Lene og baby Siv var alene i kupéen, en ung kvinde på 17 år med en 7 måneder gammel baby.
Sonja, Sivs mor, var forsvundet siden toget forlod Hamborg.
Bjørn og Andrej var steget af i Frankfurt og sad formentlig nu i toget til Paris, derfra skulle de videre med fly til Cuba.
Det var sejt, at Bjørn havde fået liv i Andrej igen, efter hans kraftige tømmermænd kombineret med iltmangel i kupéen, eller hvad det nu var, han fejlede. Han så meget medtaget ud. Russere drak generelt alt for meget vodka. Hun håbede, han ville nå velbeholdent frem til Havanna. Han var åbenbart en utrolig vigtig mand for cubanerne. Uden ham ville Bjørn få det svært, og hendes invitation og rejse derover ville nok ikke kunne arrangeres.
Hun vidste ikke meget om Andrej andet end det, Bjørn havde fortalt. Han var fysiker, videnskabsmand og et geni. Når hun satte de tre ord sammen, stod der atombombe i hendes hoved. Skræmmende...
Hun kom til at tænke på Snotters hjemmelavede fyrværkeri og på kammeraten Mikael, kaldet 'arme og ben', derhjemme i gården på Marengovej. Han sprang næsten pegefingeren af, og fik den syet på igen af en dygtig håndkirurg på Ortopædisk Hospital.
Noget man troede at ha' styr på kunne pludselig gå galt. Det være sig atombomber, hjemmelavet fyrværkeri og kærlighed.
Hun var kommet helt skævt ind på Bjørn, da de steg på toget i København, og nu sad hun tilbage med en tvivl om deres gensidige kærlighed og fortrød, at hun havde været en bitch. Der var sket så meget, og hun var forvirret...
Hun kiggede ud gennem ruden i skydedøren. Der var trængsel derude på gangen, det var højrøstede amerikanske soldater på vej sydpå for at nyde deres orlov. De havde åbenbart ikke pladsreservation men stod og hang nonchalant med en smøg i munden, som kun amerikanske soldater kunne stå og hænge. Sejt...
Hun undrede sig over, at hun kunne være alene med Siv i kupéen. Der var jo luftet grundigt ud i Frankfurt og termostaten var skruet tilbage, så temperaturen var behagelig.
Stewarden fra spisevognen, som Bjørn kaldte 'medicinmanden' og havde givet gode drikkepenge, masede sig frem til skydedøren og trådte halvt ind. Støjen fra gangen blev generende, og man skulle nærmest råbe for at føre en samtale.
"Er det Lene?" Råbte han spørgende. Lene nikkede bekræftende.
Han kiggede på hende og så på Siv, der var noget han ikke kunne få til at stemme.
"Må jeg se dit pas og din billet?" Råbte han nu mere afdæmpet, mens han smilede jovialt med 'det er bare for en god ordens skyld' smilet.
Han studerede passet længe, syntes Lene, mens han langsomt læste hendes fulde navn, "Lene Lindstok."
Han gav hende pas og billet tilbage og sagde: "Bjørn har reserveret og betalt for kupéen frem til Basel, så I kan bare slappe af," han smilende og hang en hvid plade op på døren med store bogstaver, 'Reserviert'.
"Jeg fylder lige sutteflasken op," sagde han og snuppede den tomme flaske, der lå på sædet og forsvandt.
Mærkeligt at Bjørn ikke havde fortalt hende, at han ville reservere hele kupéen, hun kunne slet ikke forestille sig Bjørn bruge penge på så eksklusivt et arrangement. Tværtimod havde han ønsket hende god rejse og håbet på, at hun ville få nogle flinke medpassagerer det sidste stykke vej gennem Tyskland ned til Basel. Det hang ikke sammen...
Bjørn havde kaldt ham serviceminded og 'medicinmand,' og hun måtte da også erkende, at medicinen havde virket. Sivs mave rumlede ikke så voldsomt længere.
Siv kopierede hendes bekymrede ansigt, det fik Lene til at smile, og pludselig lo de begge to. "Du er da en værre lille ballademager," klukkede Lene og krammede Siv.
Lene havde bemærket stewardens navneskilt: Der stod Steffen Prag.
Hun var i sagens natur uvidende om, at da han rejste ind i Tyskland for 4 år siden, hed han Igor Pradezkan og var efterlyst for svindel og tyveri i sit hjemland.
Udover jobbet som steward på strækningen Hamburg - Basel, havde han etableret sig som stikker. Han solgte oplysninger om VIP rejsende, efterlyste og mennesker på flugt. En særdeles lukrativ forretning. De færreste ville gætte, at han havde en rød Ferrari i garagen og en anselig aktiepost i Krauss-Maffei Wegmann.
Han fandt siden i notesbogen.
Ganske rigtigt! Hans hukommelse svigtede ikke. Lene Lindstok havde han noteret for et år siden:
Lene Lindstok, (1955) dansk. Hårfarve: Blond/hvidt, højde: 168
Eftersøgt af Aid Vëllezërits brødre. Dusør 10.000 USD.
Kodeord: 'Hvid Madonna'. Destination og tidspunkt skulle indtelefoneres til 'Den gamle' på det nedenstående 14 cifrede telefonnummer til Tirana i Albanien.
Igor Pradezkan smilede tilfreds over sit held. Om ti minutter standsede toget i Karlsruhe, der kunne han akkurat nå at sende koden. 'Den gamle' kunne så afhente 'varen' på Basel-Tyskland banegården mod at overhænde 10.000 USD.
Siv sov sødt... Hun havde fået den anden halvdel af Andrejs skjorteryg på som en tør ble, og det lod til at 'medicinmandens' kur havde udrettet mirakler.
Alligevel var Lene ikke afslappet, noget var i gære.
Da toget standsede i Karlsruhe, trak hun vinduet ned og åbnede skydedøren for at få frisk luft. Det vrimlede med mennesker, der måtte stå i gangen, og som med forargede ansigter gav deres mishag til kende over, at der var reserveret en hel kupé til en ung mor med en baby, mens de selv måtte skubbe og mase for at få plads ude i toggangen.
Hun bemærkede stewarden på perronen, og havde på fornemmelsen, at det havde noget med hende at gøre. Hmm, var hun ved at blive paranoid?
Toget satte i gang igen, og Steffen Prag, kom som lovet, tilbage med sutteflasken til Siv. Han var bestemt servicemindet.
Lene fortalte glad, at mavemedicinen havde virket, og at Siv var frisk igen. Men det var som om, han slet ikke hørte efter og service-smilet var helt forsvundet.
Lene og Siv bredte sig i på sæderne. Siv tog et par hiv af sutteflasken, og faldt i søvn i armene på Lene. Lene faldt også i søvn men drømte uroligt. Noget med at nogen kom og tog Siv... Hun vågnede op med hamrende hjerte.
'Den gamle' i Tirana havde meget at hævne efter massakren på hans bror Aid og Aids sønner.
Med fupnummeret 'Den hvide Madonna' i Quëndër Laprake kirke havde Lene Lindstok og hendes medsammensvorne sat alle i Tirana op imod mafia familien Vëllezërit. Det havde ødelagt deres indbringende virksomhed. Ikke nok med det de havde også tømt banken i Casino Hector Pallas.
Han havde hævn i tanke, og derfor havde han i al hast hyret et par lokale gangstere i den tyske del af Basel. De skulle plukke Lene ud af toget, hvorefter hun skulle køres til en afsidesliggende gård, hvor hun ville blive afhørt og torteret. 'Den gamle' smilede ved tanken.
Det hele var gået meget stærkt. På den korte tid han havde haft til at få håndlangerne hyret og få dem rettidigt frem til jobbet i Basel, havde han ikke kunne nå at skaffe penge til stikkeren. Det problem kunne imidlertid løses på flere måder.
Steffen Prag dukkede op i kupéen og instruerede Lene i togskiftet i Basel. Det var åbenbart meget kompliceret.
Han forklarede at schweizerne ikke ville have de dårligt vedligeholdte togvogne fra Deutsche Bundesbahn ind i deres 'rene land', derfor skulle passagerende fra Deutsche Bundesbahn bevæge sig over på den anden side af perronen og entre de schweiziske vogne, som kørte videre til Zürich og Lugano.
Perronen var opdelt på midten af en én meter bred hvidmalet stribe. Det var 'ingenmandsland' mellem Tyskland og Schweiz.
Almindelige passagerer eller tyske dragere skulle stille bagagen i 'ingenmandsland' indtil de blev kontrolleret af en schweizisk tolder og vinket videre frem.
De schweiziske toldbetjente, med lysegrå cylinder kasketter, hadede og chikanerede de tyske toldbetjente, der kunne kendes på de klassiske sorte kasketter, med bred blank skygge og sving over panden.
Modparten, tyskerne var ikke en klap bedre.
Begge parter titulerede hinanden nedladende 'cylinderkasketter' og 'sortkasketter'.
Dette virvar af had og uskrevne regler betød, at Lene og babyen samt den omfattende bagage skulle blive i kupéen indtil den drager som stewarden havde bestilt, afhentede dem.
Drageren ville føre dem sikkert gennem tolden og hjælpe dem til rette med bagagen i det schweiziske tog.
Lene var på vagt, der var ugler i mosen. Hun skulle passe på lille Siv, der smilede glad til hende med store øjne, der sagde, "det skal nok gå..." Lene var ikke så sikker.
Ernest Schwäbe, toldbetjent af 1. grad, havde kommandoen den dag over den schweiziske deling på Basel-Schweiz banegården og grænseovergangen, der bestod af 16 mand. En anseelig styrke der passede godt til det image Schweiz havde som politistat. Tyskerne, sortkasketterne, havde i øvrigt samme antal på vagt. De ville ikke stå tilbage.
Mens betjentene passede rutinearbejdet med at rode i folks private sager, tog Ernest Schwäbe sig af langt vigtigere ting. Fra sin skjulte udkigspost for enden af perronen, kunne han med et Zeiss fototelesystem, zoome ind på alle, der entrede perronen, tage fotos og lave billedgenkendelse. Hans mission var at holde Schweiz rent og at afvise enhver, der bare så meget som lignede en kriminel.
Det tog ham kun et øjeblik at spotte de to albanske bøller på perronen, han havde dem i arkivet. Så længe de holdt sig i Tyskland var Ernest kun i observations mode. Krydsede de grænsen, var der knippelsuppe i dag, kunne han mærke. Han hadede alle disse kriminelle, der ville ind i Schweiz.
Han zoomede kun svagt ind, så kunne han se det meste af toget, der netop var ankommet rettidigt fra Hamburg. Det var ikke ualmindeligt, at der blev smuglet kontanter ind i Schweiz. Men han fik stoppet de fleste og gjort det til en risikabel forretning for mafiaen og deres håndlangere.
Om lidt ville passagererne myldre over i de schweiziske vogne. Han havde instrueret tolderne på perronen om af stoppe hver enkelt, så han kunne identificere og udpege dem, han ville have undersøgt nærmere.
Øjet var vagtsomt i okularet. Var der noget der stak ud?
Passagererne forlod langsomt toget.
Hmm, en steward blev hængende i døren og vinkede de to bøller an. Hvad? Var de faldet i søvn, sortkasketterne, dernede? Det her stak ud.
Stewarden ville ikke lukke dem ind i toget, han rakte hånden ud og så vred ud. Han ville formentlig have penge for en eller anden stikkerydelse.
Hvad satan? Den mindste af bøllerne trak en pistol med lyddæmper og skød stewarden i maven, hans hvide jakke blev farvet rød af blod. Nu trak de gudhjælpemig stewarden ind i vognen. Sortkasketterne havde intet set, utroligt dårligt politiarbejde.
En kvinde med et lille barn på armen flygtede ud af toget af en dør længere nede på perronen. Den store albaner forfulgte hende og halede ind på hende, da hun krydsede den hvide streg og var inde i Schweiz lige ud for vagtsektion nr. 6.
Idioten bevægede sig ind i Schweiz!
Ernest trykkede på knappen: Alarm vagtsektion nr. 6.
Ludvig Zell, der havde besteget Matterhorn, var let til bens. Han var vagt i sektion 6, da han hørte alarmen og havde allerede set, hvad der foregik.
På et øjeblik var han løbet frem til den store albaner, der stod i ingenmandsland og forsøgte at vriste barnet fra kvinden, hun kæmpede bravt og havde endnu barnet i armene.
Da den store albaner så betjenten komme, forsøgte han at trække en pistol. Men den unge betjent fik slået sin knebel i panden på ham, inden han kom så langt. Kvinden vristede sig fri og løb ind i den schweiziske togvogn med sin baby.
Sortkasketterne kom ilende til. Endelig vågnede de op. Den store albaner lå med fødderne inde i Tyskland og de mente, at det var deres bytte. De begyndte derfor at trække albaneren ind i Tyskland. Ludvig Zell mente at arrestationen var sket i Schweitz og holdt fast i manden. Der kom flere cylinderkasketter til for at trække ham ind i Schweiz igen samtidig med, at flere sortkasketter kom til for at hive ham ind i Tyskland.
De rejsende i Zürich ekspressen blev dermed vidne til en bizar tovtrækning, der rasede frem og tilbage på perronen, nu i Schweiz - og nu i Tyskland. Med de mange stærke betjente i hver sin ende af tovet endte det, som den slags ofte ender. Torvet knækkede. Det vil sige, der kom højlydte knæk fra den bevidstløse albaner. Det var en uholdbar situation så Ernest Schwäbe, der nu var kommet ned på perronen, fløjtede kampen af for schweizernes vedkommende. Derved blev den knoglebrudne krop trukket ind på tysk territorie under infantile jubelråb fra de sorte kasketter, "Tyskland vandt."
"Ja," råbte Ernest irriteret til de slukørede cylinderkasketter, "Tyskland fik 1. præmien. En albansk lejemorder med knoglebrud."
Statspolitiet ankom med skudsikre veste og maskinpistoler for at gennemsøge toget med stewarden. Snart kom den anden albaner ud med hænderne over hovedet, men trak pludseligt pistolen og satte i løb mod schweizer toget. Inden han nåede Schweiz territorie, løb han ind i en regn af kugler, og faldt som en sten i ingenmandsland, så uheldig at ingen af hans lemmer ragede ind i hverken Tyskland eller Schweiz. De to kamplystne kaskethold forholdt sig passivt.
Lene fandt aldrig ud af, hvem der fik ham, for togfløjten fløjtede til afgang og Zürich ekspressen kørte, præcist som et schweizer ur, kl. 15:15.