Jeg kom tilbage til Gutterne og alt gik sin gang og da den første uge var gået ,bestemte jeg at jeg ville skriv et brev til Eva, nu da jeg havde hendes adresse, så kunne hun jo skrive igen, hvis hun havde lyst.
   Jeg skrev ikke hvad jeg havde i tankerne, men fjorten dage efter at jeg havde set hende sidst, tog jeg toget da vi var færdige med dagens dont, jeg fik en af gutterne til at tage min aftentjans, efter at have fortalt ham hvorfor jeg måtte af sted.---


Jeg havde ringet hjem i forvejen for at sikre mig at jeg kunne låne bilen og far var helt med på den, han hentede mig endda ved toget, selvom jeg sagtens kunne gå hjem, far og mor var nemlig flyttet fra lejligheden tre år før, da der ikke længer var råd til at have en Stationsforstander.
   Det var et skønt hus de havde fundet og for den Pension far havde fået, kunne han og mor leve rigtig godt. Mor der var ti år yngre end far, havde stadigvæk arbejde, på Posthuset og det var hun glad for.
   Der var fuld kælder under hele huset og dernede havde far lavet et kæmpe arsenal, med skinner, og et utroligt landskab, flere små Stationer og mange tog, der kørte af sted til bestemte tider.
   Han havde bygget det gennem flere år, og hvor havde vi haft mange skønne timer med det, mine brødre, far og mig.
   Af og til, måtte mor komme ned i kælderen med aftenskaffen til os, for vi var så opslugte, at vi intet sansede.
   Jeg glædede mig utroligt til at vise Eva rundt nede i kælderen, hun ville synes det var flot.
   Nå, men altså far kom og hentede mig, og maden var færdig, så vi kunne nå at spise sammen inden jeg skulle af sted.
   Jeg vidste at de startede klokken 19:00 og 19.10. steg jeg ud af bilen og gik ind i Forsamlingshuset.
   Anders stod derude, han gav mig en varm håndfuld "-velkommen Adam, det var dejligt at du kunne komme i aften, Eva bliver glad kan du tro, nu skal jeg kalde på hende, et øjeblik."
   Jeg havde ellers troet at jeg kunne overraske hende, men lidt efter kom der en hvirvelvind susende og stoppede op, lige foran mig, hun greb min hånd med begge sine og sagde "Adam, hvordan kan det være at du kommer her i aften?" -
   (hun sænkede stemmen) Tusind tak for dit dejlige brev, hvor blev jeg glad for det, tænk, jeg sad nede i hulen og læste det flere gange, det har fået sin faste plads der nede, sammen med alle mine skatte."
   "Det var da godt at jeg skrev så, jeg var ellers i syv sind, når du nu ikke ville have at jeg ringede til dig, men jeg kom altså i aften, fordi der er en lille pige her, som betyder meget for mig.
   Jeg ved godt at det måske var lidt letsindigt, men ja, jeg skulle jo stå skoleret for far sidste gang og så blev jeg nødtil at fortælle grunden til at jeg havde været så længe væk.
   Jeg fortalte at vi skulle ses igen om tre måneder, men det syntes både han og mor, var alt for lang tid, de mener at et så specielt kammeratskab som vores, skal plejes godt, og de glæder sig til at se dig."
   Eva stod og stirrede på mig et stykke tid, før hun sagde "Det var meget letsindigt af dig Adam, for de vil jo tro at vi er mere end gode venner og det bliver vi aldrig!"
   -- Jeg blev helt kold inden i, hvad mente hun dog med det, jeg havde sådan håbet på at vi inden alt for længe, kunne betegnes som kærester.
   Jeg tror hun så hvor forfærdet jeg blev, for hun lagde en hånd på min og sagde "Adam, lad os få en dejlig aften, og lad os sige farvel her, så kører jeg hjem med Anders, og det første jeg vil gøre i morgen, er at skrive et brev til dig, så du kan forstå hvad jeg mener."
   Jeg nikkede bare til hende, og gav hende adressen hjem, så gik vi ind til de andre.
   Okay, jeg spillede virkelig skuespil den aften, ikke andre end Eva vidste hvordan det stod til, og det blev faktisk rigtig hyggeligt, men havde jeg vist hvordan Eva havde set på vores venskab, så var jeg aldrig kommet, det gjorde alt for ondt.
   Klokken lidt i 22:00 gik jeg rundt og sagde farvel, og Anders så på mig og sagde "Hvad siger du, kan vi regne med dig næste torsdag, eller blir' det først om fjorten dage?"
   "Det tror jeg ikke Anders, så vidt jeg ved, skal jeg noget de næste fire torsdage, jeg er ked af det, men der er jo ting man er pisket til, når man ligger inde, og hvis jeg bliver forhindret i at komme til Premieren, så ønsker jeg jer, alt vel, jeg havde ellers håbet, men ---"
   "Jeg tror jeg forstår på en måde, og jeg vil gerne snakke med dig inden alt for længe, kan jeg få din telefon nummer?"
   Jeg nikkede og gav ham det hjem til og han ønskede mig alt vel, så vinkede jeg til Eva, der skulle køre hjem med ham, jeg kunne ikke klare at sige farvel, og ikke vide om vi nogen sinde skulle ses igen.--
   Jeg var meget stille da jeg kom hjem, og da jeg gav far bilnøglerne og sagde tak for lån, sagde han forsigtigt
   "Jeg kan mærke på dig, at det slet ikke har været nogen rigtig god aften, du kom ikke fløjtende hjem, du listede nærmest."
   (Okay, jeg er en meget blød mand, og nu havde jeg lige håbet at Eva, skulle blive min Muse, så jeg satte mig ned i sofaen ved siden af far, og lod tårerne trille.)
   Det var nærmest et fallit for mig det der, 'men måske havde Eva ret, jeg skulle ikke have fortalt noget til far og mor, før jeg havde snakket med hende om det. Jeg havde begået en stor dummert, og det måtte jeg betale for.)
   Far lagde en arm om min skulder "Hør på mig knægt, lige nu ser alt sort ud for dig, lige nu forstår du ikke at solen vil skinne igen, men det vil den faktisk. Det vil blive en slem tid for dig, men jeg tror helt sikkert at du vil komme over det, før end du aner.
   Bliver du hjemme i nat, så kan du tage morgentoget, du kan ikke tage af sted i den sinds stemning."
   "Det bliver jeg nødtil far, jeg må gøre mig hård, det er trods alt kun til i morgen eftermiddag, jeg tror det vil gøre mig godt at komme med på øvelse i morgen, jeg skal have tid til at glemme, hvis det overhovedet er muligt, hun er virkelig noget af det smukkeste, sjoveste og sødeste væsen jeg har set!.
   "Måske har du ret søn, men lad være med at være for hård ved dig selv, jeg kører dig selvfølgelig ned til toget."
   "Ikke i aften far, jeg har godt af at være lidt alene, jeg må skynde mig at skifte, og sige farvel til mor."

Mor kom ude fra køkkenet, hvor hun holdt så meget af at være. "Adam, det gør mig ondt, du var så glad sidst du var hjemme, og du var så glad inden du skulle af sted i aften, tror du ikke det er noget af en misforståelse, måske har hun haft en dårlig dag."
   "Det kan jeg ikke forestille mig, men allerede på lørdag kommer der et brev fra hende, det skal fortælle mig, hvorfor, og nu må jeg sige farvel, så ses vi i morgen først på aftenen, jeg spiser inden jeg kommer."
   ..
   Jeg klædte om og fik et knus af både mor og far, da jeg sagde farvel og så småløb jeg, ned til Banegården.---
   Jakob, min kammerat, der havde afløst mig, var den første som jeg traf på gangen, han gav mig et klap på skulderen "Nåh, var det en god aften?"
   "Ja, slet ikke så værst og nu må vi se at få lavet noget søvn."
   Jeg var nok en anelse tam, og efter en lidt hård nat, hvor jeg godt kunne have brugt mors Kamillete, var det næsten umuligt at komme ud af sengen da alarmen lød.
   Jeg plejede at være den første der stillede nede i spisesalen og da jeg ikke var kommet inden for de første ti minutter, kom en af de andre gutter op for at spørge om jeg var syg.
   Jeg gav ham det svar, at jeg nok skulle skynde mig, og selvom jeg skyndte mig langsomt, nåede jeg dog at få en portion havregryn inden vi skulle stille i gården til Parade.
   Jeg tror det var godt at vi skulle på den hårde øvelse, det fik mig til at tænke på andre ting, og først da vi efter et tiltrængt bad, sad ved aftensmaden, sagde Jakob "Nåh, Adam, hvordan går det nu?" -
   "Jo, tak bedre, og tak fordi du var så taktfuld, at du ikke spurgte mig ud i aftes, jeg ville ikke have klaret det, jeg har en sorg som jeg selv må bearbejde, og jeg skal gerne tage din vagt næste gang, noget for noget, ikke sandt?"
   Jakob nikkede "det må være en dejlig pige, siden det er så hårdt for dig, du tog det meget pænt da Mona sagde farvel, men det her er noget helt andet."
   "Ja, hun er dejlig, jeg tror ikke du har set en' der er smukkere, og det er ikke ved hjælp af sminke og alskens sager, hun er virkelig et naturbarn, men hvad hjælper det mig, hvordan hun ser ud og hvor kær hun er, når hun hverken vil eje eller have mig, det er meget fortvivlende."
   Jakob lagde en hånd på min skulder "Hvad så kammerat, tror du ikke det ville hjælpe dig, hvis jeg kom og hentede dig i morgen aften, så kan vi tage ud og ose lidt, måske går der en god film i Biffen, så kan vi tage ind og få et par øl bagefter og få snakket det her færdig, det er ikke godt at du selv skal gå og tumle med det."
   "Måske har du ret, og hvis jeg ikke ringer, kommer du og spiser med, det ved jeg at far og mor vil sætte pris på."
   "Tak, det vil jeg gerne, så du lader helst være med at ringe og se så at komme ud af starthullerne, du skal vel nå det første tog?"
   "ja, jeg lovede at være hjemme først på aftenen, men vi kan vel følges , du skal jo også hjem."
   "Jeg venter til lidt senere, men så ses vi i morgen aften, farvel så længe."---Jeg vidste godt hvor han skulle hen, nemlig over på Soldaterhjemmet, der gik en lille flink pige, som han var glad for at snakke med. Jeg syntes også godt om hende, men hun sagde mig intet i forhold til Eva.
   Toget nåede ind på Bjergkøbing station ved 20:00 tiden, og jeg kiggede op mod de vinduer, hvor mine brødre og jeg, engang for år tilbage, havde residens. - Det var faktisk tider dengang, for da betød Eva ikke det fjerneste for mig.
   Det var hyggeligt at trave den korte tur hjem, gadelygterne var tændte og det var allerede ved at skumre.
   --- Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Eva mon havde det, mon hun sad nede i hulen og læste mit brev, eller var hun sammen med Anders eller nogle af de andre unge mennesker. -
   Åh, hvor ville jeg gerne kunne tage fars bil og køre hjem til hende, bede om en forklaring og fortælle hvor meget hun var kommet til at betyde for mig, men det var umuligt, jeg måtte vente på hendes svar lørdag formiddag og jeg havde ingen hule, hvor jeg kunne skjule mig med hendes brev
   Okay, der var mit værelse, men det var ikke det samme, det var ikke særlig mystisk, jeg vidste jo ikke hvordan hendes eget Tusindårs rige så ud, men der ville bestemt være en varm atmosfære, måske ville der dufte af alskens sjove ting. Måske havde hun en levende mus i hulen og en gammel tam Krage, som hun kunne snakke med.
   Nej, jeg var dum, selvfølgelig havde hun da ikke det, hendes hule var bare et dejligt sted, hvor hun kunne være i fred for de andre, et sted hvor hun kunne læse, høre musik, skrive breve, eller læse breve og tænke glade eller triste tanker, uden at fortælle det til nogen.
   --
   Der var lys i stuen, måske sad de derinde og snakkede om mig, men det var ihvertilfælde hyggeligt for mig at komme hjem.
   Da jeg havde lukket døren og sat min rygsæk fra mig, kom mor ud til mig og sagde "Godt du kom Adam, far og jeg sidder herinde og får en kop te, du må også være træt efter øvelsen, har du fået noget at spise?"
   "Ja, tak mor, jeg kommer om lidt, jeg smutter lige op og skifter først."
   ...
   Ja, det var dejligt at komme hjem, vi hyggede os virkelig og da jeg sagde godnat, spurgte jeg om jeg kunne få en kande Kamillete med op.
   Mor så undrende på mig og smilede "Du er slet ikke dum Adam, du er klar over at det nok vil blive en lang nat, men jeg lover dig, det skal nok hjælpe, og selvom ingen af os er overtroiske, så har jeg altså plukket noget humle til dig og lagt det ind i dit pudevår, det skulle være utrolig godt, man brugte det meget under første Verdenskrig, til at dulme Soldaternes smerter eller grimme Mareridt, så hvorfor skulle det ikke kunne hjælpe på de smerter som vores soldat har.
   Hjælper det, er det jo godt, og hjælper det ikke, så har det ikke gjort nogen skade."
   Jeg rystede på hovedet af mor, men hendes mening var god nok, og om det var teen eller Humlen, eller måske begge dele der gjorde sin virkning, ved jeg ikke, men der gik ikke mere end en halv time efter at jeg havde lagt mig, inden jeg sov og jeg vågnede ikke før klokken var 10:00.
   Jeg sprang udhvilet ud af sengen, skyndte mig i tøjet og lavede nogle armbøjninger, så smuttede jeg ned i køkkenet, hvor far og mor sad og nød deres kaffe.
   Mor smilede til mig "Nåh, har du sovet godt, du ser så frisk ud?" -
   "Ja, tak, det var nærmest en bedøvende søvn, kan ske det er tre ting der spiller ind, nemlig øvelsen, teen og Humlen."
   Far lo så lunt som han plejede når han var i godt humør "Så er det halve da reddet, man opnår mest, når man har sovet godt, nu skal du have din morgenmad og en god kop kaffe, jeg har selv været omme efter rundstykker."
   "Uha, så har du rigtig obbet dig, men så har du sikkert også fået motion nok for i dag."
   Først da jeg havde spist en stor portion havregryn, to rundstykker og konfirmeret tre kopper sort kaffe, spurgte jeg om Posten havde været med noget særligt.
   Far så op fra morgenavisen "Nåh, ja, det er rigtigt, der var da lidt til dig, måske en fartbøde eller noget i den stil, vær så god."
   "Tak for det, og tak for mad, jeg tror lige jeg smutter ned og kigger til Guldfiskene og hilser på, og så er der vel et eller andet der skal laves."
   Mor lagde en arm om mig "Giv dig nu endelig tid Adam, vi skal nok nå det der skal gøres, alligevel."
   Jeg tog imod brevet som far havde lagt til side og så smuttede jeg helt ned i den anden ende af haven, hvor mors æbletræer var tunge af frugt, og hvor blomsterne stod i fuld flor.
   Jeg satte mig på bænken, og kiggede på guldfiskene, der tumlede rundt i vandet og tænkte. - (I kan vel nok sagtens, I skal nok få det som I gerne vil have, og I tænker ikke så meget.)
   Jeg rystede utroligt på hænderne, da jeg sprættede Evas brev op med min lommekniv, så sad jeg med to sider tætskrevne ark, og for at du kan følge med i, hvad der skete videre i forløbet, er jeg nødtil at skrive, akkurat hvad der stod.

Til min Kære Kammerat Adam ...

Du må ikke tro at det er nogen nem opgave, at skulle skrive dette brev til dig, men jeg lovede at svare dig, og derfor prøver jeg så godt jeg kan.
   Jeg er så forfærdelig ked af at skulle gøre dig sorg, sorg over følelser du mener at du ejer for mig. Det er indbildte følelser, Adam, vi har aldrig tilbragt så megen tid sammen, at vi har lært hinanden at kende, som man bør, for at kunne erklære hinanden ting, som gerne skulle holde hele livet ud!
   Jeg håber at du med tiden vil vende din sorg, til vrede imod mig, for så vil du nemmere komme over dine følelser.
   Du må ikke på nogen måde, få den opfattelse, at jeg er en tomhjernet gås, uden følelser, for det er jeg ikke. Du skulle bare vide, hvor meget jeg græder, mens jeg skriver til dig.
   Jeg ved så nogenlunde hvor gammel du er, det er vist ikke skudt meget forbi, når jeg siger at du er 22, og da min far havde den alder, var han gift med min mor, og havde en søn på knap et år.

Jeg ved godt du måske vil sige, at der er de mænd der føler at de er modne i den alder, og så er der dem, der ikke er det, men du burde i hvert fald have en fast pige.
   Måske har du slet ikke tænkt over hvor gammel jeg er, fordi jeg er høj af min alder, jeg får altid at vide at jeg ser meget ældre ud end jeg er, men det gør mig ikke ældre!
   Jeg bliver nødtil at tænke med forstanden, for hvis jeg tænker med hjertet gør det ondt, og så vil jeg slet ikke få øje på aldersforskellen. Jeg vil sådan håbe at du kunne lære at tænke på samme måde.
   Jeg er stadig et barn i mine forældres øjne, måske fordi jeg er den yngste, og de vil aldrig lade det kammeratskab vi føler nu, få lov til at udvikle sig til kærlighed, netop fordi der er så stor forskel mellem os, det kan jeg sige med stor sikkerhed.
   Der var nemlig en aften, da jeg snakkede om en af mine veninder, som kom sammen med en' af drengene fra klassen, at mor udbrød "Jeg fatter ikke at folks børn i dag opfører sig på den måde, efter min mening, skal man være mindst 16 år, inden det overhovedet kan tillades."
   Jeg sagde til hende at vi ikke levede i stenalderen, men hun sagde "Jeg syntes du skal vare din mund, unge dame og hvis jeg ser dig kisse misse med en ung mand, inden du er 16, så kan du godt se dig om efter et andet job.-
   Far og jeg gik ind på dine præmisser, fordi vi syntes din opførsel har været jævn god i det sidste år, og fordi du er villig til at tage niende klasse, inden du forlader skolen.
   Mine døtre skal opleve noget inden de får en fast partner, mine døtre skal lære mere, end jeg lærte, før jeg blev gift.
   Hvad ligner det, at man begynder at sværme for unge mænd, når man kun er 13-14 år og ikke engang tør bag ørene. Hvad ligner det at klatre rundt på tage og tro at man kan tjene en dagløn ved at rense skorstene.
   Eva, jeg siger det for din egen skyld. Jeg vil ikke have at du kommer om tyve år, og beklager dig over at du aldrig nåede noget spændende, noget givende i dit liv, noget dejligt, som du kan give videre til dine børn og børnebørn. Lille Eva, mine børn skal blive til noget, og hvad hjælper det, at et barn som du, eller som din veninde, kærster rundt med en knægt, det holder jo ikke i længden, og når den første barneforelskelse er borte, ja, så kommer der bare en ny. I ville blive rastløse og vil aldrig finde hvile hos nogen mand.
   Du har mange år at lære i, mange år at opleve nye spændende ting, inden du behøver at finde en hjerteven.
   Du der har så mange jern i ilden, du der går ind i alle ting med en iver og gåpå mod, så vi andre må skamme os, over det vi opnår.
   Vil du gerne miste alle dine mange interesser, fordi der muligvis er en eller anden ung mand, der kommer til at betyde noget for dig? ---
   Vil du gerne miste den håndfuld venner og veninder du har, blot for at være sammen med en ung mand, der måske er utrolig sød og køn her og nu, men som om en måned har mistet glansen, eller som af en eller anden grund, går hen og mister sin glæde over dig, og siger "farvel, det var hyggeligt så længe det stod på, nu smutter jeg!"
   Sker det Eva, da vil du sidde mutters alene tilbage, uden dine interesser der betød alt for dig, og uden dine gode venner. Du skal ud og opleve meget mere, og går far og jeg hen og mister tilliden til vores lille pige, da må vi sende hende et år i huset, for at lære at passe hus og børn, og siden på Husholdningsskole, så hun om nogle år, er parat til at blive en god kone og mor.
   Vi kan faktisk bestemme over dig, til du fylder 18 år, og derfor er du faktisk først moden til kærlighed, til den tid, alt romantik før de 18, er narreværk!" ---Jeg blev ganske tom inden i Adam, for jeg havde kort forinden mødt dig, og mødet med dig, havde gjort mig utrolig varm om hjertet. --Måske havde jeg teet mig anderledes i den tid der fulgte efter, og mor havde bemærket det.
   Forstå mig om du kan, Adam, men jeg er kun en pige på 15 somre, og uanset hvor store mine følelser for dig må være, kan jeg ikke give slip på alle mine interesser, på alle mine venner, og du må ikke bede mig om at give slip på mit nye arbejde. Det har jo været min store drøm, siden jeg var ganske lille, netop at blive som min far.
   På en måde ville jeg ønske at vi aldrig havde mødt hinanden, Adam, det ville have gjort det meget lettere at leve, både for dig og mig, men på den anden side, så har jeg trods alt de glade timer, sammen med dig, at tænke på, når alt andet føles surt.--
   Du vil altid være Prinsen fra Tusindårs riget, den Prins som jeg havde håbet på, ville dukke op på sin hvide ganger og tage mig med, til et rige, som vi kunne dele med hinanden, et Tusindårsrige, for dig og mig og vore efterkommere.
   Jeg kan godt sige, at før jeg så dig på gaden i Storeby, havde jeg drømt om en mand, med netop dit udseende, jeg troede jeg drømte, da du løftede min hånd til dine læber og kyssede den, og jeg må tilstå, at der gik flere dage før fornemmelsen af dine læber var borte.
   -- Ja, for mig er du Prinsen, Prinsen fra Galazen som jeg aldrig kan nå, du er uopnåelig for mig, fordi jeg er for ung til dig, og når jeg om tre år, er moden til Kærlighed, som min mor siger, da vil du for længst have glemt mig, da vil du for længst have hustru og børn, som optager din tid.
   --Jeg ville sådan ønske at du og jeg kunne forblive hemmelige venner, for tid og evighed, venner der kunne bakke hinanden op, venner der kunne have det sjovt og dejligt sammen, som den aften da du kørte mig hjem. Venner der forstår at lytte, til en sorg, eller glæde, som er så stor at den bare må ud.
   Nu forstår du måske, hvorfor jeg helst ikke ville have, at du kørte mig til døren, nu forstår du måske, hvorfor jeg ikke ville give dig min adresse eller telefon nummer, mor og far, eller mine søskende, ville finde ud af det.
   Det var et stort held for mig, at jeg selv mødte Posten, da dit brev kom, og havde naboerne set noget, den aften, ville de prompte spørge mine forældre, hvad det var for en ung mand der kørte deres lille datter hjem. Så ville de udspørge mig, til jeg fortalte sandheden, og så måtte jeg bøde for mine små misgerninger, og ofre så mange dejlige ting.
   Derfor Adam, netop derfor er dette et farvelbrev, og husk så på, at selvom jeg siger farvel, så er det med et hjerte, der er ved at briste af sorg. - Du mener at skæbnen vil, at vi skal lære at elske hinanden, det har jeg forstået, og jeg ville ikke få svært ved at elske dig!-
   Du tror det måske ikke, men netop nu, kører hele min fortid forbi mine øjne, og netop nu, husker jeg, at jeg stod foran en legetøjsbutik, og så på nogle små tog der susede forbi.
   Jeg husker en stor dreng, der stod stille, og så på togene sammen med mig, en' der gad at snakke med mig.-
   Tror du ikke at det betød noget for en lille pige, der kun kendte til drenge der drillede, eller forbød en' at være med i deres sjove lege.
   Det næste jeg ser, er en stor mark med en masse store drenge, gule telte, grønne uniformer, og især en' stor, næsten voksen gut, der tog sig af mig, og som var ligeglad med, hvad de andre gutter sagde.--
   Så kommer vi hen til en forårsdag for tre måneder siden, eller sådan ca. da jeg mødte dig på gaden, hvor du fortalte, hvordan det hele hørte sammen.
   Jeg husker det alt sammen, også de to sidste aftner, men måske mest torsdag aften, da jeg gjorde min allerbedste ven ondt, den ven, der var taget den lange vej, bare for at se mig, og for at opleve min verden, en verden, som jeg desværre aldrig kan lukke dig ind i.--
   Jeg har nok forstået lidt om hvad der rører sig i dig, jeg har forstået at du er en meget følsom mand, Adam, men hvis, eller når du har grædt over min ondskabsfuldhed, så tænk på, at jeg også selv græder. --- Når jeg så, inden længe, er et overstået kapitel, så start på en frisk. - Tag fri for alt hvad der hedder Mekanik og oliefingre, rejs ud og oplev livet, og når du kommer hjem igen, vil du finde lykken lige om hjørnet.
   Jeg ønsker virkelig at du må finde den Adam, og det er fordi du betyder så meget for mig!
   Tilgiv mig og Glem, og så må du love mig at krydse fingre den. 22 Okt.

De kærligste hilsner til dig --
   fra Eva ...
   ...


Jeg foldede brevet sammen og puttede det i brystlommen, så sad jeg bare der' på bænken og græd, græd og følte mig utrolig tom inden i, græd og sagde ting, så jeg blev ganske sort inde i maven.
   Jeg skældte hendes ondskabsfulde mor ud, en mor som jeg aldrig havde set, for uden hendes forfærdelige tanker og ord, til Eva om fremtiden, da ville vi kunne nærme os hinanden og få det dejligt sammen på trods af den store aldersforskel, for det måtte jeg trods alt tilstå at der var.
   Jeg tror at jeg var det mest fortvivlede menneske i verden, på det tidspunkt, og jeg var glad for, at jeg ikke havde fået brevet sendt til Kasernen, for da er jeg bange for at jeg havde gjort en eller anden ting, så jeg ikke havde været i stand til at skrive dette.--
   Mange vil nok le af mig, men dem om det, for selvom Eva havde haft ret i, at vi aldrig havde tilbragt ret meget tid sammen, så havde det været mere end nok til, at jeg var ganske fortabt.
   Jeg var så fortvivlet, at jeg bøjede mig ned, fangede en lille uskyldig Guldfisk, op i min hånd og skældte den huden fuld, inden jeg i raseri, kastede den ind mellem æbletræerne, og da jeg bagefter forstod hvad jeg havde gjort, hvor barnlig jeg havde været, lå den nede i græsset, og var selvfølgelig død
   Mor, der ellers havde sagt at jeg bare skulle give mig god tid, kendte mig og var måske bange for hvordan det havde påvirket mig, så da jeg lå i græsset og hulkede, som ellers kun en pige ville gøre, da mærkede jeg pludselig en hånd på min skulder, og hørte en kærlig stemme sige "Adam, jeg kan ikke tåle at se dig så ulykkelig, må far og jeg låne det brev, så vi måske kan forstå dig lidt bedre, eller vil du helst ikke at andre skal se det?"
   Jeg famlede ved brevet, og rakte hende det, uden at se på hende og hun gik ind igen, uden at sige mere.
   Kort efter rejste jeg mig og gik ind, vaskede mit ansigt, drak en kop kaffe og ringede til Jakob, jeg kunne slet ikke tåle at tænke på, at jeg skulle more mig, når jeg havde det sådan.
   Jakob blev ked af det men sagde "Okay, jeg kan godt høre og forstå, at du er ganske kvæstet, men jeg kommer og følges med dig i morgen, og så må vi hen et sted, hvor vi kan snakke uforstyrret sammen. Pas nu godt på dig selv, og gør ikke nogen ting, som jeg ville have undgået."
   "Det vil altså sige, at jeg skal ligge på sofaen uden at røre en finger, hele dagen, men det kan jeg ikke, jeg må have noget at rive i ,farvel så længe!"
   Der var ret stille i køkkenet da jeg kom der ud, mor havde blanke øjne og far rømmede sig hele tiden, som om han havde en tudse i halsen, og så sagde han "Vidste du selv, at hun var så ung Adam?" -
   "Nej, far, det havde jeg helt glemt at tænke på, men jeg vil give hende den tid hun skal have, for du vil da ikke at jeg skal opgive hende?"
   "Prøv at se det fra hendes side, mor og jeg forstår hende godt, at vi så slet ikke kan grade hendes mor, er jo en anden ting. Der er jo ingen der siger, at I skal sidde lårene af hinanden, eller at I skal forloves før hun kan få samtykke, men det er som om Eva slet ikke har betrådt tærsklen til de voksnes verden, det er som om hendes mor, stadig betragter hende som en' på ti år.
   Vi syntes stadig at vi alle tre, skal tage til Nørre Dalby for at se Dilettant, det kan ingen forbyde os, og har du ikke mod til det Adam, så tager mor og jeg selv af sted, du ved at vi er nysgerrig anlagt, så er det sagt.

-- Klokken ca. 18:00, mens vi sad ved aftensmaden, ringede telefonen og mor kom ind og sagde, at det var en gut der hed Anders, som gerne ville snakke med mig.
   Jeg blev så bange at mit hjerte hamrede, han var jo en' af Evas bedste venner, bare der ikke var sket hende noget.
   Da jeg havde sagt mit navn, sagde Anders "Hej, det er mig, jeg sagde jo, at jeg ville slå på tråden, det blev jo ikke den bedste aften i torsdags vel?"
   "Nej, det kan man ikke sige, jeg var meget rystet over at Eva ikke ville komme sammen med mig!"
   "Hvad er det du siger, ja, jeg fatter det ikke, hvordan kunne du tage det for gode varer, efter den modtagelse du fik?"
   "Hvad kunne jeg andet Anders, jeg kendte jo ikke hendes hemmelighed, men troede måske nok at hun holdt mere af en anden, og kun blev glad for at se mig, fordi vi er skæbne venner og har en del tilfælles!"
   "Hvis du havde set Evas ansigt forleden aften, ville du ikke sige sådan.
   Det var torsdagen efter, da Henrik nævnede at det var ærgerligt, at du havde så langt og ikke kunne være med, vi havde så god brug for dig, ja, da røg det ud af munden på hende "Jeg er sikker på at han kommer den. 22. til Premieren, det har han næsten lovet mig!"
   Åh, hvor hendes ansigt strålede af indestængt glæde, og jeg følte mig en smule skinsyg på dig, det var uretfærdigt, at du skulle betyde så meget for hende, når det dog var en anden en' hun gik mest sammen med. - Men hvad mener du med at du ikke kendte hendes hemmelighed?"
   Jeg fortalte en del af det hun havde skrevet, og Anders reagerede næsten lige som mig
   "ja, jeg har altid syntes, at Evas mor, har pakket hende ind i vat, men det her overgår alt.--- Jeg har af og til syntes at Eva ligner en engel, der slet ikke hører til i vores verden, og nu må jeg sige, at hendes mor, skulle prøve at dykke hundred år tilbage i tiden, der tror jeg, hun ville føle sig hjemme. Hun kan da ikke forvente at hendes datter, skal tvinges til at vente i fire år, tvinges ved at true med at tage alt det hun elsker, fra hende, det er virkelig helt umenneskelig. --Jeg skal nok holde øje med Eva, og så kan du bare vove på at blive væk den. 22. Oktober. hun vil blive så lykkelig for at se dig, er det en aftale?"
   "Helt sikkert, og mange tak fordi du ringede, du kan hilse hende, hvis du tror det er klogt, så ses vi den. 22."