Adriaterhavet... Han havde såmænd set det flere gange.
Smukt var det, med sit klare blågrønne vand. Så klart at hverken havfrue eller - mand ville kunne skjule sig for uvedkommendes blikke.
Med solens dansende stråler i overfladen, lignede det en bølgende mark af glimtende solskin.
Jo, smukt var det. Ligeså forræderisk kunne det være, om man lod sig lokke af det grønlige vand. Lod sig fordybe og henføre af vuggende kølighed og brusende sang.
Det grønne vand ville fortære ligeså hungrigt som enhver kærlig ild, og aldrig lade en forledet elsket, bæres hjem af noget jordisk skib.
Men at stå på bredden, på af én af de mange langstrakte, hvide sandstrande, og lade havets kalden beruse og vinden, der blev båret ind over land, kærtegne ansigtet, var som intet andet.
Blot lade duften af det salte vand på en blå forårsdag, fylde hele sit væsen og lade glemslens hav opsluge og berolige sin forrevne sjæl...
Vorherre måtte have været i særligt godt humør, dén dag han tildelte verden Adriaterhavet.

Han vendte sig om på maven. Det grove lagen var ikke nær så blødt som hvidt sand, men måtte gå for nu. Solen, der sneg sig ind af det lille sprossevindue, kunne heller ikke sammenlignes med dén pragt, den lagde for dagen ud over havet. Så også dette, måtte gå for nu.
Men uanset hvor i verden, han havde set morgensolen vække land og liv fra de døde, havde han nydt denne stille stund før daggry. Nød stadig at se den store stjerne farve verden i sine blege rødlige nuancer, for at give alle en blød start på dagen; ikke lade nogen vågne for brat, om man forstod at nyde de langsomt varmende strøg. Som en moder, der blidt stryger sit elskede barn vågen i barnekammeret, for at linde lidt på drømmenes stramme greb. Som de kys hun ville give sit barn, for at kysse søvnen i arme og ben væk.
Som mor Magda altid gjorde det.
Han elskede når hun havde trukket det tunge mørke gardin til side, og ladet ham se verden stå op. Imens havde hun malet usynlige billeder på hans ryg, der fik huden til at vågne og sige til kroppen, at den skulle strække sig, for at kunne komme i gang med dagens leg.
Han lukkede øjnene og lod sig gå glip af en lille del af røden udenfor for hendes skyld.
Takkede hende, for at have givet ham nogle af de bedste dage i hans liv.
Gode dage uden for meget måneskin, til at lade nogen erobre riger og lande. Gode dage med solskin, uden grøn ild.
Takkede hende, for at have ladet ham se havet for første gang sammen med hende, så han altid ville kunne mindes det med glæde og ro i sindet.

Om man kneb øjnene hårdt i og lod barndommen ind, kunne man næsten høre havets klukken i baljen under vandpumpen. Tænk, om man havde Adriaterhavet lige udenfor vinduet. Bare at kunne træde ud på lunt, hvidt sand og vaske sig i det klare, grønne vand. Lade sol og salt gøre huden godt.
Tænk, om man bare kunne lade sig svæve af sted, til man atter stod overfor Vorherres skaberværk på den solrige kyst. Flyde ud, svæve bort og blive ét med vinden, der bar bølgernes brusen ind mod land, og blande sig med hav og sand. Ende som en svindende lille bølge af skum på bredden, indtil den næste heldige blev skyllet op over én; lod én blive væk og aldrig være savnet.
Tænk, at være så heldig, så man kunne betragte morgenrøden hver eneste dag, fra sit vuggende leje på marken af solskin.
Han lod det sidste af morgengryet ind; nåede det lige, efter at have givet den gamle mor sit farvel for nu, og lod sig varme af det tiltagende røde, inden det ville fortone sig ud i hverdagens langt mere forvirrende farveskala.

Han mærkede hende nu rumstere lidt ved siden af sig, men var for betaget og afslappet til at vende sig rundt, så lod hende i stedet kysse godmorgen til hans bare ryg.
Huden sitrede og de små hår forberedte ham på det kommende stræk, ved at rejse sig, da hun skrev sin usynlige hilsen til hans ryg.
Han smilede træt; altid et legebarn var hun. Selv efter en sådan nat. Men hvor ville han dog aldrig have hende anderledes.
Hun lænede sig frem for at hviske i hans øre, så hendes bløde bryst blev mast mod hans skulder.
Bliv blot siddende der, lille elskede. Hele dagen, om du vil.
Men hun ville snart fortrække sig, det vidste han. Hun var ikke som han; træg og eftertænksom i det stille morgenrøde. Nej, hun foretrak at starte dagen med det samme, for ikke at gå glip af alt det livlige udenfor vinduet.
Men han skulle nok snart få lært hende at nyde de langstrakte morgener... om hun ville.
Han håbede, hun snart ville beslutte sig, for det kunne allerede ses.
*Jeg vil ikke ligge under for pres, når jeg ikke selv føler det andet end så naturligt.*
Nej, presse hende til noget, dét kunne man ikke. Ønskede han heller ikke. Brugte blot situationen som en slet skjult foranledning, til at handle på dét, han ikke havde været sen til at tænke om hende, føle for hende...
Men lod vente på sig, dét gjorde hun, for hun var så aldeles vidunderligt ligeglad med menigmands tanke om hende. Godt det samme, for det gjorde hende til dén frimodige, han elskede så højt.

"Kom så, lille ven." hviskede hun, mens brystet kyssede hans skulder.
Ja, var det blot et sådant Kys, der havde givet ham arret på skulder og hals...
"Der er ingen grund til at ligge hér, mens livet går os forbi."
Nej, nu måtte det være nok!
Han vendte sig alligevel om mod hende, og belærte hende om det smukke i at ligge dovent og vente på solen. Belærte med kys, og viste med kærtegn. Knugede hende, for at holde lidt endnu på hende, og for at lade strækket ud af kroppen.
Hun overgav sig snart til hans tavse anmodning, og lå blot lidt hos ham. Lod ham stryge hendes smukke nøgne krop, der stadig var varm af tæppets elskov.
Han smilede mens han betragtede dette mørke lærred, hvor maleriet efterhånden så hurtigt skiftede.
Strøg hendes store, runde og stadig bløde bryster. Drillede lidt, ved at hive i det ene så hun lo, inden han kærligt lod hånden male denne dags farver og træk på hendes mave.
Aede rundt i opslidende cirkler, som ville det få tiden til at gå hurtigere og få hende til at afsløre hans længsel før tid.
Men hun bristede hans lille illusion ved at le igen, og forsikrede endnu en gang at han ikke var herre over tiden, men måtte vente som alle andre før dem.
Dog stadig utålmodig, kyssede han mavens lille runding og hviskede sin bøn om snart at få nysgerrigheden stillet.
At få lov at glædes lidt igen på denne måde og give en anden et vuggende leje, tegne usynlige billeder på en lille ryg. At have endnu én at vise morgenens smukke røde stilstand til.
Han så lidende op hende ved det sidste kys til maven. Men nej; stadig ingen nåde, måtte vente.
Men at vente på en sådan glæde, som blot lå dérinde og allerede forlangte hans kærlige ord... Det måtte være en del af Herrens prøvelser for enhver utålmodig sjæl.