En person tog en bus ud til den kistefremstillende virksomhed, som befandt sig i udkanten af byen, og indfandt sig ved middagstid. Ved entringen syntes butikken tom, men et ophængt portrætmaleri af Christian VII med udskårne huller, hvor kongens øjne skulle have været, viste nogle levende øjne bag billedet.
   Er her nogen? spurgte den besøgende.
   Ja, træd blot nærmere, lød det fra maleriet.
   En herre i et fint sæt tøj kom frem fra en dør og spurgte, hvad der var formålet med besøget. Dertil svarede den besøgende, at han gerne ville se på en urne af billig kvalitet, hvis butikken lå inde med en sådan.
   Jeg vil tilkalde min assistent, hr. Brun, så vil han assistere Dem.
   Assistenten førte kunden ned af en trappe, så de nåede kælderen. Hvad skal jeg her, sagde den besøgende, der fandt, at der var noget underligt ved det hele. Hr. Brun viste vej videre ind i kældermørket, til de nåede til en kanal med en tøjret robåd.
   Nu skal vi på eventyr, sagde den noget specielle hr. Brun. Træd ned i båden, og så derudaf. Med nogen betænkelighed steg den besøgende ned i båden sammen med hr. Brun, der straks satte fra og lod båden glide med strømmen ind i mørket. Det var en smal kanal, der var svagt oplyst af lamper på de stænkpudsede vægge.
   Hvor skal vi dog hen? sagde den besøgende forskrækket.
   På eventyr, på eventyr, gnækkede den lille assistent.
   Lidt efter lidt blev det lysere, og endelig kom de til en udvidelse af kanalen, hvor der lå en ø med et stærkt belyst bibliotek. Og her gik de i land.
   Skal vi gå ind, sagde hr. Brun, hvilket den besøgende gerne gjorde.
   Biblioteket var gammelt og absolut saneringsmodent. Bibliotekaren var iført engelsk selskabstøj med butterfly. I skal have et lånerkort, sagde han, ja ikke dig, Brun. Ud med dig, du har karantæne her. Men den herre er hjertens velkommen til at tage et kig. Brun tog afsked. Jeg venter udenfor, sagde han, og den besøgende gik rundt blandt bøgerne på egen hånd. Det var mest opbyggelige bøger, lagde han mærke til, andagtsbøger og den slags, og også en del bøger om kønslige problemer. Der var nogle enkelte besøgende, gamle gustne mænd, hvoraf nogle kørte frem og tilbage, liggende på maven på skateboards for at kunne se, hvad der stod på de nederste hylder.
   Da han kom ud igen, sagde han til hr. Brun, at det var vel nok et forunderligt sted. Hvordan er lånerne kommet her ned?
   Mon ikke de bor her?
   Hvorfor har du karantæne?
   Fordi jeg støjede og pissede i håndvasken. Nå lad os komme videre.
   Jamen hvad skal det her føre til?
   Vent og se, du vil ikke fortryde denne udflugt til det mørke sted.
   Har du noget at spise? jeg er hundesulten, sagde den besøgende.
   Værsgo spis dette forgiftede æble.
   Den besøgende troede, at det var en vits, der hentydede til Snehvide, og spiste æblet uden at tænke nærmere over det. Han faldt straks i en dyb, bevidstløs søvn... Idiot, sagde hr. Brun.
   Da den besøgende vågnede op, befandt han sig på et operationsbord i et stærkt klinisk lys. I lokalet befandt bedemanden sig sammen med hr. Brun og bibliotekaren, alle var iført kirurgiske uniformer, og alle smilede satanisk. Se dig omkring, sagde bedemanden, snart er du del af en kostelig samling. Den besøgende så sig omkring og så til højre for sig, en stor opstillet flok af, hvad han først antog for at være levende mennesker, men som ved nærmere eftersyn viste sig at være balsamerede mumier.
   Alt sammen vort værk, råbte de tre begejstret i kor og klappede i hænderne.
   Er du beredt til udødeligheden?
   Han så de blinkende skalpeller i deres hænder og var klar over, at spillet var ude for hans vedkommende.