I løbet af bare én dag oplevede Melvin at blive så totalt mættet af lyst og nydelse, at "livets glæder" i al fremtid ikke havde nogen tiltrækning for ham. Han fik et dødt og gråt udtryk i ansigtet og en ludende gang og lignede en levende død. Han blev også uinteressant at høre på og lugtede ikke for godt.
   Hans mor forsøgte tit at parre ham med ledige kvinder i kvarteret, men han afviste hårdnakket.
   "Jeg har gennemlevet alt", sagde han trist.
   "Han er brændt ud", sagde lægen. "Jeg har set det før, en eksplosion af lyst og nydelse har fjernet al kraft og energi fra manden".
   "Jamen, hvad vil der da ske med ham fremover?" spurgte moderen.
   "Ikke noget som helst. Til sidst dør han".
   Melvin meldte sig ind i Esperanto-foreningen, hvor han traf andre af samme slags, f.eks. ridderen Heinrich Sprent, der havde kneppet sig invalid. Et andet medlem, Helmuth Verner Havemand, havde ædt sig lam i ansigtet på Noma, hvor han en aften blev bortvist efter at have kastet op ud over nabobordet. På det tidspunkt havde hen mistet al lyst til at spise og blev tvangsmadet på en psykiatrisk afdeling. Andre var medlemmer af Mensa og var så kloge, at de blev syge af det. Endelig var der også nogle medlemmer af Scientology kirken, der skilte sig ud fra de øvrige ved en irriterende og påptrængende udadvendthed.
   Ingen af medlemmerne interesserede sig i virkeligheden for esperanto. Melvin og ridder Sprent førte sporadiske samtaler på sproget om ønskværdigheden af at få genoplivet tidligere tiders lyst, men så ingen mulighed for det. "Hvad skulle det spild af kræfter også til for?"
   De forsøgte sig dog af og til med lidt "sjov", idet de ved nogle lejligheder stillede en ret mad på bordet foran Helmuth Verner Havemand, der kvitterede ved at kaste op og bande fælt på esperanto.
   Mensamedlemmerne fandt spøgen barnagtig.
   Psykiatere var meget interesserede i Melvins tilfælde og inviterede ham med til en videnskabelig kongres i Montreal, hvor forskellige undersøgelser af og eksperimenter med ham og et par tilsvarende patienter skulle foretages. De øvrige var den ungarske langgossælger Pfister, hvis liv var så fyldt med fornøjelser og nydelser, at det en dag kammede over, den walisiske lastbilchauffør Ringo O'Presley, der en aften havde masturberet sig til en psykisk eksplosion i hovedet og tyskeren Kai Kremer, der gik død ved en pølsevogn i Hamburg.
   Melvin blev placeret foran en fjernsynsskærm, der uafbrudt viste pornofilm af enhver slags. Der blev sat elektroder på ham og foretaget alle mulige målinger, uden at der blev konstateret reaktioner overhovedet.
   Derefter udsatte man ham for direkte kontakt med nøgne kvinder og (for en sikkerheds skyld) nøgne unge mænd. Resultatet blev det samme.
   Psykiaterne diskuterede, hvorvidt de skulle søge at "helbrede" den ulykkelige. En norsk psykiater foreslog at give ham en serie elchok, "strøm", som han kaldte det, og det vandt almindelig tilslutning.
   Desværre var nordmanden for entusiastisk med "strømmen" og kom til at give ham for meget, således at han simpelthen blev henrettet og lå tilbage død, sortsveden og med håret strittende på sin briks.
   Hans mor blev inviteret til hans begravelse i Montreal, men gad ikke rejse derover.
   "Jeg vil hellere en tur til Harzen"; erklærede hun. Men det kom hun ikke.