Som Sartre beskriver det: Angst er frygten for intet. Jeg er angst. Jeg har angst. Jeg frygter det store tomrum som er min fremtid. Jeg frygter den. Jeg higer også efter den. Higer efter at få den udfyldt - få den overstået. Problemet er at man aldrig kommer af med intet. Intethed er en del af verden og der er så meget af den, at det aldrig fyldes ud. Hver eneste skål i vores skab er fyldt med intet. Alle rum i huset har intet i sig.
Du kan ikke undslippe det. Men jeg forsøger alligevel. Derfor er lyste slukket og min dyne er tæt omkring mig. Mørket må fylde intet. Og om ikke andet kamuflerer det. Gemme det. Alligevel kan jeg mærke det mod min hud. Jeg mærker intet imod min hud. Det skræmmer mig. Jeg er angst. Men det intet der er omkring mig er ikke ligeså angstfremkaldende som det intet der er indeni mig. Mit indre er som en voksende skål: der bliver stadig mere og mere intet.

Jeg har prøvet at fylde mit intet indeni. Prøvet at fylde det med andre mennesker, men i stedet for at fylde mit indre op, tog de hver især noget af mig med sig. Nogle større stykker end andre. Intet voksede. Det voksede i takt med angsten som voksede i takt med forventningerne. Nietzsche siger at historien gentager sig. Gang på gang på gang. Spørgsmålet er hvor hurtigt? Hvis vores historie, vores liv, ligger fast, så har vi en fastlagt skæbne. Er min skæbne kædet sammen med din? I så fald ved jeg hvad min skæbne er...

Var du også angst for intet? Følte du den også sluge dig? Æde dig rå. Fylde dig ud. Ja, for jeg er efterhånden fuld af intet. Det er et paradoks. Dette er en konstatering. Men hvis jeg er fuld af intet, så må jeg være tom. Tom. Tom. Cogito ergo est. Men selv det tvivler jeg på lige nu. Men hvis du er min skæbne, så ved jeg hvad jeg skal. Kender jeg min skæbne, kender jeg intet. Man er ikke angst for det kendte. Derfor kaster jeg mig gladelig ud i det... Kaster mig ud i intetheden for at undslippe intet.