Du føler, at du skal bære verden på dine skuldre. Og når jeg siger verden, så mener jeg din verden. Ikke alt andet; kun den verden som du kender til: dine forældre, din sorg, dine tanker, dine ambitioner, dine minder, erfaringer, fejl. Og din verden den er tung - det må den være, med alle de vægte du altid løfter på. For jeg ser dig træne. Hele tiden og altid. Og du er stærk og du kan løfte, men det eneste du skal løfte er dig selv - det behøver du ikke alle de vægte til. Men du vil være stærk. Stærk, stærkere, stærkest.
Men i virkeligheden kan du ingenting løfte. I virkeligheden ligger du fladt på ryggen, uden energi til selv det mindste. Dine muskler er ikke en fordel - de er ikke et redskab, men en rustning. En rustning, der lukker dig inde og alle andre ude. Og rustningen er egentlig alt for stor, så det verden ser er den kæmpe store rustning - og sådan en stor rustning må kunne holde til meget! Sådan har vi det med størrelser: jo større, jo stærkere, jo bedre! Men egentlig er du så lille, som man kan være. Egentlig burde du være det rene skind og ben. En man bare kan knække. Puste til. Men du skjuler det godt. Og dem, der ved det ikke er sådan siger ingenting - for det virker jo som om du alligevel klarer dig. Med alt den energi du lægger i din træning, må du være okay - for træning er lig sundhed. Men ikke for dig. Du er syg. Dit indre er ødelagt og der er ikke vægte nok i verden til at gøre dig stærk igen. Men vægtene er et godt skalkeskjul, så du gemmer dig fortsat bag din rustning.

Men din rustning hæmmer ikke bare dine bevægelser, den holder samtidig alle ude. Os alle sammen som bare gerne vil tæt på - for det er når vi er tæt vi virkelig er sammen. Men det eneste jeg mærker, når jeg lægger armene om dig, er koldt blankt stål...