Jeg er akademiker. Og fordi jeg er akademiker, så må jeg lære at leve i en verden - i et samfund - hvor jeg konstant er omgivet af stupide mennesker. Jeg ryster stille på hovedet, når "almindelige" mennesker taler om ting de ikke har forstand på - som jeg har. Det er det meste. Nok forstår jeg ikke fysik. Matematik. Biologi. Kemi. Men jeg er smart nok til at omgive mig, med mennesker som netop ved noget om disse ting. Jeg siger mennesker og ikke folk - folk er for mig lig med pøblen, og den tilhører mine venner ikke. Men jeg er akademiker, så egentlig har jeg slet ikke venner, men tilhørere, bekendtskaber o.l. Jeg har ikke brug for at dele følelser med nogen, men snarere holdninger. En god diskussion er for mig, hvad en meningsløs samtale om f.eks. hår og negle er for menigmand (eller kvinde, for nu at tage udgangspunkt i mit eget køn).

Jeg er akademiker og dyrker derfor viden. Jeg hungrer efter den, for deri ligger min identitet: jeg er en der ved noget. Ved mere. Ved alt. Men især indenfor mit eget specialiserede område. Det område kaster jeg mig over og sluger alt med hud og hår - dog ikke uden at være kritisk omkring det! Indenfor mit område kan jeg belære de fleste, og gør det også - prøv bare at stoppe mig! Det er for mig ganske utænkeligt, at andre kan finde mit område for ligegyldigt og intetsigende. Hvorfor i alverden skulle de det?
Engelsk litteratur, eller snarere engelske klassikere er mit speciale! De amerikanske er jeg for nyligt begyndt på og har derfor ikke en hel lektion parat endnu. Mit område er derfor kultur, og det meste bør enhver vide, for at kunne forstå de subtile hints og den intertekstualitet, der findes i diverse film, serier og hvad man ellers kan finde i det almindelige menneskes dagligdag. Men som akademiker, lader jeg ikke disse hints gå mig forbi - i modsætning til de fleste andre - og jeg peger dem med velbehag ud og med endnu større velbehag forklarer jeg deres sammenhæng til et klassisk værk for mine tilhørere.

Internettet og dermed også Facebook er en del af min verden, ligeså vel som det er en del af alle andres. Og så alligevel: jeg er overlegen i min brug af netop Facebook, da jeg bruger denne til at underholde mine med-akademikere med vittige og oplyste indslag, samt oplyse mine andre "venner" på forskellige niveauer, alt efter hvad de hver især forstår af mine opslag. Jeg giver dem derudover et lysende eksempel på hvordan det danske sprog bør anvendes (såvel som det engeske), at stavning og tegnsætning kan udføres korrekt, og ligeledes hvordan "dette" korrekt anvendes i en sætning. Det er således jeg kontribuerer til samfundet og den danske ungdom (som ud fra hvad jeg kan bedømme, i den grad har brug for dette bidrag fra min side!)

Jeg er akademiker, og har derfor ret til at opføre mig stupidt og ulideligt overfor de fleste andre. Jeg kan tillade mig at komme med spidse bemærkninger til folk - langt de fleste forstår det ikke og dem der gør, bør i højere grad sætte pris på min bemærkning, fremfor at skænde mig for den.

Dem, der ser min opførsel som forkert, ja, de misunder mig min viden, og kan derudover ikke sætte sig ind i hvordan det er at være en del af et overlegent mindretal, som ikke bare skal trækkes, men også indordne sig efter et underlegent flertal! Jeg lever i et samfund, der ikke forstår og dermed ikke sætter tilstrækkeligt pris på min viden, hvilket i den grad er trættende for slet ikke at tale om totalt udmattende! Ingen forstår min lidelse... for jeg er en akademiker blandt menigmænd.