De forventede noget af hende, stolede på hende. Hvordan kunne hun misbruge den tillid? Hvordan skulle hun, for at bevare sin troværdighed, kunne undgå at misbruge den? Hun måtte skjule sit hæslige jeg igen, dække over sandheden. Aldrig skulle de afdække realiteterne. Den utilgivelige falskhed, at ingen kendte hende rigtig. For fanden, hun kendte ikke engang selv sig selv, hvor fucked up er det ikke lige?
   Mentalt udmattet, men nej, hun kunne ikke stoppe. Hele livet en facade, hele livet en kamp for at skjule det usigelige. Den ubønhørlige kamp. Det har lagt sig som en skygge omkring hende. Det, som ødelægger alt. Det, der adskiller hende fra andre. På en måde, var det indtil videre lykkedes over al forventning, faktisk var det nu en del af problemet. De stolede på hende nu, hun var den gode, den fornuftige, den elskede datter. Veninden, man kunne regne med, hende alle ville være sammen med, venner med, ja, og nu kæreste med. Pokker tage den tid, teenagerfasen.
   Kunne hun dog bare finde den rigtige, ham som kunne lukke hullet. Uden spørgsmål, uden krav, som bare lukkede hullet. Ifølge hendes forældre, trods det, at de var fra pakistan, ville det blot være nødvendigt med en kristen dreng. Ikke at de selv var meget kristne, faderen var bare temlig modvillig mod en del af sin egen familie, som var indædte muslimer. Familien var faldet godt til i Danmark, passede faktisk godt til den danske metalitet, sådan lidt afslappet religion, men visse kriterier skulle dog overholdes. Petit, som hun var svandt hun næsten i med trappeafsatsen.
   Snart 17 år, hvilken kamp, det var. Denne ungdomsfase, evigt krævende ungdomsfase, med alle de forskellige ting man skulle leve op til, samtidig med at man ikke måtte vise sandheden. Sandheden om hvor svært det var. Sandheden om hvor fortabt man var. Intellektuelt engageret, politisk bevidst, en skønhed med omsorgsfuld flair. Umuligt. Hendes veninder klarede det helt uden problemer. Hun var den eneste falske. Den eneste, der måtte lade som om. Skulle forestille sig konstant. Ungå at blive afsløret, vidste at afskyen og afvisningen ville mærke hende for livet. Berøve hende livet.
   Indtil videre klarede hun det flot udadtil, en sand mester i illusionen. Hun var ikke længere bare en accepteret medløber til eliten, nu var hun stille steget i graderne, alt vendte nu endeligt. Efter år hvor hun ikke havde hørt til nogensteder. Hjemme blev de pakistanske traditioner, familiemønstre til en gang hykleri i hendes hoved. De var anderledes, hun ville ikke være anderledes mere. Dog elskede hun sin familie, det betød bare ikke, at hun behøvede affinde sig med at blive stemplet, som de blev.
   Dennis, med en sørgmodig tanke vendte hun tilbage til problemet, der ikke ville forsvinde. Han var uden skyld. Hans dejlige blå øjne var næsten oversvømmet, da han opfattede udfaldet for det mest uskyldige kys. Han ville mere, mente absolut det var tid til mere i forholdet. Brutal havde hun været. Anklagende. Følt sig forulempet, beskidt, næsten misbrugt. Disse følelser var rigtige, og dog uendelige fejlagtige. De brød. Han lammet af sorg og forvirring. Hun trist og fyldt med selvhad, kun med evig forvisning om, at det vil blive værre og værre.
   Endnu engang var hun den modbydelige, den kolde, den total urimlige. Alligevel vidste hun, at de ville se det fra hendes side. Vennerne. Det der skete var hans skyld, helt hans egen skyld. Uanset om han fortalte dem situationen, ord for ord, sekund for sekund, så ville de vælge hendes side. De stolede på hende, og det var jo ham der gik over stregen. Hende, der endnu engang var ofret. Et kys, så uskyldigt, noget de burde være kommet til meget tidligere, men hun var ikke nem, nej, slet ikke nem! På mere end en måde, kunne hun skrive under på det.
   Daniel, søde rare Daniel, han kunne ikke gøre for det, alt var jo hendes skyld. Udtrykket i hans øjne, da han hørte hvor forholdet var på vej hen. Hendes beskyldende ord. Hvordan hun gled ud af hans hånd, som sand mellem fingrene. Han forsøgte at stoppe det, begrænse skaden. Uden held. Det værste var måden, som om han var skurken, han havde kæmpet længe, for at nå hertil, og så tabte han alt, - ved ingenting. Uforstående måtte han trække sig tilbage.
   Samvittigheden gnavede i hende, hvorfor kunne hun ikke bare holde af ham. Hun ville så gerne, og have håbet det var lykkedes med tiden. På en måde var han perfekt. Hvorfor skulle hun vanskeliggøre alting. De havde været sammen i 2 måneder, og i aften var første gang han virkelig prøvede at kysse hende, ikke tante-kys, men et rigtig et. Hun hadede alle tre sekunder, før hun måtte afbryde. Kvalmende skyld. Næsten som var det en bror, noget forbudt i hvert fald.
   Alle hendes gode adspredelser, og påhit kunne ikke stoppe ham denne gang. Hun kunne se det i ansigtet på ham, kæbemusklens stædige træk. Næsten lige efter bogen, som med de to foregående kærester. Den samme slags aften, utålmodigheden og ikke mindst håbet, at nu skete der noget. Endelig ville hun åbne døren. Omsider skulle de rigtigt være kærester. De kunne holde i hånd og kysse, bruge mere tid sammen, istedet for evigt og altid at være sammen med vennerne.
   Dette blev så istedet dagen, hun rev sig væk, søderrivende langsomt, men uigenkaldeligt. Hun ledte efter en grund, noget der kunne vise hende, som en slags sørgende enke. Stakkels Dennis, en sørgende enke. Hvor længe skulle hun holde facaden, lade ham lide. Hun fokuserede, hende eller ham, så måtte det blive ham. Hun skulle overleve lidt endnu. Bare resten af livet, var det ikke fair nok? Hun skulle lide resten af livet, så kunne han vel klare den lille periode af sit liv som syndebuk.
   Drenge var jo heller ikke så følsomme, vel? De tænker ikke så meget over tingene, vel? Han kommer over det, de kommer altid over det, man mærker det ikke på dem....efter lidt tid. Kim og John var hun venner med nu, sådan da,... nej, venner, det var de ikke mere, havde vel aldrig været det? Det var nu hendes skyld. Hun kunne ikke holde ud at omgåes alle de ofre. Hendes ofre. Dog kunne de have været venner, hvis hun havde ladet dem.
   John have brugt en lille måned, hvor han som et såret dyr, havde undgået kontakt, især øjenkontakt, men stille og roligt var han kommet ind i cirklen igen. Hendes "venner", var noget kølige overfor ham. Han havde jo været skurken, såret hende og tvunget hende til at droppe deres begyndende forhold. Besidderisk og krævende, men nu er det ok. Hanne klarede den del, det blev uendeligt meget nemmere, da han fik hende som kæreste.
   7 måneder senere, var det Kim. Ikke at hun på nogen måde lagde op til noget, men med ham gik det hurtigt. Da han mærkede hendes modvilje, sagde han bare: Det bliver vist ikke til mere, hva'? Ingen sure miner eller dårlig samvittighed. Det værste var bare, at hun endnu engang var ledig. Fri og derfor byttedyr igen, og ganske rigtigt kort efter var Dennis alt for interesseret. Nu kunne hun så krydse ham af også.
   "En mere, Lulu?" Hannes skarpe stemme nærmest flåede panikken ud til åbent skue. Lulu havde overhovedet ikke hørt, at hun ikke længere var alene på afsatsen. Hanne fortsatte noget blidere, "tror du ikke snart du kan droppe skuespillet?". Febrilsk farede tankerne rundt i hovedet på Lulu, hun var ikke parat, hun havde endnu ikke fundet grunden, undskyldningen eller for at være sandfærdig, beskyldningen.
   "Hvad mener du?..." hun prøvede at købe lidt tid til at genvinde fatningen.
   "For fanden da, tror du jeg er blind? Dennis render rundt, som en hovedløs høne, og aner ikke om han er købt eller solgt. Selv om det er tydeligt at se på dig, skulle jeg mene" Ingen havde nogensinde fremturet sådan overfor Lulu før, mundlam kiggede hun med store mørke øjne. Stivnet sad hun, og lod ordene bundfælde. Selv i den dybeste afkrog af hendes intellekt, var alle døre lukkede. Fortabt og udsat.
   "Hvad mener du?" kvækkede hun igen, som om de var de eneste tre ord hun kendte.
   Problemet var, det var risikabelt, sådan at give Hanne en nøgle til den dør, den hemmelige dør. Rædselslagen ledte hun efter en lås, der var stor tung og urokkelig, men ingen hjælp fik hun. Svimlende så hun afgrunden nærme sig.
   "Lulu, for pokker da, du kan sgu' ikke bare gå rundt og lade knægten lide på den måde. Hvis det ikke lige var fordi du ser værre ud end han gør, så ville jeg tro du nød at pine ham" Hanne var stadig meget bestemt i hendes tone, dog kunne der anes et medfølende blik. Hun fremturede: "Og vi ved jo begge det ikke er den eneste gang nu, vel?"
   Næppe hørligt hviskede Lulu monotont, de tre små ord, endnu engang, som en rids i grammofonpladen.
   "Kan du ikke engang være ærlig overfor mig? Jeg har ladet dig have din lille hemmelighed, siden du brød med John, men der vidste jeg jo heller ikke, du bare ville stå til. Hvorfor var det så vigtigt af opretholde facaden, vi er jo venner,..." Lyset blev slukket i Lulus øjne. Intetanende opfattede Lulu, at Hanne var kommet som bøddel, og det uden af vide det selv.
   Hvordan vidste Hanne noget som helst, det var uudholdeligt. Nu var alt håbløst, om lidt ville hun sætte ord på det forbudte, blive stemplet. Udstødt. Intet kunne hun gøre for at stoppe hende. Alt forsvandt omkring Lulu, til hun tilsidst sad højt på en klippe, med brat fald til allesider. Hvert ord fra Hanne var som evindelige slag mod hendes spinkle krop, om lidt ville hun styrte ned i afgrunden. Knust.
   "Lulu, så snak dog til mig, hvorfor fortæller du dem ikke bare, du er til piger?" Så faldt hun. På vej ned tænkte hun: det kunne have været godt,... at have fundet den lås.