Hun småløber langs den mørke gade. Det er efter hende. Kulden sætter sig på hendes knogler, som millioner af nåle og vil ikke give slip. Hun skælver, ser sig hurtigt over skuldrene. Intet. Hun undslap denne gang.
   Hendes ånde danner tågeskyer i luften over hende. Hun krydser hurtig vejen for at tage gaden overfor. Her lyser gadelygterne stille på denne mørke aften. Lyser gaden og omgivelserne op, så hun kan se alt hvad der foregår. Hjertet banker efterhånden langsommere og hun går rolig og afslappet ned af den oplyste gade.
   Hun går den samme tur hver dag. Ned til kiosken i udkanten af byen og tilbage igen. Om sommeren gør det hende ikke noget, men når efteråret falder på, begynder hun at mærke frygten komme efter hende. Så er det hun føler pulsen stige og benene sætte farten op. Hun kan altid høre den når den kommer. Nogle gange er den så ufattelig tæt på at nå hende, at hun næsten kan mærke dens kulde i nakken.
   Hun har prøvet at få lavet sin arbejdstid om, men det er umuligt. Hun må bare krydse fingrene og satse på at undslippe hver gang. Indtil videre er det lykkedes.

Hun træder ind i entreen og smækker døren. Smider sig i stolen foran tv'et og begynder at zappe. Der er ikke noget interessant. Hun rejser sig. Går ud i sit atelier. Væggene er behængt med tegninger og malerier. Halvfærdige ting ligger smidt overalt omkring staffeliet, der står i hjørnet af rummet, helt ovre ved vinduet. Hun stiller sig foran det og sætter et tomt lærred fast.
   Hun undslap i aften. Smiler lettet. Hun undslap igen i aften.
   Hun pøser maling ud på paletten og griber penslen. Et virvar af dunkle farver opstår på lærredet foran hende. Hun træder et par skridt tilbage og kniber øjnene sammen. Det ligner endnu ikke helt.
   Hun husker stadig kulden. Følelsen da det var lige bag hende. Det var koldt og skræmmende.
   Sort kommer på lærredet.
   Det havde været lige i hælene på hende. Var lige ved at få fat på hende. Penslen dyppes, store hænder på lærredet. Hun bliver ved og ved. Det skal være perfekt
   Endnu engang træder hun et par skridt tilbage for at iagttage sit værk.
   Et hul i skyerne leder månens glidende lys ind gennem vinduet. Den mørke skikkelse skinner lige tilbage på hende. Griber ud efter hende.
   Det er færdigt.
   Hun tager det forsigtigt og finder en plads på væggen, hvor det kan hænge. Hundrede af andre mørke malerier og tegninger af uklare skikkelser, glor tilbage på hende. Men de gør hende intet.
   De er harmløse.
   Efterhånden som de bliver mere harmløse, bliver de dækket af nye mørke lag, der en dag også vil være ligegyldige billeder.
   Hun tager et sidste blik rundt i rummet. Smiler til de mange sorte uhyrer på væggene og slukker lyset.
   Nu kan hun sove igen i nat.

Penslen hvirvler igennem luften med fart og sorte farver. Endnu engang, har det været efter hende. Endnu engang er hun undsluppet. Endnu engang ødelægger et billede fremtiden, for et nyt frygtens ansigt.

Væggen er ved at være fyldt igen. Godt det snart er forår.

Skridtene giver genlyd på gaden. Skyerne dækker himmelen og lukker den smule aftenlys ude, der ellers er ved at få gjort sit indtog. Hun ryster på hovedet. Gør sindet klart og går til med raske skridt.
   Hun kommer til det sted, hvor bøgetræerne rejser sig langs gaden. En vind suser hen ad vejen og hvirvler omkring hendes ben. En svag kulde spreder sig langsomt op og dækker hendes krop som tråde.
   Hun lukker jakken tættere sammen om sig. Pulsen begynder at stige. Der er ingen vej tilbage.
   Hun ser sig nervøst bagud over skulderen. En skygge følger hende langs træerne. Hun sætter farten op. Skyggen følger efter.
   Nu småløber hun. Skoene klapre hurtigere i den stille aften.
   Hun føler det indhente sig.
   Kulden bider og huden strammes. Hendes hestehale pisker mod hendes ryg. Alt for langsomt går det.
   Hun mærker det bag sig. Det har indhentet hende. Det tager hende i nakken og lammer hende hele vejen ned i kroppen. Kulden er forfærdelig.
   Skriger.
   Hun bliver opslugt af uhyret.
   Svimmel.
   Sort.
   De kolde fliser mod hendes kind.
   Det fik hende. Denne gang fik det hende.

Hun ligger udstrakt på gaden. Som limet til jorden.
   Det er over hende. Tynger hende ned.
   Hendes råb bliver til gråd. Gråden til frustration. Hun ryster sig. Mærker det slippe taget en smule. Ryster sig igen. Igen. Igen.
   Hun rejser sig og skal til at løbe, men står så stille og vender sig om. Hun slog det. Det må ligge lige der på gaden.
   Hun kigger ned. Ser intet. Et hul i skyerne giver månen bag hende plads til at skinne. En mørk skygge lægger sig på gaden.
   Hun slog det.
   Behøver aldrig male mere.