Tit sidder jeg alene, med et næsten nedbrændt lys og tænker over hvad meningen er, med alt dette ord liv omkring! Alt den snak om vores hverdag, hvad andre tænker, hvorfor de gør som de gør, hvorfor de ikke gør noget som helst og om de mon tænker de samme tanker som jeg. Til sidst bliver alle de tanker for meget for os alle. Tror jeg. Tænker jeg.

Derfor stopper jeg de mange tanker og puster det nu nedbrændte lys ud. Det larmer for meget foran mig. Det er næsten fuldstændigt dødt og alligevel bliver det stædigt ved med at brænde til sidste chance. Ret irriterende. Tænker jeg.

Ahhh, alt bliver mørkt og jeg føler altid denne trang til at gå ud i mørket. Ud i min have, der sover stille om natten. Jeg dufter natten og løfter mit blik imod den store himmel, der åbner sig foroven. Den store himmel.

Denne nat er heldig. Der er ingen skyer der dækker for alle de lysende stjerner, der nu stråler imod mine øjne. Hvor mange mennesker, står lige som jeg og måber over hvor smuk vores himmel er? Hvor dejlig uendelig givende den er. Hvor trofast og pålidelig den altid viser sig i vores liv og det faktum, at den giver os følelsen af mystik og ydmyghed. Jeg bruger ordet os, da jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er det eneste menneske på denne jord med den følelse. Alt dette bringer mig videre til en umiddelbar konklusion.

For ved, at se op i denne himmel, ser vi også hvor let ubetydelige vores tanker om andre mennesker er. Hvor hurtigt de passerer udi himlens himmelrum for til sidst at svinde ind til muligvis ingenting. Ingenting.

Tit står jeg alene i min have, med følelsen af simpel ro og mit hoved er fuldstændig fri for tanker. Ahhh.

Indtil jeg ser et stjerneskud og tænker hvor mange mennesker så netop det stjerneskud på samme tid som jeg...