Du siger, du altid vil være der. Altid vil passe på mig, og aldrig lade mig ensom gennem gyderne..
Hvor du dog lyver noget så sviende, hvor du dog hele tiden har løjet for mig!
Vil du have, jeg skal tage dine ord for sande, når du end ikke kan finde hjem til mig igen, efter vores mørke sange? Du, som bryster dig af at være moralens og etikkens vogter...
En enkelt, sagde du, lod mig stå med alt selv, men lovede at komme tilbage for at hjælpe os igennem resten. En enkelt kop kaffe blandt venner...
Hvor du dog kun smældede med falske ord fra din piskende tunge! Din hund, din infame køter!
Hvor jeg dog stadig kun kan elske dig...

Men jeg kan ikke mere nu. Ikke flere af dine usandfærdige ord fra bunden af din ligegyldighed.
Nej... jeg har også andre at tænke på; hende du ikke tænker på. Hende, hvis lille hjerte du besidder højre halvdel af.
Hvordan kan du lade hende opleve en sådan grusomhed, som du udsætter hende for nu? Har du selv helt glemt, hvor sårbart kun et halvt hjerte er?
Du, som har så mange sår, der konstant lader dig græde, når du tror dig alene, når du tror jeg ikke mærker dig. Du, som kender barnesindets skrøbelighed, bedre end alle andre... hvor kunne du...?

Jeg véd, og kan se på dig, at du ikke er kold overfor tilbagekravet om den højre halvdel.
Du vil ikke, nej, men det nytter ikke, for nu er hun mere voksen end du nogensinde havde håbet på at gøre hende. Kan kun give hende hvad hun forlanger tilbage, og dine angrende tårer tilskynder kun hendes hærdelse.
Hun siger, hun ikke nåede at give dig hele højre del, men vi ved alle det ikke er tilfældet.
Se dog på hende, som hun står foran dig; så lille, så elskelig og så frygtelig opløst, med fremstrakt hånd. Hvor kunne du stjæle resten af hendes barndom, for at bevare din egen, når du siger du elsker hende?
Nej ven... usandfærdige ord, fra en usandfærdig engel - det er hvad du budt os.
Forsvind! Pak sig, og kravl hen hvor du hører hjemme, dit mørke væsen! Du var ikke andet end et synsbedrag, der afslørede mine utopiske ønsker og drømme for mig, da jeg troede mig mest lykkelig.

Du tvinger mig til at forsage dig, med dine gerninger, selvom alt jeg helst vil, er at omfavne dig, og nå at kysse dig, elske dig en sidste gang, inden du forsvinder.
Visheden om, at det aldrig vil ske igen, lader mig svimle og falde sammen, for ikke at miste forstanden. Bedst, som jeg troede os lykkelige...
Hvor mange af dine ord mon har været falske? Hvor længe har du mon ladet denne ondskab forgifte os?
Du siger, det var uforskyldt, siger, du er ligeså ulykkelig over din egen nyfundne lykke, som os. Forsikrer, at det er så nyt, at du ikke engang selv rigtigt véd hvad der foregår, så jeg må da forstå... og måske er det endda slet ikke dette du vil, måske vil du gerne hjem igen, så vi kan glemme alt og elske dig igen. Vi må bare ikke lade være med at elske dig...

Men jeg har kun kede hovedryst tilovers for din synd. Troede, du efterhånden magtede at være mere mand end dæmon. Nu er du bare mere køter, end mand!
Så pak sig... giv mig min halvdel tilbage, så jeg kan blive hel igen, lære at ånde og leve igen, uden at skulle mangle dine brændende løgne, for blot at kunne have dig her hos mig.
For lad mig nu altid passe på dig... giv mig endnu en løgn, så jeg kan elske dig igen.
Lad mig nu blot tro mig lykkelig igen.