Fjorten dage


3 måneder, 5 dage siden 2 kommentarer Noveller afmagt isolation hverdagen

2Fjorten dage
Pia stirrede på sin mand, mens øjnene blev større bag brilleglass... [...]
Noveller · afmagt, isolation, hverdagen
3 måneder, 5 dage siden
1Teknikrummet
De havde lejet den samme feriehytte hvert år siden han var dreng.... [...]
Noveller · humor, sex, pubertet
2 år siden
3Fotografen
Kaffen damper fra koppen på det lille bord, askebægeret er tømt o... [...]
Noveller
3 år siden
5Den lange korte rejse
Villads er næsten seksten år, og har et problem: han er jomfru. · F... [...]
Noveller
3 år siden
5Flugten fra Auschwitz
Toget standsede med en hvinende lyd fra bremserne. · Dr. Wirths vir... [...]
Noveller
6 år siden
6Hjemmehjælp
Jeg åbner alle vinduerne i stuen. · Det er høj sommer, og selv om j... [...]
Noveller
6 år siden
4Færgemanden. Del 2 af 2
Torbjörn havde sovet godt. Ualmindelig godt. Henkes gæsteseng vis... [...]
Noveller
6 år siden
3Færgemanden. Del 1 af 2
Det var en kedelig klædt mand, der tog imod Torbjörn Wikstrand på... [...]
Noveller
6 år siden
4Indbrud
Villaen lå perfekt. · I bunden af et vænge, stor men ikke for stor;... [...]
Noveller
6 år siden
2Preben og Kirstine og Louise
Preben satte tasken fra sig, og satte sig tungt på stolen i køkke... [...]
Noveller
6 år siden
3Slagsbror
Det var tirsdag aften, men man skulle tro at det var lørdag i ste... [...]
Noveller
7 år siden
9Tænk hvis én du kender vandt
"Jamen det betyder jo ikke, at vi ikke skal på ferie, vi tager ba... [...]
Noveller
7 år siden
26Campingpladsen
Én dag ad gangen. · I morges vågnede jeg op ædru for femte dag i tr... [...]
Noveller
7 år siden
6Pavillonen
Til venstre for Bjæversø Kirke ligger præsteboligen. · Et hyggeligt... [...]
Noveller
8 år siden
8Guldgraver
John Robin Berry stirrede forbavset hen over læsebrillerne. De ty... [...]
Noveller
9 år siden
28For egen hånd
Karsten Henriksen lagde rebet om det tykke vandrør i loftet, band... [...]
Noveller · krimi
9 år siden
6Kina er ikke langt nok væk
1. · Jeg er ikke en hård negl. · Jeg har vidst det hele livet, og nu ... [...]
Noveller
9 år siden
8Blitz
"Er den ikke sjov?" spurgte kvinden. · Fotografens opmærksomhed ble... [...]
Noveller
10 år siden
7Russisk roulette
Jeg sad og nød eftermiddagssolen og en elefantøl på en bænk ved å... [...]
Noveller
10 år siden
11Brusenichen
Peter Jørgensen var syvogtyve år, da han opdagede noget gruopvækk... [...]
Noveller
10 år siden
7Middagen
Velkomst · Han får øje på sin hustru nede i hall'en. Hun er klædt i... [...]
Noveller
10 år siden
6Hemmeligheder - del 2
4 · Forældrenes død var så stort et chok, at hun øjeblikkelig røg t... [...]
Noveller
10 år siden
3Hemmeligheder - del 1
1 · Hun tog, hvad hun troede, var dagens sidste bad og tændte en ci... [...]
Noveller
10 år siden
4Ikke en mulighed
Kapitel 1 · Beruselsen var med ét forduftet og efterlod ham med en ... [...]
Noveller
11 år siden
4Valde vender hjem
Jeg var 10 år gammel da jeg første gang mødte Valdemar. · Sommerfe... [...]
Noveller
11 år siden
6Linje 71
Solen var for længst gået ned, da linje 71 trillede dagens sidste... [...]
Noveller
11 år siden
3Under beskyttelse
Fængslet lå langt ude i ørkenen. · Det siges at hvis det lykkedes ... [...]
Noveller
11 år siden
3Ditte
Han husker det... Selvfølgelig gør han det; den slags er der inge... [...]
Noveller
12 år siden
2Så Skodder Vi!
"Jeg beklager, Svend, men det kan du altså ikke. Jeg har fået tre... [...]
Noveller
12 år siden
1Udstødt - 9. kapitel
"De har min allerdybeste medfølelse, fru Andersen. Jeg forstår de... [...]
Noveller
12 år siden
0Udstødt - 8. kapitel
Jeg åbner øjnene. Jeg har ikke sovet, bare ligget helt stille i f... [...]
Noveller
12 år siden
0Udstødt - 7. kapitel
De to betjente, Janus Madsen og Adam Sallerød sad i Janus' røde N... [...]
Noveller
12 år siden
0Udstødt - 6. kapitel
Jeg åbner døren til mine brødres midlertidige bopæl. Den er ved a... [...]
Noveller
12 år siden
0Udstødt - 5. kapitel
Den vrede, skaldede mand, der ikke blev lykkeligere af at skulle ... [...]
Noveller
12 år siden
0Udstødt - 4. kapitel
Olfert Andersen stod foran huset på Granvænget 28 og undrede sig.... [...]
Noveller
12 år siden
0Udstødt - 3. kapitel
Det er mørkt da jeg vender tilbage. Mine brødre har tændt et enke... [...]
Noveller
12 år siden
0Udstødt - 2. kapitel
Kommissær Olfert Andersen stod på gerningsstedet og studerede det... [...]
Noveller
12 år siden
1Udstødt - 1. kapitel
Græsset på fodboldbanen er ikke blevet slået i en menneskealder o... [...]
Noveller
12 år siden

Puls: 9,6

Publiceret: 1
Afgivet: 7
Modtaget: 3
Scott Rasmussen (f. 1975)
Pia stirrede på sin mand, mens øjnene blev større bag brilleglassene.
   Per kunne fornemme et eller andet bag det ellers rolige blik - noget panisk, der bredte sig derinde, men som hun tøjlede godt.
   "Hvor længe?" spurgte hun.
   "Fjorten dage."
   "Er der nogen, der er smittede?"
   "Nej, de har bare sendt os hjem. De må slet ikke holde åbent de næste fjorten dage.
   "Hele firmaet?"
   "Der er en pedel, der går og holder lidt øje med det hele, men han er den eneste, der må være der. De andre arbejder hjemmefra. Dem, der kan. Vi andre må holde fri." Han tilføjede med et smil: "Til fuld løn."
   Nu sukkede hun. Per begyndte at forstå hvorfor: Hun gad ikke at have ham herhjemme de næste fjorten dage, mens hun selv arbejdede. Han arbejde på lageret, og hans funktion var at pakke varer. Det blev der så ikke noget af de næste to uger.
   "Men hvad siger du så? Til fuld løn."
   "Jeg siger, at det er der ikke mange firmaer, der kan leve af."
   Tanken om fjorten dages betalt ferie gjorde ham alligevel lidt glad. Han følte ikke helt den samme glæde som når sommerferien var inde for rækkevidde, og som landet lå lige nu, var der ingen steder at tage hen på ferie. Faktisk måtte man helst ikke tage nogen steder hen overhovedet. Det mente han jo nok at han kunne klare, og der var jo altid haven at gå i og lave lidt, hvis vejret blev godt.
   "Fjorten dage fra i dag?" spurgte Pia.
   "Nej, fra mandag. Men vi er sendt hjem allerede."

De to næste dage, torsdag og fredag gik godt. Per brugte det meste af tiden på sofaen, hvor han så fjernsyn, men måtte erkende, at dét, som kanalerne sendte om formiddagen ikke var noget for ham i det lange løb. Om lørdagen tittede solen frem, så han fik fundet havemøblerne frem fra garagen, og fik renset fliserne på terrassen. Inden han var færdig, var det overskyet og koldt. Pia var ikke til at lokke ud.
   Om søndagen begyndte han at føle sig rastløs. Han havde en del energi, som ikke kunne kanaliseres ud i livet, da de steder, han plejede at tage hen, var lukket. Storcentret, for eksempel. Han måtte nyde sin hellige søndagsbajer alene derhjemme og ikke på centerpubben, og den obligatoriske pølle i svøb med presset savsmuld på grillen overfor måtte også udskydes. Det var ikke det samme at drikke øllen i sofaen.
   Pia tog det mere roligt. Men hun arbejde jo også hjemmefra hver dag, og var vant til at være buret inde her. Hun foreslog om søndagen, at de skulle gå en tur, det var stadig lovligt, og hvis der ikke var for mange i supermarkedet, kunne de handle ind til en god middag. Der var ikke mange mennesker, da de efter en times spadseretur ville handle i supermarkedet. Og der var heller ikke mange varer. Folk havde hamstret som gale, og var tilsyneladende kun gået efter hakket kød, konserves og ris og pasta.
   "Nogen kommer til at leve af kødsovs meget længe," sagde Pia, da de betragtede de tomme hylder.
   "Og de kan tørre røv i lange baner, hvis de får tyndskid af det," sagde Per og hentydede til, at der ikke var så meget som én eneste rulle toiletpapir tilbage heller. Pia trak på smilebåndet og rynkede på panden ad sin mand, og gik over til køleboksen, hvor der stadig lå frosne andebryster. Dem snuppede hun to af, og gik over til grøntsagerne, som også havde undgået at blive hamstret af hylderne.

Om mandagen stod Per op som han plejede klokken seks, men noget manglede: Avisen. Han fik den kun leveret i weekenden, for på hverdagene læste han den på arbejdet mens han spiste morgenmad. Pia stod op klokken syv, gik i bad, spiste morgenmad og var klar til dagens arbejde klokken otte.
   "Kan du ikke få avisen frem på din tablet, så jeg kan læse den?" spurgte han. Det kunne hun. Han placerede sig i sofaen med kaffe og digital avis, men fik slet ikke det samme ud af det. Duften af papir og tryksværte manglede, og han blev irriteret over, at skulle forstørre teksten med fingrene hele tiden. Han endte med kun at skimme den og læse et par få artikler. Han undlod at tænde for fjernsynet; han vidste på forhånd, at der ikke var noget, der var værd at række ud efter fjernbetjeningen for, og tog sin kaffe med ind på Pias kontor.
   Hun så spørgende op fra computeren, da han kom ind. Skrivebordet var fyldt med mapper og papirer. Hun drak ikke kaffe herinde. Hun nød en kop til morgenmaden, en efter frokost, og endnu en om aftenen. Midt mellem alt rodet stod der en stor dunk med vand, som han kunne genkende fra køleskabet. Han havde aldrig tænkt over, at hun tog den med herind når hun arbejdede. Han var meget sjældent herinde, og det føltes næsten som at være et fremmed sted.
   "Hvad så?" spurgte hun.
   Per tog en tår af kaffen, og skulle til at svare, da han fik øje på Erling gennem vinduet. "Gør han altid det?" spurgte han i stedet.
   Pia fulgte hans blik, og de betragtede sammen synet af naboen, der tømte postkassen. "Henter avisen?"
   "Ja, men ... i morgenkåbe?"
   Pia nikkede og rettede blikket mod skærmen igen. "Det gør han hver morgen."
   "Hvem går i morgenkåbe mere?"
   "Det gør Erling," sagde hun.
   "Ikke i weekenden," rettede Per hende. "Der har han den ikke på."
   "Nej, for der går han til bageren først og tager avisen med ind når han kommer tilbage."
   "Ja, det gør han da også. Jeg har aldrig set ham i morgenkåbe før."
   Pia lænede sig tilbage i kontorstolen. "Er der noget, du vil?"
   "Næ, bare lige se, hvad du laver."
   Hun pegede med hånden mod skærmen og på dyngerne af papir. "Det her. Jeg arbejder."
   "Hvad tid holder du pause?"
   "Jeg har ikke bestemte tidspunkter til den slags. Når jeg trænger, tager en pause."
   "Hvad så med frokost?"
   "Sådan nogenlunde omkring middagstid, når jeg bliver sulten. Men aldrig senere end klokken tretten. Men ... Per, jeg sidder lige midt i en masse bogføring, der kommer til at tage tid, så ..."
   "Ja ja, jeg skal nok dampe af. Jeg venter med at spise til du også er sulten."

Det blev hun klokken halv ét. Indtil da havde Per været i alle husets værelser for at se om han kunne finde på noget at lave, siddet på sofaen og stirret ud i haven på de nylige frembragte havemøbler, som han ikke ville komme til at tilbringe meget tid i endnu uden sin vinterjakke, og ringet til sønnen, der også var sendt hjem, men var så heldig, at han som inspektør i en boligforening kunne udføre en stor del af sit arbejde hjemmefra.
   "Har du læst den bog, du købte før jul?" spurgte Pia da de spiste frokost. "Måske kan du få tiden til at gå med det?"
   "Jeg tror ikke det er noget for mig."
   "Hvorfor købte du den så?"
   "Den så god ud."
   "Hvad handler den om?"
   "Det kan jeg ikke huske."
   "Der plejer at stå noget på bagsiden."
   "Ja. Jeg læste det, da jeg ville begynde på den, og opdagede, at det ikke var noget alligevel."
   "Hvorfor købte du den så?"
   "Jeg synes den så spændende ud på omslaget."
   Pia sendte ham et undrende blik, og brød så ud i latter.
   "Hvad er der?"
   "Ikke noget. Kig i bogreolen, det kan være, at der er noget for dig."
   "Jeg gider ikke rigtig læse."
   "Du klager ellers altid over, at der ikke er tid nok, og du gerne vil. Nu har du masser af tid."
   Det var netop dét: masser af tid. Han kunne vel nå at læse flere bøger på de næste fjorten dage, og han kunne godt lide tanken om, at sidde i læsestolen med en god bog og et glas rødvin. Men nu, hvor han havde tiden til det foran sig, var det som om han slet ikke vidste, hvad han skulle bruge den til.
   Pias telefon på kontoret ringede. Hun rejste sig og gik ind og tog den. Samtalen varede et par minutter, og da hun kom tilbage, satte hun sig og spiste videre som om intet var hændt.
   "Hvem var det?" spurgte Per.
   "En kunde," svarede hun. "Spørgsmål omkring fradrag. Og om håndtering af krisen nu her."
   "Javel. Fradrag. Måske skulle jeg blive selvstændig, så jeg selv kan få nogle fradrag."
   "Du har allerede fradrag," sagde Pia. "Alle dem, du kan få."
   Det var han klar over. "Hvad laver han?"
   "Hvem?"
   "Din kunde med fradragene?"
   " Hun har en smørrebrødsforretning. Den inde på torvet ved siden af slagteren."
   "Nå, den kender jeg godt. Måske kan jeg hente noget til os i morgen, så kan vi rigtig hygge til middag?"
   "Nej, det er en dårlig idé. Jeg synes vi skal følge anbefalingerne fra regeringen om at blive hjemme til virussen er ovre."
   "Ja, du har helt ret. Det ville være dumt."
   Pia skænkede kaffe til dem begge, og efter fem minutters småsludren, gik hun ind på kontoret igen, og lod Per sidde alene tilbage i køkkenet.

"Du skærer brødet skævt!"
   De sad ved morgenbordet næste morgen. Per havde været ved bageren. Butikken var lukket helt af, men i siden af bygningen kunne han handle gennem et vindue. De tog det seriøst med den epidemi. Og kun på dankort, ingen kontanter, der kunne viderebringe smitte.
   Pia stirrede på ham og derefter ned på franskbrødet. "Hvad siger du?"
   "Du skærer ikke lige ned. Det bliver skævt, og du får en skive, der ikke er lige bred over det hele." Hun løftede det ene øjenbryn. "Jeg håber da virkelig ikke, at jeg har ødelagt resten af brødet for dig." Sarkasmen var tykkere end hendes skrive var i den ene side.
   "Men nu får jeg jo også en skæv skive."
   "Du kan da bare skære efter hvordan brødet allerede er skåret. Så så får du en helt lige skive."
   "Men så er brødet jo stadig skævt. Det der ..." han pegede brødskiven på tallerkenen. "... det ligner noget, du har klemt af i køkkendøren."
   Hun drak en tår kaffe, mens hun stirrede på ham hen over koppen. "Jeg skal prøve at oppe mig," sagde hun tonløst og smurte smøreost på sit franskbrød.

Om middagen tog Per arbejdstøj på, og gik ud i garagen. Nu skulle der ryddes op. Han skubbede traileren ud, hægtede den på bilen og begyndte at fylde den med skrammel, der skulle smides ud. Der var nok af det. Det var helt utroligt, hvad han havde fået samlet sammen. Han startede med de gamle papkasser, der var blevet fugtige med tiden, og som stank muggent, da han smed dem på traileren. Han havde også samlet træ gennem de sidste år, og det var meningen, at de skulle brændes af på et bålsted i haven, som han aldrig havde fået bygget. Han smed hele baduljen op i traileren. Stablen af mursten, der skulle bruges til at bygge bålstedet, fik lov at blive denne gang. Det kunne jo være, at han tog sig sammen en dag, og træ kunne altid skaffes. Der var også en stor balje med fladtrådte dåser uden pant og andet metal. Han satte den op i traileren, og så begyndte det at være småt med pladsen i den. Nå, han kunne jo bare køre to ture.
   Nå nej ...
   Genbrugspladserne var jo lukket ned under epidemien. Han kiggede slukøret på det læs, han havde bygget op på traileren, sukkede over sin egen dumhed og hægtede den af bilen igen, men måtte lade den stå i indkørslen. Så gik han indenfor, skiftede tøj og vaskede hænder grundigt, som han havde hørt, at man skulle i disse tider, og gik ud i køkkenet, hvor han fandt Pia, der var ved at spise sin frokost.
   "Jeg troede du ville vente på mig?" sagde han
   "Jamen du var lige så godt i gang derude."
   "Det var spildt arbejde, genbrugspladserne er lukket."
   Hun smilede medfølende til ham. "Nå ja. Men så er det jo pakket til når de åbner igen."
   "Så er der sikkert lange køer," sagde Per. "Det skulle ikke undre mig, om vi får regn nu. Der ligger en masse pap på traileren. Jeg skulle have købt en presenning til den. Har du lige sat dig?"
   Hun rystede på hovedet, og hældte kaffe op. "Et kvarter siden. Jeg har også en del arbejde nu her. Regeringen har jo lovet at hjælpe firmaer og selvstændige økonomisk, så der en meget, jeg skal have læst. Folk kimer mig ned, de er bange for, hvad der vil ske." Hun drak kaffen på rekordtid og forsvandt ind på kontoret.

Dagen efter spiste de frokost sammen, og da Pia igen fortrak til sit arbejde, gik Per ind i stuen og betragtede ryggene på bøgerne i bogreolen. Han hev et par bøger ud og læste bagsiden, og satte dem så tilbage på plads igen. Der var intet spændende. Så tændte han computeren og tjekkede e-mails. Der var et par stykker fra arbejdet, de fleste var mails angående hvordan man skulle forholde sig til epidemien, og en påmindelse om, at blive hjemme, hvis det var muligt, og kun gå ud for at handle. Alle e-mails sluttede med hav en god dag ...
   "Tak, skal I fandeme ha'," mumlede han for sig selv og lukkede computeren. Hvad fanden skulle han få tiden til at gå med? Efter et par minutters stirren ind i den sorte skærm, kom han i tanke om, at han aldrig havde fået sorteret i deres gamle fotos efter de havde haft vandskade for nogle år siden. De var blevet lagt til tørre, og bagefter smidt i en kasse, som nu stod på loftet. Nu kunne han jo passende sætte dem i orden.
   Han hentede kassen ned, og hældte indholdet ud på spisebordet. Der var omkring halvandet hundrede stykker, og kun gamle fotos, der var mindst tyve år gamle. De var for længst gået over til digitale fotos, som lå på computeren og på noget, som Pia kaldte for skyen.
   Han sorterede og lagde i bunker i omkring ti minutter. En af bunkerne fangede hans interesse mere end de andre. Tyve fotos, der heldigvis helt havde undsluppet vandets hærgen. Det var fra Mallorca juli 1995. Det år, de holdt Pias fødselsdag dernede. Hun blev 26, og havde en formidabel figur på alle billederne. Det havde hun faktisk endnu, motionscyklen på hendes kontor var ikke kun til pynt.
   Per betragtede det ene af billederne. Det var taget på stranden. Sønnen var lige blevet tre år, og legede i vandkanten bag Pia. Han var klædt i en hvid, langærmet T-shirt, og havde en stor bøllehat på hovedet som beskyttelse for solen. Pia kunne tåle meget sol, så hun bar bikini fra morgen til aften. Den røde, som han huskede så godt.
   Der var mange gode minder fra den ferie, og ét af dem dukkede op igen. En eftermiddag, hvor sønnen var faldet i søvn i rejsesengen ude i skyggen på altanen, så de voksne havde frit spil på værelset. Pia havde været træt og havde lagt sig med bog, men Per havde overtalt hende med en pludselig indskydelse.
   Han lagde billedet fra sig, og overvejede. Han tænkte, at der jo nok aldrig kom et bedre tidspunkt end nu.

Pia havde ikke hørt sin mand liste hen mod døren, og hoppede i stolen af forskrækkelse, da han sprang frem i døråbningen.
   "Tadaaaaaaaa!"
   Hun havde nær tabt telefonrøret. Per stod foran hende uden en trevl på kroppen. Han bukkede sammen i knæene, lænede ryggen mod dørkarmen og lod sig glide op, indtil han stod udstrakt igen. Han havde ikke smidige bevægelser.
   Hun genvandt fatningen og sagde ned i røret: "... øh ... det skal faktureres særskilt med angivelse af tillæg pr. time." Hun tog ikke øjnene fra Per imens, men det var ikke den samme hengivenhed, han fandt i blikket, som sidst, han gjorde det for femogtyve år siden. Han mærkede skamfuldheden vælte ind over sig, og den føltes som en klam klud over hele sin utildækkede krop. Pia fortsatte sin samtale med kunden, og han fortrak sig hurtigt.
   Ti minutter senere sad han i køkkenet med sin kaffe, og en pirrende nervøsitet i maven, da han hørte hendes skridt på gulvet i gangen. Han undgik hendes blik, da hun kom ud i køkkenet, men måtte se op, da hun blev stående henne ved døren, i stedet for at sætte sig.
   "Det var noget af et show," indrømmede hun.
   Pers nakke blev varm, og han lo nervøst. "Ja, det ... det var bare ... Du ved, dengang på Mallorca, der ... der virkede det lidt bedre."
   "Ja, men der havde vi også fået vin først."
   "Jeg ved det. Kan vi ikke bare glemme det?"
   "Du keder dig," konstaterede hun.
   Han nikkede, faldt sammen og så ned i avisen, der nu var fire dage gammel. "Der er så mange ting, jeg kan lave, men jeg gider ingen af dem."
   Hun kom hen til bordet, og stillede sig lige foran ham. Hun tog briller af, og lod dem falde ned på avisen, og hun løftede hans hoved med en finger under hagen. "Du har ret," sagde hun. "Det her er kedeligt, og vi trænger til at få tankerne renset. Jeg har pause nu."
   Pers krop blev med et vækket til live igen. Det var lige så ryggen rettede sig ud af sig selv.

De havde ingen fornemmelse af, hvor lang tid, der var gået bagefter, men det passede med otte missede opkald på Pias telefon. Da det niende opkald lød fra kontoret, lå de i sengen, arm i arm og var udmattede. "Jeg må hellere tage den," sagde hun med et suk. "Kunderne er bange for firmaerne og fremtiden, og skal søge om penge og hjælp og alt muligt. Det kommer til at tage tid, alt det her."
   Han forstod, kyssede hende farvel, som han ville gøre, hvis han selv tog på arbejde, og blev liggende i sengen længe efter hun var gået.
   Om eftermiddagen fik han en nedslående mail fra arbejdet. Det var en opdatering på situationen, der ikke havde ændret sig det store, men Per bed mærke i den sidste linje:
    Vi håber på at undgå afskedigelser.
   Den satte sig fast i ham, gav genlyd i tankene resten af aftenen. Hvem skulle de fyre, hvis det kom så langt? Ham? Det kunne han ikke tro. Hvorfor fanden skulle de fyre dem, der og gik og pakkede varerne? De pakker jo ikke sig selv og sender sig selv ud af huset. Men selvfølgelig ... hvis der ikke var så mange varer at pakke mere, så ...
   Han faldt ikke i søvn før langt over midnat, og han havde mærkelige drømme om at være låst inde i en kæmpemæssig lagerhal, der var gabende tom. Alle hylderne fra reolerne var fjernet, og tilbage stod kun de enorme stålskeletter. Per forsøgte forgæves at finde ud til en dør, men uanset hvor meget han gik - han kunne ikke løbe selv om han prøvede - blev han ved med at befinde sig midt i hallen, der var så stor at hele bydelen kunne ligge der.
   Han sov længe næste morgen, og vågnede ikke engang da Pia stod op. Han følte sig groggy - det var sjældent, at han drømte noget overhovedet, og godt det samme, når det var så underligt. Men i det mindste var det lørdag, og det betød en avis i postkassen. Da han hentede den, mødte han Erling, der var ved at fiske sin egen avis op iført sin morgenkåbe. De hilste på hinanden. Erling skulle ikke til bageren i dag med den virus i luften, næ, det blev lune rundstykker fra fryseren. Eller rettere - først efter en tur i ovnen. Per hørte ikke efter. Han stod og skimmede avisens forside, der lovede økonomisk nedgang for erhvervslivet.
   Efter morgenmaden tog han to kopper kaffe med ind på Pias kontor. Hun så op, sendte ham et hurtigt smil som tak, og vendte derefter blikket tilbage mod skærmen. Hun lignede hun én, der var træt af sit job.
   "Skal du arbejde hele dagen?" spurgte han forsigtigt.
   "Det bliver nok mest e-mails. Ingen telefoner i dag, den er slukket." Det var ikke ligefrem helligbrøde at arbejde i weekenden for hende, men for det meste var kontoret lukket.
   "Vi bliver nødt til at handle i dag," sagde han. "Jeg kunne også godt tænke mig rundstykker til fryseren."
   Hun nikkede, mens fingrene dansede lynhurtigt hen over tastaturet. Det klikkede lystigt.
   Per satte sig i en af de to stole, der var beregnet til kunder. Det var dog utroligt sjældent, at hun havde besøg af dem, det meste blev klaret over mail og telefon.
   "Har du set, at benzinen er billig nu?"
   "Mmmm ..."
   "Men bilen er allerede fuld, jeg tankede da jeg kørte hjem fra arbejde sidst."
   "Ærgerligt."
   "Ja. Når det her er overstået, stiger benzinen sikkert igen, inden jeg får kørt den tom og få noget af de billige."
   Pia lod tastaturet hvile og så over på Per. "Nu smider du vel ikke tøjet igen fordi du keder dig?"
   Han drak af kaffen og sendte hende man-ved-aldrig blikket. Hun lo og tog sin kop, som hun nippede til. "Jeg har for resten tænkt over noget."
   "Ja?"
   "Jeg kom til at tænke på det, efter du mindede mig om den ferie i går. Kan du huske, hvad du ellers lavede på den ferie? Ja, faktisk på alle vores ferier?"
   Per måtte lige tænke lidt. Så spurgte han: "Feriedagbøgerne? Dem har jeg endnu."
   "Ja, det ved jeg, men det er ikke dem. Jeg mener det andet, du også skrev når du sad om aftenen og slappede af."
   Per måtte endnu en tur i tænketanken. "Historierne?"
   Hun nikkede.
   "Det er længe siden, jeg stoppede med det, hvad er der med dem?"
   "Så vidt jeg husker, fik du aldrig afsluttet en eneste af dem."
   Det var korrekt. Han havde det med at skrive noveller engang, når de var på ferie, men de fik aldrig en afslutning. "Jeg tænkte vist aldrig helt historierne til ende, inden jeg gik i gang. Det var nemmere med begyndelsen og midten, men så løb jeg tør for ideer."
   "Du løb tør for ferie," rettede hun ham med et grin. "Og herhjemme gad du ikke skrive det færdigt, for så havde du så meget andet at tage dig til. Men dét, du fik skrevet, var ikke helt tosset."
   "Vil du have, at jeg skal skrive dem færdige? Jeg ved ikke engang hvor de ligger, på loftet, måske."
   "Nej. Jeg vil gerne have du skriver en ny. Om hvad som helst."
   "Tja ... Det kunne jeg jo."
   "Du finder ikke et bedre tidspunkt."
   Han vidste godt, at der også var bagtanker med hendes plan: At hun selv kunne arbejde uforstyrret. Men det var faktisk ikke en dårlig idé. Endelig var der noget, der vakte hans interesse. "Jeg har faktisk selv tænkt på det et par gange de sidste par år. At skrive ... en roman, måske?"
   "Lad os starte i det små, ikke? En novelle. Så læser jeg den, når du er færdig. Skriv om hav som helst."
   En halv time senere sad Per foran computeren og med et tomt dokument på skærmen, der blot ventede på at blive overstrøet med bogstaver. Hvor lang skulle historien være? Ikke særlig lang, og denne gang skulle der være en slutning med, fandeme så. Det skulle være en historie, der ikke krævede længere forklaringer eller beskrivelser, bare noget nemt og lige ud ad landevejen, som folk forstod. Noget som alle kunne sætte sig ind i: et lille problem i hverdagen, et lille bump på vejen, som irriterer, men som let forceres, og hovedpersonen kommer videre. Det lød som en god historie.
   Per stirrede på dokumentet, der forblev lige så tom som den del af hans hjerne, der udviklede ideer til noveller. Den havde vist slumret i lidt for mange år. Han sukkede. Det her var ikke let. Så fik han øje på et blinkende ikon nederst på proceslinjen. Der var mail. Han førte musen hen over det, og skulle til at klikke, men lod være i sidste øjeblik. Det var sikkert fra arbejdet, og måske var det mere dårligt nyt. Et nyt problem ...
   Han lod mailprogrammet forblive uåbnet, og vendte tilbage til dokumentet. Nu vidste han, hvad han skulle skrive; han behøvede ikke engang at opfinde en historie, han skulle bare ændre navnene. Han smilede for sig selv og skrev den første linje af sin historie:
   Rikke stirrede på sin mand, mens øjnene blev større bag brilleglassene.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/04-2020 09:34 af Scott Rasmussen og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4072 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.