Da min far var 28 og jeg lige var kommet til verden, lå min farmor for døden, med en uhelbredelig svulst i hjernen. Det var sælsomt, at de celler som skulle blive til mig og cellerne i hendes svulst delte sig og voksede på omtrent samme tid.

Da jeg begyndte at slå kolbøtter i livmoderen, så min mor kaldte på far og de begge lagde hænderne på maven, for at mærke det nye liv, sparkede tumoren til farmor. Hun fik orkanagtige hovedpiner, synsforstyrrelser og glødende kvalme. Farfar aede hende på panden, når det var værst. Indimellem slukkede svulsten for hendes personlighed, så hun ikke kunne kende sin familie, eller familien hende,fordi hun talte og gestikulerede som en fremmed. Mine celler delte sig en anelse hurtigere end svulstens; derfor nåede hun lige at hilse på mig, før hun døde.

Mens hun levede, lavede min far slanke, bibelske skikkelser i bronze. Fingernemme sanse-skulpturer og relieffer i rustfrit stål og bladguld. Da hun døde, modellere han sin sorg og sine mareridt. Da jeg var fire, lærte jeg at sige 'mutation'. Uden at ane, hvad ordet betød, vidste jeg alt om, hvordan den så ud, mutationen. En grim stængel, omtrent som et omvendt spørgsmålstegn, støbt i polyester fiberglas. Det var iblandet et farvepigment, kaldet caput mortuum, som er latinsk for 'dødt hoved'. Det alkymistiske symbol er et stiliseret kranium. Til trods for det opulente navn, er den primære bestanddel oxyderet jern. Caput mortuum har nøjagtigt samme farve, som flager af størknet blod.

Min far og min mor bar en af mutationerne ud på strandengen, foran vores gule sommerhus. Så fotograferede han den i det skarpe sollys. Bagefter tog han et billede af mig. Skulpturen havde form som en bom af sammensvejsede jernrør, omkring hvilken snoede sig en bulet slange af polyester fiberglas - caput mortuum-farvet. Der stod jeg, med hånden på skulpturen. Fire år, med opstoppernæse og snehvide rottehaler, iklædt en kulørt, hjemmehæklet kjole, som var både luftig og lidt for tung og varm på samme tid. Bagefter løb jeg ned og badede i Storebælt.

"Min far er billedhugger," sagde jeg, da vi blev spurgt. Det syntes mine klassekammerater var mærkeligt. De svarede købmand, svejser, slagter eller bankmand til samme spørgsmål.
"Stjæler han billeder? Er han tyv?" spurgte Kim og de grinede alle sammen.
"Nej han er ej," vrissede jeg.

Min klasse besøgte ham i hans værksted, som lå lige ved siden af skolen. Han havde købt chokolademariehøns, fyldt med blød karamelcreme. Vi satte os ned på de plettede klapsammenstole og ølkasser, som han havde stillet frem. Så sad vi og spiste chokolade, omgivet af forvitrede skulpturer, svejseudstyr, gasmasker og sække med kalcineret gips. Der lugtede af petroleum og epoxy. På gulvet stod flere sorte plastikurtepotter. Op af den caput mortuum-farvede jord i potterne groede en dukkearm. Eller en lillebitte Barbie-hånd. Et ben. Et hoved, hvor øjnene stadig kunne blinke.
"Hvad er det?" spurgte Lars, fuld af skepsis.
"Det er nogle af Olivias gamle dukker," svarede min far.
Det var ikke et særligt godt svar. Lars trak på skuldrene. Min far begyndte at fortælle, hvordan man modellerer en figur i ler og bagefter støber den i gips, når leret er tørt. Vi fik hver vores klump, som vi sad og trykkede fingrene ned i. Dennis og Kim lavede små lerkugler som de smed efter Heidi, købmandens datter med de voksne øjne. Hun søgte ly bag min far, som fik stoppet dem.
"Du må gerne få en af mine dukker," sagde hun.
"Jeg kan godt bruge flere," svarede min far.

Et par dage senere gik vi sammen til købmanden, min far og jeg. Bag disken stod Heidis far. Da min far havde betalt, trak han en pose frem under disken.
"Hov, jeg har vist noget til dig fra Heidi," sagde han. Vi kiggede ned i posen. Der lå en dukke, som manglede et ben. Den havde kulsort nylonhår. Da vi kom hjem, lagde min far den på skærebrættet ude i køkkenet og skilte hovedet fra kroppen. Næste dag blev dukkens hoved støbt ind en massiv, næsten gennemsigtig blok af fiberglas. Dukken og fiberglasset må være gået i forbindelse med hinanden i processen, for den fik en stor, sølvfarvet plet i ansigtet.

I dag står skulpturen på et loft over en hestestald. Den er en del af installationen 'kumulationer', som aldrig blev solgt, og er dækket af et fint lag af halmpartikler og støv. Ovenpå blokken med dukkehovedet ligger en knækket vinge fra en dagpåfugleøje, hvis blå-sorte øjne stirrer på samme, blanke måde som dukkens.