Gaden er tom. Han træder ud på den. Passerer skiltet. Københavns Hovedbanegård. Øde. Sanseløse kroppe vandrer omkring ham. Nogen burde egentligt nå næste tog til Rudkøbing kl. 20.25, men der er god tid til. Burde egentligt have noget aftensmad hos 7-Eleven, men der er masser af tid. Det er det eneste, der er. Burde egentligt hjem og sove. Have opladede deres AA-batterier til det næste døgn. Men der er god tid. Tid er det eneste, der er. Langsomt strækker den sig foran ham. Gab, den er træt, siger den. Træt af at være alene her i verden. Stille minder den ham om, at hvis han går, går den med ham. Står han stille, går den alligevel. Sådan er det. 2010, siger den. Sådan er det bare; og ti. Den savner sted. Det har ikke længere nogen betydning. Om han er her eller på Rådhuspladsen; intet andet end disse knogler og ben, der traver omkring ham. Knasende larmende. Minder ham om, at sted er relativt. Finder ikke længere sted, for kun tid finder sted. For der er kun tid.
   Han går gennem byen. Har ikke andet valg. Ellers kommer han aldrig hjem. Ellers kommer han aldrig lidt væk fra det hele. Fra alle restauranterne, han må forbi. Fra alt den kulde, han må bide i sig. Ud siver den, langsomt indefra. Ånder ham i hovedet med den svageste kraft og får ham til at kigge ind. Hr. og fru Jensen på Jensens. Stearinlysene på bordet, der flakker voldsomt - Hvor er vores ilt?, spørger de, men ingen hører dem. Kun tiden. Den hjælper næppe. De spreder skyggerne. Hele vejen op til de hvide vægge breder de sig ud. Reoler, planker og kasser. Alle er de blevet spredt sig op på væggen; billeder skabt af Jensens rygplade og brede skuldre. Langsomt rykker kroppen sig i sædet, tager sig den tid, den behøver til at gøre det mageligt. Der er ikke andet at lave alligevel, når der kun er tid og så rigeligt af den. Skyggerne vader omkring, tankeløst følger de deres ejer. Tankeløs ejer. De tager deres tid til at flytte sig. Tager hans tid. Lysenes lys viser ligenes kranier og knogler. Burde vel egentligt oplyse, men gør ikke andet end at blænde de i forvejen sammenknebne øjne, der intet ser. Munden intet andet end en streg i hovedet.
   Han kigger på uret. Sukker af sin egen klichéfyldte adfærd, da han tænker, at han må hjem. Passerer de sminkede kroppe. Hver og en har de taget det døde mudder i hovedet for at skjule deres ligblege hud. Han stopper op og kigger på dem. Det stramme læder og de korte stykker kluns hænger dvasket om kroppene. De indbyder ham til deres sløve danse, men han må videre. Ingen sedler papir eller stykker nikkel, desværre. Eller det er i det mindste, hvad han siger. Han har masser af stykker papir og selv de nye med broerne på. Forbindelserne, der holder Danmark sammen. Landet uden steder bliver holdt sammen af store stykker metal, jern - og en klump lim måske? Tid er det eneste, der er for tiden, gentager han for sig selv. Og han må hjem.
   Ser et kærestepar med kranierne begravet dybt i hinanden. Sanseløst vandrer deres bærere af smagsløg ind og ud af hinanden, forsøger måske at mikse sanseindtrykkene - skabe sanseindtryk? - men efterlader intet andet end klatter af overskydende slim på den kolde jord. Sommerens hede har langt sig tungt om parret. Sveden sniger sig ned af dem og blander sig med slimet til én stor ubeskrivelig masse. Næsten usynlig, for månen foroven er begravet i skyer. Finder det formålslyst at skinne, når der ikke er nogen steder at oplyse. For der er kun tid. Den får måske chancen senere og hvorfor ikke gemme til den kommende kat, når der ikke er nogen nu? Massen spreder sig langsomt ud over gaden og lægger sig til at tørre i aviserne. Larsens langsomme lagersalg, reklamerer de. De vigtige nyheder? Er her ikke. De har ingen steder at udspille sig. For for tiden er der kun tid. Slet ingen steder. Slet ingenting. Det store tomme ingenting har svøbt sig rundt om landet og holder dets borgere i en søvndyssende hi. Søvndyssende. Søvn. Bare at sove.
   Morgen. Han træder ud på gaden.
   BANG. Bliver slået i hovedet.
   - AVIS AVIS. KØB!
   Slagene hagler over ham. Står som lammet. Ser tårerne. Hører SKRIGENE. Lugter røgen. Og så gråden fra den lille pige. Mistet sin far, hyler hun.
   - DET VAR HAM DER ISLAM!
   - FOR HELVEDE HVOR JEG HADER DEM!
   - DØD OVER ALLE MUSLIMER!
   - HVEM SIGER DET VAR MUSLIMER!
   - HVORFOR SKULLE DE OGSÅ TEGNE DE SKIDE TEGNINGER!
   - ÅRH FOR HELVEDE!
   Forvirringen hærger. Folkemængden hærger.
   - ÅH KÆRE GUD! SE DER
   - IIIIIIIV!
   - ÅH NEJ!
   Vreden hamrer mod hans kinder. Opløser dem. Suser ind til hans hjerte. Han kan føle det. Føle dem. Blodtørsten. Sorgen. Angsten. Aviserne, der tordner mod hans ansigt. Flyver omkring med usmagelige spisesedler. Terrorangreb! Terrorangreb! København under angreb! Ekstra ekstra! EB: Se ligene! EB: SÅ SE DOG LIGENE! Vrede. Sorg. Hylende sirener. Gråd. Vrede. Hævntørst.VREDE. Mascaren drypper ned ad ansigtet.
   - DE TOG MIN DATTER! DE SVIN!
   Følelser. Følelser!
   - Lad os alle bede.
   - FUCK DEM!
   Danser omkring ham. Dyriske dansende. Vilde. Sprudler. Byder ham op til dans. Han følger sjælene.
   - Lad os alle bede.
   - OG KARINA!
   - 17 SIGER JEG TIL DIG. 17! KØB NU AVISEN.
   - 17?
   - JA 17!
   - Åh..
   OG SÅ UH UH! OG SIRENERNE. Sirenerne i baggrunden. Hyler. HYLER! HYYYYYYYYYYLER!
   - KOM NU OG KØB AVISEN!
   - Lad os bede.
   - DER ER LIG! BILLEDER AF LIG! LIG SIGER JEG JO!
   - HUN VAR FOR UNG! ALT FOR UNG!
   Danser omkring ham. Smigrer. Fjerner tiden.
   DYRISKE DANSE. Efterlader ham her. På dette sted. Københavns Rådhusplads. Midt i al røgen.
   - FOR UNG, SIGER JEG JO!
   - UNGDOMMENS LAND ER FORTABT!
   Og så en kvinde. Løber imod ham. Griber hans arm. Byder ham op til dans.
   - HJÆLP MIG! HØRER DU! HJÆLP! HVAD SKAL JEG DOG GØRE!
   Han ser vandfaldet. Sprudlende. Sitrende. Sexuelt indespærrede tårer. Nu i frit vandfald.
   Mascaraen blander sig. Renser hendes ansigt. Hjælper genopstandelsen. De nye sjæles danse. De er kommet fri!
   - JEG KAN IKKE MERE!
   - LIGENE LIGENE SE SE!
   - FAAAAAAAAAAAAAAAAAR!?!
   Han skubber damen væk. Ser hende. Hun snubler over en kantsten. Vælter ned på jorden. BANG! Hendes hænder skjuler hendes ansigt. Bloden løber fra panden. Han lægger sig selv på jorden ved siden af hende.
   Og så med et rammer tavsheden ham, og lukker stille alle andre lyde ude.
   Helt stille.
   sssshhh...
   Tavshed.
   Der er kun de to.
   - Hvorfor, hulker hun?
   Han fører sine hænder rundt om hendes ansigt, tysser igen stille på hende og mærker, hvordan deres sjæle forenes midt på Rådhuspladsen. Han lukker øjnene under kysset og ser jubelscenerne for sit indre blik. Verden er endeligt vendt tilbage.