0Alfrida
Alfrida sad på færgen og stirede ud ad vinduet. Det var nu ikke m... [...]
Blandede tekster
8 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Alfrida Nedergaard (f. 1993)
Alfrida sad på færgen og stirede ud ad vinduet. Det var nu ikke meget hun kunne se for selv om klokken ikke var meget over 19, så var mørket faldet på for længst. Word-dokumentet på computeren forblev lige så tomt som havet forblev sort, og den halvspiste durumrulle ved hendes side forblev kvalmende. Desværre var fast food nok det eneste hun kunne se frem til nå hun ankom til Ærø.
Alfrida skulle besøge Andreas på øen. Han var ekskæreste og nu en af hendes bedste venner. Eller det havde han i hvert fald været. Efter hun havde slået op med ham var det gået fint længe. De havde snakket om alt i verden. Men det gjorde ondt. Alfrida havde stillet lukket af overfor ham og snakket med to gode venner i stedet. For Alfrida havde haft brug for at tale negativt om Andreas og det var svært at gøre med Andreas. For det første var hans ego til tider så stort at man kunne undre sig over at der overhovedet kunne være andre på den lille ø, og for det andet: man bagtaler jo ikke nogen med dem selv?
Der var som altid en picnic-stemning ombord på færgen. Folk snakkede lystigt, også selv om det var stilleafdelingen. De fleste havde en eller anden form for madpakke og drikkevare med ombord, mens andre bestilte maden, og kunne nyde alt fra smørrebrød til friturestegte ting i alle skygger og afformninger.
Alfrida havde ikke set Andreas siden først i august og det var sidst i november nu. Det første stykke tid havde hun savnet ham og overvejet muligheden for at få ham tilbage flere gange. Men det han havde var gjort var det værste hun kunne forstille sig. Det var ikke kun det at han havde været hende utro, og hvem han havde været hende utro med, det var det at hun havde stolet på ham. Hun havde stolet på ham. Hvordan kunne hun være så dum! Især når han havde gjort det to gange før. De havde været sammen i tre år, og de første to gange havde været efter et års tid. Dengang havde hun tilgivet ham. For de boede trods alt over 4 timers rejse fra hinanden og det var jo bare en ungdomsforelskelse. Men sidste år de havde været sammen var noget anderledes. Hun havde skiftevis været den mest lykkelige og ulykkelige 18-årrige på hele jorden. De gange hun havde haft det godt havde selvfølgelig kompenseret for de gange hun havde været ulykkelig og havde følt sig ensom. For alle var da ensomme nogle gange, ikke? Alfrida vidste det ikke. Hun havde ikke så meget at sammenligne med. Faktisk havde hun intet at sammenligne med. Måske lige bortset fra hendes forældres forhold. Og de var jo blevet skilt. Skilsmisse. Svigt. Det var det Alfrida var bange for. Det var derfor hun var blevet så såret da Andreas, havde fortalt om hans utroskab lige efter hun havde brudt med ham. Han sagde han også gerne ville bryde. Faktisk ville han have gjort det, men han var bange for at Alfrida skulle græde. Sådan en tøsedreng! Vatpik! Ja, hun græd når hun blev ked af det. Men tilgengæld blev hun altid glad igen hvis hun bare lige fik lov til at reagere.
Fra hendes plads ved et bord der stod ved vinduet, kunne hun holde øje med de andre passagerer. At side og iagttage mennesker var en af hendes yndlingsbeskæftigelser. Det er sjovt så forskellige folk kan være, og alle smukke på deres helt egen måde. Der sad en gammel sømand lidt væk fra hende. Han havde en enorm næse. Men det var hverken det eller hans ring i øreret hun kiggede på. Hans ansigt var vejrbidt og han havde store poser under øjnene og tydelige smilerynker ved øjne og mund. Men det der virkelig fangede Alfridas blik var en lille tåre han havde fået tatoveret under den yderste del af højre øjnkrog. Et ansigt så glad og mildt, og fyldt med smukke rynker, og så den tåre. "Ja, livet gør ondt, men man kommer altid til at smile igen", tænkte hun.
Alfrida havde længe tilgivet Andreas, selv om det tog et par måneder. Det havde virkelig gået frem ad da hun blev forelsket igen. Hun havde helt glemt den fuldstændige vidunderlige følelse. Men det var ikke kommet til mere end at hun havde kigget efter ham. For selv om Alfrida ikke virkede genert ellers, var hun det meget kraftigt overfor fyre, især hvis hun kunne lide dem. Andreas have prøvet at lokke hende til øen lige siden de slog op, men indtil nu havde hun fundet en undskyldning hver gang. Hun havde ikke været klar. Det vidste hun heller ikke om hun var nu, men hun var nok så klar hun nogensinde ville blive. Desuden havde Andreas gjort det meget klart hvorfor han gerne snart ville se hende igen, og det var ikke kun for at være rigtig gode venner. Både før og noget tid efter bruddet havde de "leget med hinanden", som de kaldte det. At "lege" var fx at sende nøgenbilleder og små frække historier til hinanden. De havde skam også "leget" over Skype. Alfrida havde nydt det. For når det foregik på denne måde var Andreas jo langt væk, og bare et redskab i hendes leg. Men nu skulle hun se ham igen. Hun skulle faktisk stå ansigt til ansigt med ham, og sove i hans seng. Hvad nu hvis der gik noget galt. Andreas boede på 20 km2, så det var svært at flygt. Alfrida var utryg. Hvad skulle hun gøre hvis de kom op og skændes og hun allermest af alt havde lyst til at gå. Hvor skulle hun så sove? Hun kunne blive tvunget til fortsat at sove hos ham, selv om hver en partikel i hendes krop ville skrige for at komme væk.
Med ét kom Alfrida op til overfladen. Hun var sunket så dybt ned i hendes tanker at hun helt havde glemt, at hun egentlig havde dedikeret denne færgesejlads til at få skrevet den danskaflevering hun havde for til på mandag. Den lille sorte streg oppe i venstre side af det tomme dokument, blinkede stadig lige så ensomt som det havde gjort for en time siden. Men det var der ikke noget at gøre ved nu, for færgen var i havn, og det var alt for sent at flygte fra fortiden og virkeligheden. På kajen, under et tis-gult lys fra lygtepælen, holdt en lille hvid bus med blå striber. Alfrida satte sig ind i den og så stille til hvordan havnen og friheden forsvandt og blev erstattet skiftevis af mørke og tis-gult lys. Nu måtte det briste eller bære.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/11-2012 18:27 af Alfrida Nedergaard (Alfrida) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1108 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.