Da jeg var 17, blev jeg udgivet. Mit navn stod under Jette Drewsens og Vagn Lundbyes. Det lyder flot og en anelse henkastet, når jeg skriver det på den måde. Men det var det egentlig ikke.

Min tekst blev trykt i et katalog til en udstilling. Pol 66 hed kunstnergruppen, som min mor var medlem af. Hvert år i september udstillede de i Den Frie Udstillingsbygning. En fast skare plus et par gæstekunstnere. Det år - 1987 - fik jeg lov at komme med. Fordi jeg kendte nogen. Ja, Jette Drewsen og Vagn Lundbye kom selvfølgelig også med, fordi de kendte nogen. Men mest, fordi nogen kendte dem. Og så var der mig. Tænk, jeg husker slet ikke, hvordan jeg fik overtalt min mor, men hun forelagde min tekst for gruppen (det var i plenarmødernes æra). Og så jeg blev udgivet. Honoraret var først og fremmest æren, men også en enkelt hundredekroneseddel, som jeg undlod at betalte skat af. Stephen King har engang sagt, at man først kan kalde sig forfatter, når man modtager penge for sine tekster. Well, så har jeg da været det i et flygtigt øjeblik.

Men hvad skrev jeg så? Det må du gerne læse, helt uredigeret. Regnet 28 år bagud fra dags dato digtede jeg -

DEN UBEGRUNDEDE FRYGT

Han så sig selv blive voksen i spejlene.
Han så sig selv blive voksen i spejlene i menneskenes øjne.
Han fik aldrig set sit sind vokse.
Der findes ingen spejle der kan gengive sindet.
Han mærkede dog vagt at sindet voksede sammen med billedet i spejlene.
Men han følte sig aldrig sikker.

Uendelig langsomt slog han sine øjne op.

Han mærkede sine følelser vokse. Deres kraft var større end hans sinds kraft, og alligevel var de udsprunget af dette sinds mærkelige og ukendte kræfter.

Det var ikke hans opgave at udvikle sig til at blive voksen. Det var udviklingen selv der skulle gøre det, og hele verden var dommer. Nyttig-ubrugelig. Det var det der skabte usikkerheden. Han lærte aldrig at forstå det. Det var også derfor han var glad over at han ikke selv havde styret sin udvikling.

Han var en passiv men dog interesseret tilskuer til sin scenedebut i verden. Der var altid nogen til at styre de åndsfraværende.

Hele hans liv havde omverden styret ham, og da han mærkede døden komme, blev han rædselsslagen ved tanken om at noget nyt skulle overtage styringen.
Det var vanens magt der skabte denne angst, og vanens magt var samtidig den eneste magt han havde.

Han lagde sig til at dø med et irriteret udtryk i sin ungdoms nu ældede træk. Og døden gik han pludselig i møde med en endnu større ro og passivitet, end da han havde startet sit liv
Men intet er nødvendigt for at dø, andet end at leve.

Han prøvede at fange omverdens interesse igen, efter at have forladt sin krop, men ingen tog notits af ham, og alle havde tilsyneladende andet at foretage sig.
Kroppen blev stadigvæk helliget opmærksomhed, indtil han var gravet ned. Han følte sig et kort stykke tid lidt jaloux på hint gamle legeme han havde rumsteret i engang.
Engang havde dette begravede hoved været rammen om hans tanker; nu fabulerede de frit omkring.
Det gik op for ham, hvor få midler han havde haft til at få alle disse tanker ud, og han følte sig meget lykkelig over nu at være sin egen ubegrænsede herre.
Engang havde dette begravede hjerte været fængslet for hans følelser, men nu blandede de sig med tankerne, for ud og ind mellem hinanden, og drog nu og da på langfart, hvis det var det de ville.

Han vidste det ikke ville vare længe før alle de følelser og tanker der var HAM, ville sprede sig i uendeligheden, blande sig med artsfæller, opfostret og dræbt af livet, og blive en del af helheden.
Åhh! Hvor denne helhed havde manglet i det jordiske liv.
Han følte det, han tænkte det.

Han prøvede at samle sine tanker, men de begyndte at smutte fra ham, følelserne ligeså.
Så bredte en uendelig ro sig over et efterhånden noget udvisket ham.
Helheden skabes hele tiden.
Nu er vi helheden.

***

Post scriptum

Jeg kunne ikke huske andet, end den første linje i teksten (som jeg i øvrigt har genbrugt i et nyere digt). Men da jeg læste det igen, dukkede tankerne fra dengang op. Og den litteratur jeg blev inspireret af. Dorian Grays billede og Rumrejsen 2001 - som også er en bog, skrevet efter filmen. En bogmatisering, om man vil.

Astronauten Dave Bowmans afsluttende odysse gennem tid og rum, hvor han ser sig selv i forskellige aldre, for til sidst at ende som foster i en klar sfære af lys, med jordkloden i baggrunden. Refleksioner over skønhed, forfængelighed og forgængelighed. Spejlet som blik, blikke som spejle. Forundringen over, at man ikke selv er nærmeste vidne til sit ansigts udvikling og forfald. Forundringen over, at man ikke ser sit eget ansigt præcis som andre gør. En krusning i hjertet over, at spejlets gengivelse netop er - spejlvendt. Og selvom teknologien i dag gør det muligt at tage et billede af sig selv og se det straks efter, er der en nanoforskydning af tid, som vi aldrig overvinder. En evigt forsinket erkendelse.