Det mest skyldige, man kan gøre, er at lade som om, man ikke er skyldig. Vores opfattelse af hændelser i virkeligheden i tid og rum er nemlig generelt, at mennesker og vejret, altså en hel masse ting, er skyld i ting, som sker i tid og rum. Vejret er skyld i mit gode eller dårlige humør. Der er gode og dårlige ting, hvilke er defineret af humør som regel. Det humør, folk er i, når de bestemmer skyld og uskyld, definerer hvem, der er skyld i hvad. Man kunne f.eks., for at lade som om, at sådan noget virkeligt er virkeligheden, fremstille sig selv som en, der kun har rene tanker ved at opføre sig "rent". I Kina, siger de, prutter og bøvser man ved bordet, for at vise sin begejstring for maden, der smager så dejligt. I vesten ser man ned på den slags kropslighed, og gemmer den væk bag alle mulige luftrensere og neuroser. Vi har gjort sådan her i lang tid, så forudsigeligheden skaber en slags tryghed. Trygheden sørger for, at vi ikke støder ind i for mange uventede begivenheder. Vores samfund er strikket sammen af opfattelsen af, at ting forbliver, som de er, at folk kører i bil, at folk går i skole og lærer, hvordan ting er forudsigelige. Vi lærer, at 2+2=4, for at have videnskaben som religion indtil den dag vi starter på universitetet, hvor man dyrker og er en del af videnskaben i højere grad. Universitetet ses ofte udefra som stedet, hvor viden skabes eller forstås. Da lærer man bare, at intet er absolut.

Man søger efter en vis form for regelmæssighed, som kun i en vis grad kan findes. Den grad bruger vi som undskyldning for at lave regler for, hvornår langt er langt og hvornår kort er kort. På samme tid skal vi forstå, at kort både er noget, man kan spille og en måde hvorpå, man kan bestemme en længde af noget i forhold til noget andet, som har en størrelse. Og man er først fornuftig og anerkendt, når man kan sige det rigtige, hvad end det er, i kor med en masse andre. Så kan vi tjene penge. Børnehavebørn er mere sofistikerede i deres lege. Det er først, når vi har gået i skole længe nok til at få et papir, vi er gode nok til job. I børnehaven kunne man da godt lige få et papir, hvis man ville og spurgte en anden og sagde, at man virkelig gerne ville have et papir. Man kunne sikkert få to og give hinanden en krammer bagefter. Hvis ikke alle voksne gik og brugte så meget tid på at tænke over, hvad andre tænkte om dem, kunne de have det så meget sjovere.

Tænk at få et job før man fik uddannelse. Som kirurg? Hvis tilpas mange mennesker forstod, at vi alle sammen skal dø en dag, ville der ikke være krig. Det ville jo være upraktisk at have krig, når vi skal lege sammen. Det er så sjovt at lege sammen! Det kan måske komme til at lyde som en galeanstalt at have hvem som helst til at operere på kirurg-niveau. Det kan måske komme til at lyde som en galeanstalt at have en massemorder til at undervise som skolelærer. Det kan måske komme til at lyde som en galeanstalt at lave love for og imod ting, som man alligevel ikke kan forhindre og sige hvem, der må og ikke må bryde dem. Man må f.eks. ikke begå overlagt mord som dansker. Eller det er så lige, indtil man gør det for landets skyld. Da er det altså fint nok. Dem, der ikke må, men alligevel gør det, er på røven. For nu har vi en mulighed for at give dem skylden for det, de har gjort. På den måde kan vi få afløb for en masse uden at gøre noget ved en masse. Så velkommen til voksenlivet, modtag en bøde i form af flere ting, hvis du ikke kan forstå, hvordan den absolut uabsolutte virkelighed er absolut. Vi skal lige finde ud af, hvad for ting, der skal være. Vi vil ikke være venner med dig længere, selvom vi aldrig rigtig har lært dig at kende. Vi sender dig i fængsel og du vil høre mere om hvad, du ikke må. Derefter lukker vi dig ud uden at blive for meget venner med dig. Så er det, at vi for første gang lader noget være op til tilfældighederne. Det er nemlig din personlige udvikling eller indvikling, som sker på det tidspunkt, du skal afsone i, der betyder mindst for os. Det vigtigste er, at du får din velfortjente straf. Du skal ikke behandles. Du skal begrænses, fordi det siger loven. Så kan vi gøre alle mulige sadistiske ting, fordi loven siger det. "Det siger loven! ". Men det er ikke rigtigt. Nogen har sagt loven til at begynde med. Den siger ikke noget af sig selv. Det afgøres af ens kendskab til en anden, som har et kendskab til loven. Loven kan nemlig forstås på flere måder. Og hvorfor har de så sagt loven overhovedet? Den største løgn er, at loven siger noget. Men det siger man, at den gør. Hvorfor skal industrialismens ideal gælde for alle os, der vil bruge tid på noget andet, der er sjovere?

En leg kan tage overhånd. Det er ligesom Israel i Egypten. Folk fatter nemlig ikke helt, at det er dem, der står for skud, før Moses slår en Egyptisk fangevogter ihjel. Få synes, at det giver mening at spørge om hvem, der skyder dem, der står for skud. Vi står for skud, som et døende rådyr gør. Sådan et rådyr, der ser på lyset for enden af en kegle, der springer ud af en lygte, der sidder i en bil, som er ført af en mand, der ikke ser, hvor han kører. Bang! - siger det når bilen rammer dyret, der stod for skud. Dyret løber måske ind i skoven for at forsvinde ud af sin krop, eller hvad nu der sker, når man dør. Man kan måske få ideen af, at jeg siger, at der er en mere optimal måde at bruge tiden på. Det tror jeg, der er. Det tror jeg uden at være idealist. For jeg kan godt overbevises af et udsagn, der giver mere mening end mit eget. Men her er i virkeligheden spørgsmålet: er det mig der giver et udsagn mening eller er det udsagnet, der giver mig mening?

Det er min pointe med den her tekst, at sige, at det ikke er til at kende forskel på, om subjektet handler mod objektet eller om objektet handler mod subjektet. Jeg kan nemlig fint give en økse mening, hvis den skal hugge brænde for mig. Den kan vise sig brugbar for mig. Den viser sig for mig men jeg gør brug af den. Igen bliver spørgsmålet, om hønen eller ægget kom først. Hvis en høne lægger et æg, kommer der naturligvis en høne først. Ingenting kan lægge et æg bortset fra en høne. Et hønseæg altså.

Når vi tilgiver, sker der noget. Vi ændrer på betydningen af fortiden på en utroligt vigtig måde. Det er en proces, som de, der har skabet loven, ser totalt bort fra. Vi skaber loven, den skaber ikke os. Her finder vi ud af, at der kunne have været et æg til at lægge den læggende høne til at begynde med. Og så videre. Vi er nødt til at tilgive hinanden, for på nogen som helst måde at udvikle os. Ellers tror vi, at virkeligheden er absolut. Det bliver hurtigt en kendsgerning i livet, at vi er nødt til at komme videre, at tilgive og opleve nye ting. Hvis vi først er ude af stand til at tilgive, er vi tvunget til at leve med en statisk, uforanderlig opfattelse af livet. Og det er her kun en opfattelse af livet og ikke livet i sig selv, der får lov at fylde! Livet bliver på den måde kedeligt, hvis man vil have det sådan. Hvis man vil have det, er en enormt vigtig relativ bisætning. For du er fri til at tænke, lige hvad du vil. Dette er uafhængigt af, hvad andre tænker. Så, hvis du vil være fri, må du være fri.