Patrick Finnicker blev født i Odense, Fyn, i et lille land kaldt Danmark. Han havde som barn fået at vide at han kom til verden den 8. oktober 1954 på Odense Universitetshospital kl. 12:05, og da han stadig boede hjemme og blev fejret med lagkage og fødselsdagssange, sørgede han hvert år for at puste lysene ud på det præcise klokkeslæt.
   Det var dengang. Nu sad Patrick i sin støvede Impala Chevrolet fra 1967 og trommede sin tommelfinger utålmodigt mod rattet mens han ventede på grønt lys i det trebanede lyskryds. Året var 1979, der var gået 25 år siden hans fødsel og han arbejdede nu som bartender i en trendy natklub ved navn Rattle i Odense Midt hvor han tjente lige præcis nok penge til ikke at kunne forsøge sig selv; derfor var han nu, endnu en gang, på vej hjem til kære mor og far der naivt tog ham ind til middag op til flere gange om ugen, fordi han var så ivrig efter at fortælle dem om hans dag. Denne lille hvide løgn førte ofte til flere små hvide løgne, da hans dag sjælden var spændende nok til at blive omdiskuteret i de to timer, det tog dem at spise middag og efterfølgende drikke te. Hans liv var derfor de sidste par måneder blevet et spind af små hvide løgne og han prøvede desperat at holde styr på alle de interessante nye venner han skulle have mødt, pigerne han fandt sammen med (men det gik desværre ikke, fortæller han gang på gang sine forældre med blikket slået ned i bordet) og firmaer han havde været til jobsamtale hos.
   Patrick var dog ikke plaget af dårlig samvittighed. Hvis han skulle vælge at fortælle dem sandheden om sin dårlige økonomi ville det føre til hændelser der i sidste ende ville medbringe salg af hans kære bil. Han lænede sig bedre tilbage i det bløde lædersæde ved tanken. Impalaen var hans kæreste eje og hans forældre forstod ikke hans behov for et privat transportmiddel på fire hjul, så dyr i drift - tag dog toget, siger de. Brug din cykel, skælder de. Han var vokset op uden denne luksus, og han klagede ikke - han følte som barn ikke, at han gik glip af noget. Dengang var en bil ikke så almindelig, og selvom hans forældre altid havde været velhavende, havde de aldrig haft behov for at have sådan en støjemaskine stående i garagen. Det havde altid været helt ok med Patrick til langt inde i teenageårene. Men nu var Patrick fyldt 25 og i mellemtiden var en bil blevet allemandseje; og han havde ikke i sinde at undvære.
   Dette er hvad driver ham i armene på hans forældre et par gange om ugen, og dette er hvad der retfærdiggør hans løgne.
   Hans fingre strammede om rettet da det svage lys hejst et par meter fra ham skiftede til grønt og motoren brummede sødligt da han trykkede på speederen. Han tænkte bittert, at han skulle tage og skaffe sig selv lidt menneskelighed.

Efter at have indtaget adskillige portioner lasagne med salat og ført en entusiastisk samtale om den internationale forretningsmand han havde konverseret med natten forinden på Rattle (i virkeligheden havde det været en ret stille nat, og de eneste ord han havde udvekslet med nogen var de tre standard sætninger "hvad kan jeg give dig?", "har du ID?" og "baren lukker nu"), tog Patrick afsked med sine forældre ude i gangen der var ivrigt dekoreret med billeder af ham fra barnsben af til en voksen mand. Han satte sig ud i bilen og tændte for radioen uden at give det mange overvejelser. Efter en middag hos de gamle var han altid pinligt sober og efter to år som bartender var der ikke rigtig noget værre, så han satte i femte gear mod Nightfever, en anden og knap så populær natklub. Nightfever og Rattle lå klods op ad hinanden, og selvom han i sine yngre dage havde foretrukket sidstnævnte, var hans frivillige besøg hurtigt ophørt siden han havde fået arbejde der. De grå vægge og eksklusive danselys gjorde ham træt i hovedet eftersom han stod der hele natten, næsten hver nat, så det sidste år havde han i stedet været stamkunde på Nightfever.

De mørke gader bød på en irriterende stilhed og han skruede trodsigt op for musikken på P1. Melodien var velkendt og efter få momenter sang han højlydt med.

I wish you knew, I'm not the one for you
   You're not the one for me
   And I can't stand you
   After all I do, you're still just stuck like glue
   Why don't you run from me?
   'Cause I can't leave you
   Before I break your heart
   Before it breaks my heart
   Before you break my heart
   Release me
   Release me
   Release me
   Release me

Patrick tørrede øjnene med bagsiden af sin hånd da små våde perler fugtede hans kinder. Tårer var ikke fremmede for ham, men oplevelsen af dem i ædru tilstand var noget han ikke har oplevet i månedsvis. Patrick opfattede ikke sig selv som alkoholiker, blot en livsnyder.
   Han ankom til klubben lidt i ti, for tidligt til at have tiltrukket de natlige, festlige gæster, men sent nok til at de sædvanlige drukkenbolte var begyndt at samle sig ved baren. Hans blik gled hen over de fire skikkelser, alle mænd på over fyrre der ikke havde en drøjt forbindelse til virkeligheden, ingen tilbage at elske, og Patrick fandt, at han var ligeglad.
   Rytmen fra en ukendt sang fyldte hele lokalet, hele hans krop, og efter at have bestilt en stor kande øl ("Hvor mange glas skal du ha' med?" - "Kun ét." - "Good luck, man.") og bundet et par glas, fik han øje på ham.

Senere den nat, mens han lå fladt på ryggen i den gamle dobbeltseng der fyldte langt det meste af hans usle værelse, tænkte han tilbage på aftenen og lo mildt. Ikke længe efter han var ankommet trådte en ukendt dreng ind i rummet, og Patrick vidste ikke helt om det var tøjet, hans kropssprog eller simpelthen ansigtets uskyldige mimik der afslørede det, men det var klart at denne dreng ikke var den sædvanlige gæst. Hans højde var én ting, men kroppen der gemte sig under tøjet var ikke nær så fyldig eller færdigudviklet som du ville forvente en 18årigs at være; og 18 år var trods alt minimumsalderen, selvom det var en uskreven regel at Nightfever var off-limits til folk der ikke var midt i tyverne. Patrick var altid blandt de yngste.
   Alligevel stod denne dreng, klædt i jeans og hoodie, og lod sit blik flakke gennem rummet som ledte han efter noget. Han mødte Patrick's øjne et øjeblik og fortsatte sin søgen. Patrick behøvedes ikke se op til baren for at mærke de voksne mænds sultne blikke på det omvandrende stykke kød, og han undrede sig over, om drengen mon gerne ville voldtages og efterlades i en gyde. Ironisk nok rejste ikke blot en, men to fulderikker sig inden han nåede at tænke tanken til ende og krydsede gulvet hen til den nyankommne, der diskret tog et par skridt tilbage da de nærmede sig. Dette skulle nok ende kønt.
   Få sekunder passerede før Patrick følte sig nødsaget til at blande sig. Han var trods alt ikke sadist, tænkte han da han nærmede sig de tre hankøn, selvom de fleste andre i denne bar nok havde sådanne tendenser.
   "Kom nu, frække, vi kan give dig en uforglemmelig nat," lød stemmen fra tykke fulderik nummer 1. Den ene var mere afskyelig og frastødende end den anden.
   "Nej tak." Den lille dreng havde ryggen til væggen og Patrick vrængede på næsen. Han kunne kun forestille sig den kvalme den stakkels fyr måtte have, med de to ølmaver presset tæt op ad ham, lugtende, svedende.
   "Er der et problem?" Klassisk spørgsmål. Det fangede i det mindste deres opmærksomhed. Patrick havde stillet sig lige bag de to mænd med armene over kors og var endnu en gang taknemmelig for den maskuline udstråling og bygning han var blevet skænket af naturen. Hans kortklippede hår bekræftede blot attituden. Bag de to mænd sendte drengen ham et blik som var han ikke sikker på, om hans redning gjorde ham lettet eller mere skræmt.
   "Intet problem, Patrick." De trak sig tilbage, trådte til siden for Kong Patrick, en status han havde kæmpet hårdt for at opnå. De andre natteravne, både her og i resten af Odense, kendte Patrick Finnicker.
   "Vi ses, gutter."
   "Kom, lilleput. Jeg følger dig ud." sagde han til den unge dreng, tog et fast greb i hans arm og trak ham udenfor i den friske byluft. Klokken var i mellemtiden blevet elleve og gaden var lige så stille begyndt at kravle med unge mennesker ivrige efter nattens spænding. Udenfor tændte Patrick en smøg og rakte en til drengen, der rystede på hovedet.
   "Hvem er du?" spurgte han efter at have inhaleret et par gange.
   "Jeg hedder Danny." Patrick kunne omgående høre, at han ikke var fra Danmark. Hans stemme havde en kraftig amerikansk accent.
   "Jeg leder efter min bror, han plejer vist at komme heromkring."
   "Kom, jeg følger dig hjem. En som dig burde ikke rende rundt steder som disse sent om aftenen."
   På hjemvejen gik Patrick med hænderne i bukselommerne og jakken lynet op. Det var oktober og nætterne var ikke længere lækre og sommervarme. I mellemtiden fortalte Danny om sig selv og det gik op for ham, at han nød at lytte til drengens stemme der var ubekymret og lys, ren som sne og ikke fyldt med håbløshed og vold og vrede, som ellers kendetegnede Patricks omgangskreds. Danny var 15 år gammel og de var flyttet til Danmark for blot tre år siden, han og hans bror på 21. Den unge dreng talte fejlfrit dansk, lod ikke til at have problemer med at finde ordene og i løbet af deres samtale opfattede Patrick ikke en eneste grammatisk fejl. Hans accent var ikke til at tage fejl af, javist, men drengen var tydeligt dygtig til sprog. Patrick kiggede ham i øjnene og opdagede først nu, hvor intelligente de var.
   Efter omkring femogtyve minutters gang stoppede Danny foran en smal dør der måtte føre op til hans opgang hvor deres værelse (28 km^2 havde han fortalt) lå på tredje sal. Han rakte hånden frem med et taknemmeligt smil.
   "Vi ses nok en anden gang. Hold udkig efter min bror, han ligner mig med mere højde og fylde."
   Patrick tog hans hånd i et fast tag.
   "Vi ses, Danny." sagde han selvom han godt vidste, at de nok aldrig ville lægge øjne på hinanden igen.