Hånden der skriver, hviler på det lille bord fremstillet af det mørkeste træ, man kan tænke sig. Hånden, som er min, skriver med en sirlig skrift, det ene bogstav efter det andet på lange lige rækker. Ind imellem stopper den, som om det er den, der vil tænke sig om. Ordene i de mange sætninger, ligner filosofiske tanker om det at skrive, men også ønsket om at skrive den ultimative historie.
Mennesket bag hånden, som jo er mig, har tanker om en tæt historie med et bredt budskab, men det har hånden ingen anelse om, den skriver bare de budskaber, der bliver sendt ud i den. Om det er fortid, nutid eller fremtid er den ligegyldig. Den ved ikke, at jeg kan bestemme alt, at fordi det er mig der har pennen, kan jeg gå helt ud til kanten, jeg vil kunne få hånden til alt det, som ellers er umuligt. Den vil kunne slå ihjel, vælte et bjerg, ja, hvad som helst, jeg kommer i tanke om.
Øjet, som også er mit, følger med, overvældende billeder dukker op. Hånden skriver hurtigt ord som intens, blændende og minder der ligger side om side, som i en bog, minder der vil forfølge en til evig tid. Det står der i en respektløs blanding. Hjertet, mit hjerte, knuger sig sammen, det mærker den sorg som hånden beskriver. Øjet løber over, en tåre rammer papiret, som suger det til sig og der dannes en stor plamage, så ordene flyder ud og løber sammen. Min hjerne sender lynhurtigt en besked til hånden, som streger det skrevne over, med en arrig bevægelse.
Hånden er ligeglad, den adlyder bare ordren. Den hviler nu igen roligt på det lille bord. Meldingerne er forvirrende, et øjeblik kredser de ved nutiden, prøver at fastfryse øjeblikket. Uden varsel skriver hånden pludselig i en rasende fart. Øjet blander sig, kan ikke læse, det hånden har skrevet. En stund koncentrerer hånden sig om at skrive læselige bogstaver. Den skriver nu om fremtiden, skriver om skyggerne, der er usynlige, skriver om en højere magt, der bestemmer alt. Øjet kan igen ikke følge med.
Jeg beordrer nu hånden til at rive siden ud, flå den fra hinanden i små stumper. Hånden sender det op i luften, og det daler ned som fjerene fra en plukket høne, og ligger nu spredt ud over det lille mørke bord. Med en hurtig bevægelse fejer hånden det på gulvet.
På det lille bord ligger nu igen et hvidt jomfrueligt ark, hånden børster et usynligt fnug væk, med en blød næsten kærlig bevægelse, er nu klar til at starte forfra. Jeg prøver at styre hånden, passer på, at den ikke går for hurtigt frem, nu gælder det om ikke at irritere øjet.
Det er så nu jeg skal prøve at finde arnestedet, hvor historien fødes. Måske noget med lidt kærlighed, men også noget der ikke er alt for forudsigeligt. Hånden er startet igen, de første bogstaver står allerede printet i sort på arket.
Det var efterår, næsten vinter. En storm var på vej. Den store sky havde pustet sine tykke kinder op. Grenene ramte ruden med en trommes inciterende lyd.
Hånden slipper papiret, øjnene ser drømmende ud i luften, de bliver slørede, jeg prøver at koncentrere mig om det opståede øjeblik. Hånden griber fastere om pennen, ordene kommer hurtigt, øjnene opfatter de skrevne ord, og jeg kan føle varmen, der stiger op fra papiret, jeg mærker ordene gør indtryk.
Smilet der var uforglemmeligt, brændte sig fast på nethinden. Det tilhørte ham, der kom gående ind over den grønne plæne, solen væltede sit skarpe lys i kaskader ud over ham. Da han nåede frem, rettede han på det lange mørke hår, det sorte silkebånd var gledet næsten af, han strammede det til, så det tynde bånd igen hang ned af ryggen.
Hånden slipper papiret, taber pennen. Den triller på gulvet, uden at hånden gør sig den ulejlighed at samle den op. Jeg kan mærke den forbudte duft, der hænger i luften, kan fornemme det drama, der om lidt vil udspille sig for mine øjne.
Endelig samler hånden pennen op og skriver nogle usammenhængende ord, stopper som om den er forvirret. Signalerne er ikke klare, det er vist alligevel ikke efterår eller vinter. Fingrene trommer et øjeblik på den mørke bordplade, slipper pennen, som lægger sig tilrette uden at trille ned. Den anden hånd kommer frem, begge ryger op over hovedet og flagrer et øjeblik som duer, falder så opgivende ned på bordet.
Jeg rejser mig, ser ud af vinduet, bliver klar over, at selv om jeg har mærket duften og følelsen af den magi der er i det skrevne ord, og uanset hvor jeg vender mig hen, vil der blive afsløret en historie. Derfor kan det ikke hjælpe at hoppe fra tue til tue. Det kræver tålmodighed og planlægning, for at det skal gå op i en højere enhed. Jeg har drømt den umulige drøm.