"Lad det ikke komme herind, lad det ikke komme herind, lad det ikke komme herind," messede hun hviskende for sig selv i det mørke hjørne. Knæene var trukket op under hagen og hun rokkede uroligt i takt til ordene.
   "Lad det ikke komme herind..."
   Hun stoppede brat sin bevægelse og sin stemme. Rejste hovedet fra knæene, lyttende. Hun hørte den hvislende lyd, som luft der siver ned af en lang gang. Hun lukkede øjnene. "Jeg beder dig, lad det ikke..."
   Lyden af nøglen i låsen, af døren der knirkende gled op.
   Benene begyndte at ryste under hende.
   Hun holdt øjnene lukkede og placerede atter hovedet mod knæene.
   Det var kommet efter hende.
   Hun havde hørt hvordan det var kommet tættere på de sidste mange dage. Havde hørt dets hvislen passere udenfor den mørke celle. Nu var det kommet til hende.
   Dørens knirken hørte op og en kold luft krøb lydløst hen over gulvet. Den sneg sig hen over hendes nøgne fødder og snoede sig videre op omkring hendes krop, til hun rystede af kulde og angst.
   Hun åbnede øjnene. Hun var nødt til at se det, selvom hun frygtede synet. Hun lukkede munden fast i og løftede forsigtigt ansigtet fra knæene.
   I døråbningen stod en grå skygge. Det havde ingen fast form, men lod til hele tiden at pulsere stille, som røg der hvirvler rundt i et tæt lokale. Skyggen gled hvislende hen over gulvet mod hende. Hun mærkede angsten brede sig, som en kriblen i kroppen. Hun havde lyst til at skrige, men ville ikke. Hun holdt munden tæt lukket, mens hjertet hamrede hurtigere og hurtigere i brystet.
   Da det stod lige foran hende, rejste hun sig langsomt op og stirrede på det, lydløst udfordrende. Men hun vidste hun ville tabe.
   Så gled det tættere på. Tættere og tættere. Hun trykkede sig op af væggen, men det blev ved med at komme nærmere.
   Skriget undslap halsen, da hun blev opslugt af den grå masse, som indhyllede hende i tåge. Hendes fødder slap gulvet. Hun blev vægtløs. Tågemassen var overalt omkring hende. Krøb ind i hendes øjne og ned i lungerne for hvert åndedrag.
   Hun følte tågen bevæge sig og trække hendes vægtløse krop med sig.

Hun landede på et hårdt, koldt gulv, hvor hun lå og hev efter vejret, mens skyggen forlod hendes krop.
   "Er du bange?" lød en kvindestemme.
   Hun nikkede stille.
   "For hvad?"
   Hele kroppen rystede voldsomt og hendes hoved føltes, som var det ved at sprænges indefra.
   Salens mørke omklamrede hende. Det eneste lys, kom fra et lille rundt vindue i loftet. Vinduet tillod en spinkel lysstribe at træde varsomt ind, men den ramte ikke hende.
   Hun rømmede sig.
   "For at dø," svarede hun så, mens hun så længselsfuldt mod vinduet til friheden. Til lyset og lykken.
   "Du kan ikke nå det vindue," sagde kvindestemmen spottende.
   Hun så hurtigt væk.
   "Vil du gerne ud?" spurgte stemmen lidt mere venligt.
   "ja," hviskede hun stille. Bedende. "ja."
   Hun lod blikket glide hen over gulvet mod det sted, hvor sollyset ramte. Der var så utrolig langt.
   "Måske når du det en dag," sagde kvinden.
   Hun vendte sig om på maven og begyndte at krybe over mod lyset på gulvet. Det var så længe siden hun havde mærket dets varme. Hvis hun bare kunne få lov et øjeblik.
   Men hendes krop rystede for meget. En tåre slap hendes kind og landede på det blanke gulv lige som hun satte en hånd der, for at hive sig fremad. Hånden gled i det salte vand fra sindets indre og hun faldt og slog hovedet hårdt i gulvet.
   "Måske en anden dag," hørte hun kvinden hviske.
   Hun begyndte at hulke, mens hun lå der, blottet, på det kolde gulv. Skyggen opslugte hende igen. Førte hende tilbage til mørket. Den paniske angst krøb ind overalt i hendes krop. Men hun kunne ikke skrige så langt inde i skyggen.