Se hvem jeg er, hør hvad jeg siger, forstå mig, ønsk mig det bedste, men frem for alt, erkend; at jeg ikke er helt som alle andre, erkend; at jeg er mig!
Du vil sikkert have svært ved det, for jeg er noget helt specielt. Jeg ved det lyder underligt at sige, men det er rigtigt... Virkelig, du vil måske ikke synes det er på en god måde, du vil måske endda blive irriteret; men det ændre ikke på den kendsgerning, at du ikke kan gøre noget ved det, og forsøg ej heller; du gør mig bare ked af det, og såret.
Jeg tror ikke, at jeg hører til i denne verden. Måske i en verden, hvor alle forstår, at verden ikke nødvendigvis er fyldt af farver, men også for nogle kun er sort og hvid. Det er min verden, ingen nuancer. Der findes kun enten godt eller ondt, mellemting ligger udenfor min forstand.
Hav ikke ondt af mig, det kan ikke redde mig. Forsøg i stedet at vise mig, at du er ligeglad med min forskellighed fra dig, accepter at du ikke kan smitte mig med dine farver, jeg er og forbliver farveblind, men for en der ikke kender til andet, så er det faktisk ikke så slemt.
Hvis du ser på mig ligner jeg nok dig på mange måder. Jeg har øjne der kan se, en mund, som kan tale, ben som kan gå og en hjerne som kan tænke. Min hjerne skiller sig bare fra din, ved at være defekt så at sige. Der er en fejl i den, men ikke en man kan rette, kun acceptere den, kun lytte når jeg fortæller om min verden og oplevelsen af den, kun på den måde kan vi to komme på samme bølgelængde.
Jeg gør det ikke med vilje; irriterer dig. Det er ikke min mening at fornærme dig med de ord jeg siger, og det er slet ikke min mening at gøre dig ked af det! Jeg kender bare ikke til det at være social på helt samme måde som dig. Men ingen har lært mig det. Du fik lært at gå, snakke og cykle med hjælp, men socialt har du en intuition, en følelse af, hvordan andre mennesker føler og har det. Den besidder jeg bare ikke, det er ikke min skyld på ære, jeg prøver, men gang på gang er det ikke godt nok.
Du må ikke irettesætte mig, blot snakke stille og roligt om, hvad du synes, men også acceptere, at jeg nok ikke synes det samme som dig. Jeg er ikke en ting eller noget man kan sætte i en kasse, jeg er ikke en diagnose, det er blot et ord, én har fundet på, for at beskrive de skæve eksistenser i denne verden, eksistenser, som ikke helt hører til her men ej heller der.
Nyd de ting du kan lære af mig, som jeg nyder de ting jeg kan lære fra dig. Kritiser ikke mine synspunkter eller holdninger; fortæl blot, at dine er anderledes, men at du godt kan forstå, at jeg ikke er enig.
Jeg har ikke bestemt ikke at være som dig, og du har ikke bestemt ikke at være som mig. Men vi skal alle være sammen, sådan er det bare, og jeg mener virkelig, at jeg prøver at være som dig, jeg kan bare ikke lykkes. Det er ikke for at være irriterende, det er fordi jeg er mig, skæv, anderledes og måske en smule skør.