Fru. Jensen rejser sig fra graven hver nat, når klokken er 12. I månelyset kan man først ane en tåget dis mellem roserne foran granitstenen. Men langsomt bliver tågen først til hoved, så overkrop og arme, og til sidst rejser hun sig helt, og strækker de grå lemmer.
   Hun ser sig vågent omkring, og hilser på alle de andre grå skikkelser, som også lige er stået op. Et trist udtryk glider kortvarigt hen over hendes ansigt, da hun ser den tomme grav længere henne. Der plejede Hr. Gregersen at stå og vinke, men nu var han væk. Glemt.
   Hans grav havde manglet nye blomster længe. Det er som regel sådan det starter. Derefter bliver der mere og mere sjældent brug for at rive gruset foran stenen, og til sidst forsvinder de.
   Fru. Jensen ser på de sprudlende roser på sin grav. De bliver passet godt, heldigvis. Og gruset trænger allerede til at blive revet igen. Men det var heller ikke så forfærdelig længe siden, hun var flyttet ind.
   Hun gik lydløst ud fra sin plads bag den lave hæk. Gik mod den fjerneste ende af kirkegården, hvor en plads under de store egetræer, var blevet sat til med blomster dagen før. Der var endnu ikke en sten til at annoncere vedkommende, og det var altid spændende at hilse på første gang.
   På sin vej mødte hun gamle Erna, som sørgmodigt stod udenfor hækken og så ind på sin sten, som efterhånden var ved at være grøn af ælde. Erna var den ældste beboer, og på det sidste var hun begyndt at se mere trist ud. Fru. Jensen forstod godt hvorfor. Det var et mirakel at Erna var blevet husket så længe. Men nu var det også snart slut. Alle tegnene var der.
   Fru. Jensen tog hende trøstende om skulderen.
   "Kom med ned og hils på den nye," foreslog hun.
   Erna smilte svagt til hende, men rystede på hovedet og blev stående.
   Flere begyndte at vandrer mod den nye grav og Fru. Jensen fik travlt med at komme videre. Hun ville gerne stå forrest.
   Med venlige undskyldninger, fik hun mast sig igennem den ventende skare, så hun til sidst stod foran.
   Over alle buketterne, lå en lille svævende grå tåge. De nye var altid lidt længere om at stå op første gang.
   "Så du at Hr. Gregersen er væk?" hviskede Fru. Olsen til hende. Hun havde også fået møvet sig foran.
   Fru. Jensen nikkede.
   "Og jeg er bange for at Erna også snart vil være væk," svarede hun. "Hendes grav ser forfærdelig ud."
   "Nu har hun også været her længere end man kunne forvente. Utroligt hvad der får folk til at huske. Bare fordi hun malede lidt billeder!" fnøs Fru. Olsen.
   Bag dem rømmede en ældre herre sig.
   "Misundelse er en grim ting, Fru. Olsen. Hvor længe vil nogen mon huske dig?" brummede han
   Fru. Olsen fnøs endnu engang, mens det gav et lille nervøst gib i Fru. Jensen. Hun havde intet udrettet. Hvor længe mon nogen ville huske hende.
   Hun havde børn, og et par børnebørn var kommet til, inden hun døde. Men når de var væk... Hun rystede tanken fra sig. Erna var et godt menneske, som havde berørt mange sjæle. Hun havde været en dygtig maler, men desværre mest egnskendt. Fru. Jensen havde selv lært om hende i skolen. Men nye fortællinger kom til og gamle blev glemt.
   Fru. Jensens opmærksomhed blev ledt mod graven. Tågedisen lod til at samle sig.
   De så alle spændte til, mens den grå masse formede sig til en menneskeskikkelse. En ung kvinde.
   Kvinden lå helt stille og svævede lige over buketterne. Ingen sagde en lyd. Og da heller ingen trak vejret, var der stille som graven.
   Fru. Jensen huskede ikke helt sin første opstigning. Det skete nærmest bare af sig selv.
   Kvinden blev liggende. Stille.
   "Mon der er noget galt?" hviskede en ældre kvinde bagerst i flokken.
   "Vi kan jo tage hendes puls og finde ud af det," lød det morbide svar fra manden bag Fru. Jensen.
   Han trådte frem fra flokken, gik hen til graven og bøjede sig over kvinden.
   I det samme åbnede hun øjnene, og så lige på ham.
   Og så skreg hun.
   Skriget splintrede stilheden så voldsomt, at Fru. Jensen var bange for, det ville vække de levende. Men endelig tav hun.
   Hun satte sig op, og så vurderende på den gennemsigtige flok foran sig.
   "Jeg er død?" hviskede hun.
   De nikkede alle samlet.
   Hendes kæber vibrerede kortvarigt og hun slog blikket ned.
   Manden som havde stået over hende, gav hende et kærligt klap på ryggen og førte hende med over til de andre.
   De stod alle spændte. Der var mange spørgsmål at stille en ny. Det vigtigste blev altid stillet lige efter opstigningen. Resten var der tid nok til at finde svar på.
   "Har du udrettet noget særligt?"
   Spørgsmålet kom tydeligvis bag på den unge kvinde, som det gjorde det på de fleste. Hun stod et øjeblik og så forundret på dem, inden hun svarede.
   "Jeg har... havde et godt arbejde i brugsen. Og så har jeg en dejlig lille dreng." En tåre gled ned over hendes kind, ved tanken om det hun havde efterladt.
   Men nogle af tilskuerne havde allerede vendt sig, inden de nåede at bemærke det. Intet interessant der.
   Hun så spørgende efter dem.
   "Bare rolig, min tøs." Det var manden fra før, som stod lige ved siden af hende.
   "Det er ikke fordi de ikke kan lide dig."
   Derpå klappede han hende et par gange på skulderen, og fulgte så efter de andre. Der var andet at lave denne nat.
   Det trak også i Fru. Jensen.
   Fru. Olsen stod stadig ved hendes side, men vendte sig også længselsfuldt mod jernlågerne.
   "Hvor skal I alle sammen hen?" spurgte den unge kvinde.
   "Ud og sørge for vores egen eksistens," mumlede Fru. Jensen, og måtte giver efter for trangen. Hun ville for alt i verden ikke glemmes.
   Hun og Fru. Olsen vendte sig for at gå.
   "Vent på mig. Jeg vil med. Jeg vil ikke være her selv." råbte kvinden og indhentede dem.
   "Så kom med. Men vi skilles ved porten."
   "Hvorfor ved porten?" spurgte kvinden forvirret.
   "Fordi vi ikke huskes af de samme. Jeg må give liv, hvor jeg vil mindes. Det samme må du. Tag hjem og rusk lidt med dem. Jo længere de husker dig. Jo længere lever du."
   Kvinden stod måbende og så efter de to damer.
   "Mener du nu stadig, at dit arbejde og dit barn var noget stort?" spurgte Fru. Olsen spydigt, mens hun skyndte sig ud af porten.