Jeg ligger i vejkanten.
   Mudderet jeg er smurt ind i er størknet, det har farvet min hud og mit tøj gråt.
   Huden plejede ellers at være sort som nattehimmelen, tøjet plejede at være brunt.

De kunne have taget alle mine ejendele, eller de få jeg nu havde!
   Jeg ville ikke have gjort modstand. Jeg var for svag og sulten.
   Alle her i landet er sultne.
   Det var de også.
   Måske var det derfor at de tog mit allerkæreste eje.
   Mit liv..
   Jeg nåede lige at blive 30, inden de tog det.
   Jeg troede at jeg ville have mange år endnu.
   Men måske er det ligegyldigt om jeg lever eller dør.
   Hvad ville et par år mere, havde betydet for nogen.?

Et par drenge, sikkert på vej til markedet, standser op.
   -Er han død? Spørger den ene dreng.
   Hans tøj er laset, hans arme er tynde, og hans mave udspilet.
   Den anden dreng, lidt større end den første, men mindst lige så laset og sulten, genmæler.
   -Det tror jeg! Prøv at prikke til ham!
   Den mindre dreng finder en pind, og prøvende lader han den ramme min kind, han prikker lidt hårdere. Jeg reagerer ikke. Jeg er død!
   Jeg mærker heller ikke, da den lidt større dreng overtager pinden. Han prikker mig først lidt i næsen, flytter derefter pinden op til mit øje. Han presser til.
   Det får mit øjeæble ti at briste. Og sender et sprøjt af safter ud i luften, hvoraf en del rammer den største dreng.
   -advr! Udbryder han højlydt og griner til sin ven
   Dermed er de overbevist om mit manglende liv, og begiver sig videre.

Solen står højt på himmelen.
   Jeg tænker at hvis jeg ikke var død, ville det føles stegende hedt at ligge her i grøften.
   Det er det altid her landet..
   Fluerne har fundet mit lig. De lander på mit ansigt. Og de begynder at kravle ind i alle åbninger.
   Mine ører, næse, mund, tilmed hullet hvor mit øje engang var.
   De lægger deres æg, og forlader mig så. Blot for at give plads til deres artsfæller.
   Gad vide hvor længe der skal gå før deres æg klækker, og begynder at spise af mit lig?
   De er jo sultne! Det er alle her i landet.

Et orange skær, overtager den ellers blå himmel. Den bliver snart afløst af nattens dunkle favntag.
   Dagens sol har sat sine spor, jeg er begyndt at lugte.
   Det har et par vilde hunde bemærket. Og deres næser har ledt dem direkte til mit lig.
   Den først ankomne, sniffer mig i ansigtet.

Efter lidt tid er den overbevist om mit manglende liv, den begynder at gnave og rive i mit øre.
   Jeg tænker at det er heldigt at jeg er død. Larmen ville være sønderrivende.
   Den anden hund begynder at æde af min højre hånd.
   De nyder ædegildet i en halv times tid. De er sultne, det er alle her i landet.
   Pludselig farer de op. en skinger kvindestemme råber
   -Væk! Væk!.
   En ung kvinde, Ca. 16 somre, nærmer sig.
   Hun er klædt i en meget kort nederdel, hendes bluse er nedringet, og hun stinker af sprut og sæd.
   At dømme ud fra dette er hun prostitueret.
   Hun nærmer sig langsomt mit lig, bukker sig ned ved mine fødder. Hun binder mine snørrebånd op, og tager skoende af mit lig. Hun går tilfreds videre med skoende dinglende i hånden.
   Hun er sulten, det er alle her i landet.

Lidt senere vender de to hunde tilbage, de er stadig sultne.
   Mange andre dyr besøger mig også i løbet af natten, de spiser af mit lig.
   De er sultne.....

Solen står op, menneskene begynder deres daglige vandring til byens marked.
   De går alle i en stor bue uden om mit havspiste lig.
   Jeg er også begyndt at lugte,

Maddikerne er begyndt at klække og spise.
   Jeg er rådden! Jeg stinker!

En lastbil standser.
   To mænd hopper ud, de stinker også..
   Den ene tager fat i mine ben, den anden armene.¨
   -en-to-tre! De smider mig op på ladet af lastbilen, og kører videre.
   Det er en skraldebil.

Jeg ligger blandt lort, madrester og andre lig.
   Vi er alle på vej til vores sidste hvilested.
   Lossepladsen!