Forglemmigej Del 1


5 år siden 3 kommentarer Noveller følelser letkøbte løsninger

5Korkproppen
Vi var under vandet · Jeg ved det jeg var der jo selv · Flere måneder... [...]
Digte · sorg, venskab
2 år siden
2Den røde gadeport
De var børn fra hver deres forpinte hjem · Uviden om den ondskab de... [...]
Digte · splittelse, barndom, svigt
5 år siden
3Forglemmigej Del 1
"Slå mig igen denne gang endnu hårdere" · Dave lukkede øjnene og ve... [...]
Noveller · følelser, letkøbte løsninger
5 år siden
3For sent
Jeg havde en stemme · men brugte den ikke da hun blev mobbet. · Jeg h... [...]
Digte · mennesker, tabt mulighed
5 år siden
3Skulle to have været tre - Del 3
Det milde i Lailas øjne forsvandt pludselig, og det gik op for mi... [...]
Noveller · familie, smerte, sorg
5 år siden
4Skulle to have været tre - Del 2
Laila kiggede op fra sin stol, hvor hun var i færd med at skrive ... [...]
Noveller · død, sorg, smerte
5 år siden
8Skulle to have været tre - del 1
Jeg viste ikke, hvad smerte var, indtil den ramte mig med 120 km ... [...]
Noveller · minder, sorg, familie
5 år siden
2Pigen i spejlet
Solen stak mig i ansigtet, da jeg steg ud af toget. Der var ingen... [...]
Noveller · ensomhed, smerte, minder
5 år siden

Puls: 2,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Kristina Munk Kruse (f. 1994)
"Slå mig igen denne gang endnu hårdere"
   Dave lukkede øjnene og ventede på, at knytnæven skulle ramme hans kæbe, ventede på det sug, han fik når smerten bredte sig fra kæben og ud i resten af hovedet. Men efter hvad der føltes som en evighed, og der stadig intet var sket, slog han øjnene op igen og stirrede på den dreng, der burde have givet ham et par på kassen.
   "Hvad venter du på, jeg betaler dig vel ikke for bare at stå og glo"
   Drengen kiggede lidt forsigtigt på ham ud igennem hans alt for lange lyse pandehår.
   "Øhh altså du bløder" påpegede han og pegede med fingeren op mod Dave ansigt.
   Dave lod bagsiden af hånden glide hen over læben og den rødlige væske, der kom til syne på hånden, fortalte ham, at drengen havde ret. Han smilte et skæv smil og sukkede så.
   "Okay her" sagde han, og stak en hånd ned i baglommen på hans jeans for at fiske sin pung op, han tog en halvtredser ud af pungen og rakte den til drengen.
   Drengen, skynde sig at snuppe sedlen.
   "Du er underlig" mumlede han og rystede på hovedet, inden han smuttede ud ad den tomme bar.
   Dave tog en slurk af sin næsten tomme øl oppe ved baren. Du er underlig, mumlede han for sig selv, ja måske er jeg lidt underlig, men hvorfra skulle folk også vide, hvorfor jeg gør det.
   Han elskede denne bar, fordi der ved middagstid altid var åben, men aldrig et øje derinde, fordi den havde en lyserød og lyseblå blomst som logo, hvilket var ret komisk, og fordi den af underlig grunde ikke blev lukket ned, selvom den ikke så ud til at tjene specielt godt. Han var glad for de mørke møbler og for de tunge gardiner, der næsten altid var trukket for vinduerne og for stilheden, den dulmede han konstante irritation, der den sidste måned havde forfulgt ham.

Ude på gaden blindede den skærpe middagssol ham i øjnene, han tog et par skridt ud på det befærdede fortov og var lige ved at støde ind i en kraftig dame, der kom trillende med sin barnevogn.
   Han mærkede allerede det første tag af irritation strømme gennem årerne. Nu skulle han bare væk her fra så hurtigt som muligt.
   "Dave Dave Dave, hvordan viste jeg bare, jeg kunne finde dig her" en stemme han kendte alt for godt fandt sin vej til hans øregange.
   Anna, hvor var det typisk, hun altid skulle komme brasende på de mest trælse tidspunkter. Hun småløb igennem mængden af mennesker, mens hun vinkede med den ene hånd. Hun havde vådt hår og en sort sportstaske hængende over skulderen, hvilket kun kunne betyde, at hun havde været ude at svømme, hun brugte snart mere tid i vandet end hun gjorde på land. Og hendes muskuløse skuldre og arme indikerede, at hun var i god form. Anna satte solbrillerne op i panden og fremviste et par charmerende blå øjne.
   "Hvordan er det dog, du ser ud?" hun satte sit hoved på skrå for, at betragte ham yderligere.
   "Æhh Anna du er som en lille myg, der bare forfølger og irritere mig"
   "Ja det er mig" grinede hun zumm zumm, hun kørte sin finger op mod han øre og prikkede ham på kinden.
   "Men altså den irriterende myg" hun hævede øjenbrynene "er her faktisk fordi, jeg har et brev til dig" den montre tone i hendes stemme forsvandt pludselig.
   "Men først vil jeg gerne vide, hvorfor du lod den dreng slå dig"
   Dave tog et par skridt hen ad fortovet og Anna fulgte efter "Du udspionere mig altså"
   Hun trak på skuldrende, "Måske er der andre end dig, der har lyst til at gå på bar midt om dagen".
   Han udstødte et lille fnys og gik nu endnu hurtigere.
   "Når men kan vi ikke bare lade det ligge, jeg gide ikke snakke om det"
   "Jeg ved, det ikke er første gang, du har gjort det, jeg er altså rigtigt bekymret for dig" sagde hun forpustet. "Stands, mine ben kan altså ikke følge med"
   Han opdagede først nu hvor hurtig han havde gået og standsede op, for at hun kunne nå ham. Han mærkede hendes blide tag om sine arme , da hun så op på ham med kærlige øjne "jeg mener det"
   Han kiggede væk, det gjorde ham underligt til mode, når hun så på ham på denne måde, men han kunne ikke forklare hvad det var. På den anden side af gaden, havde en lille pige netop fundet ud af, at den kugle jordbær is, der før var i hendes vaffel nu lå splattet ud på fortovet, og et skingert hyl undslap hendes læber. Det skar gennem mag og ben på Dave, og han knyttede næverne hård sammen, for at få tag på den irritation, der igen løb igennem kroppen på ham. Lorte unge mumlede han.
   "humm det brev der", skyndte han sig at sige, før Anna kunne nå at starte sin, jeg vil jo bare hjælpe dig tale igen.
   Hun fiskede efter brevet i hendes sorte sportstaske, og rakte ham så en hvid konvolut.
   "Jeg fik det fra din mor" hun lød en smule usikker
   "Når okay"
   "Hun savner dig Dave"
   "Og hvad vil du have, at jeg skal stille op med det" han tog sig selv i, at stå og sparke til en tom dåse, der lå på jorden.
   "Det din mor Dave, jeg ved hun har gjort nogle forfærdelige ting, men det er stadig din mor"
   "Forfærdelig ting ha, hun sidder i fængsel for himlens skyld". Han ville ønske, at tanken om sin mor ville give ham en eller anden form for længsel efter hende eller i det mindste medlidenhed for hende, men det gjorde det ikke, han følte sig helt og aldeles ligeglad med hende.
   Han læste hurtigt brevet igennem og kunne konstatere, at hans mor savnede ham, at hun var ked af, det hun havde gjort, at hun ville ønske, han besøgte hende, og så stod der til sidste, at hans moster lige var død efter en lang kamp mod kræft, og hvordan moderen følte sig så ked af det over, at hun ikke havde kunne være der for hende.
   "Hvad står der", Anna så nysgerrigt og bekymret på ham "ikke får at snage eller noget"
   Men det var jo lige præcis hvad hun gjorde, havde hun ikke forståelse for folks privat liv.
   "Min moster er død", mumlede han
   "Åh det gør mig ondt" sagde hun trist og lagde en hånd på hans arm. Hun fik næsten tårer i øjnene, hvilket fik Dave til at trække sig tilbage.
   "Stop med at græde, okay"
   "Men er du slet ikke ked af det?"
   Han viste ikke hvad han skulle svare hende, at nej det var han egentlig ikke, at han ikke kunne være mere ligeglad, men hvad nyttede det, hun forstod det jo overhoved ikke, og han forstod det jo knap nok selv. Heldigvis kom en kæmpe regnbyge ham til undsætning, inden han kunne nå at finde på en eller anden dårlig undskyldning.
   "Skal vi ikke smutte hjem til mig, min lejlighed ligger lige der over" hun pegede over mod nogle røde blokke der lå gemt bag et stort treetages indkøbscenter.
   Egentlig havde han allermest lyst til at være for sig selv, men nikkede, da han viste, at lige meget hvad han prøvede at sige, ville han havnede hjemme hos hende alligevel.

Et pat minutter efter stod de våde og udmattede i Annas rene entre, som nu ikke var helt så ren mere.
   Hun satte vand over til te da de havde smit overtøjet, og han kiggede rund i hendes stue. Selvom han havde kendt Anna det meste af sit liv, havde han kun være hjemme hos hende et par gange før. Anna havde en hel væg i stuen fyldt med billeder. Billeder af hendes mor, far og lillebror på tur i Alperne, så på ferie ved en solrig strand, et billede af hende og broderen i en rutsjebane i en eller anden forlystelsespark, og et hvor de alle stod og smilte på en lille blå båd. Hun havde endda et billede af ham hængende, han så ikke mere end omkring 10år ud, og han holdte stolt en stor fisk i den ene hånd, ikke at han overhoved kunne huske dette billede blev taget, og han forstod ikke, at den dreng på billedet kunne se så glad ud. Der var mindst 40 billeder i alt. Han fik næste kvalme af alt den familiekærlighed, som osede ud fra billederne. Anna så på ham hende fra døråbningen til køkkenet, hvor en kraftig brummende lyd fra elkedlen nu kunne høres.
   "Skal jeg ikke rense det der?" hun pegede på hans ansigt.
   "Nej det er fint, det gør ikke ondt"
   "Det kommer det til, hvis der går betændelse i det"
   Han smilte for sig selv. "det er kun godt"
   "At der går betændelse i?"
   "Nej, at det gør ondt"
   Hun rynkede panden og kiggede spørgende på ham.
   "Ja, jeg kan lide smerten, hvis du absolut vil vide det" Ordene som skulle være kommet ud lette og med en snert af sarkasme, var kommet ud langsomme, og i en alvorlig tone, og han kunne ikke tage dem tilbage. Udtrykket i Annas ansigt sagde det hele. Dave tog sig til hovedet, og mærkede pludselig, at han begynde at svede.
   Annas ansigtsudtryk fortrak sig, som ville hun til at sige noget, men hendes læber bevægede sig ikke. Den lammende lyd ude fra køkkenet var holdt op. Og hun vendte sig om og gik ud i køkkenet.
   Han overvejede et kort øjeblik at gribe sin jakke og smutte ud af lejligheden, så langt væk fra denne akavede samtale som muligt, han havde sagt for meget, gjort det hele alt for indviklet. Men han vidste også alt for godt, at Anna ikke var en person der gav op. Hun havde flere gange fået at vide, at hun aldrig ville blive en god svømmer, at hun aldrig ville komme op og svømme på elite niveau, nogle folk var de fødte svømmer, andre var ikke, og hun var ikke en af dem. Men hun havde aldrig givet op, hun kæmpede for det, og nu kunne de åndssvage trænere, der sagde hun ikke duede, slet ikke få armene ned over hende. Så Dave viste udmærket godt, at hun heller ikke ville give op på ham, før hun fik et svar. Så at smutte ud at døren ville kun indikere, at der faktisk var noget galt med ham, at blive her opføre sig normalt , og lade som om han aldrig havde haft det bedre, var den bedste løsning. Han spankulerede målsat og glad hen til hendes blomstrede sofa og satte sig i den, lagde armene om bag nakken, og slog benene op på det lille bodo røde sofabord.
   Dave viste med det samme godt, at han ikke slap så let, da Anna kort tid efter kom ind i stuen med en bakke med tekande og krus, og et åbenlyst bekymret ansigtsudtryk.
   En ny bølge af irritation strømmede igennem ham, og den utrolige grimme antik blomstrede sofa han sad i, syntes nu at irriterede ham ubetydeligt meget.
   Anna satte bakken på sofabordet, skænkede te op i krusene og begynde så at bide sig i fingerneglen, noget hun altid gjorde, når hun var nervøs.
   "Du gør mig bange, ved du godt det" hun tørrede sine negle bitte fingre af i sine røde bukser.
   "Jeg mener, din far du ved, han ømm... slog dig jo"
   Dave mærkede at denne samtale var på vej et sted hen, han ikke ønskede, og tog derfor i desperation en alt for stor slurk af den spilkogende te, der brændte hans tunge så voldsomt, at han spruttede indholdet ud over koppen igen.
   "AV for pokker da, lorte te" han hamrede kruset i bordet, hvilket kun førte til, at mere te sprøjtede ud over bordet. Han rejste sig op, for at få det spildte te af hans hænder, der nu også var godt i gang med at brænde ham.
   Det gav et sæt i Anna, som så ud som om, hun ikke viste, hvor hun skulle gøre af sig selv.
   "Dave, det okay, det kan gøres rent"
   "Det ikke okay, du irritere mig grænseløs, den te irritere mig, din grimme sofa irritere mig, hele det her hus irritere mig" frustrationen havde taget over, og hans tanker føltes ikke klare mere.
   "Jeg prøver jo bare at hjælpe" sagde Anna stille
   "Det ved jeg, det er det der irritere mig ved dig, lad være med det okay, lad vær med at hjælpe mig"
   Han gik over mod døren, tog sin jakke over armen
   "Du må jo forstå, det ikke er normalt, at du ønsker at blive slået, og specielt ikke når din far jo gjorde det samme, jeg er jo bare bekymret for dig" hendes stemme lød bestemt, men han viste, at hun græd.
   Hvorfor græd hun, hvad var det ved lige præcis hende, der fik ham til at tvivle på sine egne valg, fik ham til at sige ting han ikke ønskede at fortælle, fik ham til at føle sig underligt til mode. Hvis han nu fortalte hende det, ville hun så lade ham være i fred.
   Han vendte sig om i et hurtigt ryk.
   "Vil du vide hvorfor, Jeg lod de drenge slå mig?"
   Hendes øjne var fyldte med tåre, og hendes hænder var boret ind i ryglænet på sofaen. Dave måtte synke en klump i halsen, før han kunne fortsætte.
   "Det er fordi jeg intet føler, okay, jeg føler intet for dig, intet for min mor og intet for min døde moster. De slag får mig til at føle noget, noget der ikke er forbundet med den konstante irritation, jeg føler hver evig eneste dag". Han slog ud med armene "så nu ved du det, vil du så lade mig være i fred?"
   Han vendte sig om og smuttede ud af døren.
Forfatterbemærkninger
Jeg ved godt, at hovedpersonen Dave måske virker en smule uden personlighed, og at der er mange ubesværet spørgsmål, men det hele skal nok komme videre frem. skriv endelig hvad i synes.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/05-2015 14:54 af Kristina Munk Kruse (KristinaMK) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2307 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.