Der gik ikke lang tid før elverne kom ud fra gæsteværelset igen, klædt på i kapper og med tasker over ryggen. Jerra betragtede dem skulende idet de bevægede sig i retning af døren i et rask tempo.
   "Hun låste døren, ved I," påpegede hun.
   Et forsigtigt smil spillede hen over Takirs læber mens han satte sin taske på gulvet og gav sig til at rode i den, "Vi skal da ikke blive her hele dagen, vel Relin-kete?"
   "Naturligvis ikke. Monethil har et berømt tempelområde som jeg agter at studere nærmere."
   Jerra tav, nøjedes med at betragte den lyshårede elver nysgerrigt idet han med tungen i mundvigen fandt små metalgenstande frem og begyndte at rode med låsen på døren.
   Magikeren rømmede sig utålmodigt, "Det er problematisk at magi ikke vil fungere på den slags mekanik."
   "Pyt, det her er sjovere," sagde Takir og sænkede sin stemme til en mumlen, "Der er alligevel så mange problemer ved magi. Ah, sådan!"
   Der lød et klik fra låsen, og døren åbnede sig knirkende. Springende til bens og stolt smilende fik Takir samlet sine ting sammen, og de to elvere gjorde mine til at begive sig udenfor.
   "Vent! Hvad med mig?" Vredt trækkende i rebet gjorde Jerra et forsøg på at komme fri, men formåede ikke andet end at give sig selv ondt i skulderen. "Hvis I efterlader mig her ... I skal ikke tro at et dumt reb skal forhindre mig at få hævn."
   Takir skævede til Relin der blot nikkede afslappet. "Du må hellere tage hende med, Takir. Det kan godt være budbringere ikke tilbringer megen tid hjemme, men mon ikke Tianna vil blive utilfreds hvis hun kommer tilbage til et nedbrændt hus?"
   Et par knuder senere, og Jerra kunne frydefuldt spankulere i retning af døren, kun stoppende kortvarigt for at se sig over skulderen.
   "Uh, før vi går - er der en af jer højere personer der gider række mig min kniv?"

Takirs højrøde kappe var mildt sagt nogle numre for stor til hende, men så længe det betød at hun kunne gå rundt på gaden uden at tiltrække sig mistroiske blikke så hun ingen grund til at brokke sig. Selv rebet var det lykkes dem at reducere til et par ubemærkede centimeter mellem sig. Det føltes behageligt at gå ved siden af nogen for en gangs skyld, frem for trukket bagefter som et dyr til marked.
   Takir selv havde bundet et tørklæde om sit skulderlange hår for at beskytte sig mod varmen og stod nu nysgerrigt betragtende de skinnende hvide bygninger omkring sig mens Relin var gået hen for at inspicere dem indefra.
   Til trods for varmen gik der et gys igennem Jerra ved synet af de hellige tegn og rituelle udsmykninger der prægede templer og præster omkring dem. På det område var Monethil et særsyn: I de fleste byer lå bedestederne på torvet eller hovedgaden, men selvom Monethils største tempel lå kun nogle meter fra byherrens bolig var der sat et helt område af til helligdomme og ikke andet end helligdomme. Luften var tyk af røgelse og messen, og til trods for at Jerra fik sendt en præst til fængslet og aldrig havde sat sine ben her før fremkaldte omgivelserne ubehagelige minder. Hun skuttede sig og undgik en ældre præsts blik i det han passerede, bærende på en stor skål fyld med uidentificerbar rød væske.
   Takir fulgte ham med øjnene: "Maling? Stedet her kunne bruge det, det hele er så ... blankt."
   "Jeg tvivler på at det skal bruges til at male," Jerra skar en grimasse, "I hvert fald ikke bygninger. Den største religion her på stedet - Firdom - er helt vild med ritualer."
   "Ritualer?" spurgte Takir.
   "Hovedsageligt sådan nogle med døde dyr og knive og den slags. Elvisk religion virker en hel del fredeligere, må jeg indrømme."
   Med et kvalmt udtryk i ansigtet skævede elveren til en indhegning med en lille flok geder før han foreslog at de udforskede resten af byen i stedet.

Der var et eller andet morsomt over den måde Takir undersøgte hver eneste lille detalje i bygningerne omkring dem, hver eneste statue og bod med mad eller tingeltangel som havde han aldrig før set fedtede kokke eller håndværk af ringe kvalitet. At dømme på lyset i hans øjne ville han have købt alle souvenirer i byen havde han haft penge på lommen. Måske var det godt det samme. På et eller andet tidspunkt ville nogen bare forsøge at sælge ham en bro.
   Efter lidt tids vandring rundt i gaderne slog de sig ned på toppen af en trappe der førte ned til den fattigere del af byen, og gav sig til at betragte skyggerne af personer der bevægede sig rundt en halvtreds meter længere nede.
   "Monethil er så meget større end Tenati," lød det fra Takir, "og så anderledes. Teltene dernede er meget mere slidte og beskidte end resten af byen. Det samme med dem der bor der."
   Jerra fulgte hans blik til en tynd, pjusket mand der stod lænet op af en teltstolpe, stirrende tomt ud i luften.
   "Du har aldrig været i en rigtig by, har du?"
   Et ryst på hovedet.
   "Folk der bor sådan nogle steder har ikke råd til at holde sig rene. De har ikke engang råd til mad," Hun bøjede nakken tilbage og betragtede et flag med Monethils tegn blafre mod den blågrå himmel, "De får færre vandrationer, hvis nogen, og de er for dumme eller for vrede eller for syge til at gøre noget ved det."
   Takir drejede hovedet mod hende, "Du ved meget om de steder."
   "Jeg voksede op i et."
   Måske var det noget hun bildte sig ind, men elveren lod til at spidse ører bare en anelse ved den kommentar.
   "Hvordan var det?" Hans spørgsmål lød lidt tøvende.
   Hun trak på skuldrene.
   "Det var fint nok." I det mindste lærte hun at klare sig selv, hvilket kom hende til gode da hun engang bestemte sig for ikke at bo dér mere. "Det var ikke sjovt, men i det mindste lagde folk ikke én i lænker. For det meste," grinte hun.
   De gjorde til gengæld så meget andet. At være barn i en lille Erkisk landsby hvor halvdelen af befolkningen var kriminelle, halvdelen dumme som døre og alle aggressive var frustrerende, og med tre yngre søstre som folk forventede at hun passede mere eller mindre på var det også besværligt. Hun bestemte sig allerede som meget ung at et liv som servitrice på den lokale kro ikke var et der passede hendes rastløshed, og hun havde bestemt sig for at beslutningen om at hoppe på den første, den bedste handelskaravane ud af byen var den rigtige at tage. De småjobs hun kunne skaffe sig rundt omkring var måske sværere både at udføre og få fat på, men de var bedre. For det meste.
   Tavst lod hun blikket glide tilbage på de få personer der vaklede, rumsterede ved trappens fod, langsomt og usikkert og ulig det hektiske liv resten af byen bar på. Et fjernt, uforståeligt råb brød stilheden i et kort øjeblik.
   "Jeg har drømt om at se noget andet end Tenati i mange år, efterhånden," sagde Takir og lænede sig tilbage på sine albuer, de blå øjne stirrende tænksomt ud i luften, "Men det er ikke helt som jeg havde forestillet mig. Jeg kan ikke sætte fingeren på hvorfor. Alt er nyt og spændende, men ikke helt-"
   "-ikke helt så fantastisk som forventet," afsluttede Jerra hans sætning.
   En tøven. Med overraskelse i sine øjne mødte Takir menneskets blik før han nikkede.
   "Præcis."
   "Ting er sjældent helt som man forestiller sig. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at alting er gået lige som forventet; Nogle gange går det værre, andre gange bedre, og nogle gange bare anderledes. Men så længe man ikke lader sig slå ud, går det."
   Hun stoppede brat sig selv og mærkede en let rødmen stige op i sine kinder idet det gik op for hende at Takir stirrede forundret smilende på hende.
   "Glem det, jeg plaprer," insisterede hun, rejste sig op og kastede et irriteret blik på elveren, "Hold op med at smile."
   Han holdte ikke op, og til sin egen frustration kunne hun mærke sine egne mundvige trække opad.
   "Seriøst, drop det," Et let puf med foden hjalp ikke på Takirs grin, tværtimod afværgede han leende hendes spark, rejste sig og gengældte det med et godhjertet slag mod hendes skulder.
   "Det går nok, det hele," mumlede han, stadig smilende, tilsyneladende ikke henvendt til nogen specielt, "Om ikke andet kan det blive fantastisk på en anden måde."
   Efter lidt forgæves venten på en fortsættelse rystede hun på hovedet, "Nu er det dig der plaprer. Du må have fået solstik. Kom, lad os finde din mester og få ham til at købe os noget mad før Tianna trækker os tilbage ud i ørkenen. Jeg er ved at dø af sult."
   Et nik fra Takir, og før de hastede op af de slidte trappetrin kastede hun et sidste blik tilbage mod slummen. Hendes nuværende situation var ikke perfekt. Men den var bedre.