De holder fast, stramt fast om mine hænder og fødder.
De siger det er for min egen skyld, at jeg er for syg til at tage mine egne beslutninger.
De er mere kvalificerede, de er voksne, og desuden er der jo lige en lov de skal holde;
Psykiatriloven.
Det er den lov som holder mig i live, kunstigt, min redning, men også min død.
Hvorfor vil du nok spørge dig selv?!
Den vil dræbe den del af mig, som de mener ikke er hensigtsmæssig, det er bare den største del af mig, og hvad hvis jeg ikke vil kunne komme mig over tabet?
Det er skræmmende at leve, og sikkert værre, hvis man ikke engang har over halvdelen af sig selv med?

De finder det raslende dynebetræk.
De mener det, der er gået 20 minutter, jeg skriger indeni, men udenpå lukker jeg øjnene.
Mine tanker farer omkring, jeg klemmer øjnene hårde i; hvad jeg ikke ser, sker slet ikke...
Instinktet tager over, fornuften er væk, jeg er et dyr, et bange forsvarsløst dyr, der kæmper for sit liv.
Jeg kæmper, vrider mig ud af deres greb, men straks er der andre, der tager over.
Jeg er bange, rasende, ligeglad, ulykkelig.
Jeg er et lille sårbart dyr, en lille bange pige, som savner omsorg, trøst, varme;
Men jeg får det modsatte.

Hun er der nu, hende med den bedste uddannelse, lægen.
Det er hende, som skal skrive under på det de skal til.
Jeg vil skrige, GÅ VÆK, men ordene vil ikke forlade mit stemmebånd,
I stedet græder den lille pige stille, men der er ingen til at trøste hende, hun er alene.
Nu finder de nøglerne frem, de klirer;
Den lille pige erstattes af raseri, instinktet vækkes atter til live; jeg kæmper for mit liv, min værdighed.
De finder bæltet frem, samarbejd siger de.
Men hvorfor skal jeg gøre som de siger, hvorfor er deres måde rigtig?
Jo, det skal jeg fortælle Jer, det står der nemlig i loven.

De sætter bæltet fast til sengen.
Jeg har tabt, det bliver slået fast, da de lukker bæltet om min mave, men jeg giver ikke op.
De finder remmene, først til hænderne;
Den samme kommentar om mine trælse små håndled, som ikke passer til remmene, HA!
De finder en løsning, og snart ligger mine arme og stritter ud til hver sin side.
De går ned til fødderne, min sidste vilddyrs gnist bliver tændt, men da de presser mine ben ned og lukker remmene, slukkes den, og erstattes igen med den lille ulykkelige pige.

Det er ovre, øjnene åbnes.
Erindringerne om det, som lige har fundet sted, er væk.
Jeg har intet set, og derfor er det aldrig sket.
Remmene og bæltet siger noget andet, men jeg prøver ikke at tænke på det.
Jeg prøver desperat at trøste den lille pige, men hun er virkelig bange, utrøstelig, ulykkelig.
Med en lillebitte stemme hvisker jeg, om en af de voksne, vil hjælpe mig.
De hjælper, og sætter sig derefter ud i stolen igen, endnu engang er jeg alene.
Uden tryghed og omsorg. Uden det som i virkeligheden skaber raske mennesker.

Næste morgen starter det hele om igen...