Skulle to have været tre - del 1


4 år siden 8 kommentarer Noveller minder sorg familie

4Korkproppen
Vi var under vandet · Jeg ved det jeg var der jo selv · Flere måneder... [...]
Digte · sorg, venskab
2 år siden
2Den røde gadeport
De var børn fra hver deres forpinte hjem · Uviden om den ondskab de... [...]
Digte · splittelse, barndom, svigt
4 år siden
3Forglemmigej Del 1
"Slå mig igen denne gang endnu hårdere" · Dave lukkede øjnene og ve... [...]
Noveller · følelser, letkøbte løsninger
4 år siden
3For sent
Jeg havde en stemme · men brugte den ikke da hun blev mobbet. · Jeg h... [...]
Digte · mennesker, tabt mulighed
4 år siden
3Skulle to have været tre - Del 3
Det milde i Lailas øjne forsvandt pludselig, og det gik op for mi... [...]
Noveller · familie, smerte, sorg
4 år siden
4Skulle to have været tre - Del 2
Laila kiggede op fra sin stol, hvor hun var i færd med at skrive ... [...]
Noveller · død, sorg, smerte
4 år siden
8Skulle to have været tre - del 1
Jeg viste ikke, hvad smerte var, indtil den ramte mig med 120 km ... [...]
Noveller · minder, sorg, familie
4 år siden
2Pigen i spejlet
Solen stak mig i ansigtet, da jeg steg ud af toget. Der var ingen... [...]
Noveller · ensomhed, smerte, minder
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kristina Munk Kruse (f. 1994)
Jeg viste ikke, hvad smerte var, indtil den ramte mig med 120 km i timen, på en landevej i slutningen af september. Først der forstod jeg ordets reelle betydning. Og forstod også hvor mange gange, det var blevet misbrugt. Smerte er ikke når to elskere slår op med hinanden eller en dame der hiver efter vejret ved en fødsel. Nej smerten rammer en, når man mindst venter den og har ikke i sinde at forsvinde igen, lige meget hvor meget man prøver at fortælle den at den skal.
   Den dag jeg blev udskrevet fra sygehuset, fortalte lægerne mig, at jeg havde været heldig, men hvordan de overhovedet kunne få sig selv til, at bruge det ord var en gåde for mig. Heldig er et ord man bruger om en person, der lige har vundet 1. millioner kroner i lotto. Ikke om en person der på mirakuløs vis vandt sit liv tilbage, mens hun måtte se livet blive taget fra dem hun elskede.
   Ordene smerte og heldig var nu blevet streget ud i min ordbog, sammen med ordet lyve, et ord som måske ikke havde fået en ny betydning for mig, men snarere havde alle omkring mig taget betydning til sig. For hvad de sagde var løgn. At de ville mig det bedste, at det hele nok skulle gå, og at de viste hvilken hård tid, jeg måtte gå igennem. Det hele løgn, lægerne løj, min psykolog løj og min far løj. Han sagde han viste hvad jeg følte, men det gjorde han overhovedet ikke, det var der ingen der gjorde eller nogensinde ville komme til. For de var der ikke. Min far var ikke tilstede da bilens lys ramte rettet gennem bilruden. Han så ikke min mor udånde for sidste gang, da bilen ramte os, eller min søster gøre det blot få sekunder efter i ambulancen. Nej han så det ikke, men det gjorde jeg, hver eneste langsomme smertefulde sekund af det, og jeg ville ønske, jeg aldrig havde gjort det.

"Du var i gang med at fortælle mig om ulykken, vil du gerne forsætte" en skinger stemme lød fra den anden side af rummet, hvor en slank ung dame med brunt hår og briller sad og kiggede på mig.
   "Du har snart været her en måned Alma, det vil være godt for dig, hvis du snart begynde at åbne lidt op og fortælle, hvordan du har det" fortsatte hun.
   Min læge havde bestemt, at det nok var en god ide', at jeg startede til psykolog efter ulykken var sket. Min far var også startet til psykolog, og for ham havde det hjulpet rigtig meget. Jeg gad godt jeg kunne sige det samme, men det kunne jeg ikke.
   Jeg kiggede op på damen, bed mig i neglen og sagde så stille "Jeg har fortalt dig om ulykken"
   "Ja om hvad der skete, men ikke om hvordan du føler med ulykken, jeg kunne forestille mig, at du måske føler dig skyldig eller bange"
   "Hvad ved du om, hvad jeg føler" sagde jeg kynisk.
   Damen kiggede på mig beroligende og smilte stille.
   "Nej, jeg ved ikke, hvad du føler, det er derfor, jeg gerne vil høre dig fortælle mig det"

Jeg kiggede et kort øjeblik på hende, så slog jeg øjnene væk og kiggede i stedet rundt i rummet, som var meget sterilt og ikke spot spænende. Det var som man ville forvente et rum som dette at være, et sted man på ingen måder havde lyst til at åbne op om sine følelser. Og dog, der var en ting ved rummet, der interesserede og afskyede mig på samme tid, et billede, også det eneste i rummet, med en flot blomstrede guldramme, det forestillede hende selv lidt yngre og uden briller. Billedet interesserede mig, fordi jeg aldrig havde set nogen modige nok til at hænge et billede af sig selv op på sit kontor, og afskyede mig samtidig fordi det kun ville være fuldstændig selvopblæste egoister, der i sidste ende ville kunne finde på at gøre det. Havde hun virkelig så stor lyst til at kigge på sig selv hver evig eneste dag. Synes hun virkelig så godt om sig selv.

"Det er vist nok for i dag" sagde psykologen blidt, hvis navn forresten var Laila.
   "Nok for alle dage" sagde jeg irriteret og hev min sorte lædertaske op fra gulvet
   "Jeg kommer ikke igen"
   "Det er jeg ked af at høre"
   "Ked af det tror jeg næppe på, så skulle det da kun lige være fordi, du ikke får flere penge fra min far" det sidste sagde jeg mere stille.
   Hun smilede sødt, som hun havde gjort de sidste mange gange, hun havde prøvet at få mig til at tale, som ville hun mig det bedste.
   "Jeg er ikke interesseret i penge Alma, jeg elsker mit job, for de mennesker jeg hjælper ikke for pengene"
   "Så gør jeg dig vel bare en tjeneste ved at gå, for dit projekt med mig ser ikke just ud til at lykkes særlig godt."
   "Men det ville jeg ønske det kunne komme til" sagde hun mildt.
   "Prøv med nogle farver på væggene og nogle blødere stole, det kan være, det faktisk får folk til at have lyst til at snakke om deres følelser" sagde jeg kynisk.
   "Og forresten flot billede du har fået hængt op"
   Jeg tog i håndtaget til døren og skulle til at gå ud, da jeg mærkede nogen taget fat om min arm.
   "Det billede er ikke hvad du tror det er"
   "Slip min arm" sagde jeg stille, hun slap den, og jeg gik ud af døren og smækkede den bag mig.
   Jeg sukkede dybt og skulle til at gå hen mod trappen. Da jeg kunne høre min mors blide stemme, trænge ind i mit hoved. "Alma, hvor mange gange har jeg ikke fortalt dig, at det ikke er pænt at dømme mennesker, før man har lært dem at kende".
   Jeg lo irriteret og viftede med hånden, som kunne jeg vifte hendes ord væk. Jeg tog de første trin ned af trappen, da hendes stemme kom tilbage. "Du ved, hvad der er det rigtige at gøre min skat, og jeg stoler på, at du vil gøre det".
   Min mors stemme havde altid haft den irriterende evne til at få mig til at gøre alt det rigtig. Selv efter hun ikke var hos mig mere, virkede det. Så efter få sekunder vendte jeg mig brat om, joggede irriteret op at trappen og åbnede døren og stillede mig ind i det kedelige rum for anden gang den dag.
   "Hvis billedet ikke er, hvad jeg tror det er, hvad er det så?"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/12-2014 18:53 af Kristina Munk Kruse (KristinaMK) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1097 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.