En salve af mit letteste skyts og du er halvdød - klik klik, du er halvdød min ven. Hvorfor kan du spørge dig selv, eller mig hvis jeg gider svare, skulle jeg have huller i mit hjerte - jeg er din ven. Ha ha, så se hvad jeg gør mod mine fjender. Jeg har frygtindgydende arsenaler at tære på, og jeg viger ikke tilbage for at bruge dem. Jeg er som andre på mit felt, en forkynder af en evigt skiftende verdensorden, for jeg er en lejet hånd uden idealer eller tro, og jeg kæmper for den sag der først falder mig ind. Jeg er som Cicero, én, der snuser til meget, men aldrig lader sig indtage. Se mit ugudelige våben min ven og græd, for med dette monstrum kan jeg sprede glæde, ligegyldighed, ja, måske endda død efter forgodtbefindende. Ve jer for at kæmpe imod mig, for jeg er frygtindgydende på min tinde, eller skal jeg måske hellere kalde det en grav - som skytte skulle jeg jo synes at vide noget om grave! Se dette næsten usynlige våben og skælv, for med dette uanseelige kan jeg nå dig næsten alle steder i verden - du åbner, og for sent opdager du, at du er indtaget af de forfærdeligste dæmoner. Jeg er som en krigerpoet uden en krig, og i stedet udkæmper jeg sporadiske kampe mod usynlige fjender, men rammer altid et par stakkels uskyldige sjæle i kampens hede. Jeg skyder med skarpt min fine ven, og når jeg først er blevet varm, kan jeg med mit bedste artilleri ramme en mangfoldighed af selv ganske uvidende på få sekunder. Dette er poesi din sjover, råber jeg efter de fortabte, før jeg giver dem en velment salve. Kommandostrukturen er simpel og hierarkisk, og jeg er despotisk og aldrig tilgivende i min kyndige anvendelse af instrumenterne. Jeg er en hvirvelvind af kæmpedimensioner, og hvad enten jeg er i revolutionært, reformativt, idealistisk eller anarkistisk uniform, så vil min fane altid veje fra toppen af selv de bedste og mest modstandsdygtige og sejlivede fæstninger. Jeg er en enmandshær, men må indrømme at der er andre som mig - frygter du nu? Sammen når vi med vores smartbomb agtige målsøgende salver flere mennesker end atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Til tider hader I os og hinanden, men oftest hader I bare jer selv, og besudler jeres berettigede foragt ved selv at blive våbenføre og ved en skæbnens ironi at vanære hvad i ville hævde. Den hellige grav er forvaret - jo tak, og jeg sidder dernede, som den skytte jeg er og grubler og smæder rænker, før jeg igen rejser mig og skyder med skarpt - ganske forbandet med skarpt. Græd du sagtmodige eller endda gode menneske imedens du kan, for du vil før eller siden tage til genmæle og skyde med lige så skarpt som vi andre. Forstår du blot ikke, at du allerede da er blevet en af os? Til tider organiserer vi os og giver fællessalver mod en internt og epoke defineret fjende, men oftest gider vi ikke engang at finde et værdigt mål og sigter så blot på hinanden - juhuu en alles kamp mod alle, må jeg være med? Ser du der lidt fremme min ven? Det er også mig - jo det er skam mig, jeg er bare i en ny uniform - beslutsomhedens uniform. Nu imellem skududvekslinger og grimme nedslag kan jeg hente mine sårede, men vent, jeg er jo en enmandshær! Videre og videre må jeg, for dette er vel også en kamp - kampen mod frygten og kampen for forståelse - forstår du mig nu min ven, forstår du nu, hvorfor jeg måtte hente dig, selvom det var mig der skød dig? Tror du virkelig at du er reddet dit naive fjols, tror du virkelig stadig på fred eller blot våbenhvile? Jeg har måske hevet dig væk fra fronten, men hullerne i dit hjerte kan aldrig heles helt, se, jeg kan pille alt hvad mine salver har forrettet ud, men hullerne er der stadig. Hvad hvisker du nu til mig min gode ven? Jeg kan næsten ikke høre dig, så meget larmer jeg, jeg har travlt min ven, så forbandet travlt - se der flyver mit nyeste skyts, som endda er kompatibelt til mit gamle våben, og hvilket forræderisk angreb, det ventede de slet ikke. Hvad siger du nu min ven, kan du ikke se, at jeg har travlt! Blev du ramt af nedslaget, eller var du allerede nedslået - du ser mig noget ramt ud! Nedrustning - du må være vanvittig gamle ven, vi skal ikke nedruste, vi skal larme vildt og blodigt som tomme tønder - det er hvad vi er, det er hvad vi gør, det er os! Duk dig min ven for de er derude de forbandede snigere, og de venter bare på at ramme os! Nogle gange ved vi ikke, at vi er ramt, nogle gange ved vi ikke engang, at der bliver skudt med skarpt efter os - det er frygteligt. Siger du godt ord igen til mig din uvidende ignorant, hvad ved du om tingenes sammenhæng? Næh det er sgu ikke gode ord, vi skal bruge, næh det er veltalte alvorsord, der skal til. Hvad er dit krigshyl min ven, man skal altid have et krigshyl, som man kan sætte i, når de andre angriber en - det er meget vigtigt. Det kan jo ikke nytte noget, at når man sætter i et pludseligt modangreb, at man så først i det øjeblik begynder at slå knuder på sin tunge. Næh man må have et krigshyl klar, som kan bruges i enhver situation, for det nytter altså ikke noget, at man snubler på det tidspunkt. Jeg vover mig ud, jeg vover mig ud min sårede ven, men bliv du blot her, hvis du ikke vil skyde igen med skarpt, for nu vover jeg mig ud, det er en befaling fra øverste sted. Få så din beskidte mund på gled lød ordren og giv et krigshyl fra dig, så de alle ved, at der stadig kæmpes fra denne ensomme skyttes grav. Det er en vanvidsmission, jeg nu er på, men jeg er kommet for langt ud til at vende om, så jeg må forsvare mig, det bedste jeg kan. Vi bekymrer os måske lidt i kampens hede, men i hvert fald ikke om hvem vi sårer, og vi håber blot at når vi gør det, at vi sårer til ud over vanviddets rand, men fanger vil vi gerne have, men det kan efterhånden være svært at fange, selv de mest menneskeliges opmærksomhed. Av av, jeg er ramt lige i hjertet, men jeg kæmper videre, for det er min natur - av av, for helvede hvor gør det ondt, men jeg kæmper videre, for min kampgejst ophører først den dag jeg forstummer, og hvad er chancerne for at det sker? Der er du jo igen min ven, var det dig der stak mig ned bagfra, og var det dig der hængte mig ud, da jeg blev fanget? Prøv at kravle hen til mig min ven, for nu må det være din tur til at redde mig - ha ha, der blev du nok ramt du gamle, jeg har nemlig lagt miner ud, som alle er talestyret - kom nærmere kom nærmere, for du er nu god nok, men træd ikke ved siden af - jeg advarer dig kun denne ene gang! Kan du se nogle mål min ven? Det er så mørk så mørkt, kan du se noget som helst? Skal vi skyde i blinde og sigte lavt? Skal vi klynge os til hver vores facade som er en ringe beskyttelse, og med al mulig risiko for på spionagtig maner, at blive dømt for forræderi mod os selv. Glem det min ven nu kommer jeg til dig, men hav tålmodighed, for jeg må famle mig frem i blinde. Hvor er du? Jeg kan mærke dig nu - kan du stadig bevæge dig? Godt så, kan du kravle hen og tænde min computer og logge mig på internettet, så skal de fandeme få, så skal de fandeme få en salve.