Er det din skyld eller min? Ja, for helt ærligt vil jeg gerne have et sted at rette min vrede imod! For vred det er jeg. En vrede jeg ikke kan styre. En vrede, der kræver, nej, forlanger! et udslip.

Du nægter at give mig et klart svar. Nå, jamen fint! Så lægger jeg skylden hos dig og du får lov at bære hele ansvaret! Værsgo! Det er nu dit og jeg rækker det gerne over i strakte, dirrende arme. Min gave fra dig til mig.

Men det er ikke nok...

Hvis du har ansvaret skal du straffes. Du skal mærke at du bærer ansvaret - det fulde ansvar! Så jeg bander af dig. Forbander dig. Råber ad dig. Råber om dig. Bruger det mest tøsede trick, som jeg kan komme på, og fortæller historier om dig til alle, der vil høre - og endnu flere, der ikke vil. Jeg beretter om dit ansvar. Jeg opbygger et narrativ, med tilhørende armbevægelser og ansigtsudtryk, og gør derved min forestilling perfekt. For en forestilling skal indøves, for at skabe lyttere, for at tiltrække publikum. Og jeg brænder efter et publikum! For hvis det kun er dig og mig, som ved, at du har ansvaret, så virker det ikke!

Og så slår det mig...

Det du har taget ansvaret for er mig. Hvis du skal bære det fulde ansvar, så tager du dermed også ansvar for dig og mig og, og og.... Min hjerne kan ikke række til enden af sig selv. Men jeg er ikke komplet idiot, for jeg ved, at jeg ikke kan lægge ansvaret af mig selv over på andre. Selv ikke dig. Men nogen skal jo have ansvaret! Nogen skal jo for pokker tage ansvar! Ellers har jeg ingen at skrige af... ingen at bande, svovle og råbe mig hæs af!

Men hvem kan tage ansvaret for mig?

Det kan jeg! Jeg har ansvaret for mig. Så simpelt er det. Og pludselig føler jeg mig stærk. Den moderne kvinde, som tager ansvaret for sig selv og sine handlinger - for slet ikke at tale om resultatet af disse såkaldte handlinger. Den moderne kvinde er nu blevet mig! Ta daaa verden, se mig! Men igen nytter det ikke noget, hvis det kun er mig, der ved, at jeg bærer ansvaret. Verden skal vide det, og jeg hiver derfor de samme tricks op af hatten som før - for ingen skal kritiserer mig for at forskelsbehandle! Jeg hiver abrupt ansvaret fra dig, og placerer det tungt og godt på mine skuldre.

Men jeg skal også straffes...

Og som en, der ikke forskelsbehandler gør jeg som før og giver igen forestillinger ude i byen. Det er ikke den samme som før. Der gælder andre regler for en forestilling om sig selv. Der er stadig et velvalgt og gennemøvet narrativ, og stadig strategisk udvalgte og effektive armbevægelser. Men mit ansigtsudtryk er anderledes: et lille smil kruser på læben. For det er ikke accepteret, at opføre sig således overfor sig selv, uden at vise publikum, at selvironien er tilstede.

Had kan vi alle samles omkring.

Men selvhad, det skal vi have med et smil og lidt ironi, ellers så skræmmes og forfærdes vi. Og jeg sendes til lægen.
Men når det nu er mig, der har ansvaret for det hele, så er der pludselig nye muligheder, når det kommer til afstraffelsesmetoderne. For før, da det var dig, der måtte jeg ikke sparke, slå eller ty til andre slags vold - det forbød mine manerer mig. Min almindelige anstændighed.

Men når nu det er mig...

Så er vold ikke længere uanstændigt. Især ikke så længe, at jeg skjuler det for verden. Og det gør jeg, for det er ikke pænt at tvære den slags i ansigtet på folk, medmindre de selv beder om at se det. Men det er der ingen, der gør.
Men jeg puster. For ansvaret er hårdt at bære på! Det er tungt! Vreden er bitter! Bitterheden er hård! Og hårdheden skaber min egen ensomhed. Jeg vil så gerne give byrden videre, hele tiden videre og videre, for jeg vil ikke bare have ansvaret selv! Det er for hårdt for mig.

Men hvem er det egentlig, der har ansvaret?