det." Har han fortalt det til nogen?
   Henrik så eftertænksom ud. Et godt stykke tid. "Hvilken taxa? Jeg så ingen taxa."
   Fanden ta' den idiot!
   "Vi prajede en ude på vejen. Jeg havde fået lidt for meget at drikke, så jeg nåede ikke at bestille en først. Jeg ville ud og have noget frisk luft."
   Henrik så endnu mere nedslået ud. "Så fik du altså ikke fedtet pjorten?"
   Christian havde lyst til at råbe ad ham. "Nej, jeg er gift." Han løftede en truende finger. "Jeg håber ikke du har spredt rygter her."
   Henrik holdt afværgende hænderne op. "Nej. Jeg troede bare, at du havde været heldig med hende. Hun er jo ikke så nem at komme i bukserne på, siges der. Jeg troede du kunne give et par fif."
   "Desværre."
   "Jeg har selv lagt billet ind hos hende, men hun var ikke interesseret. Jeg ved ikke hvorfor, men hun har kun haft én kæreste i den tid hun har været her. Og det holdt vist ikke særlig længe."
   "Ved jeg intet om. Var der andet? Jeg har faktisk lidt travlt."
   Henrik rystede på hovedet. "Næ, skulle bare lige høre om du havde været heldig med ..." Han gramsede lidt mere i luften.

Christian tjekkede sin e-mail. Der var over tredive, hvoraf de fleste havde emnet 'forespørgsel,' enten på dansk, engelsk eller tysk. Hans job bestod i at designe porte og døre efter kundens ønsker. Ledhejseporte, rulleporte, foldeporte, gitterporte, alle former for porte og større døre til industriel brug. Når han havde tegnet dem, blev ordren givet videre til produktionen, som stod for resten. Han stod også for tilbudsgivningen; den kedelige del af arbejdet.
   Det bankede på døren.
   "Kom ind."
   Da Christian så hvem det var, blev han både nervøs og lettet på samme tid. Det meste af søndagen var gået til at tænke over hvad han ville sige til hende når de sås igen. Han kunne ikke give sig selv nogen god forklaring på hvorfor han var gået i seng med hende. Han havde aldrig været Susanne utro før, eller haft lyst til det. Han havde heller aldrig tænkt på Rebekka på den måde. Sådan som Henrik gjorde. Det var først da hun havde hvisket ham nogle frække ord i øret, at der var vakt følelser i ham. Eller rettere: i hans bukser.
   "Rebekka, godt du kom; jeg må tale med dig."
   Hun kom helt hen til bordet, hvor hun lænede sig ind over og lavede trutmund. Håret hang løst ned over skuldrene.
   Christian skubbede stolen tilbage. "Hvad laver du?"
   "Efter sådan en nat fortjener jeg vel et kys?"
   En nat? Jeg var der højest halvanden time. Han svarede ikke.
   "Er du slet ikke glad for at se mig?" sagde hun, påtaget såret, som en dårlig skuespiller.
   "Rebekka, jeg tror du har misforstået noget. Jeg er gift. Jeg har en datter. Den anden nat var en fejltagelse. Jeg var skidefuld og ærlig talt ved jeg ikke hvorfor det skete. Jeg er ked af hvis du tror der var noget i det."
   Rebekka rynkede panden. "Har du sagt det til din kone?"
   Christian sank nogle centimeter i stolen. Det havde han ikke, og ville heller ikke gøre det. Han havde overvejet at lægge kortene på bordet for at få renset samvittigheden, men tanken om at gøre Susanne ulykkelig var ikke til at holde ud. Desuden var han bange for følgerne. Ville hun smide ham ud? Højst sandsynligt. Det var en engangsforeteelse, og det ville ikke ske igen.
   Hans stilhed besvarede hendes spørgsmål.
   "Er du så heller ikke glad for jeg afleverede dit ur igen?"
   "Du kunne have givet mig det ur her, i stedet for hjemme ved mig," sagde han irriteret.
   "Jeg ville jo bare se dig igen, Christian. Du smuttede jo så hurtigt igen."
   Han åndede tungt ud. "Rebekka, jeg undskylder igen hvis jeg har ladet dig tro, at der skulle blive noget mellem os to. Det var dumt af mig, men kan vi ikke godt lade det ligge nu?"
   Hun lænede sig længere ned igen, så brysterne rørte ved computerskærmen. "Så nemt giver jeg ikke op, tiger." Hun blinkede til ham og forlod kontoret.


Kapitel 4
   Da han kom hjem om eftermiddagen, holdt der en bil i indkørslen, foruden Susannes. En blå Peugeot 206.
   Hans hjerte slog et slag over.
   Rebekkas blå Peugeot 206.
   Med begyndende rust nederst på dørene, jo den var god nok. Ville hun alligevel sladre til Susanne? Christian havde mest lyst til at sætte bilen i bakgear, og ræse af sted igen.
   Kun én måde at få svar på.
   Christian parkerede på vejen og gik ind.
   I entreen blev han mødt af Susanne og Rebekka. Det så ud til, at Rebekka var på vej ud. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Ingen af de andre sagde noget. Susannes udtryk kunne han ikke tyde men hun havde ikke tårer i øjnene og det var et godt tegn. Rebekka strålede som en sol.
   Susanne brød tavsheden: "Så kom dog ind, det er hundekoldt!" Ordene chokstartede ham og han drog et lettelsens suk.
   "Hej igen," sagde Rebekka.
   Christian måtte bruge al sin kraft på at lyde neutral. "Hej. Igen."
   "Jeg ville lige invitere din kone til et party hjemme hos mig."
   "Et party?"
   "Ja. Et tøjparty. Jeg har en veninde der opkøber større partier tøj, og kører rundt og sælger det til billige penge."
   "Nå," sagde Christian. "Så er det vel stjålet eller bare så grimt, at ingen anden vil købe det?"
   Rebekka lo kort. Eller måske fnøs hun. "Det er såmænd pænt nok og der følger kvitteringer med. Vi drikker for resten lidt vin også, så måske skulle du køre for Susanne den dag. Vil du have min adresse eller kan du huske den?"
   Christian stivnede. I et kort sekund trak Rebekkas mundvige opad i et overlegent smil.
   "Jeg finder den i kartoteket," sagde han. "Jeg husker ikke alles adresser. Eller vi kan skrive den ned nu."
   Forbandede ...
   "God idé, jeg henter lige papir" sagde Susanne og gik ind i stuen, hvor Tanja dukkede op fra i det samme. Hun løb hen til sin far og gav ham et knus.
   "Nej, hvor er du sød," sagde Rebekka og strøg hende over håret. Hun bukkede sig ned til hende. "Ved du at din far knepper udenom?"
   En vulkan kom i udbrud inde i Christian. Han havde lyst til at give hende en knytnæve lige i synet. Instinktivt tjekkede han først om Susanne havde hørt det. Derefter om Tanja havde forstået det. Det havde hun ikke, hun stod bare og smilede pænt til Rebekka.
   "Hvad har du gang i?" spruttede han hæst, og gennede Tanja væk. "Løb lige ind på værelset, skat."
   "Det var bare for sjov," sagde Rebekka.
   "Sjov? Sig mig er du rablende vanvittig? Du taler sgu da ikke sådan til min datter! Hvad fanden foregår der inde i dit hoved?"
   Rebekka trådte nærmere.
   "Jeg tænker på dig, Christian," hviskede hun. "Du foregår inde i mit hoved. Hele tiden. På arbejde; når jeg har fri. Og om natten drømmer jeg om dig. I lørdags gik du endelig med mig hjem og det var den lykkeligste dag i mit liv." Hendes hånd strejfede hans. Han trak den hidsigt tilbage og hvæsede: "Jeg er gift for helvede! Jeg vil ikke have dig, forstå det dog. Det var en fejltagelse. Du var en fejltagelse for fanden, og lad os nu være i fred!"
   I det samme lød der skridt fra stuen. Rebekka trådte hurtigt tilbage.
   "Værsgo," sagde Susanne og rakte en lap papir og kuglepen til Rebekka, som skrev ned.
   Christian studerede sin kone. Hun så virkelig glad ud, og han vidste hvorfor. Hun havde ikke mange venner, og dem hun havde, var hun ikke meget sammen med efter de alle havde fået børn. I Christians øjne var de ikke længere venner, men bekendte. Hun havde faktisk kun familien som omgangskreds, samt et par af Christians venner, og de kom også mere og mere sjældent. Han var den eneste af dem der havde stiftet familie.
   "Tak," sagde Rebekka og gav Susanne papiret. "Vi ses."
   Christian lukkede døren hårdt i efter hende.


Kapitel 5
   Tirsdag og onsdag gik uden Rebekka kontaktede ham. Christian regnede med, at hun nu havde fattet pointen og kunne derfor ånde lettet op. Nu var der kun samvittigheden.
   Torsdag morgen bød imidlertid på en ubehagelig overraskelse. Chefen kaldte ham ind på sit kontor, og ville tale med ham angående nogle tegninger Christian havde lavet. Tegningerne på otte enorme rulleporte han havde designet til et skibsværft i Asien.
   "Du har regnet forkert!" sagde chefen vredt, inden Christian fik sat sig i den bløde læderstol.
   Chefen var sidst i halvtredserne og havde et langt, smalt hoved. Han var gået ud i toppen, men på hagen kompenserede et stort, busket fuldskæg for det. Midt i buskadset kunne man ane to lyserøde læber. Hans mørke jakkesæt hang på den spinkle krop, som en bærepose på et kosteskaft. Christian kunne ikke komme i tanke om en grimmere mand. Normalt var chefen et behageligt menneske, men når der skete store fejl kunne han blive bister.
   "Hvad har jeg? Det er umuligt; jeg har regnet efter flere gange."
   "Ikke desto mindre har du lavet forkerte mål!" Hans små øjne var som projektiler.
   De gennemgik tegningerne og ordren. Der var ganske rigtigt lavet forkerte mål på den endelige tegning. Der var tale om aluminiumsporte, så de fleste dele var bestilt ved en anden fabrik. Christian svedte, så skjorten klæbede til ryggen.
   "Kan vi ikke bare annullere den ordre, og bestille forfra?"
   "Jo da. Men de er gået i gang!" vrissede chefen. "De fleste plader og rammer er allerede skåret ud. Jeg har annulleret den, men vi kommer til at betale for det de har lavet indtil videre."
   "Allerede? Vi afgav ordren i tirsdags! To dage?" Nervøsiteten kildede i hans fingre.
   Chefen nikkede dystert. "Krisetid. Deres ordrebog er også tynd for tiden. Muligvis helt tom. Intet at lave, så nul ventetid. Den fejl bliver dyr for os."

Tyve lange og svedige minutter senere, var Christian tilbage på sit kontor. Han havde ikke fået officielle anmærkninger, men der var tydeligvis kommet en ridse i lakken mellem ham og chefen. Chefen brød sig absolut ikke om at miste penge.
   Det bankede på døren.
   "Ja?" sagde han uden at lægge skjul på sin frustration. Han kunne umuligt have lavet de tegninger forkert.
   Det var Rebekka. I en stram, sort trøje med lynlås og en rød T-shirt indenunder. Trøjen havde været lynet næsten helt op, da han så hende i morges. Nu var den lynet ned, så brysterne krængede stoffet til side. Han fornemmede, at det var helt til hans ære.
   "Dårlig dag, tiger?"
   "Mit navn er Christian. Hvad vil du?"
   Hun lukkede døren bag sig. "Det er da trist, at du sådan skriver forkerte mål på de porte," sagde hun.
   En grim forudanelse tog form i ham. "Var det dig?"
   Hun spærrede øjnene op og nikkede overdrevent, som om hun var stolt.
   "Hvordan fanden gjorde du det?"
   Hun slog ligegyldigt ud i luften. "Årh, hold op. Du lader jo din computer stå tændt mens du går til frokost. Og det er ikke svært at ændre nogle tal på de tegninger. Jeg ser dem faktisk også, at du ved det. Hvem tror du printer dem ud og arkiverer dem?"
   Han sprang op fra stolen. "Hvorfor?"
   Hendes tonefald var roligt. "Det var bare for at vise, at det er meget sjovere at være gode venner med mig. Den bemærkning i mandags sårede mig faktisk."
   "Hvilken bemærkning?"
   "Den med, at jeg var en fejltagelse." Hun trådte nærmere og gjorde stemmen dybere. Blikket i hendes øjne var det samme, som da hun sad i sengen lørdag nat og bad om endnu en halvleg.
   "Der var ild i dig sidst, tiger. Tror du ikke jeg kan se, at du dødkeder dig med hende den kedelige Susanne? Stor røv og flade patter. Jeg vil vædde på, at når I endelig knepper, er det kun for at tjekke om I har glemt hvordan man gør. Eller bliver du virkelig ophidset når hun fortæller om sin dag i Matas? Nej, vel?"
   Raseriet vældede op i ham, som det havde gjort i entreen. "Hvad er det du vil?" spurgte han.
   "Er det ikke gået op for dig endnu? Er du så langsom? Jeg vil have dig."
   "Tror du det sker ved at få mig fyret?"
   "Du blev jo ikke fyret, så slap af. Men jeg kan gøre det surt for dig, hvis jeg bliver såret igen."
   Han rystede på hovedet. Vil hun true mig til at være sammen med hende? Hun er ikke rigtig klog!
   "Du stopper nu!" Han slog en flad hånd i bordet, så kaffekoppen hoppede. "Jeg fortæller at det var dig, der ..."
   "Hvem ville tro dig? Det vil lyde som om du forsøger redde den hjem ved at skyde skylden på en anden. Hør nu, tag det med de porte som en lærerig oplevelse. Jeg er altså meget sjovere når vi er gode venner."
   "Jeg vil ikke have dig. Forstå det dog!"
   Hendes ansigt blev alvorligt. "Det er ikke en mulighed ... Christian."
   "Ud!" råbte han.
   Telefonen ringede. Rebekka lynede op i blusen og åbnede døren.


Kapitel 6
   Næsten middag. Endelig.
   Christian skyndte sig ned i kantinen, hvor han fandt Henrik ved bordet i hjørnet. Lidt før de andre, som sædvanlig. En avis lå slået op foran ham og ved siden af, en kop dampende kaffe. Der sad kun to andre i kantinen, men heldigvis i den anden ende. Fra køkkenet duftede der svagt af stegt margarine.
   Christian satte sig ned ved bordet.
   "Hej du."
   "Hej." Henrik så et øjeblik op, inden blikket faldt tilbage på avisen.
   Christian gik lige til sagen. Det skulle være nu, inden kantinen blev fyldt.
   "Jeg har vist ikke nået at undskylde for den anden morgen. Jeg blev lidt vred og overreagerede lidt. Jeg troede at alle havde misforstået hvad der var foregået i lørdags."
   "Nå, det," sagde Henrik. "Det gør ikke noget, jeg var vist også lidt ivrig. Tænkte med det lille hoved, du ved." Han grinede.
   "Du sagde, at Rebekka kun har haft én kæreste?"
   Han lignede et spørgsmålstegn. "Hvad?"
   "Rebekka. At hun kun har haft én kæreste i den tid du har kendt hende. Det er jo tre år eller deromkring, ikke?"
   Henrik så endnu mere desorienteret ud. "Ja. Hvorfor?"
   Christian slog ud med hånden, og forsøgte ikke at lyde for ivrig. "Jeg studsede bare over det. Hun er jo på alder med os, og en pige som hende går da sjældent længe uden at have en kæreste."
   Henriks ansigt vendte tilbage i de sædvanlige lummer-smilende folder.
   "Ja med sådan en krop må det være svært at gå rundt uden at blive besteget i ny og næ. Måske har hun det bedst med at være sig selv, og så bare få lidt kødstav når det passer hende. Eller også har hun en kæreste, som vi ikke ved noget om."
   Christian skulede forsigtigt over til det andet bord. Han dæmpede stemmen og håbede, at Henrik valgte at gøre det samme. "Hvem var det hun var kæreste med?"
   "En bartender. Han arbejder på Harvey Keitel Bar. Mødte Rebekka og ham nogle gange derinde, da de stadig kom sammen. Ser ham stadig af og til når jeg er på rundfart i byen. Hvorfor vil du vide det? "
   "Du nævnte det den anden morgen, og nu er jeg som sagt bare nysgerrig. Hvor længe holdt det?"
   Henrik foldede avisen sammen. "Et par måneder tror jeg. Hun blev vel træt af ham. Arbejde altid og som regel om aftenen."
   "Eller også blev han træt af hende," røg det ud af Christian. Henrik gjorde store øjne.
   "Sådan som hun er udstyret?" udbrød han. De andre kiggede hen mod dem nu.
   "Hvis det var min kæreste kunne hun pisse op og ned ad min bare ryg, uden at det gjorde noget. Gad vide om hun er smidig?"
   Billedet af Rebekkas halve split dukkede op i Christians erindring. At dømme efter Henriks drømmende udtryk, havde han nok nogenlunde samme billede for sit indre blik. Nogen gange var det svært at forestille sig Henrik holde møder med chefen og ledelsen. Udadtil passede han perfekt ind i et kedeligt økonomimøde, men når han åbnede munden kunne han snildt gå for at være havnearbejder.
   Lugten af stegt fisk blandede sig med stegeosen. Det blev altså en sandwich fra automaten i dag. En dør gik op og to mænd i grå kedeldragter kom ind. Inden længe ville kantinen være fyldt med folk. Det var han ikke i humør til nu.
   "Nå, jeg må tilbage til arbejdet." Christian rejste sig og skubbede sin stol på plads.
   "Skal du ikke have noget mad?" spurgte Henrik.
   "Nej, jeg kan ikke fordrage fisk. Og jeg er bagud med arbejdet."
   Det var ikke løgn; chefen havde sat ham til at tegne de porte fra bunden.
   Og han havde fået de oplysninger fra Henrik han skulle bruge.


Kapitel 7
   Harvey Keitel Bar lå tæt ved centrum. Det var for lyst til at være et værtshus, men for mørkt til at være en cafe. Måske var det midt i en metamorfose her sidst på eftermiddagen, tænkte Christian og styrede mod baren. Lokalet var stort og med en lille musikscene i den ene ende. Mindre borde stod rundt omkring. Ved et af dem sad der to piger, ikke meget mere end 15 - 16 år, ivrigt tastende på hver sin mobiltelefon. Ud over dem var der tomt. I baren, der var cirkelformet, stod en midaldrende mand og stillede vinglas på plads.
   "Jeg vil gerne snakke med en af bartenderne," sagde Christian.
   "Jeg er en af bartenderne," sagde manden uden at fortrække en mine. Christian mente at han var lidt for gammel til at være bartender, og havde faktisk taget ham for at være ejeren. Han følte sig dum over at have været så ligefrem, og bestilte en lille fadøl.
   "Hvem leder du efter?" spurgte bartenderen mens han skænkede op.
   Christian ærgrede sig over, at han ikke havde spurgt Henrik om han kendte navnet på Rebekkas ekskæreste.
   "En der har haft et forhold til en kvinde der hedder Rebekka."
   Manden løftede det ene øjenbryn og så mistroisk på ham.
   "Ja, jeg ved det lyder dumt," sagde Christian og lagde en halvtredser på disken.
   "Det må være Bjørn. Øjeblik." Han gik hen for enden af baren og kaldte ud i et køkken. Et øjeblik efter kom en yngre mand ud. Han så ud til at være på alder med Christian, midt i trediverne. Han havde mørkt, krøllet hår og store bakkenbarter. En stram T-shirt understregede, at han var veltrænet uden at være et muskelbundt. Den ældre bartender forsvandt selv ud i køkkenet.
   Bjørn kom nærmere. "Ja?"
   "Hej," sagde Christian. "Det her lyder nok dumt, men har du kommet sammen med en pige der hedder Rebekka?"
   Bjørn kneb øjnene sammen. "Har hun sendt dig?" Hans stemme var dyb og Christian fornemmede, en smule hidsig.
   "Nej, nej, overhovedet ikke. Ser du, jeg har et lille problem med hende og vil spørge dig til råds."
   Den anden brummede afventende. Lidt længere hår, og han havde lignet en hippie.
   "Jeg vil spørge hvordan du slap af med hende? Jeg har vist indladt mig på noget jeg ikke så nemt kan slippe ud af. "
   Det måtte være info nok for nu.
   Bjørns ansigt blødte lidt op. Det var en smule kantet, og bakkenbarterne klædte ham faktisk. Christian havde altid ment, at bakkenbarter var noget der hørte hjemme på kinderne hos gamle rockkoryfæer fra tresserne.
   Bjørn lagde armene på baren og lænede sig ned til Christian. "Jeg har heldigvis ikke set hende i næsten et år nu. Den kælling er sindssyg! Vi kom kun sammen i nogle måneder, inden det gik i stykker. Hun var jaloux. Sygeligt. Det var ikke til at holde ud. Nogle gange kom hun herned når jeg var på arbejde, bare for at holde øje med mig. Hun generede mine kunder, så jeg fik klager. Da hun også begyndte at rode mine ting igennem, for at lede efter papirlapper med telefonnumre på, blev det for meget for mig og jeg slog op med hende."
   "Var det så det?" spurgte Christian.
   "Nej! Hun slog min hund ihjel bagefter."
   "Hvad gjorde hun?"
   Den anden forsatte: "Rebekka skar den op. Hun havde truet med det ene og andet, hvis jeg ikke tog hende tilbage, men jeg troede det var tomme trusler. En nat jeg kom hjem efter arbejde, lå hunden der i entreen med maven skåret op. Hele vejen ned, og med ... "
   Han gjorde en håndbevægelse. "... hængende ud."
   Christian var pludselig tør i munden. "Ringede du ikke til politiet?"
   "Jo, og de hentede hende også, men måtte løslade hende igen. Ingen beviser, og hun benægtede selvfølgelig det hele. Hun havde også været så smart ikke at true mig over sms, så jeg kunne vitterligt intet bevise."
   Christian drak en stor tår øl. Han så en hund for sig, med indvoldene hængende ud af bugen.
   "Så hun slap altså?"
   Bjørn nikkede dystert. Hans brune øjne lignede sorte huller. "Politiet kunne intet stille op. Men efter det, hørte jeg kun fra hende en enkelt gang. Da der et par dage senere stod der en notits om det i avisen. Bare sådan en lille bemærkning nederst på en side. Jeg fik en sms fra hende, hun havde åbenbart også læst avisen." Han reciterede: "Hej. Gik tur i parken i dag, men så ikke dig og din hund. Er der sket den noget? Ha ha ha!"
   Christian måtte tænke sætningen igennem igen, inden den sivede helt ind.
   "Hvad har hun så gjort dig?" spurgte Bjørn.
   "Ikke noget endnu. Men jeg fornemmer at jeg ikke slipper let. Fejler hun noget? Er hun psykisk syg eller noget i den retning?"
   "Hun gik til psykolog dengang vi kom sammen," sagde Bjørn. "For at få styr på det jalousi. Jeg var med en enkelt gang som en slags parterapi, men det var noget værre fis. De talte meget om følelsen af at blive forladt, men hun endte med at hidse sig op, og så stoppede seancen. Spørger du mig, er hun syg i hovedet og trænger til hjælp. En spændetrøje vil være en god start. Men hun er klinisk rask nok, eller hvad det nu hedder."
   Christian drak igen af sin øl. Godt han ikke havde nogen hund eller kat. En frygtelig tanke slog ned i ham. Hvad nu hvis hun gik efter Susanne eller ...
   Den ældre bartender kom til syne igen og kaldte Bjørn tilbage til køkkenet.
   "Var der mere?"
   "Nej. Tak for hjælpen," sagde Christian.
   Bjørn hentede to sandwich, som han serverede for pigerne ved bordet. De kiggede efter ham da han gik tilbage, og hviskede noget til hinanden. I forbifarten sagde han til Christian:
   "Jeg har kun ét råd til dig angående Rebekka: Få den sindsforvirrede psykopat ud af dit liv!"


Kapitel 8
   Da Christian kørte ind i indkørslen, fik han øje på Susanne, der var i færd med at låse hoveddøren. Tanja stod i sin tykke dynejakke med huen trukket godt ned i panden. På trappen stod også Susannes store kuffert. En grum fornemmelse bredte sig i ham.
   Susanne tog Tanja i hånden og skyndte sig hen til den røde Mazda. Christian steg ud og løb hen til dem.
   "Vent!"
   Susanne skubbede ham væk. "Forsvind!" Hendes kinder var våde af gråd og mascaraen tværet ud. Tanja hoppede ind på bagsædet og kiggede forbavset på dem.
   "Nej vent!" råbte Christian.
   Susanne satte sig ind og ville lukke døren, men Christian greb fat i den.
   "Hvad er der sket?"
   "Flyt dig! råbte hun. "Du ved godt hvad der er sket! Din lille veninde fra jobbet, Rebekka! Hun ringede og indrømmede det hele! Nu forstår jeg bedre hvorfor du gik hjem i lørdags." Hun lukkede døren i med et brag, startede bilen og gassede op.
   "Du skal ikke ringe til mig!" råbte hun gennem ruden. Christian ville åbne døren, men Susanne trykkede låsen ned.
   Da bilen blev revet i bakgear, lød det som om flere tænder blev flået af tandhjulet. Susanne bakkede ud på vejen og forsvandt i høj fart.
   Christian blev stående i indkørslen længe efter den lille, røde Mazda var ude af syne.

Han ringede til hendes mobil to gange. Begge gange blev forbindelsen afbrudt. De hurtige toner gjorde fysisk ondt i trommehinden på ham. Han vidste at hun var taget ud til sine forældre, men det ville ikke blive bedre af, at han forsøgte at ringe dér. Han havde gjort deres datter fortræd.
   Ekkoet af Susannes råb rungede i hans hoved. Skyldfølelsen væltede ned over ham så voldsomt, at han måtte snappe efter vejret. Det svimlede for ham, og han smed sig på sofaen. Han kunne ikke holde gråden tilbage, og hulkede ubehersket. Han skjulte ansigtet i en pude, som om nogen kunne se ham. Efter et stykke tid aftog gråden og han lå og snøftede. Skjorteærmet blev brugt til at tørre ansigtet og næsen med.
   Han vidste ikke hvor længe han havde ligget sådan, da mobiltelefonen ringede. Han flåede den op til øret uden at kigge på displayet først.
   "Ja?"
   "Hej tiger." Rebekkas stemme lød medfølende. Vreden var over ham som et lyn.
   "Hvad fanden har du lavet?" skreg han ind i røret.
   "Hjulpet os på vej, du kunne jo ikke selv."
   "Hvad fanden snakker du om?"
   "Dig og mig. Det bliver jo ikke til noget når din kone er der. Jeg forstår at I har barn, så det ikke er så nemt at gøre det forbi. Jeg hjalp bare det hele lidt på vej."
   "Hjalp?" brølede Christian, så det rev i halsen. "Du skal kraftedeme ikke hjælpe mig! Jeg vil ikke se dig mere! Fat det!"
   Christian afbrød forbindelsen og kylede telefonen ned i puderne. Den sprang op igen og landede på gulvet. Han samlede den op og sendte en sms til Susanne.
   "Undskyld... Vil gerne snakke... Ring til mig..."
   Et par minutter senere bippede telefonen. Han læste beskeden.
   "Jeg venter på dig... Rebekka."
   Han svarede hende ikke. Susanne svarede heller ikke. Han prøvede igen lidt senere, men med samme smertelige tavshed som resultat.

En flaske vin blev åbnet. Han måtte sove. Vågen tilstand var ulidelig, og alkohol skulle nok sende ham i dørken. I morgen ville Susanne være faldet en smule ned, måske nok til at tale med ham. Og hvad med Tanja? Hende skulle han vel have lov til at se? Jo, hun var nødt til at snakke med ham i morgen. Han sank ned i sofaen og drak vinen direkte fra flasken. Fem minutter senere, var der allerede svundet godt i indholdet. Det snurrede allerede i benene.
   Et billede på reolen i den anden ende fangede hans opmærksomhed. Det forestillede Susanne, Tanja og han selv, og var taget ved badebassinet i haven sidste sommer. Christian havde sat kameraet til at knipse billedet med ti sekunders forsinkelse, så han kunne nå at sætte sig. Susanne havde været iklædt bikini, men dækket det meste af kroppen til med et badehåndklæde inden kameraet forevigede dem. Muligvis var hun ikke den mest sprælske kvinde han havde kendt og hun kunne ikke gå i spagat eller split. Og hun havde måske ikke det mest spændende job. Eller helt faste bryster og helt flad mave.
   Men hvem fanden vil egentlig have det, tænkte han i sin allerede omtågede tilstand.


Kapitel 9
   Hvis han mente, at han havde haft tømmermænd i søndags, var det ikke noget mod denne fredag morgens ondt i håret. Han havde stadig tøj og sko på, og lå fuldstændig akavet på sofaen, med det ene ben krænget over armlænet og det andet halvvejs nede på gulvet. På sofabordet stod der to tomme flasker rødvin og fire ølflasker. Af erfaring vidste han, at det var mere end rigeligt til at slette store dele af hans hukommelse.
   Han satte sig op. Kvalmen steg i ham som kulsyren i en øl når den bliver rystet. Christian løb ud på toilettet og kastede op.
   Ti minutter senere, vendte han vaklende tilbage til stuen. Smagen af mavesyre blandet med rødvin var blevet spædet op med tandpasta. Efter en gennemrodning af stuen, fandt han sin telefon under sofaen. Hvordan den var endt dér, huskede han ikke. Han tjekkede displayet. Ingen missede opkald eller sms. Han tjekkede også opkaldslisterne for at se om han havde foretaget opkald eller sendt beskeder i sin brandert. Det havde han heldigvis ikke.
   Klokken var kun lidt over seks, så han måtte være faldet tidligt om. Skulle han prøve at ringe til Susanne igen? Nej, hun ville sikkert ikke tage den. Han skrev til hende, at han undskyldte og om hun ikke godt ville ringe. En time senere var der stadig ikke kommet svar. Han ville endnu ikke køre ud til svigerforældrene og banke på; de ville helt sikkert smide ham på porten. Desuden måtte han slet ikke køre bil endnu.
   Christian ringede på arbejdet og meldte sig syg. Det var ikke helt løgn; han havde de værste tømmermænd han kunne huske og ville ikke være noget værd i dag. Han opløste to Treo brusetabletter, men de hjalp ikke en døjt. Hovedpinen blev næsten værre. Han spiste lidt tørt brød, tog et bad, forsøgte at se lidt fjernsyn, men ingen af delene fik ham i bedre humør, eller dæmpede tømmermændene. Gardinerne blev trukket for, så intet dagslys kunne slippe ind og forværre hans hovedpine der føltes som et migræneanfald.
   Klokken et prøvede han igen at ringe til Susanne. Hun svarede ikke, og han begyndte for alvor at blive rastløs. Gik frem og tilbage gennem stuen og tjekkede sin telefon hver femte minut. To gange i løbet af formiddagen fik han en sms, men det var bare vittigheder fra en af kollegaerne og de blev slettet uden at blive læst færdige. Da han blev øm i benene, lagde han sig på sofaen igen og zappede uinteresseret gennem kanalerne.
   Klokken lidt i fire kom der endelig en sms fra Susanne:
   "Vi må mødes og snakke. Jeg kommer forbi klokken 17."
   Et møllehjul bundet fast med en ankerkæde faldt af hans hals. En voldsom energi vågnede i hans krop. Han børstede tænder, tog endnu et bad, ryddede op i stuen og lavede kaffe. Han trak gardinerne fra, og opdagede at det havde sneet i løbet af eftermiddagen. Alt udenfor var pakket fint og blødt ind. Han fandt en skovl i garagen og ryddede indkørslen løseligt for sne. Han var også sulten, men havde ikke tid til at lave mad inden Susanne kom.
   Klokken lidt over fem fik han en sms fra Susanne. Hun ville blive i bilen og han måtte komme ud. Fair nok. Christian hoppede i et par sko.

Susanne lignede en der havde grædt hele dagen. Øjnene var våde og trætte, og hun havde ingen makeup på. Måske havde hun ikke fået det med dagen før. Tanja var forståeligt nok ikke med. Der gik et stykke tid hvor ingen af dem sagde noget, ud over nogle høflige hilsener. Der var et godt stykke vej ude fra svigerforældrene, så bilen var godt varm.
   Det blev Christian der brød stilheden: "Hvordan har Tanja det?"
   "Fint. Hun er ved mormor og morfar." Hendes stemme lød tynd og på nippet til at knække over. "Christian, hvad fanden foregår der?"
   Han følte selv tårerne presse på. "Undskyld. Jeg ved ikke hvad der gik af mig."
   "Er du ikke tilfreds med mig?" sagde hun. "Er jeg ikke god nok, gør jeg noget forkert?"
   "Nej nej," forsikrede han ivrigt. "Jeg var bare ..." Han tog hendes hånd. Hun fjernede den, men langsomt. Han mærkede håbet vokse.
   "Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, og jeg kan desværre ikke lave det om, hvor meget jeg end gerne ville. Men det var aldrig meningen det skulle ske. Det er sandt. Hvis du vil have jeg finder andet arbejde, gør jeg det. Så jeg ikke ser hende mere. Bare du ikke går fra mig. Jeg kan ikke undvære dig."
   Susanne kiggede op på huset. Der var tændt lys i alle vinduerne, og taget var dækket en tyk dyne sne. Det lignede en stor rekvisit fra et hyggeligt julelandskab. Christian så på sin kone. I skæret fra lampen ved hoveddøren, blev en tåre på hendes kind til en selvlysende slange der voksede sig længere, indtil den knækkede af på hagen og forsvandt ned i mørket.
   "Har hun været her? Når jeg ikke var hjemme?" spurgte hun.
   "Nej. Det skete kun én gang hos hende. Og det kommer ikke til at ske igen, aldrig. Tro mig."
   Han lagde sin hånd over hendes, og denne gang fjernede hun den ikke.
   "Undskyld."
   Susanne rømmede sig. "Jeg vil være lidt alene først. Jeg bliver hos mine forældre nogle dage. Jeg må have lidt ro oven på det her. Du kan hente Tanja senere når vi har spist og have hende til mandag, hun spørger efter dig."
   En varm fornemmelse bredte sig helt ud i tæerne. Han havde kun været alene én dag, og det føltes som et helt liv i ensomhed.
   "Tak."
   Stilheden indfandt sig igen. Det var indlysende at sagen ikke var ude af verden, men luften var blevet renset en smule. Nok til at de kunne tale sammen igen. Vejen tilbage til deres normale liv var banet.
   De blev siddende i bilen og småsnakkede i næsten en halv time. De kyssede endda hinanden da de tog afsked, og da Christian stod i skjorteærmer på trappetrinet og så bilen forsvinde for anden gang på to døgn, mærkede han slet ikke kulden. For ham var der forår i luften.
   Han bemærkede heller ikke den blå Peugeot 205, der holdt parkeret et stykke længere nede af gaden.

Han låsede døren efter sig og følte sig næsten beruset. Han var blevet tilgivet. Sådan da. Nu skulle tilliden genoprettes. Og så var det det være slut med at drikke sig fuld. Aldrig mere dumheder og tømmermænd.
   Han fik øje på mobilen på bordet. Han kom i tanke om Rebekkas sidste besked, og besluttede at afslutte den sag én gang for alle. Han fandt beskeden frem og klikkede 'besvar.'
   "Hej Rebekka. Få det ind i dit tykke hoved at jeg ikke vil have dig!
   Susanne og jeg er sammen igen, og du kan ikke ødelægge mere. Du skal ikke kontakte mig igen, heller ikke på arbejde og du kan ikke længere true mig med at afsløre noget.
   Faktisk gjorde du mig en tjeneste ved at fortælle det til Susanne. Det viste sig at være en stor hjælp alligevel. Mange tak. Ha ha ha..."
   Så kunne hun fandeme lære det!
   Han kiggede i køleskabet, men besluttede sig for at ringe efter en pizza. Bagefter ville han hente Tanja.

Rebekka bremsede Peugeoten ned. Mørket havde allerede sænket sig, men den bil der holdt i indkørslen ved siden af Christians, kunne hun genkende: Susannes.
   Hvad lavede hun nu dér? Hun var jo rejst fra ham dagen før.
   Rebekka lod bilen trille lidt og standsede den, da lampen på huset lyste det indvendige af Susannes bil op. Der sad to skikkelser i den og hun genkendte dem med det samme. Hun kørte ind til siden og slukkede motoren. For blot et minut siden havde hun set sig selv stå og vande blomster i det hus, mens Christian lå på sofaen og læste avis. Tanja var der ikke. Hvor hun var, vidste Rebekka ikke, men i hendes verden var datteren der i hvert fald ikke. Hun skulle jo nok også bo hos moderen. Desuden skulle de have sex i alle rummene.
   På sædet ved siden af, lå den hvide kartonkasse med flødeskumskagen i. Under den lange, sorte læderfrakke havde hun ingenting på. Det havde været isnende koldt at gå fra lejligheden til parkeringspladsen, og det var først nu, at varmeapparatet begyndte at varme bilen op. Hun mærkede kulden trænge igennem frakken i det samme motoren gik ud. Stiletterne var umulige at køre bil med, så dem havde hun taget af, da hun satte sig ind. Pedalerne var kolde og føltes mærkeligt at betjene med bare fødder.
   Det her var ikke meningen. Han skulle jo være alene, når hun kom. Når han åbnede døren ville hun så vise ham et glimt af godterne under frakken, og han ville vellystigt lukke hende ind. Flødeskumskagen skulle bruges i deres sexleg. Deres første knald som par.
   Hun blev siddende i nogle minutter. Hun pakkede sig ind i frakken, men den føltes koldere end luften i bilen. De sorte silhuetter af Christian og Susanne sad stadig og snakkede. Nå, de havde vel også nogle ting der skulle på plads inden skilsmissen.
   Pludselig gav skyggebillederne sig til at kysse. Rebekkas indre eksploderede i et voldsomt jalousianfald. Værre end nogensinde før. Ikke igen! Hun ville ikke vrages igen.
   Hun rykkede hidsigt rundt i sædet og slog på rattet, så det gjorde ondt i knoerne. Det eneste der afholdt hende fra at skrige sit raseri ud også, var muligheden for at blive opdaget. Hvordan kunne Susanne finde på at tage ham tilbage? Og hvad tænkte han på, når han valgte Susannes triste krop frem for hendes perfekte?
   Skyggerne holdt et par sekunders pause før de kyssede igen. Rebekka greb fat i kagen på sædet og kylede den ned i bunden af bilen. Hun trampede hidsigt på den, så kassen gik i stykker og indholdet blev tværet ud. Hun blev ved med at trampe på den indtil hun ikke havde flere kræfter i benene. Da hun stoppede, var kagecremen og flødeskummet smurt ud over det hele. På pedalerne, i bunden af bilen, op ad døren og begge hendes ben. Nu frøs hun ikke længere og sveden kildede hendes pande. Da hun så op, drejede Susannes bil ud fra indkørslen. Christian stod på trappen og vinkede. Rebekkas kinder var som stenene i en sauna, da Susanne kørte forbi hende.
   Hun burde gå op og ringe på døren, men kunne ikke vise sig i det antræk nu. Han fortjente hende heller ikke længere.
   Rebekka blev siddende indtil kulden fik hende til at ryste. Hendes mobiltelefon gav pludselig lyd fra sig. Hun havde fået en sms.


Kapitel 10
   På trods af, at der både var ananas og peperoni på pizzaen, smagte den mest af dej. Christian spiste under halvdelen og smed resten ud. Hvis han blev sulten senere, kunne han smøre sig et stykke rugbrød. Han lod lyset brænde og forlod huset, for at hente Tanja.
   Det var igen begyndt at sne kraftigt og der lå allerede et centimetertykt lag på vejen og gjorde den glat som en skøjtebane. Bilen gled en smule, da han bakkede ud fra indkørslen. Det var bælgmørkt, og de gamle gadelamper lyste ikke særlig godt op.
   Christian bremsede ned i god tid, inden vejen drejede. Det var ligesom at køre på brun sæbe. Lige da han skulle til at give gas efter svinget, lød der et brøl fra venstre. Han drejede forskrækket hovedet, og ud fra mørket, der omsluttede grunden med det sammenfaldne bondehus, dukkede en blå bil op. Den nærmede sig med forbavsende hastighed. Christian fik øje på Rebekkas ansigt bag forruden lige inden bilen tørnede ind i siden på ham.
   Christian slog hovedet ind i sideruden og blev derefter kastet halvvejs over på passagersædet, da bilens højre side ramte et træ. Det glatte føre havde gjort det nemt for Rebekka at skubbe ham helt ud i rabatten. Lysprikker dansede for Christians øjne og blandende sig med prikkerne af sne udenfor. Det føltes som om nogen slog med en hammer mod det indvendige af hans hoved.
   Lyden af en bil der bakkede i høj fart gav ham kræfter nok til at komme tilbage i opretsiddende stilling på sædet. Febrilsk tog han i håndtaget. Hele døren var trykket ind mod ham, og kunne slet ikke rokkes. Den blå Peugeot tordnede mod ham igen. Han kastede sig til siden inden sammenstødet, og nåede denne gang at trække benene til sig. Det rykkede i bilen som ramlede et godstog hen over den, og hele den venstre side kom endnu tættere med en sønderknusende lyd. Han fik øje på Rebekka der nu kun var tre meter fra ham. Hendes øjne var vanvittige og ansigtet fordrejet, så hun ikke lignede sig selv. Munden stod åben, men det var umuligt at afgøre om hun grinede eller skreg. Hænderne var hvide og knugede rattet. Det mest iøjnefaldende var hendes påklædning. En sort jakke som det eneste, og den måtte være gået op ved kollisionen. Hendes bare bryster hang ud som to modne tomater.
   Panikslagen forsøgte Christian at åbne døren i højre side, men bilen var klemt op mod træet så det var umuligt.
   Bagdøren!
   Mens Rebekka bakkede tilbage, sikkert kun for at tørne ind i ham igen, sprang han om på bagsædet. Han slog hovedet mod loftet, og da han landede på det brede sæde, kunne han høre hende gasse bilen op igen i det fjerne.
   Bagdøren kunne heldigvis åbnes næsten helt op. Han stemte fra med fødderne i modsatte side og kastede sig ud af bilen. Han landede ved foden af højen, der afgrænsede marken fra vejen, og begyndte straks at kravle op ad den. Jorden var hård og iskold. Hans håndflader smeltede sneen og gjorde det besværligt at komme op.
   Der lød der et brag bag ham da Rebekka atter torpederede bilen, og han kastede sig det sidste stykke over højen. Mødet med den frosne pløjemark slog luften ud af ham.
   Det hylede for ørerne. Han satte sig op. Det gjorde ondt i hovedet og nakken. Han tog sig til tindingen og så på sine fingre. De var vædet til med blod. Besværligt rejste han sig, så han kunne se ud på vejen. Rebekka havde igen bakket bilen tilbage, klar til endnu en torpedering. Han kunne skimte Peugeoten i mørket. Lygterne virkede ikke, de var sikkert knust. Forenden var smadret, men nu kunne han høre motoren tøffe. Hans egen bil var klemt halvvejs rundt om træet og reduceret til en bunke skrot. Rebekka kunne umuligt have undgået selv at komme til skade.
   Christian gik nærmere. Da han var kommet et par skridt op ad højen, gassede Rebekka pludselig op. Hjertet røg op i halsen på ham. Han vaklede lidt, vidste ikke hvor han skulle løbe hen, og indså, at han var mest i sikkerhed her bag træet og højen. Hun skulle mindst have en tank for at komme om til ham.
   Rebekka slap koblingen på bedste Hollywood manér, og bilen drønede fremad. Vidste hun ikke at han var sluppet ud?
   Da bilen kom ud på vejen, ramte den en større genstand Christian ikke kunne præcisere, og slog et slag til højre. Rebekka styrede nu direkte mod højen, og der var ikke længere hverken bil eller træ til at standse hende. Kun jordhøjen. Christian så, at frontruden var splintret og det var umuligt for hende at se ud.
   Speederen var stadig i bund da hun ramte højen. Bilen blev slynget op i luften og fløj videre nogle meter ud over marken. For Christian kørte hele sceneriet i slowmotion. Jord og småsten hang som en komethale efter bilen i luften. Den landede på marken, mindre end ti meter fra ham.
   Braget var forbavsende lavt, og døde hurtigt ud. Motoren var også tavs, men han hørte en svag rislen, som vand der løber. Eller som benzin der løber. Inde i bilen var der helt mørkt, og der var ikke skyggen af bevægelse. Lyden af sirener dukkede op et sted. Naboerne måtte have tilkaldt hjælp.
   Christian kravlede over højen. Rebekkas tilstand var han ikke interesseret i, kun i at komme væk fra bilen. Det var sikkert benzin der løb ud på jorden.
   Da han kom over højen, fik han øje på det, der havde ført Rebekkas bil ud af kurs: døren fra hans bil. Den var blevet revet af og trukket med ud på vejen da hun bakkede tilbage sidst.
   Sirenerne kom tættere på og smeltede sammen med hyletonen. Han følte sig svimmel satte sig på jorden.
   En tredje lyd blandede sig. Det bippede fra hans jakke. Han tog mobiltelefonen op. Det skarpe lysskær fra det lille display skar i øjnene. Det var en sms. Fra Susanne.
   "Du behøver ikke hente Tanja. Vi kommer hjem i aften..."