Det er det vi gør os der griner. For den der ler sidst ler bedst - men hvornår ler man sidst? For den, der ler sidst af en joke er mig. Og er min latter reel? Det er en stor latter, en kraftig en. Med små tykke ben, en kæmpe vom og et rundt hoved. Sådan er min latter. Og idet jeg tænker det, ved jeg hvorfor børn elsker Julemanden - hvorfor vi alle sammen gør: Julemanden er latter. Han er en fortætning af hvordan en gennemtrængende latter føles. Hvor meget en latter fylder - for latter fylder! Og når latteren fylder mig ud, så er jeg ikke længere tom. Derfor ler jeg. Derfor ler jeg ikke bare sidst, men også først og derfor længst.

Men hvad sker der når latteren ender?

For hvis den der ler sidst, ler bedst, bør den der ler sidst så ikke være mere reel i sin latter end jeg er? For min latter er ikke uskyldig og er ikke et udtryk for en følt glæde. Det er et udtryk for en ønsket glæde. Og gælder den så? Jeg ler fordi jeg ønsker at være glad. Glade mennesker lever længere, de er lykkelige, de opnår deres mål: forfremmelse og husbond. Det er hvad latter gør - eller det er hvad glæde gør ved en. Og jeg higer efter den! Higer! Tørster! Ønsker den så brændende, at jeg faker den for verden og også tit mig selv. For tænkte jeg mig når jeg lo, så holdt jeg op - for der er ikke noget at le ad.

Så hvis den der ler sidst, ler bedst, så taler vi måske om hvem, der kan holde latteren kørende længst. I livet? For hvad nu når jeg ikke længere har energi til at fake. Det er hårdere end at være reel, for det reelle er flydende og gyldent. Det er let og glidende. Det falske er som tjære: sejt og sort. Det skal presses og vrides. Så når jeg ikke længere kan holde til at le, så er min latter endt og de, der virkelig lo - virkelig virkelig lo! de står tilbage og har vundet. De har vundet glæden og derved også livet.

Jeg ser de andre le og tænker at de er reelle i deres latter og deres glæde. Gennem den er de tætte og forbundne, mens min kun giver mig et falsk fællesskab. Men måske jeg ikke er alene i min afskærmende latter? Måske jeg bare ser de andre og tænker, at deres latter er reel, mens den i virkeligheden er ligeså falsk og sort som min. Men det skræmmer mig at jeg ikke kan skelne det gyldne fra det sorte. Det kan betyde at det gyldne bare er en drøm?
Den klare uskyldige latter, der føder feer, den eksisterer i virkeligheden ikke længere. Den har vi dræbt og tiet ihjel. Og nu lader vi bare som om. Fordi lykken er så vigtig for os, men den er måske nu ligeså sort som latteren er det.

Måske alt det gyldne bare er borte...?