Pigen, som hed Ida, stod med store øjne og betragtede de voksne. De voksne var nogle gange ikke til at blive kloge på. Hun blev stående helt stille i døren, mens hun krammede bamsen, der var så blød, helt ind til sig. Hendes mor havde ikke set, at hun stod der i døråbningen. Ida lyttede intenst. De voksne snakkede og sagde ord hun ikke helt forstod. Nogen gange lignede det heller ikke de forstod det selv. Hendes mor sagde nogen gange til hende, at hun ville ønske hun også var barn. Moren sagde det var så nemt og problemfrit at være barn. Ærligt talt forstod Ida ikke hvorfor moren synes det var så svært at være voksen. Selvom hun kunne høre på morens suk, at det måtte det være.

Ida hørte, at moren talte sammen med de andre, om hvordan damerne på hendes arbejde altid så så godt ud. Ida havde lagt mærke til, at hendes mor tit synes andre så meget pænere ud end hende selv. Hun kiggede også sig selv tit i spejlet, Især når hun troede andre ikke så det. Moren fortalte altid Ida at man skulle spise grønsager for det var sundt. Ida kunne også huske at moren havde sagt, at de piger der ikke spiser op, de bliver super modeller. Så kunne hun bedre forstå Barbie var så tynd, hun spiste aldrig noget.

Ida kunne godt forstå at hendes mor synes de andre damer var flotte. Især Lili. Lilli var mors veninde. De havde vidst gået i skole sammen engang. Ida tænkte, hun gerne ville ligne Lili en dag. Lilli havde altid sådan nogle flotte høje sko på i forskellige farver. Hun var en af de der damer der altid smilede. Ida legede tit med Lili ude i haven. Hun havde sådan et flot hår med bølger, der skinnede som smeltet mørk chokolade. Helt blankt og fint. Ida kiggede tit på hende, hun mindede hende lidt om cirkusprinsessen. Elegant med hendes røde læbestift og lethed. Lidt som når man skal gå på line. Lili ville også gerne gynge højt og synge sammen med Ida. Ida forstod ikke hvorfor, hendes mor ikke var lidt mere som Lili.

Ida synes ikke, hendes mor var så smuk længere. Hun var blevet helt grå og gad aldrig lege mere. Når Ida spurgte var hun altid træt. Bare træt. Ida forstod ikke, hvad hun blev så træt af. Hun lavede aldrig noget.

Ida så, på hendes mor der stadig sad ved bordet. Nu var emnet vidst noget med at mænd var arrogante svin, der aldrig var til at stole på. Ida var ikke helt sikker på hvad det betød. Hun var dog ikke i tvivl om, at mor og hendes veninder ikke var glad for drenge. Det var Ida heller ikke. Mest fordi de ikke ville lege med Ida og de andre piger i frikvarteret i børnehaveklassen. Ida synes dog at det var lidt groft at moren havde sagt, at hun aldrig ville lege med drenge igen.

Mens Ida stod og så på sin mor savnede hun pludselig sin far. Det var ham der havde givet hende bamsen. Det var ikke så lang tid siden, at han var flyttet væk. Moren havde sagt, at man ikke altid kan lege med hvem man vil. Lili havde åbenbart leget med nogen hun ikke måtte, for hun kom her ikke mere. Det var faktisk lidt en skam, for Ida kunne så godt lide, når Lili var her, så var der liv.
Ida tænkte, at Lili måske også bare kunne ha' fundet nogle andre at lege med. Fordi hendes mor var for kedelig. Måske skulle Idas mor ha' leget noget mere. Så kunne det være hun også havde lignet en cirkusprinsse.