Der skete mange ting i den mellemliggende tid, og netop den 22. oktober, ville skæbnen, at vi skulle ud på den allersidste øvelse, en uge før den store hjemsendelsesdag.
   Jeg gjorde alt for at blive fri, men den gik ikke, og derfor ringede jeg hjem til far og mor, og bad dem om at tage en buket blomster med til Eva, vedhæftet disse ord
   (Tillykke med det gode resultat. Der er intet at tilgive for jeg elsker dig!)
   kærlig Hilsen -
   Prinsen fra Tusind års riget ...

...
   Det var den tredje aften på vores øvelse, og jeg lå på en mark, på den anden side af grænsen, og tænkte så meget på hende, at hun skulle kunne mærke det.
   Okay det var en drøj, men sjov tur, og den sidste aften sad vi længe oppe og snakkede om de mange måneder, vi havde tilbragt sammen.
   Vi hyggede og sang en masse, og næste dag var det bare tilbage til Danmark og kasernen, og klippe den sidste Cm. Af målebåndet.
   ...
   Det blev en hård dag den næste, og da vi var vel inden for kasernes vægge, havde fået et bad og en afpudsning, ja, så tog vi over på Soldaterhjemmet, hvor "Standeren" ville holde en lille fest for os gutter.
   Man tror måske nok, at sådan nogle knægte på 22 - 23 år, der er vandtil lidt af hvert, er blevet hårdkogte, men de fleste af os, var meget bløde inden i, og efter hygge, god mad og farvel, gik vi over for at pakke.
   Præcis Klokken 24:00,altså natten mellem d. 31 oktober, og den 1. Nov. 74, dampede flere tog af, med en flok glade gutter, der endelig havde udtjent deres værnepligt.
   ---
   Jakob og jeg sagde ikke farvel, for vi vidste at vi skulle ses igen, og jeg var glad for at jeg kunne få lov til at trave den lille kilomet hjem, næsten ubemærket. Men da jeg ville liste ind af bagdøren, lød der et brag, som hidkaldte en stor flok mennesker, der vidste at på et eller andet tidspunkt den. 1. Nov. ville jeg komme hjem.
   Det var mine to brødre deres veninder, og far og mor.
   Jeg ville faktisk allerhelst gå op og sove, men jeg vidste hvad der forventes af mig, og efter mange knuseture, stod menuen på nat, eller tidlig morgenmad.
   --
   En time efter fik jeg lov til at gå i seng, og kort tid efter kom mor op til mig, med en kop Kamillete "Nå Adam, føltes det ikke underligt, at du er færdig nu, at du kan sove længe i morgen fredag, og kan tage på arbejde igen på mandag."
   "Mor, du behøvede virkelig ikke komme med den te, jeg kan sagtens sove uden, og hvis I regner med at jeg vil sove min tid væk i morgen, kan I godt tro om, jeg vil gerne vækkes klokken 9:00, snakke lidt med dig og far, så smutter jeg om til mester, og ser om han har en bil, jeg kan pille lidt ved."
   "Tænkte jeg det ikke nok, du er slet ikke tabt bag af en vogn, jeg skal gerne komme og banke dig op klokken ni, men så må du se at få lavet noget søvn, god nat ..."
   Selvfølgelig drak jeg teen, når hun havde gjort sig den ulejlighed at bringe den op, og efter at have tænkt lidt på Eva, faldt jeg i søvn og vågnede ikke før der blev buldret på døren, og råbt at klokken var ni.--- Efter nogle armbøjninger og en slåskamp med tøjet, smuttede jeg ned i køkkenet, og da jeg havde spist morgenmad og rundstykker, som far igen havde hentet, ja, så måtte jeg jo høre, hvordan Premieren var gået.
   Far tog ordet "du har ihvertilfælde ikke overdrevet, angående Eva, hun var nok den dygtigste på scenen, og selv efter at hun var blevet afsminket, var hun meget smuk.
   Vi faldt i snak med en' der hed Henrik, og da han hørte hvem vi var, fik han fat på Anders, han så underlig ud i ansigtet, da vi måtte fortælle, at du desværre ikke kunne være med, men vi fik en god snak, og han hentede Eva, så vi kunne få en lille enesnak med hende, og få givet hende din buket.
   Hun blev meget glad, bad os om at hilse dig mange gange, og sige tusind tak, og inden aftenen var forbi, kom hun hen til mor med en lille lap papir til dig."
   Mor rejste sig, og fandt det til mig, jeg sagde tak for mad, og gik op på mit værelse og da jeg foldede sedlen ud - stod der'-

Til min kæreste ven - Adam ...

Jeg kan ikke andet, end at sende nogle linier med dine forældre hjem, åh, hvor må du holde meget af dem.
   Det var utrolig smukt af dig, at sende dine forældre, når du ikke selv kunne være med, men jeg havde slet ikke regnet med at du kom, efter mit brev.
   Tak også for dine smukke ord til mig, det vil være et brev, som jeg vil gemme som et meget særligt minde.
   Tak for vore små Skæbnetimer, men mere kan det ikke blive, kære ven, uanset hvad du må mene.
   Jeg vil ønske dig alt den lykke du kan tilkomme, og det er meget.
   Hvis du engang skulle se en lille pige, med skæve ben og bøjler på tænderne, så kan du jo sende en tanke til mig.

Mange knus og kærlige hilsner -
   til Prinsen fra de fjerne Galakser ---
   Eva ...
   ...
   Åh ja, det var altså enden på min lykke tænkte jeg, men i 1986 - altså ti år efter, da jeg ved et tilfælde læste et stykke i avisen, tænkte jeg på en anden måde.
   Jeg var lykkelig gift, og havde tre små unger, var selvstændig Mekaniker, og kunne ikke drømme om andet i denne verden.
   ...
   Det var i middagspausen, da jeg sad og bladrede i avisen, at mine øjne faldt på et billede af en smuk, virkelig smuk ung dame, og neden under stod der'-"Musikhuset i Storeby var fyldt til bristepunktet, fredag aften, da der var besøg af " Den syngende Skorstensfejer" -
   Avisens Fotograf fik lov til at få et enkelt billede af den unge dame, der bestemt ikke på det nærmeste, minder om en Skorstensfejer.
   Efter forestillingen da avisens reporter bad om en samtale, fik han virkelig en samtale, og da han spurgte hvorfor hun kaldte sig "Den syngende Skorstensfejer" lød svaret prompte "Jamen hvad andet kan jeg kalde mig, når det at feje skorstene, er mit fuldtids job, det andet er jo bare noget jeg gør i min fritid.
   Der blev spurgt om hun regnede med snart at stifte familie, og svaret lød "Familie, jeg er skam gift med mit arbejde, og mine børn, er min sangkariere!"
   Til December udkommer Eva Hansens andet CD. der hedder -Tusindårsriget" og et af de nye numre hedder - "Prinsen fra de fjerne Galakser ...
   --
   Puh ha, jeg svedte nærmest tran, det var jo min lille engel, men havde jeg stået fast på, at jeg ville eje hende, koste hvad det ville, var hun da nået så langt?
   Højden havde hun nok nået, for det job hverken kunne eller ville jeg tage fra hende, men der skal tid til alt, så enten ville familien lide afsavn, når hun skulle ud og synge, eller også måtte hun undvære en' af de ting, hun satte mest pris på.
   Jo, mit hjerte bankede, og jeg blev tør i munden, 8 år som gift mand, 8 lykkelige år sammen med Hanne, vi havde fået Ellen, Inger og Ole, trip trap træsko.
   Havde jeg nogen sinde længtes efter Eva? Ja, det havde jeg, og jeg havde prøvet at opsøge hende, men da var hun på ferie i Paris, og da hendes mor spurgte hvem jeg var, sagde jeg, at det var lige meget, jeg ville kontakte Eva siden.---
   Mine forældre boede stadig omme i huset, og børnene elskede at komme hjem til dem, og uanset hvor tit vi kom, skulle vi altid ned i kælderen.
   Jeg husker en søndag formiddag vi var hjemme hos far og mor, Inger var fire på det tidspunkt, hun var en rigtig pige, men hun elskede at se de fine tog drøne af sted, og da var det, at jeg kom til at tænke på en anden lille pige, der havde stået foran Legetøjsforretningen med øjne så store som Tekopper. Hvor mon hun var i verden?
   Jo, det havde givet mange små stik, i tidens løb, men fortid, var fortid!