Why! Måske et bevis på at jeg har set for mange amerikanske film, for det er det første ord, der dukker frem i mit hoved. Hvorfor dækker det ikke. Hvorfor frembringer ikke billedet af en fortvivlet skikkelse midt på en øde asfaltvej. Regnen silende ned og rædslen, panikken, fortvivlelsen malet i ansigtet. Og magtesløsheden hængende over sig som en tung kappe.

De har lavet forsøg om, at det er hvad, der driver mennesker mod depression: magtesløshed. At eksistere i en situation, som du ikke kan ændre. Gang på gang, den samme situation og dig stående; slappe ubrugelige lemmer. Og stødet stiger gennem kroppen på dig og smerten rammer og din krop er slap. Og dit sind i oprør. Indtil det giver sig. Indtil det lægger sig. Indtil det trækker sig og finder en krog. Indtil sjælen gemmer sig, og dine øjne bliver kolde.

Jeg er en stålplade. Blank og glat. Kølig. Rolig. Vedblivende. Det er mig. Du kan ikke spejle dig i mig, som i søens dybe vand - jeg er flad og træt. Sådan ser jeg ud for dig, og sådan lever mit selvbedrageri dagligt. Men foran mit eget spejl, er der buler og skrammer. Revner endda. Og foran spejlet spiller regndråber altid henover, nedad bulerne. Stille, begrædeligt. For mine buler er netop det: begrædelige. Men usynlige for verden. Og ikke til at rette, for jeg kan ikke slå dem ind. Så jeg græder alene over mine buler.