Skulle to have været tre - Del 3


5 år siden 3 kommentarer Noveller familie smerte sorg

5Korkproppen
Vi var under vandet · Jeg ved det jeg var der jo selv · Flere måneder... [...]
Digte · sorg, venskab
2 år siden
2Den røde gadeport
De var børn fra hver deres forpinte hjem · Uviden om den ondskab de... [...]
Digte · splittelse, barndom, svigt
5 år siden
3Forglemmigej Del 1
"Slå mig igen denne gang endnu hårdere" · Dave lukkede øjnene og ve... [...]
Noveller · følelser, letkøbte løsninger
5 år siden
3For sent
Jeg havde en stemme · men brugte den ikke da hun blev mobbet. · Jeg h... [...]
Digte · mennesker, tabt mulighed
5 år siden
3Skulle to have været tre - Del 3
Det milde i Lailas øjne forsvandt pludselig, og det gik op for mi... [...]
Noveller · familie, smerte, sorg
5 år siden
4Skulle to have været tre - Del 2
Laila kiggede op fra sin stol, hvor hun var i færd med at skrive ... [...]
Noveller · død, sorg, smerte
5 år siden
8Skulle to have været tre - del 1
Jeg viste ikke, hvad smerte var, indtil den ramte mig med 120 km ... [...]
Noveller · minder, sorg, familie
5 år siden
2Pigen i spejlet
Solen stak mig i ansigtet, da jeg steg ud af toget. Der var ingen... [...]
Noveller · ensomhed, smerte, minder
5 år siden

Puls: 2,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Kristina Munk Kruse (f. 1994)
Det milde i Lailas øjne forsvandt pludselig, og det gik op for mig, hvad det var, jeg havde sagt. Jeg havde svoret, at jeg aldrig ville fortælle det til nogen, og nu hang ordene i rummet som en tung sky.
   Men til min overraskelse træk Laila sig ikke væk, hun sagde ikke, at jeg skulle gå, eller at jeg var det værste menneske hun kendte, hun kiggede bare på mig og tog mine hænder i sine.
   "Du dræbte ikke din søster, det føles måske sådan nu, men du må ikke bære på den skyld Alma"
   Jeg sank en klump ved tanken om min søster, og en tåre forvildede sig ned over min kind.
   "Du forstår ikke, jeg var ikke med i en uheldig ulykke, med en forbandet bilist, som du var, min løgn førte min søster i døden"
   Hun gav mine hænder et klem og kiggede på mig
   "Hvad skete der" hviskede hun
   Jeg kiggede ned må mine hænder, der lå omsluttet i Lailas, og mærkede varmen fra hendes berøring, som fik mig til at mindes min mor. Min mor stolede altid på andre mennesker, troede altid på det bedste i folk, en gave hun ikke havde formået at give videre til mig. Men måske var det på tide, jeg begyndte. Indtil videre havde Laila ikke været andet end sød og tillidsfuld over for mig.
   "Vi ømm... Vi havde sådan en skod ordning, hvor vi skiftede til at sidde på forsædet, da de forbistrede bagsæder i vores bil virkelig er dårlige, men jeg løj den morgen, sagde det var min tur til at sidde på forsædet, selvom det ikke var. Og min søster, ja min søster var ikke som andre søstre, hun kæmpede ikke for, hvad der var hendes, hun sagde mig aldrig i mod, hun vil gøre alt for mig. Så gæt hvor jeg endte, på forsædet i live og hun på bagsædet livløs". Jeg bed mine tænder hård sammen, og jeg kunne mærke, jeg begyndte ar ryste.
   Laila sukkede dybt, hun så ud, som ville hun til at sige noget, men i stedet gik hun et par skridt rundt i rummet og lod sine øjne hvile på billedet af sin søster.
   "Det er ik' fair... Fortæl mig, hvordan jeg skal kunne leve med mig selv. Hvorfor hendes fantastiske glæde til verden og til alle de mennesker, der var omkring hende førte hende lige i døden, mens mine barnagtige løgne, manipulation og mangel på tillid gav mig livet, det er sgu da ik' retfærdig, hun havde fortjent at leve". Jeg råbte, jeg var rasende og såret på sammen tid. Rasende på mig selv, på verden og på min søster og mor for at forlade mig. Hele min krop var i oprør, og de forbistrede tåre der gjorde så ondt at græde trængte sig på.
   Laila øjne var blanke, hun lod den ene hånd glide hen over arret og kiggede så på mig.
   "Jeg ved det ikke Alma, jeg har spurgt mig selv om det samme flere gange, verden er ikke retfærdig. Men jeg er sikker på en ting" Hun standsede op tog en dyb indånding for at få kontrol over hendes stemme og fortsatte så.
   "Din søster og min søster ville ikke havde ønsket, at vi ikke skulle leve livet".
   Jeg skulle tvinge mig selv til ikke at løbe ud af døren igen, for ikke at flygte som jeg havde gjort det så mange gange før. I stedet træk jeg vejret dybt, selvom det stak i mit bryst, og gik over mod det lille vindue, der førte ud mod gaden for at trække noget luft. Jeg kiggede ned på fortovet. Menneskerne dernede havde så travlt, de småløb forbi optaget af dem selv og deres verden, det hele syntes så overflødigt, men alligevel fik det mig til at tænke på, hvor lang tid siden det var, at jeg selv havde været i en tøjbutik eller spist på en restaurant.
   "Hvordan ved jeg, om jeg nogensinde ville komme til at leve mit liv igen"
   Tanken om at få etableret en normal hverdag, uden min mor og søster, fik min hals til at snøre sig sammen og smerte i mit bryst til pludselig at syntes endnu større end før.
   "Det ved jeg du kan, for jeg kan se, at du har viljen til det"
   Laila stillede sig hen ved siden af mig, lagde en hånd på min skulder og kiggede også ned på gaden. Et lille vindpust trængte sig ind af sprækken i det åbne vindue, og det havde en underlig afslappende virkning på mig.

Min taske begyndte pludselig at vibrere, så jeg fumlede i tasken efter min mobil, som jeg formodede var årsagen til taskens vibration. Men i stedet for at få fat i min mobil, fik jeg fat i et tørklæde, der havde fået viklet sig ind i lynlåsen på min taske, så da jeg prøvede at trække det op væltede alt taskens indhold ud på gulvet. Jeg sukkede dybt, og frustreret lod jeg mig dumpe ned på gulvet træplanker. Hvor jeg dog snart ikke orkede mere. Jeg lod mine øjne glide hen over genstandende, som alle var brudstykket af min søster og mors liv. Der var min mors blomstrede silketørklæde, det der havde fået viklet sig ind i lynlåsen, hun havde købt det på en tur til Beijing og havde gået med det næste alle dage siden. Jeg kunne dufte hendes parfume, når jeg knugede det ind til mig. Min søsters lyseblå kaninbamse lå der også, den havde hun sovet med lige indtil hun blev konfirmeret, og jeg havde drillet hende med den så mange gange, men nu var det den, der gav mig trøst igennem de søvnløse nætter. Min mors Lancome Paris læbestift og min søsters lyserøde fotobog, som jeg først nu opdagede, at der stak i billede ud af. Jeg tog forsigtigt fat i den udstikkende ende og træk det ud af bogen. Jeg genkendte det hurtigt, det var fra i sommers, og ud fra billedet skulle man ikke tro, at blot en måned efter ville dette være så langt fra virkeligheden som overhoved muligt. Min søster stod i forgrunden, med det lange lyse levende hår, der hang flagrende ned over den hvide sommer kjole, og et smil der udstrålede ungdom og glæde på lang afstand. Jeg lod en finger glide hen over hendes portræt, som kunne jeg røre ved hende igen. Og ved siden af min søster stod min mor, med det kort klippede brune hår, med solbriller i panden og et lille glimt i de grønne øjne. Mit hjerte sank ved synet af dem, men hvor ville jeg dog ønske, at det var disse glade ansigter, der havde indprentet sig i mit hoved, og ikke de døde blege ansigter fra ulykken. Lidt bagved stod min far og jeg med armene om hinanden og betragtede de to skønheder i forgrunden. Vi havde begge et bredt smil på munden, vi så glade ud. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde været glad, eller for den sags skyld havde set min far være det.
   Jeg lukkede øjnene i et forsøg på at trække varmen og stemningen ud af billedet, og for at få de glade ansigter indprentet i stedet, men det hele føltes så langt væk. Og da jeg åbnede øjnene igen, faldt mine øjne på displayet af min telefon, hvor min fars navn kom til syne. Jeg tog forsigtigt mobilen op i min hånd, og læste den SMS jeg havde fået.

Min kære elskede skat.
   Hvor jeg dog ikke aner, hvilken hård tid du må gå igennem. Og hvor jeg dog gruer ved tanken om den smerte, du må bære på, efter alt hvad der sket, og det du har set. Jeg ved ikke hvad du føler, men jeg takker Gud hver eneste dag for, at du er i live, for det er dig, der holder mig oprejst, at se din styrke, at se dig komme i gennem hver eneste dag, får mig til at stå op, får mig til at se lyset for enden af tunnelen. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg mistede dig også. Jeg elsker dig.
   Din far.

Tårerne begyndte at trille ned over mine kinder, de ville ingen ende tage, det var længe siden, jeg havde grædt så meget. Men disse tåre gjorde ikke ondt, de gav ligesom slip, slip på den smerte jeg bar på, for første gang i lang tid følte jeg, at jeg kunne trække vejret rigtig. Og jeg fandt den styrke inde i mig selv, som Laila havde sagt, hun viste jeg havde. Jeg måtte kæmpe, ikke blot for min mor og min søster, men jeg måtte kæmpe for min far.
   Jeg kiggede op på Laila, som smilede, hun havde fuldt mig nøje det sidste stykke tid, men ikke sagt noget, hun må have vidst, jeg havde haft brug for det her øjeblik.
   "Tak fordi du ikke opgav mig"
   "Tak fordi du ikke vil give op"
   Jeg rejste mig op og omfavnede Laila, i en stort opvæld af følelser, men nu viste jeg, at jeg havde en fremtid.
Forfatterbemærkninger
Her kommer del tre af Skulle to have været tre. Jeg har haft en del svær med at skrive den, så ved ikke hvor god jeg synes den er blevet. Bliv endelig ved med at kommenterer både godt og ting jeg kan gøre bedre.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/02-2015 15:32 af Kristina Munk Kruse (KristinaMK) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1503 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.