Månen skinnede klart fra himmelen, og fik træerne til at kaste lange skygger hen af den velplejede plæne. Skygger, som ville have skræmt alle andre, men ikke hende. Hver aften sad hun i den gamle sivstol på den åbne terrasse. Holdt øje med dem. Holdt øje med skyggerne og månen og stjernerne. For uden månen og stjernerne ville skyggerne jo ikke være til at se, og hvordan skulle hun så føle sig sikker?
   Hele livet havde hun været bange. Bange for at blive efterladt alene uden nogen form for sikkerhedsnet. Men så opdagede hun skyggerne.
   Skyggerne kunne hun altid regne med, kun skyerne kunne jage dem væk. Men så skulle hun bare tænde et lys og kalde på dem, så kom de igen, som de trolige venner de nu engang var.
   Når hun sad der i sin stol hver aften og betragtede skyggerne, tænkte hun nogle gange på, hvorfor så mange mennesker frygtede dem. Man skulle bare lære dem at kende, at kommunikere med dem, så var de, de bedste venner. De fulgte hende hjem gennem den farefulde park hver aften, og sørgede for at ingen gjorde hende fortræd. Sammen med skyggerne var hun urørlig. Spundet ind i et sikkerhedsnet, andre knap turde drømme om.
   Det hændte også, at hun sad sammen med skyggerne i flere dage og sludrede. Sammen med dem havde hun efterhånden fået et bedre overblik over sit liv, over sin barndom. Hun havde lært at tilgive.
   Men det havde nu ikke altid været sådan. Det tog tid at oprette et venskab med dem, for i starten var hun lige så bange for dem, som så mange andre mennesker. Ikke mindst de modbydelige børn der forfulgte hende.
   Men hun lærte snart at flygte til de mest uhyggelige steder, hvor de andre ikke turde komme, og her mødte hun skyggerne. Mens hun gemte sig bag træer og i kroge jagede skyggerne forfølgerne væk. Og mens hun ventede på fri bane, lærte hun dem at kende.
   Hun smilede ved tanken, og satte sig bedre til rette i stolen. En kølig vind krøb op under hendes bluse, og hun trak gysende tæppet bedre om sig. Vinden hvirvlede hurtigt rundt i græsset og fortsatte op af en stamme, til træets skygge bukkede sig for hende. Hun smilede tilgivende med knebne øjne og hovedet lidt på skrå. Hun tilgav altid alting. Det var hun blevet god til, og det gav ro i sjælen. Tilgivelsens magt var stor, det vidste hun, men hun var ved at lære den.
   Hun kom atter til at tænke på den lyshårede pige med krøllerne. Hun blev ikke længere trist og gal af at tænke på hende, for hun var tilgivet. Men stadig kunne hun tænke tilbage på hendes ondskabsfulde jagt over marken. Hun huskede det tydeligt. Krøllerne havde været efter hende hele dagen, og på vej hjem fra skole slog hun til, jagtede hende ud på åben land.
   Lige meget hvor hun så hen var krøllerne der, de gennede hende hen mod vandhullet og til sidst faldt hun i. Hun kunne høre latteren fra vandkanten og turde ikke andet end at blive siddende. Der sad hun i flere timer, indtil en rar mand fandt hende og hjalp hende hjem. Krøllerne glemte hun aldrig.
   Men hun havde tilgivet hende nu, takket være skyggerne.
   Den samme pige blev for nylig fundet død i en lille sø i nærheden af sit hjem. "En tragisk ulykke," stod der i avisen. Men hun døde i det mindste som tilgivet, og det er yderst vigtigt, for det giver ro i sjælen.
   Et stjerneskud skød hen over himmelen. Den er smuk mens den lever, men når den er død, hvad så? Hun tænkte nogle gange på de mærkeligste ting, det havde hun altid fået at vide. Men hvem bestemmer hvad der er mærkeligt eller normalt? Alle elever og lærere på byskolen måske?
   Endnu et gys gik gennem hendes spinkle krop, men det var ikke vinden denne gang, det var minderne.
   Hun huskede, hvordan eleverne havde været efter hende hver eneste dag, og hvordan lærerne bare havde stået og set på. Især huskede hun de tre drenge, der en eftermiddag bestemte sig for at låste hende inde i klasseskabet efter skole. De havde i det sidste frikvarter taget hendes penalhus, denne handling tvang hende til at blive og lede efter den efter timen. Det var præcis, hvad deres plan havde gået ud på.
   Først havde de puffet hende rundt i lokalet, så hun væltede frem og tilbage mellem borde og stole, mens de hvæsede de værste skældsord til hende. Da de begyndte at prikke efter hende med kosten, brød hun sammen i et hjørne. Derefter var de alle blevet helt stille omkring hende.
   Hun sad bare der i hjørnet med sine tårer, og savnede skoven så forfærdelig, indtil den rødhårede af drengene, havde flået hende på benene. Hans stemme var dengang skinger da han hviskede i hendes øre. Nu var den blevet rå, og håret havde fået en anden farve, men hun havde heldigvis genkendt hans nedrige øjne. Det var de øjne der snedigt havde vist hende, hvor hun kunne finde penalhuset, for blot at skubbe hende ind i skabet og dreje nøglen. I samme øjeblik trådte pedellen imidlertid ind og opdagede deres nummer. Hun slap ud og løb væk, ind til skyggerne, med ordene hævn i ryggen.
   Månen skinnede i hendes blanke øjne, da hun så minderne for sig. Vinden bar en fortvivlet mumlen med sig fra østhjørnet af haven. Hun kneb øjnene sammen, lagde hovedet på skrå og smilede mod vinden.
   De tog deres hævn ja, en grusom hævn hun sent ville glemme.
   Sammen med skyggerne, havde hun for nylig lært at tilgive dem. Faktisk var hun ret så udmattet af at fortælle dem det, for de havde været svære at finde. Men det var også en svær tilgivelse.
   Hun så flammerne for sig, fuldstændig som da de blev ført imod hende dengang i hævnens time.
   De tre drenge havde ikke gjort hende noget i fem dage, og hun havde håbet at de havde glemt det, men hun tog fejl. De ventede blot på det rigtige tidspunkt. Sankt Hans.
   Det havde været mørkt og trist hele dagen og hun ville skynde sig hjem fra skole, for skyggerne var ikke at se. Da hun var kommet et stykke ud af byen, havde hun fået øje på den første af drengene. Han kom slentrende hen af vejen, med en smøg i den ene hånd og en bunke tørre kviste i den anden. Hun ville gå uden om ham, og krydsede ind over marken til venstre for sig, der kom den rødhårede dreng pludselig til syne i det høje græs, også han bar på en håndfuld kviste.
   Hun vendte rund for at søge mod den lille skov på den anden side, men her stod den tredje dreng blot og tronede imellem de skyggeløse stammer. Flammen fra hans lighter havde allerede fået tag i de tørre kviste i hans hånd, og da hun vendte sig så hun de andre gøre det samme.
   Hendes hænder begyndte at ryste og hun tog fastere om armlænet på stolen. Vinden førte atter jamren med sig og hun rystede hovedet, for at holde det ude.
   Flammerne lyste op for hendes øjne. Hun hørte de skingre stemmer for sig.
   Ville de have hekse på bålet, så skulle de få det, hviskede de, mens de kom nærmere. Hun vred sig ved tanken om smerten da ilden kom tættere på, og hun tørrede forsigtigt sveden af panden. Hun tvang sig selv til at tænke på noget andet. På at hun jo havde tilgivet dem her forleden dag. På deres skræmte ansigter, da hun en efter en fortalte dem det, gennem sprækken i det skur der stod i østhjørnet af haven. Og på hvordan hun ville glemme det nu.
   Hun begyndte at føle sig rastløs. Nu havde hun jo tilgivet, sagde hun til sig selv. Månen lyste klart. Hun rejste sig og gik mod skuret og den jamrende vind. På jorden udenfor skuret lå en pakke smøger, en lok rødmalet hår og en lighter. Hun smilede stille og tog øksen. Det var en dejlig midsommer aften som fortjente et bål,. Det bukkende træ ville være udmærket at tænde op med under det gamle skur. Det skulle alligevel fjernes, tænkte hun med et tilgivende smil.