Mormor tilgav aldrig min mor, at hun flyttede så tidligt hjemmefra og overlod hende alene til morfar. Morfar var en flot fyr med egen isenkræmmerbutik i Svendborg og senere en filial i Odense. Han lod sig omsværme af de unge ekspedienter. Og hvis de ikke omsværmede ham, fandt han nogle andre, der gjorde. Mormor gik hjemme og var lunefuld, indimellem bare fuld. Hun hvislede af ham, hvis han kom sent hjem. Til sidst afskyede hun ham så meget, at hun smed ham på porten. Men i de mange år der gik, før hun fik taget sig sammen til det, gnavede Nettes dobbeltsvigt i mormor. Hun var blevet forladt. Og overladt. Til morfars varetægt.

Når Antoinette var hjemme, prøvede hun at undgå at være alene med mormor. Det lykkedes ikke altid. Mormor og Antoinette talte pænt til hinanden, mens de drak kaffe ved spisebordet. De sad overfor hinanden, ranke, i mormors stue, Nettes barndomshjem, hvor den sene septembersol skinnede ind af det sydvestvendte vindue. Et par støvkorn dansede i de lange stråler. Urets tikken understregede stilheden. Nette så på solstrålerne, som akkurat ikke ramte mormors Hornung & Møller flygel. Det var endnu et af deres stridspunkter. Hvorfor Nette aldrig lærte at spille på flygel. Når nu mormor var så dygtigt til noder. Og til at undervise. Men kun de andres børn, tænkte Nette. Det var aldrig godt nok, når hun selv forsøgte. Hendes spil skulle være bedre end de andre børns - og meget mere talentfuldt end mormors.
Nettes mor var dygtig med sine hænder. Lavede mad og syltede, fik planter til at spire. Da hun var ganske ung, før morfar charmerede sig vej ind i hendes ustadige sind, lærte hun at sy hos hattemager Caspersen i København. 18 år gammel var hun. Forelskede sig i Caspersens søn, der foretrak sine romantiske længsler, frem for de unge piger. Derfor vendte hun tilbage til Fyn med en småknust hjerte og en uventet drøm om egen butik.

Hun syede det mest bedårende tøj til Nette. Og malede pertentlige blomstermotiver på fade, tallerkener og små, upraktiske kaffekopper. I et dameblad så hun, hvordan man kunne lave et portræt i halm og klistre det på sort karton. Det måtte hun gøre efter. Hun skitserede en silhuet af den syttenårige Nette på silkepapir og klippede den forsigtigt ud. Derefter tegnede hun rundt om silhuetten med en tynd blyant på kartonen. Hendes hånd var helt rolig. Halmen havde hun hentet hos Frk. Knudsen, som boede rundt hjørnet på Færgegårdsvej og holdt høns i baghaven. Frk. Knudsen brugte halm til hønsenes reder. Mormor lagde halmen i lunkent vand et par timer. Så var den nemmere at banke flad bagefter. Da halmen var helt tør, klippede hun sirligt hver enkelt strå til og limede dem fast på kartonen, et efter et. Hun gjorde sig umage med ikke at spilde lim på den matte karton. Resultatet blev ud over alt forventning. Nettes blide profil lyste op, gylden og forskønnet, så hun lignede silhuetten af en filmstjerne. Mormor skrev sine initialer i højre hjørne, E.M.L, og hængte det op på en fremtrædende plads i stuen. Hun høstede stor ros fra familie, venner og spilleelever for sine kunstneriske evner.
Nette holdt til gengæld af at male. Ikke prydeligt og idealiseret som mormor. Nette arbejdede med mørke felter, i kølige, blågrønne nuancer. Hun legede med skygger og lys og stykkede både stillebener og portrætter sammen af de dunkle kvadrater. Netop sådan et portræt malede hun af sin mor. Et dystert ansigt, med skygger, som måske blot gengav lyset i det rum, hvori mormor sad model, måske antydede de mindre lyse sider af mormors sind. Hun havde dybe furer omkring munden og et - ikke alt for detaljerigt blik - som så ubestemmeligt ud mod et punkt, der befandt sig til venstre for rammen. Nette placerede billedet i en smuk guldramme og hængte det imellem to selvportrætter.

Mormors kat løb ind af verandadøren, som stod på klem. Den gned sig kælent op af stolen, som mormor sad i. Hun mumlede "søde bassekat", med blød stemme og kildede den bag ørene. Det slog Nette, hvor meget mere naturlig mormor opførte sig overfor dyr. Katten løb ud i køkkenet. "Lille kusine Karin er blevet student," fortalte mormor. Nettes mave snørede sig sammen. 'Åh, nej. Nu kommer det,' tænkte hun.
De sad begge og stirrede på hver deres punkt i stuen. Mormor hældte en teskefuld sukker mere i kaffen og rørte rundt. Blikket blev fjernt. "Han har sagt det igen," sagde hun så. "Sagt hvad?" Spurgte Nette, selvom hun udmærket kende svaret. "At han tror..., at Dr. Plesner...", rettede mormor og rømmede sig. "...mener, jeg har kræft. Måske har jeg ikke så længe tilbage at leve i," tilføjede hun. "Hold op, mor", sagde Nette. "Du bliver sikkert 100 år."
"Det tror jeg ikke."
Nette sagde ingenting.
"Jeg tror der er en knude i brystet."
"Hvordan kan du tro det?" Nette kom til at vrænge ordet og trak lidt i land. "Det nytter jo ikke at tro, mor. Du skal vide. Det skal Dr. Plesner også. Hvorfor sender han dig ikke videre til flere undersøgelser?"
"Det gør han måske også," sagde mormor. Hun rørte irriteret rundt i kaffen.
"Hvornår får jeg så et barnebarn?" spurgte hun.
Min mor sukkede dybt.
"Jeg er lige begyndt at studere psykologi. Jeg ved ikke, hvornår der bliver tid til familie og børnebørn." Nette sukkede igen. For en tid var længslen efter at få et barn afløst af lysten til ikke at føje mormor.
Katten kom ind i stuen igen, mens den slikkede sig om munden. Min mor kaldte den til sig.
"Nåh, basse," sagde mormor, da hun fik øje på den, igen med sin bløde stemme.
Katten spandt, mens Nette nussede dens ører. 'Altid til fals for et par kærlige hænder,' tænkte hun.