Da Maj steg ud af flyet, slog varmen hende næsten bagover og ind i flyet igen. Men andre passagerer ville gerne af flyet, og nærmest skubbet Maj ned af trapperne af bare iver for at være kommet frem. Kommet frem til hvad, tænkte Maj. Hun kiggede ud over landskabet omkring hende. Det var den mindste lufthavn hun nogensinde havde set. Der holdt kun to andre fly, og ellers var der palmer og atter palmer. Hun fulgte efter de sidste flypassagerer, ind i bygningen som tilhørte den lille lufthavn. Indenfor stod der en vogn med nogle tasker på. Maj greb sin kuffert med hjul, og begyndte at gå. En ældre mand, som ærlig talt mindede Maj om en gammel udgave af Indiana Jones, begyndte at snakke til hende:
"Nå, hvad laver sådan en bypige som dig på disse breder?" Han virkede mest som om han var ved at flække af grin ved synet af Maj, som trak sin kuffert hen over den grusede vej.
Maj svarede fornærmet: "Ja, jeg har vel lov til at være her, lige så meget som alle andre har?!" Hun stak næsen i sky og trak hårdere i sin stakkels kuffert, hvis hjul led under stenene på vejen.
"Bevares," svarede manden, "det var bare for at få din opmærksomhed, at jeg spurgte. Du virker bare ikke som én der er vandt til disse kanter. Men hvad ved jeg, måske der er en plan med de hjul på tasken."
Maj var allerede godt træt, efter at have slæbt på den tunge og u-handy kuffert. Og orkede næsten ikke at spille mere fornærmet:
"Du har nok ret, det er min første gang her. Og som du kan se vidste jeg ikke helt hvad jeg gik ind til. Jeg kunne sikkert have forberedt mig bedre. Tænk at han ville have slæbt mig herned på en romantisk kæreste-tur." Maj var lige ved at tude. Sikkert fra en god blanding af lang flyvetur, braste drømme og opvågning til det her mareridt.
"Så så, nu ikke miste håbet helt. Lad mig hjælpe dig. Jeg er kendt på egnen her, og kan sagtens hjælpe dig hen til dit logi. Hvis du bare har en adresse, så skal jeg nok få dig på plads." Han smilede skævt til hende, og rakte ud efter hendes monstrum af en kuffert.
Hun lod ham tage sin taske, og kunne straks mærke lettelsen. Både fordi hun slap for at slæbe mere, og fordi en anden havde taget over for hende.
Det var jo som bekendt meget lang tid siden, at hun havde skulle tage nogen beslutninger selv. Det eneste hun havde skulle tage ansvar for, var hendes støvsoldater og de havde været ret nemme at tale med. De stillede ingen krav, og havde ingen overraskelser gemt til hende. De lignede sig selv når hun stod op om morgen og havde ikke ændret sig forfærdeligt meget når hun gik i seng. Nogen gange var der blevet lidt flere af dem, men det var nu bare hyggeligt. Hun følte at hun havde styr på tropperne, så at sige.
Men det her var noget helt andet. Her skulle hun pludselig selv finde ud af at tage flyet, få noget at spise, finde frem til sit hotel og så videre. Det havde slået hende mere ud, end hun lige havde regnet med. Derfor var det den dejligste befrielse, at hun nu kunne læne sig tilbage i en bil og lade sig føre derhen hvor hun skulle. Godt nok var det en fremmed mands bil. Men trætheden havde overbevist hende om, at det faktisk var en fornuftig idé. Og her sad hun så. Bilen bumlede af sted på de små jordveje. Palmerne hang ind over vejen, og skabte en herlig skygge der hvor bilen kørte. Alt sammen gjorde, at Maj faldt i søvn.
Hun vågnede da bilen holdt stille ved et gammelt hus. Det gik noget tid før Maj opdagede at manden var væk. Hun vidste faktisk slet ikke hvad ham Indiana Jones hed, andet end det hun selv havde døbt ham. Gad vide hvad der var blevet af ham?
Ud fra huset kom ham gående, hen mod bilen. Han havde et lumsk smil på læben. Så sagde han:
"Så kan jeg ikke køre den unge dame længere desværre. Da det er her de skal bo."
Maj spærrede sine øjne vidt op. Hvad var det? Det kunne bare ikke passe. Det var jo slet ikke de billeder, som hende og Martin havde kigget på. Hun havde specifikt fortalt Martin hvordan hun ville bo, og det her var jo slet ikke i nærheden af hvad hun havde beordret ham til at bestille.
Huset var fyldt med huller, hvor fugle fløj ind og ud af. Det lignede aller mest en ruin end et hotel. Hvordan kunne ham gøre det mod hende? Det var da ikke den Martin hun havde kendt. Var han ikke også til luksus og velvære? Maj var mildest talt chokeret. Hun havde troede hun skulle ned til spa, opvartning og lækkerier.
Hun ville ikke ud af bilen. Hvis hun nu bare blev siddende, så ville Hollywood manden køre hende til det rigtige hotel. Det her var selvfølgelig en joke. Det er klart. Men så sagde hr. Jones:
"Hvaaa, bliver det til noget den dame? Jeg skal altså også selv videre." Hans ene øjenbryn løftede sig mens han så ned på Maj.
Hun rettede sig op, og vemodigt greb hun sin klodsede taske. Med tunge skridt gik hun nu mod ruinen.
Bag sig hørte hun manden råbe:
"Hyg dig prinsesse, måske vi ses en anden dag. Spørg efter Harry. Hej så længe."
Ja "hej hej", tænkte Maj surt. Hvad skulle hun dog bruge ham til. Og så viste det sig at han hed Harry. Det var overhovedet ikke så Indiana Jones agtigt som hun havde troede. Tvær gik hun ned mod det lille hus.
Det viste sig, at huset tilhørte en gammel dame, som selv boede der. Hun lejede sit eget soveværelse ud til turister, og sov selv inde i stuen. Værelset som Maj skulle bo i, var enkelt, med en seng i midten, et natbord og spand med vand i som stod i det ene hjørne. Spanden vidste Maj ikke lige hvad var til. Maj var ikke tilfreds. Skuffelsen over ikke at stå midt i luksus og idyl var slet ikke til at skjule. Den gamle dame, snakkede til hende og lagde hovedet på skrå, som om hun tydeligt kunne læse skuffelsen ud af Maj.
Maj fik det dårligt over at vrænge på næsen af den gamle dames hus. Når hun jo tydeligt havde behov for de penge en enkelt turist kunne tilbyde. Men det kunne da ikke have kostet meget det her værelse. Det var Martin som havde stået for hele rejsen. Maj havde blindt stolet på ham og hans evne til at tilfredsstille hende. Men det kunne hun godt skyde en hvid pil efter. Ingen af hendes ønsker var indtil videre blevet opfyldt. Hun var stadig chokeret over Martins nye side. Det var slet ikke en side hun før havde set i ham. Hvem var den mand?
Da Maj lå i sengen senere og skulle sove, lå hun og kiggede op i loftet. Det var hvidt, med huller enkelte steder. Nogle gange bevægede et af hullerne sig, og tog rejsen hen over loftet til den anden ende. Men Maj var alt for træt til, at blive hysterisk. Træt var ikke ordet, hun var udmattet. Hun følte sig som en våd klud der var blevet smidt på sengen, og bare lå til tørre. Alligevel var det den bedste træthed hun længe havde følt. Musklerne var ømme og brugte, hovedet var udmattet af de nye indtryk. Hun følte sig brugt på en rar måde. Ikke som den altoptagene ødelæggende træthed, hun længe havde følt, tilbage i hendes lejlighed på 2 sal. Et sted inde i hende, følte hun en lille ro. Den var stadig lille bitte. Men den var der.