Vinden hylede i gangen, og kulden sneg sig langsomt ind i værelset. Det var tomt så kulden havde frit spil og fandt hurtigt vej frem til sengen. Den bed hende i benene, bed hende i armene. Bed i hendes ansigt. Den trængte ind og bed i hendes sjæl. Og for hvert øjeblik bed den hårdere. Hun søgte i rummet efter et skjold mod kulden. Mod bidende. Men værelset var bart. Der var kun sengen og hende selv derinde. Hendes øjne afspejlede hendes angst. Kulden bed hårdere og prøvede at kvæle hende. Hun stirrede hjælpeløst ud gennem sengens jerngitter. Hun følte sig fanget. Angsten kom krybende langs gulvet, som en listig slange og snoede sig omkring hendes krop.
Angsten. Angsten for døden. For kulden. Og for ensomheden.
- Åh kære Gud lad mig ikke dø sådan her, men hvis jeg absolut skal, så lad mig i det mindste ikke dø alene!
Bønnen blev hvisket, men skar igennem vindens klage skrig, som en kniv. Den var let og havde vinger som en sommerfugl og blev hurtigt båret mod skyerne. Hendes bøn havde fået vinger, skønt hun intet vidste om det. De inderligste bønner bliver ofte hørt - så er det ligegyldigt om de er en smule egoistiske.

Dørhåndtaget blev drejet og døren åbnet. Hun hørte ingenting. Hendes ører var fulde af vindens skrig. Hun så ingenting for kulden havde lukket hende øjne. Hendes kinder var dækket af små is perler. Det var hendes tårer der aldrig havde nået madrassen. Hendes blod stivnede i årerne. Kulden og vinden lo. De vandt. Deres offer var snart på vej mod det hinsides.
De stærke arme jog kulden væk og bad vinden tie. Grove fingre strøg is perlerne af hendes kinder og snart mærkede hun en varm krop presset op imod hendes egen. Hun følte de stærke arme om sin krop. Hun følte sig tryg. Varm. Og hun var ikke længere alene.
De slemme ting blev jaget bort og hun var det bedste sted i verden.

Intet er særlig slemt når man er to.