Kort efter den polske grænse fandt de en portal til det underjordiske. Det var et blåflammende hul i jorden midt på en mark. Her tager vi ned! Råbte ridderen, og hans folk gjorde som han befalede. Dog muggede Rollouwe en del. Underjorden var simpelthen dødsriget. Der var rimeligt mørkt og uhyggeligt og en del skyggevæsner strejfede om, heriblandt den amerikansktalende Shadow Man, der valgte at følge med dem.
   Lad os ride tilbage her under jorden, sagde ridderen. Måske kan vi på den måde stoppe den urimelige krig i den lille by. På tilbagevejen fór Shadow Man på en del af de underlige væsner, de mødte, og sugede liv ud af dem. Det er, hvad jeg lever af her i mørket, forklarede han. Rollouwe misundte ham hans overmenneskelige kræfter. De forsøgte at gøre ham kunststykket med udsugning af liv fra ånderne efter, men helt uden held.
   Vel tilbage konstaterede de, at kampen mellem lejetropperne stadigt rasede. Og nu kastede de sig ind i kampen for at gøre en ende på den. Denne gang lykkedes det. De stridende kræfter blev jaget på flugt, og i triumf vendte ridderen og hans folk tilbage til lysets verden.
   På vejen op til overfladen mødte de i øvrigt skærsliberen, der var i færd med at bespringe krokonen. De var åbenbart på et tidspunkt kommet på afveje. De bad så mindeligt om, de måtte tage med på ridderens togt. Og det tilstod han dem. De mødte også ridderens fordrukne og ugudelige far, men ham nægtede Godthåb at tale med.
   Nu tog de kurs mod Lodz.
   Efter nogen tid kom de til et slot, hvor hertugen nogle uger forinden var død. Nu blev der holdt auktion over slottets indhold. Blandt de mange effekter, der var til salg, var der også en del gamle våben og rustninger, som ridderen gerne ville i besiddelse af.
   Han købte nogle rustninger, som han udstyrede nogle af sine folk med, blandt dem Shadow Man, skærsliberen og krokonen. Han købte også nogle rustne sværd, nogle skjolde der var så tunge, at de knapt var til at bære og nogle lanser, der ikke så alt for solide ud. Desuden købte han nogle fiskestænger, en enhjulet cykel og en tønde med spegesild, som han straks begyndte at fortære. Det var en god handel, sagde han, da de red viddere. Nej, sagde Rollouwe.
   På deres vej mod Lodz oplevede de adskilligt: Annemonernes aftendans under den sølvskinnende måne (under denne dans blev annemonerne af og til besprunget af åndevæsner og nogle af Godthåbs mænd), ildfluer i den frodige skov, engle i træernes kroner og den slags. Ikke noget dramatisk!
   Og så nåede de til Lodz.
   Allerede samme aften blev Pjelsmus sendt ind over murene til fængslet, og næste dag kom han tilbage og kunne berette, at Godthåbs søn, Henry, sad i gabestokken midt i fængselsgården, hvor han blev dænget til med rådne æg og tomater dagen lang. Om aftenen blev han seksuelt misbrugt af kælne fængselsvagter, hvad han ikke så ud til at have meget imod.
   Åh nej, råbte ridderen fortvivlet, min stakkels søn, hvordan kan man dog være så onde mod ham? Kravl ind igen i morgen, Pjelsmus, og befri ham hurtigst muligt.
   Det var dog lettere sagt end gjort. Pjelsmus blev afsløret og sat ind i en celle, hvorfra han ikke var i stand til at komme ud. Han var faktisk ikke nogen særlig god udbryderkonge længere, druk havde ødelagt hans evner. Så er der ikke andet tilbage at gøre, sagde ridderen, end at belejre og angribe det forbandede fængsel.
   Ridderen lagde sine mænd i en cirkel omkring fængslet og tændte bål hele vejen rundt. Jeg håber, de giver sig hurtigt, sagde han, for vi har ikke alt for meget mad.

Fortsættes