Pigen i spejlet


5 år siden 2 kommentarer Noveller ensomhed smerte minder

5Korkproppen
Vi var under vandet · Jeg ved det jeg var der jo selv · Flere måneder... [...]
Digte · sorg, venskab
2 år siden
2Den røde gadeport
De var børn fra hver deres forpinte hjem · Uviden om den ondskab de... [...]
Digte · splittelse, barndom, svigt
5 år siden
3Forglemmigej Del 1
"Slå mig igen denne gang endnu hårdere" · Dave lukkede øjnene og ve... [...]
Noveller · følelser, letkøbte løsninger
5 år siden
3For sent
Jeg havde en stemme · men brugte den ikke da hun blev mobbet. · Jeg h... [...]
Digte · mennesker, tabt mulighed
5 år siden
3Skulle to have været tre - Del 3
Det milde i Lailas øjne forsvandt pludselig, og det gik op for mi... [...]
Noveller · familie, smerte, sorg
5 år siden
4Skulle to have været tre - Del 2
Laila kiggede op fra sin stol, hvor hun var i færd med at skrive ... [...]
Noveller · død, sorg, smerte
5 år siden
8Skulle to have været tre - del 1
Jeg viste ikke, hvad smerte var, indtil den ramte mig med 120 km ... [...]
Noveller · minder, sorg, familie
5 år siden
2Pigen i spejlet
Solen stak mig i ansigtet, da jeg steg ud af toget. Der var ingen... [...]
Noveller · ensomhed, smerte, minder
5 år siden

Puls: 2,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Kristina Munk Kruse (f. 1994)
Solen stak mig i ansigtet, da jeg steg ud af toget. Der var ingen mennesker at se så langt øjet rakte, hvilket var en stor omvæltning fra den vante Københavnske trængsel. Jeg var godt udmattet efter den lange togtur, men besluttede mig alligevel for at gå de 20 minutter det tog at krydse byen, da jeg helst ville bruge så meget tid som muligt, inden jeg skulle stå ansigt til ansigt med mit barndomshjem. Det havde altid været planlagt, at jeg skulle arve huset efter min mors død, men på nuværende tidspunkt var der andre ting, jeg hellere ville foretage mig ind at flytte ind i det gamle hus. Byen var stille og uinteressant, alle husene lignede stort set hinanden, samme størrelse og samme kedelige grå farve på samtlige mure. Det eneste farverige i byen var dens park, som man knapt nok kunne kalde en park, men nærmere et afbleget grønt stykke græs, med lidt træer hist og her. I parken var en slidt gynge, en rutsjebane med manglende trin og en bænk så ødelagt at ens hud med stor sandsynlighed ville blive begravet i splitter, hvis man satte sig på den. I denne såkaldte park, havde jeg tilbragt det meste af min tid som barn. På gyngen sad en lille pige og svingede sagte i den blide vind. Pigen havde brunt glat hår, der klæbede sig til hendes runde ansigt og store blå intense øjne, der stirrede på mig. Jeg smilede til hende, men hendes lille spidse mund gav ikke tegn til at bevæge sig. Hun fulgte mig blot med øjnene, mens jeg fortsatte gennem byen.

Lidt uden for byen stod det så, idyllisk og farverigt. Huset var et lille fint gult malet træhus med små glasvinduer og en rød dør. Huset var vældigt støvet, da det havde stået ubeboet siden min mors død. Møblerne stod, som jeg huskede dem, den slidte grå sofa, det lille køkken med de blomstrede fliser, ja selv den køjeseng min bror og jeg havde sovet i stod der stadig. Et smil bredte sig på mine læber, der var så mange gode minder herfra. Støvet lå som et gråt tæppe hen over alle møblerne og fik min næse til at rynke sig, og min hals til at snøre sig sammen. Så det tog mig ikke mange minutter, at få min hjerne indstillet på at gøre rent. Men mens jeg lod en våd klud glide hen over det ene køkkenbord, blev jeg dog alligevel afbrudt i min rengøringstrance, et vælde af lys ramte nemlig mit svedige ansigt gennem køkkenvinduet. Jeg så op og opdagede at lyset kom fra solens stråler, der reflekterede sig i en lille å, som snoede sig ude foran vinduet. Jeg mindedes pludselig åen fra min barndom. Den å havde jeg tilbragt flere timer ved som barn sammen med mine venner. I de varme eftermiddagstimer, havde vi gået barfodet rundt i åen, så køligt og klart vandet var, jeg huskede det, som var det i går. Da jeg lod mine øjne glide hen over den snoede å, opdagede jeg en person, der stod midt i vandet. Det skarpe lys gjorde mit synsfelt sløret, så jeg kunne ikke se hvem det var. Jeg besluttede mig for at gå ud til åen og se. Da jeg kom der ud, var personen væk. Det irriterede mig en smule, men jeg glemte hurtigt alt om det, for en blanding af blomster duft og frisk vand fyldte mine næseborer. Jeg stillede mig helt hen ved kanten af åen, så jeg kunne indånde den friske duft og høre vandet beroligende rislen tydeligere. Jeg tog sko og strømper af, og lod mine bare tær synke ned i det kølige vand. I få sekunder stod jeg bare der, og mærkede hvordan mine lunger fyldtes med luft. Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik og følte mig som barn igen. En boblen af glæde og frihed løb igennem min årer, fra mine tær hel ud i mine fingerspidser. Jeg kunne slet ikke lade være med at smile. Men da jeg åbnede mine øjne igen, så jeg kun et udvisket alt for voksent ansigt spejlede sig i åen. Og den pludselige glæde forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet, og blev erstattet med en tom trist følelse.

På den anden side af åen bugtede sig en blomster beklædt eng. Jeg satte mig ned i skyggen af det eneste træ, der var at se på engen. En gammel eg, som havde stået og fulgt flere generationers børn og voksne, lege, snakke og nyde livet, men som snart var ved at ende sine sidste dage på den selv samme eng, hvor den blev plantet mange år forinden. Jeg lod mine øjne glide hen over de smukke røde og blå blomster på engen. Mit blik standsede ved synet af en pige, der lå blandt blomsterne. Det var den brunhåret pige fra gyngen, hun lå på ryggen med en hånd placeret på panden som en skærm mod solen. Jeg rejste mig op gik hen og satte mig på hug ved siden af hende. Jeg ventede et kort øjeblik på, at hun skulle bemærke mig, men der skete ikke noget, pigen rykkede sig ikke ud af sin position. " Hvem er du" spurgte jeg stille. Der gik et stykke tid, så fjernede hun forsigtigt hånden fra panden og kiggede på mig med sine krystal blå øjne. Et kort øjeblik mærkede jeg et hurtigt sug af genkendelse i pigens blik. Det var som om, jeg på en og samme tid vidste, hvem hun var og så alligevel langt fra. Pigen sagde ikke noget rejste sig blot, børstede sin hvide kjole af, og gik stille men målbevidst væk. Mine øjne fulgte hende, da hun gik igennem engen og lod vinden lege med sit hår. En varm sommerbrise strejfede mit ansigt, og jeg besluttede mig for, at ligge mig ned blandt valmuer og kornblomster for at slappe lidt af, efter den lange rejse. Jeg så op, himlen var indpakket i et væld af farver, blå, grønne, røde, store og små drager, der dykkede og faldt i takt med vindens rytmer. Jeg tog en dyb indånding, og jeg kunne mærke, hans varme hånd om mine små fingre. Han stod og smilede til mig, de blå øjne og det blide smil der varmede mit hjerte. Han rakte mig forsigtigt linen til sin store røde drage, som hurtig fandt plads blandt de andre drager på himlen. Den lykkelige følelse jeg havde i det sekund, da han rakte mig sin drage og smilede, byggede sig op i mig igen, mens jeg lå der midt på engen. Følelsen var så uvirkelig og stadigvæk noget så betryggende, og rar. "Åhh far hvor jeg dog elsker dig", hviskede jeg stille.

Følelsen sad stadig i mig, da jeg gik ned til den lokale købmand, nok også byens eneste. Vejret var blevet køligere hvilket havde resulteret i, at folk var kommet ud af deres huse. Da jeg stod oppe ved kassen, og skulle til at betale for mine varer, var hun der igen, pigen. Jeg var ved at bliver godt træt af den mystiske pige, der fulgte mig, hvorhen jeg gik. Hun stod og kiggede frem bag en af hylderne med småkager. Mine barndomskager, de kager jeg som barn havde fået til kaffen hver søndag. Pludselige ophobede der sig en vrede i mig. Jeg kunne mærke, hvordan vreden kæmpede en indre kamp i mig og prøvede at skubbe min nuværende rare, betryggende følelse væk. Jeg bed tænderne sammen og var stærkt besluttet på ikke at lade vreden få overtag. Jeg betalte for mine varer og styrtede så hurtigt ud af butikken, at jeg var ved at snuble over dørtrinnet. Jeg løb af sted hen ad fortovet med indkøbsposerne i hænderne, fast besluttet på ikke at give slip på min barndoms følelse. Da min vrede var kølet lidt af, stoppede jeg op for at få vejret. Men så var hun der igen, som et spøgelse foran mig, hendes store blå øjne stirrede på mig ud gennem det alt for lange pandehår. "Hvad ønsker du fra mig", skreg jeg til min egen overraskelse. Pigen kiggede ned i jorden. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere i brystkassen på mig, og stilheden var til at kvæles i, da pigen pludselig begynde at nynne "humhumhum". Hun løftede forsigtigt sin hånd, satte hovedet på skrå og placerede sin ene finger midt på mit bryst. "humhumhum" nynnede hun, mens hun løftede sit hoved til hendes øjne var rette lige op mod mig. Hun sluttede sin nynnen stirrede på mig et stykke tid og sagde så stille " Hvad ønsker du af mig". Jeg blev så forbavset, at jeg tabte min ene indkøbspose, og en stor klingende lyd kom fra posen, da den ramte fortovet. " Prøv at hør her, det er dig der forfølger mig ikke omvendt" sagde jeg halvkvalt i min egen stemme. Jeg kunne mærke at presset fra den lille piges finger blev større mod mit bryst, det var som om, hun prøvede at gennembore mit hjerte med hendes finger. "Er det" sagde hun nærmest viskende "Er det"
   .
   Jeg vandrede hovedløst rundt på gulvbrædderne i stuen, pigens ord havde slået mig fuldstændig ud. Jeg satte mig forvirret ned i den slidte sofa. Jeg lænede mig stille tilbage hele tiden bange for, at hun skulle dukke op igen. Mens jeg sad i sofaen, lod jeg min øjne glide hen over de mange papkasser, der var i huset og mine øjne strejfede et billede, der lå oven på en af dem. Det var et billede af min bror, mor, far og mig. Billedet var taget kort tid før min fars død. Han døde i en arbejdsulykke. En trist følelse sneg sig op under min hud, og vandrede gennem min krop, så jeg fik kuldegysninger. "Hvorfor skulle du dø så tidligt, jeg var kun et barn," sukkede jeg og prøvede at synke den klump, der bare syntes at blive større i min hals. Jeg besluttede mig for at klarer tankerne med et bad. På vej ud på badeværelset, snublede jeg over en af papkasserne, og ud røg en masse små avisbåde, mine venner og jeg havde lavet. Jeg tog nysgerrigt en op Anne stod der på den, så Mie, Jette, Grethe, Marianne, og til sidst en med mit eget navn Nanna. Et smil bredte sig på mine læber, da jeg puttede alle bådene tilbage i kassen. Jeg skulle til at stille kassen fra mig, da en strejfede tanke pludselig vækkede min nysgerrighed i, om bådende mon stadig kunne flyde. Så jeg tog i stedet papkassen med ud til åen. Jeg placerede forsigtigt bådene i åen en efter en, og til min overraskelse kunne de stadig flyde. Til gengæld blev minderne af mine venners ansigter pludselig slørede. Det var som om, at hver eneste gang jeg satte en båd i vandet, forsvandt personen ud af min hukommelse. Til sidst sad jeg kun tilbage med min egen båd i hånden. Jeg holdte båden op mod solen vendte og drejede den, så jeg kunne se hver eneste lille foldning, der var lavet. Jeg smilte stille for mig selv, den var så fin. Jeg skulle til at sætte avisbåden i vandet, da mine øjne strejfede nogle store blå gennemborende øjne på den anden side af bredden. Et sug løb igennem kroppen på mig, pigen var tilbage. Jeg åbnede munden for at sige noget, men så slog hun pludselig øjnene væk fra mig og kiggede i stedet ned af åen, hvor de andre avisbåde let og elegant flød af sted med strømmen. Hun trak på smilebåndet og sagde, " Dine venner ik?"Jeg nikkede blot forsigtigt og fulgte pigens blik, der kiggede fra den ene avisbåd til den anden, til sidst slog hun øjnene over på den båd, jeg sad med i hånden. Hun kiggede lidt på båden, rejste sig så og vadede ud i den spejlblanke å. Hun stoppede op midt i åen hvilket resulterede i, at den nederste del af hendes hvide kjole blev våd. Hun rakte forsigtigt ud efter båden i min hånd, og holdt om det, som var det et kostbart smykke. Jeg mødte hendes blik, der var hårdt, men alligevel kunne jeg ane en frygt inde bag hendes iskolde øjne. Så bed hun tænderne sammen og drejede ansigtet væk og kiggede ned af åen." Er du sikker " sagde hun hårdt. Jeg blev ramt af en rædsel, men nikkede blot. Så træk pigen pludselig på smilebåndet, som havde hun set noget, der var vildt sjovt. "Hvis de er dine venner, hvorfor følger du så ikke efter dem?", sagde hun mens hun bukkede sig ned for at placerer båden i vandet. Avisbåden sejlede af sted med strømmen, men efter kun et par meter satte den sig fast i en gren, som de andre både elegant havde sejlet udenom. Pigens øjne rettede sig pludselig op mod mig i stedet for på båden. "Er du sikker på, at det er dine venner" grinede hun, men ikke et sødt lille pige grin nærmere et hånligt grin. Hun vadede med faste skridt igennem resten af åen og gik op af vandet på den side af bredden, hvor jeg sad. Hendes hår strejfede min skulder, da hun gik forbi, og det løb mig kold ned af ryggen, som var det en slange, der havde strejfet mig. Jeg blev efterladt med en følelse af ensomhed, en følelse jeg ikke havde følt siden min fars død.

Jagten på at slippe ud af ensomheden, og på at få den betryggende følelse fra barndommen tilbage igen, havde ført mig ned til gyngen i parken. Mens jeg sad der og ihærdigt prøvede at mindes mine venner, blev det bare svære for mig, og en følelse af, aldrig rigtig at have kendt dem krøb op i mig. Havde pigen mon ret. Jeg prøvede at fortrænge følelsen, men den blev kun stærkere. Pigens stemme kørte rundt i hovedet på mig, latteren og sætningen "Er du sikker på det er dine venner". Mørket var ved at falde på, og skyggerne fra legepladsen begyndte at føles levende. Det var som om, de kom snigende ind på mig, og rev i min krop fra alle sider. Jeg kunne mærke mit hjertes hurtige slag i brystet, og mine krops ukontrollerede røsten. Jeg rejste mig fra gyngen, og fik en følelse af, at jeg blev overfaldet af mørket. Og så kom minderne fra min barndom farende til mig, som et lyn fra himlen, men det var ikke de gode minder. Jeg blev ved med at se min far ligge der for foden af laden med stigen hen over brystkassen i en pøl af blod. Mine skridt blev hurtigere, i takt med at minderne blev tydeligere. Begravelsen alle de mørke mænd, der stod kræset om min fars grav, i stor sorg og smerte. Og så min mors stille ord mens hun blidt agede min kind, hendes ord der skar så dybt " Lad aldrig nogen trænge ind i dit liv skat, det bliver bare for hårdt at miste dem igen". Jeg løb så hurtigt at mine ben næsten ikke kunne følge med. Jeg nåede den røde dør, flåede den op, og låste mig inde på badeværelset, og græd, hulkede og rystede. "Jeg gjorde som du sagde mor og ved du hvad, jeg er ensom, jeg er så ensom" hulkede jeg. Med en krop fyldt af mange års fortrængte følelser, løftede jeg mig op til spejlet. Så mine rødrendte krystal blå øjne i spejlet, mit brune glatte hår, der klæbede sig til mit runde ansigt, og den bævrende lille spidse mund. Jeg så på pigen i spejlet.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/10-2014 22:52 af Kristina Munk Kruse (KristinaMK) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2576 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.